Hugo Rafael Chávez Frías – 1954-2013

Venezuelas præsident og lederen af den bolivariske revolution, Hugo Rafael Chávez Frías døde tirsdag den 5. marts 2013, efter næsten to års kamp mod en kræftsygdom. Han blev 58 år gammel.

Hans betydning for det politiske liv i Latinamerika kan næppe overdrives. Igennem næsten fjorten år formåede han at knytte et bånd til Venezuelas fattige befolkning, som selv hans mest rabiate modstandere har haft svært ved at anfægte.

Imens store medier i hele verden selektivt hiver citater frem og forsøger at udstille ham som en magtsyg despot, græder millioner af venezuelanere over hans død.

Men hvem var han, den mand, som fik de fattiges ubetingede støtte og USA's ubetingede modstand?

Et grundigere kig på Chávez liv – og den tid han levede i – er afgørende for at forstå både hans idéer, hans popularitet og den revolution, som han satte sig selv i spidsen for. 

Især store mediekoncerner som El País, Ritzaus og Reuters forsøgte igennem Chávez regeringsperiode at udstille ham som udemokratisk.

Udover at ignorere det faktum, at Chávez havde vundet mere end 15 valg med internationale observatører, så disse medier også bort fra den kendsgerning, at mere end 70% af Venezuelas medier var ejet af oppositionen og dagligt harcelerede over hans politik.

I denne nekrolog vil vi først og fremmest se på baggrunden for fænomenet og personen Chávez. Formålet er først og fremmest at forstå hvorfor og hvordan, han blev så afgørende for de fattiges håb om forandring.

Barndom og drømme

Hugo Rafael Chávez Frías kom til verden den 28. juli 1954 i landsbyen Sabaneta, i Barinas, som er en landlig region i det sydvestlige Venezuela.

Begge hans forældre var skolelærere, og han var nummer to af seks søskende. Da begge hans forældre måtte arbejde i en nærliggende by, blev Hugo og hans storebror Adán passet det meste af tiden af deres farmor, Rosa Inés, som havde indiansk baggrund.

Hugo Chávez voksede op under relativt ydmyge kår. Hans forældre måtte arbejde hårdt for at forsørge børnene.

Alligevel forsøgte de at give deres børn muligheder for at studere det, de ville. Som barn havde Hugo Chávez to drømme. Den ene var at blive kunstmaler, den anden var at blive baseball-stjerne. Det var sidstnævnte drøm, som for alvor optog hans sind.

I stræben efter muligheder for at gøre baseball-drømmen til virkelighed, valgte han i 1971 at søge optagelse på Venezuelas militærakademi.

Ved at flytte til Caracas troede han, at militæret kunne blive et springbræt til en karriere som baseball-spiller på fuldtid. Imidlertid skulle det hurtigt vise sig, at militæret optog hans opmærksomhed, og at han forligede sig med tanken om definitivt at lægge baseball-drømmene på hylden.

Politisk radikalisering

Hugo Chávez’ bror, Adán, studerede på universitetet i bjergbyen Mérida, hvor Hugo ofte besøgte ham. Uden at Hugo Chávez vidste det, havde hans bror meldt sig ind i MIR (Moviemiento Izquierda Revolucionaria, revolutionær venstrebevægelse) – et politisk parti på den yderste venstrefløj.

Hugo Chávez meldte sig aldrig selv ind i noget parti, men hans sympatier lå på venstrefløjen, og han var af og til med til broderens partimøder.

Andre gange tog han med på bar med broderens partikammerater og havde lange diskussioner med dem dér.

I sin barndom havde Chávez stiftet bekendtskab med ordet ”guerilla”. Landsbyen og egnen omkring Sabaneta var en oprørsk zone, hvor datidens guerillagrupper havde rekrutteret mange unge til deres kamp imod Venezuelas fjerde republik.

I et interview med to cubanske journalister fra 2004 forklarer Chávez, hvordan han for første gang hørte om Che Guevara og Fidel Castro:

»”Som jeg har fortalt jer, var ordet guerilla meget velkendt for os. På et tidspunkt hørte man navnene Fidel og Che, og derefter ville man aldrig glemme dem igen. I 1967 var jeg 13 år og gik på første år i gymnasiet i Barinas.

Jeg husker, at jeg hørte på radio, at Che var i Bolivia, og jeg spurgte mig selv; 'Hvorfor er han alene?'. Engang fortalte jeg det til Fidel; 'Se hvordan livet er, Fidel. Jeg var 13 år og hørte på radio, at Che var i Bolivia, og at de havde omringet ham. Jeg var et barn og spurgte; Hvorfor sender Fidel ikke et par helikoptere til at redde ham? Og da de dræbte Che: Hvorfor sendte Fidel ikke en bataljon, et par fly.' Det var et barns tanker, men det viste en absolut identifikation med dem. Et synspunkt påvirket af de sympatier, som jeg havde i Barinas for begge ledere.

