Hvorfor pokker skal EL ikke være repræsenteret i EU?

På Enhedslistens landsmøde i storebededagsferien skal partiet tage beslutning om opstilling eller ej til EU-parlamentsvalget sommeren 2014.

Det er en vigtig strategisk beslutning. Enhedslisten er for øjeblikket det eneste parti i Folketinget, som har en klar EU-modstanderprofil, en kritik som både går længere og er anderledes end den, som Morten Messerschmidt præsterer i EU-parlamentet for Dansk Folkeparti.

Når en Søren Søndergaard ikke stiller op til valget næste år, forsvinder den eneste markante venstrefløjskritik af EU fra Danmark af. SF og S har for længst tilpasset sig de grundlæggende EU-konstruktioner og EU-udviklingen som sådan.

Den markedsøkonomi, det indre marked med de skæve miljømæssige, sociale og økonomiske konsekvenser er alle de borgerlige partier herhjemme tilhængere af. Margaret Thatcher var heller ikke modstander af det indre marked og andre liberalistiske tiltag - Det var euroen og andre politiske overnationale tiltag hun reagerede imod.

Ligesom DF heller ikke er imod det indre marked. Og S, SF og R har tilpasset sig i årene efter de tabte folkeafstemningen om tilslutningen til det indre marked i 1986.  

EU vokser - Kritikken fra venstre mangler!

Samtidig ser vi et EU som i stigende grad sætter dagsordenen, eller i nogle tilfælde netop ikke sætter en sådan. Vi har i efterhånden en lang række år set en stigende EU-kritik og -modstand fra venstrefløjen i en lang række EU-lande, hvor der ikke før var nogen særlig kritik af EU.

Dette sker i sammenhæng med, at EU-traktaternes samlede sum af markedsliberalistiske dagsordener slår igennem i takt med, at euroen og ØMU'ens konsekvenser og strategi slår igennem. I takt med de seneste års økonomiske krise og den kurs, som EU har valgt – ledet og styret af Tyskland – men støttet af også Danmark med Helle Thorning Schmidt i spidsen.

Vi har set omfattende strejker, protester imod EU's økonomiske kriseløsninger påtvunget Grækenland, Spanien og Portugal – Cypern er et lidt specielt tilfælde her, hvor den lokale økonomiske elite i første omgang faktisk gjorde mere for, at almindelige småsparere skulle betale mere til gildet end selv EU, Den Europæiske Centralbank og IMF syntes var fornuftigt!

De venstrefløjspartier, som udgør en klar opposition til denne kurs, er dem, som vi i Enhedslisten har kontakt med, regelmæssigt mødes med via vores repræsentanter fra Europaudvalget og HB m.fl. Der er over mange år opbygget et net, som vi trækker på med informationer og analyser.

De hører på den anden side om vores erfaringer og vores konkrete politik, og følger med stor interesse vores fremgang her i Danmark, kampen om samfundspolitikken i Danmark, hvor de kan se en S-ledet regering føre en politik, som er i modsætning til det flertal, som bragte S-regeringen til ”magten”, men som i holdning og ideologi minder dem om deres hjemlige ”ansvarlige” socialistpartiers og konservative partiers krisepolitik.

Vi kan konstatere, at kampen mod denne EU-kriseløsning i stigende grad skal kombineres med den hjemlige kamp imod S-R-SF-regeringens kriseløsnings-politik. Regeringen vil læne sig op af EU og unionens økonomiske anbefalinger - som vi også så en Claus Hjort Frederiksen fra Venstre gøre det - og EU vil se med velvilje på de statslige nedskæringer, opstramninger og effektiviseringer i de statslige institutioner.

USA som forbillede

Dengang jeg i 10 år (1994-2004) var ansat som Enhedslistens sekretær på EU-området, havde jeg ”fornøjelsen” gang på gang at læse EU-Kommissionens anbefalinger til den økonomiske og statslige politik.

Det var dengang EU-Kommissæren for det indre marked, italieneren Mario Monti i en artikel i Financial Times kunne anbefale, at det var nødvendigt at EU-landene – for bedre at kunne konkurrere med USA – begyndte at ligne USA mere, for dermed at kunne bevare ”velfærdsstaten”!

Ja, det er altså over 10 år siden, men holdningen er den samme nede i Bruxelles og Strasbourg. Og herhjemme kan vi høre en Bjarne Corydon sige at de øjeblikkelige opstramninger er nødvendige for at bevare vores velfærdsstat!

Nu arbejdes der på traktatændringer for at der kan gennemføres en Finans-pagt med bestemmelser om landenes økonomi, som skal kontrolleres af EU. Det er ikke nogen ny situation med de konstante EU-traktaændringer. Det er meningen, det skal være sådan!

Det har også været Enhedslistens hovedkritik af den række af traktater, som har afløst hinanden over disse 2-3 årtier, og hvis strategiske formål hele tiden er at overføre mere magt og kompetence til Unionen og de skiftende EU-kommissioner.

Både med hensyn til de områder som EU skal have kompetence på, samtidig med at overføre så mange områder som muligt til proceduren med flertalsafstemninger, som sikrer at der ikke er nogen EU-lande, som af nationale årsager skal kunne blokere for en EU-lovgivning.

Netop i disse kriseår prøver EU-Kommissionen sammen med de mest EU-integrationsivrige lande at foretage yderligere nogle store spring. Det ser vi med Finanspagten, og vi vil se mere af denne skuffe.

Brug for socialistisk indflydelse

Vi ser samtidig et EU, hvor lobbyister fra erhvervslivet, bank- og finansinteresser har kronede dage og en uforholdsvis meget større indflydelse end de nationale parlamenter & regeringer, for slet ikke at snakke om de umyndiggjorte befolkninger.

Denne situation kalder i stigende grad på, at socialistiske partier spiller en rolle overalt, hvor dette spil foregår. Og som er socialister af gavn - og ikke kun af navn, som Socialistpartiet i Frankrig, eller Labour Party i England –  Derfor kæmper socialistiske partier i Europa både i deres egne parlamenter og stiller op til valg til EU-parlamentet for på denne måde at udstrække deres kamp for indflydelse også dér.

I Danmark har vi siden begyndelsen af 1970erne haft en helt enestående situation med en Folkebevægelse mod EU, som ved det første EU-parlamentsvalg her i Danmark i 1979 fik 25% af stemmerne! Noget helt uhørt for en bevægelse, som ikke var repræsenteret i Folketinget, og som fastholdt den skarpe kritik af EU-udviklingen, også efter folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmark skulle være medlem af EU eller ej, og hvor det blev et ja.

Men sådan er situationen ikke længere. EU har nu været der i mange år, og den ændrede kvalitative politiske og økonomiske situation kalder i stigende grad på en mere sammentænkt & sammenhængende EU-politik i alle lande, også af Enhedslisten!

Derfor kan vi – Enhedslisten – ikke længere overlade det til en Folkebevægelse, som samtidig er langt fra fordums styrke, og hvor denne, selv efter nedlæggelsen af Junibevægelsen, ikke har formået at samle eller fastholde fordums tiders modstandsvælgere. Og det er der ikke noget usædvanligt i.

Nej til ny Søndergaard

Desuden skriger situationen på klare & sammenhængende økonomiske og politiske udspil af socialistisk/venstrefløjs-tilsnit. Det kan en tværpolitisk bevægelse pr. definition ikke levere.

At der er kræfter i Folkebevægelsen, som netop ser den tværpolitiske bredde som afgørende, kan man se af Ib Christensens kommentar i Information fredag den 12. april, hvor han anbefaler et valgteknisk samarbejde mellem Folkebevægelsen, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Dette skal sikre, at man får et bredere funderet og et ikke-venstreorienteret medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen. Der er ikke noget nyt i dette. Ib Christensen er tidligere medlem af EU-parlamentet for FB, men er også medlem af Retsforbundet, som i årtier er blevet holdt i live pga. deres prioriterede indsats i Folkebevægelsen, men til et comeback i det danske politiske partiliv og generobring af pladser i Folketinget har der været langt.

Ib Christensen har altid set med stor skepsis på de venstreorienteredes/de rødes indflydelse i Folkebevægelsen.

Derfor dette tværpolitiske udspil, som har til formål at sikre, at der ikke opstår en ny ”Søren Søndergaard” situation hvor Folkebevægelsen bliver afhængig af de rødes (EL's) stemmer. Derfor vil han have et samarbejde med DF og Liberal Alliance. På denne måde mener han, at Folkebevægelsen vil kunne tiltrække flere  borgerlige stemmer, eller få nok overført via det valgtekniske samarbejde, således at stemmer på f.eks. Liberal Alliance kan overføres til Folkebevægelsen.

Risikoen er selvfølgelig også, at Folkebevægelsen og Ib Christensen kommer til at lægge stemmer til, at Liberal Alliance omvendt kan få stemmerne fra Folkebevægelsen. Alt afhængigt af hvem, der får flest stemmer og derfor skal have denne "overførsel".  