Flere år efter, i 1973, var vi i bjergene tæt på Caracas til træning af de kadet-aspiranter, som var ankommet til militærakademiet. For at underholde os, lyttede vi til musik og nyheder i militærradioerne.

En af de nætter var det isnende koldt. Vi var i Charallave, omtrent 30 kilometer fra Caracas. Pedro Ruiz Rondón og en anden brigadeofficer, hvis navn jeg ikke husker, ledsagede mig. I skjul fra officererne begyndte vi at åbne op for en af de gamle GRS-9 radioer.

Pludseligt kunne en stemme høres, en stemme jeg ikke kendte. Stemmen fordømte statskuppet i Chile og Allendes død: ”Det her er godt”, sagde jeg. Det var Fidel, der talte via RadioHabana Cuba. Der var én sætning, som sad fast i os for altid: ”Hvis hver arbejder, hver arbejdsmand, havde haft et skydevåben i sine hænder, ville det fascistisk kup i Chile ikke været lykkedes”.

Hver gang jeg så Pedro Ruiz – en nær ven, som døde for halvandet år siden, ville én af os begynde at sige: ”Hvis hver arbejder, hvis hver arbejdsmand....” og den anden ville færdiggøre sætningen. Vi gjorde det, ligegyldigt hvor vi sås. Sidste gang vi mødtes, var det på et fly, og han gentog: ”Hvis hver arbejder, hvis hver arbejdsmand....” ”

(...)

”Omstyrtelsen af Allende vakte foragt hos mig og andre af gutterne, for de gorilla-militærfolk, som ledte kuppet. Pinochet var meget frastødende.”«[i]

Revolutionær i hæren

Det var disse og andre begivenheder, som fik Hugo Chávez og en række andre militærfolk til at stille spørgsmålstegn ved den linje, som skiftende regeringer i Venezuela førte under den berygtede fjerde republik.

De begyndte især at læse Simón Bolivars skrifter, som gjorde et stort indtryk på dem. Chávez så, ifølge egne udsagn, en større og større modsætning mellem de revolutionært-nationalistiske idealer i Bolívars taler og den aktuelle kurs, hvor den ene regering efter den anden solgte ud af landets suverænitet, og under dække af ”nationalisme” gav frit spil til, at amerikanske olieselskaber kunne nyde godt af favorable købsaftaler med Venezuela.

I 1974 deltog Chávez i en militær delegation til Peru, hvor 150-året for Bolívars slag ved Ayacucho skulle fejres.

Det var ved denne lejlighed, at Chávez lærte Juan Velasco at kende. Velasco var en venstreorienteret militær-leder, som var kommet til magten i 1968 og derefter havde forsøgt at gennemføre, hvad han kaldte ”den nationale revolution i Peru”, som blandt andet indbefattede en jordreform til fordel for de fattige bønder.

Den unge Chávez blev yderligere inspireret af dette møde.

I maj 1977 blev Chávez forflyttet til Cumaná i delstaten Sucre. Her var det meningen, at han skulle være øverstkommanderende for en anti-guerilla enhed, men han begyndte i højere og højere grad at få sympati med dem, som det var meningen, at han skulle undertrykke.

I april 2004 havde den britiske marxist Alan Woods en længere samtale med Chávez, som berører netop denne fase af hans liv:       

»“Ved du, hvornår jeg læste Plekhanovs bog Personlighedens rolle i historien?” spurgte han.

”Det har jeg ingen anelse om”, svarede jeg.

”Jeg læste den, da jeg tjente som officer i en anti-guerilla enhed i bjergene. Du ved, de gav os noget materiale at læse, så vi kunne forstå den samfundsskadelige virksomhed. Jeg læste, at det ”samfundsskadelige arbejde” blandt folket forsvarede deres interesser og vandt deres hjerter og sind. Det lød som en meget fin ide!”

“Så begyndte jeg at læse Plekhanov’s bog, og den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg husker, at det var en smuk stjerneklar aften i bjergene, og jeg var i mit telt og læste ved lyset fra en fakkel. Det, jeg læste, fik mig til at tænke, og jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad jeg overhovedet lavede i hæren. Jeg blev meget ulykkelig.”

”For os er det ikke noget problem at bevæge os rundt i bjergene med rifler i vores hænder. Også guerillaen havde ikke nogen problemer – de gjorde det samme som os. Men de folk, som led, var de almindelige bønder. De var hjælpeløse og havde en hård tid. Jeg husker en dag, hvor vi kom til en landsby, og jeg så nogle soldater torturere to bønder. Jeg bad dem stoppe øjeblikkeligt, sådan noget ville der ikke være noget af, så længe jeg havde kommandoen”.

“Det fik mig virkelig i problemer. De ville tilmed sætte mig for retten for militær lydighedsnægtelse [Han lagde specielt trykt på de to sidste ord]. Efter det besluttede jeg, at hæren ikke var et sted for mig. Jeg ville holde op, men blev stoppet af en gammel kommunist, som sagde til mig: ”Du er mere brugbar for revolutionen i hæren end ti fagforeningsfolk.” Så jeg blev. Nu mener jeg, det var den rigtige ting at gøre.”

“Vidste du, at jeg dannede en hær i de bjerge? Det var en hær bestående af fem mand. Men vi havde et meget langt navn. Vi kaldte os selv Simon Bolívars Folkelige Nationale Befrielseshær.” Han grinede hjerteligt.

”Hvornår var det?” spurgte jeg.

”I 1977. Ser du, jeg tænkte ved mig selv: Dette er Simon Bolívars land. Der må være noget af hans sjæl, der stadig er i live – noget i vores gener, tror jeg. Så vi satte os for at genoplive det.”

Jeg vidste slet ikke, at den nuværende situation i den venezuelanske hær var et resultat af årtier af tålmodigt revolutionært arbejde. Men sådan var det. ”«[ii]

Militær konspiration

Fra slutningen af 1970'erne begyndte Chávez at holde taler og give små kurser for soldater i Bolívars tankegods. En håndfuld unge kaptajner og officerer – som senere skal blive Chávez tætte politiske allierede – tog aktivt del i denne kursusvirksomhed.

Til gengæld faldt det ikke i god jord hos de reaktionære dele af hæren. Således beretter Chávez, at han efter et af sine kurser bliver kaldt for ”politiker” af en oberst, som ikke mener, at hans foredrag egner sig for de menige soldater.

Starten af 1980'erne falder sammen med drastiske ændringer i venezuelansk politik. Mens landet havde mærket en vis stigning i velfærd i 1970'erne som et resultat af olieprisernes himmelflugt efter 1973, var landet i 1980'erne tilbage på dyb krisekurs, med enorme stigninger i statsgælden til udlandet og devaluering af møntfoden.

Perspektivet hos mange venezuelanere om, at landet i løbet af få årtier kunne udvikle sig på et niveau á la de vestlige teknologisk avancerede kapitalistiske lande, viste sig således at være en utopi.

I december 1982 aflægger Chávez sammen med tre kammerater fra militæret ed ved Samán de Güere, et berømt træ tæt ved Maracay i delstaten Aragua, som det siges, at Simon Bolívar slog lejr under.

De sværger, at de vil kæmpe med al magt for at få væltet den fjerde republik og gennemført en konstitutionsændring, som kan få landet på ret køl.

I 1983 grundlægger de MBR-200 (Den bolivariske revolutionære bevægelse-200). Tallet 200 skulle markere 200-året for Simon Bolívars fødsel i 1783.

Til at starte med fungerede MBR-200 mest af alt som en studiekreds, men jo mere de unge officerer studerede historien, og jo mere de blev klar over, hvor korrupt det politiske system i landet var, begyndte de at overveje en militær konspiration imod det etablerede system.

Imidlertid fik den venezuelanske militære efterretningstjeneste (DIM) nys om de unge officerers konspiration.

At fyre dem fra militæret ville uden tvivl have givet anledning til protester og uro i hæren. I stedet valgte man i 1986 at forflytte Chávez fra hans indflydelsesrige position i Caracas til en observationspost i Elorza, i delstaten Apure, ikke langt fra grænsen til Colombia.

Her tilbragte han de næste to år af sit liv. Nogen må have glemt hans CV, for i 1988 fik han lov til at vende tilbage til Caracas som militærleder ved Miraflores præsident-paladset.

MBR-200 og El Caracazo

Med sin tilbagevenden til Caracas var Chávez langt bedre stand i til at genskabe planen om en militær konspiration.

Han havde altid håbet, at en militær opstand kunne falde sammen med en eller anden form for folkelig bevægelse, som kunne gøre det lettere at vælte den fjerde republik.

Men da en sådan mulighed bød sig i februar 1989 med udbruddet af Caracazo-oprøret, blev lederne af MBR-200 taget fuldstændigt på sengen.

Ingen af dem havde forudset en sådan udvikling på kort sigt og derfor heller ikke forberedt sig på den.