Det er netop denne brede tværpolitiske modstand, som skriger på et decideret venstrefløjs-alternativ, som kan appellere til dem, som ikke mener, at denne tværpolitiske EU-modstand kan udgøre svaret på, hvordan EU skal bekæmpes i årene fremover.

Sidste omgang for EU-bevægelserne

Nye generationer begynder at se EU som et led i det europæiske billede - like it or not - og de forholder sig mere til, hvad der bliver besluttet, specielt i disse kriseår, end til en strategi om, at vi skal ud af EU! Og det gør størstedelen af den danske befolkning, som er forbi de 30 år, også.

Det er i denne situation, at kravet om, at Enhedslisten stiller op, vokser. Da Søren Søndergaard holdt op i Folketinget for EL og senere besluttede at stille op for Folkebevægelsen ved Parlamentsvalget i 2009, blev der tilført en hensygnende Folkebevægelse frisk politisk blod fra venstrefløjern, som reddede Folkebevægelsen igennem sidste valg til EU-parlamentet. 

Men det var ”den sidste omgang” som jeg ser det for en EL-støtte til Folkebevægelsen uden selv at stille op.

Folkebevægelsen mod EU kunne mønstre 25% tilslutning til det første EF-parlamentsvalg i 1979. Denne tilslutning er dalet støt siden, fortsat siden splittelsen i Folkebevægelsen, som endte med dannelsen af Junibevægelsen, uden at denne splittelse har været årsagen til denne nedtur.

Denne tendens kulminerede foreløbig med sidste parlamentsvalg i 2009, hvor Junibevægelsen røg ud, mens det lykkedes Folkebevægelsen at få 7.2% (faktisk en fremgang på 2% fra valget i 2004).

Men her er det vigtigt at notere sig, at dette i høj grad skyldtes Søren Søndergaards personlige stemmetal (små 108.000 ud af Folkebevægelsens i alt 168.00 stemmer!).

Tilbagegangen i antal danske medlemmer af EU-parlamentet er en anden årsag til tilbagegangen for modstanderbevægelserne. Nu kan der kun vælges 13 danske medlemmer af EU-parlamentet mod oprindelig 15 medlemmer. En konsekvens af nye traktater & et større antal nye medlemslande fra Central- og Østeuropa.

Dette stiller større krav om stemmemæssig tilslutning pr. valgt medlem. Samtidig med en konsekvent dalende tilslutning til modstanderbevægelserne over tid. Som Jens-Peter Bonde sagde efter valget i 2009, så var det i stigende grad svært for både Junibevægelsen og Folkebevægelsen at slå igennem i medierne nedefra Bruxelles og Strasbourg.

Det var alt andet lige lettere for en som Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti at kombinere EU-modstanden nede i parlamentet med DF's styrkede repræsentation i Folketinget.

Samtidig er nye generationer vokset op med et eksisterende EU, og selvom det er få, som kan identificere sig med EU, EU-Kommissionen og EU-parlamentet, betragtes disse som en slags kendsgerninger, som man ikke mener, Danmark skal melde sig ud af, men nok ændre.

Derfor også sammenkædningen med det danske Folketing og de partier, som er repræsenteret dér, i forhold til hvem, man stemmer på ved EU-parlamentsvalgene, hvis man da overhovedet stemmer!

Venstrefløjen svigter valgurnerne

Når Folkebevægelsen fik en fremgang ved valget i 2009, skyldtes det primært Søren Søndergaards politiske, økonomiske og demokratiske argumentation, som slog ind overfor ikke kun EL-vælgere, men også SF- og S-vælgere, som var mere enige med Søren S. i spørgsmålet om EU, end de var med det parti, som de stemte på til Folketinget.

En af grundene til, at der tidligere har kunnet samles stemmer til modstander-bevægelserne, har været de forskellige afstemninger om EU-traktater, og ikke mindst Euro-afstemningen i 2000, som tilhængerne af dansk medlemskab af ØMU`en og euroen tabte med et brag. Til deres egen store overraskelse.

Det er hovedgrunden til, at vi ikke siden har haft folkeafsteminger. EU-tilhængerne vil ikke lide flere nederlag ved danske folkeafsteminger. Vi får først nye afsteminger om de danske forbehold, når de er 200% sikre på det positive udfald, set med deres øjne. Det er derfor, vi ikke i mange år vil blive præsenteret for en ny euro-afstemning.