Chávez var syg i den uge, hvor den efterfølgende repression udspillede sig i kølvandet på den skæbnesvangre 29. februar. Som vi har set, forsøgte andre medlemmer af MBR-200, f.eks. Arias Cárdenas at stoppe undertrykkelsen.

Men i det store hele må det siges, at Chávez’ bevægelse af bolivariske militærfolk ikke spillede nogen aktiv rolle i det folkelige oprør, og at det kom bag på dem.

Mange af dem frygtede efterfølgende, at de havde mistet en gylden chance for at få gennemført den plan, de havde haft under opsejling i årevis. Derfor begyndte de nu for alvor at forberede sig på at føre konspirationen ud i livet.

Et ublodigt nederlag

Årene efter Caracazo-opstanden er præget af yderligere krise og uro i Venezuela. Carlos Andrés Pérez var blevet valgt i 1988 med et håb om forandring i befolkningen.

I sin første præsidentperiode i midten af 1970'erne havde han ført en protektionistisk og pro-statslig politik, godt hjulpet på vej af det store opsving i oliepriserne.

Hans nye periode i embedet fra 1989 var fra dag ét præget af en stik modsat kurs. Han underskrev alle IMF's diktater og gav således frit spil for de internationale markedskræfters opereren i Venezuela. I 1990 og 1991 forsøgte han at lave visse juridiske ændringer og reformer i lovene, hvad angår de politiske partier, men uden nogle nævneværdige resultater.

Således var det repræsentative demokrati i Venezuela, den fjerde republik, dybt miskrediteret.

For størstedelen af befolkningen var de to partier, Acción Democratica og COPEI, lige miserable i forhold til at løse landets store sociale og økonomiske problemer. Håbet om, at Carlos Andrés Pérez kunne genindføre en politik, der favoriserede statsintervention i økonomien og den nationale suverænitet, brast i 1989 og i de to efterfølgende år.

Det var i denne kontekst, at Chávez og hans kammerater i MBR-200 forsøgte at vælte Carlos Andrés Pérez gennem et militærkup, den 4. februar 1992.

Chávez prøvede forgæves at overtage kontrollen med Miraflorespaladset i Caracas, mens hans kammerater Jésus Urdanetta, Arías Cárdenas og andre forsøgte at erobre strategiske militærzoner i byerne Maracaibo, Valencia og Maracay.

Kuppet slog fejl, dels på grund af en manglende opbakning i de væbnede styrker i Caracas, og dels på grund af en manglende mobilisering af folket.

Som resultat af den gærende utilfredshed så mange fattige venezuelanere med sympati på de oprørske militærfolk.

Få dage efter opstanden viste meningsmålinger, at omkring 60 procent af befolkningen støttede dem[iii]. Men de oprørske militærfolk havde bevidst fravalgt et forberedende revolutionært arbejde iblandt de fattige masser.

Douglas Bravo, en tidligere guerilla-leder, havde ellers været i kontakt med Chávez og lederne af MBR-200 og foreslået en strategi baseret på et masseoprør, hvilket var blevet afvist af officererne, som valgte at holde sig til konspirationsplanerne.

Chávez blev arresteret den 4. februar, inden kuppet nåede at tage form. Da han indså det uundgåelige nederlag, valgte han at gøre alt for at undgå et blodbad.

For at overtale sine kammerater til at overgive sig, gik han ud på offentligt tv og erklærede, at opstanden var slået fejl.

Det er interessant at bemærke den måde, hvorpå han forklarede nederlaget til offentligheden.

For det første tog han fuldt ansvar for kuppet og for nederlaget.

For det andet brugte han den bemærkelsesværdige formulering ”por ahora no logramos...” (”indtil videre lykkedes det os ikke”).

På den måde kunne hans tilhængere og befolkningen generelt se og forstå, at det drejede sig om et nederlag, ”por ahora” (”indtil videre”).

Den 4. februar sætter således Chávez fast i den fattige venezuelanske befolknings bevidsthed.

Ved at have trådt ud imod den etablerede politiske elite og ved ærligt at have erkendt sit nederlag, vinder han enorm sympati.

I fængslet får han besøg af hundredvis af personer, som ikke har kendt ham før opstanden. I 1994 opfordrer de fængslede ledere af MBR-200 til boykot af præsidentvalget og til, at befolkningen opbygger alternative magtstrukturer i form af råd i slumkvarterer, på fabrikker og universiteter.   

Mange borgerlige medier og kommentatorer har hævdet, at statskuppet i 1992 afspejlede en ekstremt autoritær tendens hos Chávez.

Det, de glemmer, er, at Chávez’ militærkonspiration i 1992 var rettet imod et styre, som blot 3 år forinden havde sendt militæret ud i gaderne og dræbt over 2000 civile under den såkaldte Caracazo-massakre.