En hel del af "vores vælgere" kunne finde på selv at undlade at "stille op" ved valgstederne til EU-valget, hvis ikke EL selv stiller op. De vil ikke kunne påregnes at stemme på Folkebevægelsen og ej heller DF, S eller SF, efter min mening.

Hvis man laver en logik om, at de mange, som har tænkt sig at stemme på EL til næste folketingsvalg, vil stemme på Folkebevægelsens spidskandidat, hvis EL opfordrer til at stemme på denne, så går man derfor efter min mening fejl af situationen.

Derfor vil den ubehagelige konsekvens af en beslutning om, at EL fortsat ikke stiller op selvstændigt, og i stedet peger på Folkebevægelsen, kunne ende med en situation, hvor Folkebevægelsen efter min vurdering ikke vil kunne samle stemmer nok til et mandat.

DF tordner frem

En temmelig katastrofal situation for den samlede EU-modstand og kritik, som vil betyde, at Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti vil være ene om at levere EU-kritikken.

I en situation, hvor det også vil være sandsynligt, at SF mister begge sine EU-mandater (de gik frem fra 1 til 2 ved valget i 2009), både fordi det ene nuværende EU-medlem er gået til S, og fordi SF`s generelle omfattende tilbagegang vil markere sig i tabet af begge EU-mandater overhovedet. Jeg kan ikke se et SF og en spidskandidat, som kan samle i nærheden af de 7-8% som kræves for at få bare ét medlem valgt.

Et SF på nedtur med mellem 4-5% på nationalt plan, og hvor en hel del SF`ere er skeptiske eller direkte modstandere af EU, vil derfor ikke kunne samle yderligere en 3-4% for at få bare èn valgt til EU-parlamentet.

Hvis S forsat ligger under de 20% i de nationale memingsmålinger, og Helle Thorning Schmidt fremturer med sin pro-EU-holdning og nej til Finansselskabsskatten, så vil S miste ét af sine fire mandater. De gik i forvejen tilbage fra 5 til 4 ved valget i 2009, primært fordi Poul Nyrup Rasmussen ikke genopstillede ved valget i 2009. Han fik et kanonvalg i 2004 og er den politiker, som har opnået det største personlige stemmetal til et EU-parlaments-valg.

I den nuværende situation kan jeg ikke se, hvordan de vil skaffe sig over 25%  som minimum for bare at få fire genvalg. DF vil nok på denne baggrund fortsætte sin hugst af S-stemmer, men da de allerede ved valget i 2009 fik 15.3% og to mandater, vil de sandsynligvis ikke kunne hente nok til yderligere et tredje mandat.

Her vil en selvstændig EL-opstilling muligvis også kunne tiltrække stemmer, som ellers ville gå til DF, og på den måde være med til at bremse op for, at skuffede S-vælgere fortsætter turen til DF på dette område. Venstre gik sidste gang frem efter flere års tilbagegang ved EU-parlamentsvalgene. V har pt. fire mandater og kan sikkert øge sit mandattal til fem eller seks. De konservative vil soleklart miste det mandat de har, og Liberal Alliance får sandsynligvis ikke noget. De ligger hele tiden omkring de 5% herhjemme og skal altså have 3% mere for at få valgt et medlem.

Men måske vil de arbejde på at få nogle skuffede V & K-vælgere, som hellere vil stemme på LA i stedet for at blive hjemme? Og hvor de hellere vil stemme på LA end på Folkebevægelsen, hvor der er for mange ubekendte. De Radikale fik ved sidste valg i 2009 kun 4.3%, men vil formentlig gå så meget frem at de kan få ét mandat? Eller kan de?

Dette scenario ser ved gud ikke for hyggeligt ud! På denne baggrund har Enhedslisten simpelthen ikke råd til politisk at undlade at stille op.

Partiet har nu en størrelse, en indflydelse og bevågenhed i forhold til medierne, i forhold til den folkelige opinion, fagbevægelsen mv., hvor der åbner sig en række muligheder for at sammenknytte den politiske & økonomiske kritik af S-R-SF-regeringen og dens følgagtighed overfor EU, Finanspagten og andre strategiske udviklinger i EU-konstruktionen med den nationale politik.

Én sammenhængende politik, både nationalt og i EU

Det er nok muligt, at vi har haft en holdning, som siger, at man skal tænke og se disse ting i sammenhæng. Men hvis man ser tilbage på venstrefløjens engagement i EU-politikken, viljen til at sætte sig ind i sagerne, fremføre en økonomisk og politisk grundlæggende kritik af EU-udviklingen, har denne manglet i mere bred forstand. Også i Enhedslisten.