De revolutionære officerer i MBR-200 troede, at det var umuligt at vinde magten igennem det korrupte repræsentative demokrati, som den fjerde republik kunne tilbyde.

Lige siden 1959 havde de to partier COPEI og AD siddet tungt på magten. På trods af et formelt demokrati er det en kendsgerning, at hundredvis af venstreorienterede aktivister ”forsvandt” (dvs. at de blev bortført, henrettet og gemt væk) ligesom i Argentina under junta-styret.

De venezuelanske fængsler bugnede af politiske fanger.[iv]

Dette var nogle af grundene til, at Chávez og hans kammerater anså det for at være en utopi at kunne vælte dette to-parti system igennem det formelle demokrati.

Chávez løslades og reorienterer sin bevægelse

Tilbage i Venezuela i starten af halvfemserne er Hugo Chávez og hans medhjælpere i det mislykkede komplot i fængsel.

Diskussionerne i deres rækker er intense. De er klar over, at styret fortsat er yderst ustabilt, og at en ny mulighed for et opgør med den fjerde republik muligvis kan være nærtstående.

I 1993 må Carlos Andrés Pérez omsider gå af, pga. afsløringer om korruption.

Mens Chávez en overgang fastholder det standpunkt, at deltagelse i valg er nyttesløse, vælger hans tætte samarbejdspartner Ariás Cardenas, efter at være kommet ud af fængslet, at stille op til posten som guvernør i regionalvalget i Zulia i 1995.

Han stiller op som kandidat for det daværende venstrefløjsparti Causa-R (Den radikale sag). Da det første resultat bliver offentliggjort, erklæres hans modkandidat fra AD som vinder, men efter massivt pres og protester bliver en genoptælling af stemmerne foretaget, som giver Arias Cárdenas sejren.

I 1994 løslades Chávez fra fængslet efter en amnesti udstedt af den nyvalgte præsident, Rafael Caldera.

Ved præsidentvalget i november 1993 havde MBR-200 opfordret til boykot, men størstedelen af venstrefløjen, undtagen kommunistpartiet og MAS, havde valgt at bakke op om Causa-R kandidaten, Andrés Velasquez, en velkendt fagforeningsaktivist fra Bolívar-regionen.

Selvom Rafael Caldera fra en udbrydergruppe af det socialkristne COPEI erklæres som vinder af valget, tyder meget på valgsvindel, og mange aktivister i de sociale bevægelser og på venstrefløjen hævder, at Velasquez blev truet med statskup, medmindre han accepterede Caldera som vinder.[v] 

I denne periode begynder Chávez at få nye venskaber, blandt andet en gruppe intellektuelle venstreorienterede fra Venezuelas Centrale Universitet, f.eks. Jorge Giordani, Francisco Mieres, Adina Bastidas, Luis Fuenmayor og Héctor Navarro. Flere af dem skal senere blive en del af hans politiske bevægelse og få betydelige poster i den bolivariske regering.

Da Chávez fra 1994 befinder sig på fri fod, beslutter han sig for at turnere rundt fra delstat til delstat i Venezuela og afprøve terrænet.

På skoler, universiteter, fabrikker og byggepladser finder han ud af, at hans popularitet er steget enormt i den fattigste del af befolkningen.

Behovet for et opgør med neoliberalismen synes presserende. I 1993 er Venezuela gået ind i en omfattende økonomisk krise, bl.a. som resultat af et kollaps i banksektoren.

I februar 1993 er landets næststørste bank, Banco Latino, gået konkurs. Den ene bank efter den anden følger trop, og i august 1995 har staten måttet intervenere i 18 ud af 52 af landets banker.[vi]

Rafael Caldera-regeringen vælger at lade staten betale for bankernes underskud, hvilket får udlandsgælden til at stige støt.

Inde i MBR-200, og også iblandt Chávez’ nye allierede, begynder flere og flere at foreslå, at bevægelsen skal omdanne sig til en form for politisk parti, der kan stille op ved lovlige valg.

I december 1996 vedtager MBR-200 at påbegynde en længere diskussion på landsplan.

Dette munder i april 1997 ud i omdannelsen af MBR-200 til MVR – Movimiento por la V República (Bevægelsen for den femte republik).

Målet med denne nye strategi er at gennemføre en fredelig revolution.

Det står klart, at det er Chávez, som er den oplagte kandidat til præsidentvalget i 1998. Præsidentvalget i december 1998 giver ham en jordskredssejr på næsten 56 procent af stemmerne.

Ved magten

Kigger man på Chávez’ politiske program anno 1998 er der en verden til forskel fra hans udtalelser fra 2005 og fremefter.

Hans udgangspunkt i 1998 var nogle relativt beskedne reformer, som på ingen måde rykkede grundlæggende ved magtforholdene i det venezuelanske samfund.

Et af hans pejlemærker var en ny grundlov, som skulle skabe et ”deltagelsesdemokrati” i modsætning til det traditionelle repræsentative demokrati.

Således lavede han et større medie-stunt ved sin indtrædelsesceremoni: Da han skulle aflægge ed til grundloven, sagde han foran kameraerne, at han ”sværgede til denne afdøde grundlov”.

Chávez’ politik i de første par år ved magten indbefattede bl.a. en række nye bemyndigelseslove. Hvis vi oven i disse love lægger hans politik i OPEC-sammenhæng og konstitutionsændringerne, kan vi danne os et klart billede af kardinalpunkterne i hans regerings politiske udgangspunkt:

• En ny jordreform, som skaber en mere retfærdig fordeling af jorden og tilskynder til dyrkning af ubenyttet frugtbar jord.
• En ny forfatning, som rydder op i korruption og embedsmandsvælde og inkorporerer mekanismer, der fremmer ”deltagelsesdemokratiet”. Mere gennemsigtighed i valget af politikere og mulighed for, at vælgerne kan tilbagekalde deres mandat efter halvdelen af en valgperiode. 
• Reformer i olieselskabet PDVSA og i landets politik ifht. OPEC, med det formål at få oliepriserne hævet og få ryddet op i kontrakterne med udenlandske olieselskaber. Alt sammen forholdsregler for at give en større del af overskuddet fra landets olieproduktion til statsbudgettet og derved kunne øge udgifterne til velfærd.  

Ingen af disse punkter er i sig selv socialistiske. Faktisk kan vi definere dette program – og de andre mindre betydelige punkter i MVR's politik – som forsøget på at udføre en national-demokratisk revolution i Venezuela.

Chávez har selv anerkendt, at han i de første par år ved magten havde en del illusioner om, at denne bolivariske revolution kunne gennemføres uden større modstand fra de rige familier, som ejer store dele af den venezuelanske økonomi og de etablerede medier. Men, som vi har set, skulle det lynhurtigt vise sig at være en utopi.

I 1999 besøgte han USA og mødtes med daværende amerikanske præsident William Clinton. Men det første sammenstød mellem den nye venezuelanske præsident og det Hvide Hus skulle komme hurtigt umiddelbart efter.

Da en naturkatastrofe ramte indbyggerne i regionen Vargas og tusinder døde under oversvømmelser, måtte Chávez se langt efter nødhjælp fra udlandet.

Dette var en af hans første store skuffelser, som viste et helt andet ansigt end den smilende demokratiske maske.    

Chávez og kuppet 2002

Den uundgåelige konsekvens af tre års kollisionskurs med det venezuelanske oligarki og imperialismen, var naturligvis statskuppet den 11. april 2002.

I den ovenfor citerede artikel, hvor Alan Woods gengiver sin samtale med Hugo Chávez, finder vi følgende beretning om kuppet:

»Chavez gik videre, som tænkte han højt:

"For to år siden, på kuppets tid, blev jeg arresteret og ledt væk, jeg troede, jeg ville blive skudt. Jeg spurgte mig selv: har de sidste 25 år af mit liv været forgæves? Var det hele til ingen nytte? Men det var det ikke, som faldskærmstroppernes opstand viste."

”Chavez talte i et stykke tid om kuppet. Han fortalte, hvordan han blev holdt i total isolation. Oprørerne ville presse ham til at underskrive et dokument om, at han gik af. De ville have ham til at gå i eksil i Cuba eller andetsteds. De ville gøre, hvad de for nyligt har gjort med Aristide i Haiti. [Aristide] blev ikke dræbt fysisk, men moralsk, vanæret for øjnene af sine tilhængere."

Kupmagerne brugte alle mulige slags tricks for at få ham til at gå af. De brugte tilmed kirken (om hvilken Chaves talte meget bidende).

“Ja, de sendte tilmed kardinalen for at overtale mig. Han fortalte mig en række løgne: at jeg ikke havde nogen støtte, at alle havde forladt mig, at hæren stod fast bagved kuppet. Jeg havde ingen informationer og var fuldstændigt ude af kontakt med den ydre verden. Men jeg nægtede stadig at underskrive.”

“Mine kidnappere blev meget nervøse. De fik mange telefonopkald fra Washington, der krævede at få at vide, hvor det underskrevne tilbagetrædelsesbrev var. Da de så, at brevet ikke kom, blev de desperate. Kardinalen pressede mig til at skrive under for at undgå borgerkrig og blodsudgydelser. Men så bemærkede jeg en pludselig forandring i hans tone. Han blev høflig og forsonende. Jeg tænkte ved mig selv: hvis han taler sådan her, må der være sket noget.”