Det er primært enkeltpersoner i FTG. som har haft denne opgave sammen med Europagruppen i Enhedslisten. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet mødt med en holdning til EU i Enhedslisten, som siger at: Det tager i jer jo af inde i FTG. - Det klarer Folkebevægelsen jo meget godt - Det er for besværligt og omfattende at sætte sig ind i - Og vi er jo imod hele lortet! - Vi skal jo bare ud!

Det har vist sig meget svært at mobilisere mange modstandere til det daglige arbejde, den kontinuerlige aktivisme osv.

Enhedslisten har via sine kontakter til venstrefløjen i mange EU-lande, gode muligheder for at være med til at koordinere mange aktiviteter imod EU-Kommissionens & Euro & Centralbankens monetaristiske politik- og grundlag, samt den nedskæringspolitik som en række lande med Tyskland i spidsen kører som "kriseløsning".

Dette er Enhedslisten godt klædt på til at kunne udvikle og være med i. En repræsentation i EU-parlamentet kan netop være med til at styrke dette arbejde.

Være med at styrke modstanden mod et EU, som kun forværrer og ikke løser krisen. Og man skal heller ikke undervurdere konsekvensen og betydningen af den interne udvikling i et snart 10.000 medlemmer stort parti, og de forhåbentlig mange nye aktivister og meget mere interesse i partiet for hele EU-udviklingen og partiets EU-politik!

Dette vil man også forskertse ved at overlade EU-modstanden og kritikken til en Folkebevægelse.

Nu går den ikke længere

Den går altså ikke længere, simpelthen. Hverken en Folketingsgruppe, eller et fungerende EU-udvalg kan løfte byrden for hele partiet. Jeg forventer ingen mirakler, men hårdt politisk og organisatorisk arbejde, som flytter tingene, både internt i EL og udenfor EL, i Folketinget, i medierne, og i bredere kredse, i fagbevægelsen.

En størrelse som Folkebevægelsen har simpelthen ikke en jordisk chance for at kunne realisere dette. EL har en chance, selvom det ikke er sikkert det lykkes. Men det kræver som minimum, at vi stiller op.

Med en EL-repræsentation i EU-parlamentet koblet sammen med en - forhåbentlig - nyvalgt Søren Søndergaard i en EL-Folketingsgruppe efter næste folketingsvalg, vil EL stå stærkere end nogensinde på EU-området. Have langt større chancer og politisk og organisatorisk styrke end nogen tidligere Folketingsgruppe i EL har haft!

Derfor vil det være forkert kun at opfordre til at stemme på Folkebevægelsen næste år. Der skal ske en selvstændig EL-opstilling - og der skal indgås en aftale med Folkebevægelsen om valgteknisk samarbejde, som sikrer at der ikke tabes modstanderstemmer på gulvet, hvor ingen kommer ind. Ønske-scenariet er selvfølgelig at både EL og Folkebevægelsen kommer ind.

At det lykkes Folkebevægelsen at mobilisere så mange stemmer blandt skuffede borgerlige vælgere, så de ikke alle går til et Dansk Folkeparti, som med sine 15.3% i 2009 klart lykkedes med dette. Men det må være et valgteknisk samarbejde kun med Folkebevægelsen, ikke sammen med DF og Liberal Alliance.

For Ib Christensen er det en ønskesituation for Folkebevægelsen med dette brede valgtekniske samarbejde, kombineret sammen med opstillingen af en tværpolitisk kandidat til højre for EL, for så kan man jo tiltrække netop de vælgere som ellers går til/er gået til Dansk Folkeparti, og som sammen med Liberal Alliance's vælgere skal sikre Folkebevægelsen et mandat.

Jeg er ikke overbevist om dette, men nogen gange overgår ønsketænkningen de politiske realiteter. Det gælder i allerhøjeste grad i spillet om Folkebevægelsen. Og spekulationerne ser ud til at florere jo mere det står klart, at man selv har store problemer med at blive valgt.

Enhedslisten skal ikke være med i dette spil, men tilbyde Folkebevægelsen et valgteknisk samarbejde med EL med det perspektiv, at det sikrer begge et medlem af EU-parlamentet.

Men EL skal sikre en opstilling af et klart politisk-strategisk alternativ til hele EU-udviklingen, som kan kombineres og koordineres med egne repræsentanter i det danske Folketing.

Lance Jensen var EU-sekretær for Folketingsgruppen i Enhedslisten fra 1994 til 2004.

Læs flere kommentaer til debatten i temaet EU Og Enhedslisten