“Så ringede telefonen. En af mine kidnappere sagde: “Det er forsvarsministeren. Han vil tale med dig. Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville tale med nogen ”golpista”. Så sagde han: ”men det er din forsvarsminister.”. Jeg rev telefonen ud af hånden på ham, og så hørte jeg en stemme, der lød som solen. Jeg ved ikke, om man kan sige det, men lige meget hvad, var det lige præcis sådan, det lød for mig.”«

Der er ingen tvivl om, at Chávez’ personlige heltemod og viljestyrke spillede en afgørende rolle i dagene fra den 11.-14. april 2002.

På trods af det hårde psykiske pres nægtede han at skrive under på tilbagetrædelsesdokumenterne. Han anerkendte aldrig Carmonas nye de facto-regering.

Det var hans datter, María Gabriela, som gav omverdenen nyheden om, at hun havde talt i telefon med sin far, der fastholdt, at han ikke var trådt tilbage.

Denne nyhed var afgørende for opmuntringen af hans tilhængere og tilskynde til de enorme protester, der fik kuppet til at falde sammen som et korthus.

Lockouten

Efter kuppet havde Chávez ikke forudset, at oppositionen ville fortsætte sin aggressive kurs.

Forsøget på at nedsætte forhandlingskommissioner, der skulle skabe en dialog med oppositionen, mislykkedes fuldstændigt.

Det blev bekræftet i oktober 2002, hvor en betydelig gruppe bestående af generaler og militærfolk besatte Plaza Altamira, et torv i den østlige del af Caracas og erklærede den for ”befriet” område.

Blot halvanden måned fulgte, før oppositionen igen viste sit ansigt ved at igangsætte en ”generalstrejke”, som kostede landet 10 milliarder dollars.

Chávez selv forsvarede den blødsødne linje overfor gerningsmændene til statskuppet i flere interviews. I et af dem forklarede han, at det ikke var ham, der skulle tage stilling til de involverede personers straffe.

Han sagde, at han ikke har tilgivet de personer, som har forrådt ham, men at han ikke ville intervenere i det juridiske system.

Chávez forsøgte at opbygge parallelle organer, som skulle virke som frirum for bureaukrati og ordne landets problemer uden om de gældende statsinstitutioner, men uden at opløse disse.

Et godt eksempel er de sociale missioner (Las Missiones), som er opbygget igennem massernes initiativ, forholdsvist uafhængigt af de traditionelle uddannelsesinstitutioner. Oppositionen brugte pusterummet til at forberede det næste store slag: Arbejdsgiverlockouten i december 2002.  

I en samtale med den britisk-pakistanske forfatter Tariq Alí beskriver Chávez en meget sigende oplevelse, som han havde under arbejdsgiverlockouten i slutningen af 2002, og som meget godt viser det samspil, der er imellem befolkningen og ham:

”Jeg siger dig, at jeg var mere bekymret under sabotagen [arbejdsgiverlockouten, AB] end under kuppet, for på det tidspunkt var det ikke bare min person, der var i fare, men Venezuelas fattige, det folk, hvis støtte vi var afhængig af. Oppositionen sagde åbent, at de unge fra de fattigste områder, vrede og arbejdsløse, ville vende sig imod os, hvis de tog øl fra dem. De troede selvfølgelig, at folket ville gøre oprør og acceptere prisen for, at alt vendte tilbage til normale tilstande. Det venezuelanske folk har allerede betalt for meget for ting, som er blevet gjort i dets navn.

To faktorer holdt min moral oppe. Jeg husker, at en dag blev jeg træt af at sidde på den flade i et kontor. Jeg besluttede mig for at tage op til kvartererne ved bjergskrænterne, og sammen med en livvagt og to kammerater kørte jeg derop for at høre, hvad folk sagde og indånde en anden luft. Det svar, jeg fik, var meget bevægende for mig.

En kvinde kom hen til mig og hviskede: 'Chávez kom med mig, jeg vil vise dig noget'. Jeg fulgte med hende til hendes ranchito. Inde i værelset ventede hendes børn og hendes ægtemand på, at hun skulle blive færdig med at tilberede suppen. 'Se hvad jeg bruger som brændstof [i stedet for gas til komfuret, AB]: Underlaget til vores seng. I morgen brænder jeg benene, dernæst bordet, stolene og dørene. Vi skal nok overleve, men du må ikke overgive dig nu, min knægt!'.

Da jeg var på vej hjem, kom de unge fra kvarteret og gav mig hånden: 'Vi kan leve uden øl. Sørg for at give dem en røvfuld!...'. Folk var meget vrede, men de vidste, hvem de skyldige var, og vi modtog lignende rapporter fra hele landet.”[vii]

Reformer

På trods af mindre uroligheder, som oppositionens gadekampe 'Las guarimbas' i 2004, skete der en konsolidering af den bolivariske revolution. Med sejren ved tilbagekaldelsesafstemningen i 2004 og senere præsidentvalget i 2006, var der mulighed for at lave reformer.

Chávez indførte imellem 2003 og 2006 nogle af de ting, som gjorde ham umådeligt populær iblandt de fattige:

• Igennem uddannelsesprogrammerne (Las misiones), blev analfabetismen udryddet i Venezuela.
• Igennem Barrio Adentro-programmet, sendtes mere end 15.000 cubanske læger ud i slumkvartererne og gav for første gang nogensinde gratis lægehjælp til folk.
• Dødelighed for børn under 5 år blev reduceret fra 25 til 15 af hver 1000.
• Den dybe fattigdom blev reduceret fra 20 til 7 procent.
• Arbejdsløsheden blev reduceret fra 15 til 6,5 procent.
• Hundredevis af efterladte fabrikker blev nationaliseret under arbejderkontrol og genaktiveret.

De fleste af disse fremskridt skete ikke ved at angribe kapitalens økonomiske magt, men derimod ved at mindske multinationale selskabers vinding på landets omfattende olierigdomme og kanalisere pengene ind i sociale projekter. Faktisk er mere end 67% af landets BNP fortsat skabt af den private sektor.

Det manglende opgør med kapitalismen gjorde imidlertidig også, at de mange fremskridt blev begrænset og i nogle tilfælde udvandet. F.eks. valgte fødevare-industrien ofte at tilbageholde varer og skabe mangel og puste til inflationen, som i mange år lå imellem 20-25%.

Også kriminaliteten voksede under Chávez' regering, hvilket oppositionen kynisk forsøgte at udnytte politisk, til at tordne imod regeringen.

Ideologisk udvikling

Chávez var i 1999 slet ikke kommunist, selvom mange af hans modstandere forsøgte at tilskrive ham det. Hans regeringsprogram og den bolivariske regerings grundlag var på ingen måde socialistisk.

Tværtimod kan det betegnes som et forsøg på at gennemføre en national-demokratisk revolution i Venezuela på linje med det oprindelige udgangspunkt, som Fidel Castro og hans 29-juli bevægelse havde i starten, da de var ved magten fra 1959-61.

Jordreform, større lighed i fordeling af nationens olieressourcer, opgør med korruption og gennemsigtighed i demokratiet, er alle punkter af national-demokratisk karakter.

Ret hurtigt måtte han imidlertid sande, at selv disse elementære fremskridt blev modarbejdet indædt af det venezuelanske oligarki, af kapitalejerne, finanskapitalen og de rige godsejere.

Det var denne modstand, der radikaliserede Chávez og drev ham til venstre. 

I starten af 2005 proklamerede han sig som tilhænger af socialisme. Han tilføjede, at det drejede sig om socialisme af det 21. århundrede, en ny socialisme, der kan råde bod på de fejl, som blev gjort i Sovjetunionen og Østeuropa. 

Chávez' oprindelige bevægelse var altid meget heterogen.

Fra midten af 90'erne begyndte meget forskelligartede grupperinger at bakke op om Chávez’ kandidatur til præsidentposten.

Der er ingen tvivl om, at flere af dem blot søgte poster i statsapparatet og embedsmandsvældet, mens andre oprigtigt så et håb i den bolivariske revolutions umiddelbare projekt.

Partier som MAS, PODEMOS og PPT blev oprørte over den radikaliserede kurs, som Chávez slog an, og valgte således at vende ham ryggen.

Zigzag-kurs og kritik fra venstrefløjen

Chávez' politiske udvikling er dog langt fra gået i en lige linje. Det er bemærkelsesværdigt, at der er mange sving til venstre og enkelte sving til højre, som efterfølger hinanden i en rækkefølge, der ikke altid er lige forudsigelig.

Zigzag kursen i Chávez’ udvikling ses især indenfor egne rækker. Vi refererer her dels til regeringen, men i lige så høj grad til PSUV og dens forgænger MVR.

Udover en hyppig udskiftning på ministertaburetterne kan det konstateres, at Chávez ofte svingede imellem forskellige individer, der omvendt repræsenterede forskellige politiske strømninger.

Det samme gjorde sig gældende i hans aktuelle hverdagspolitik. F.eks. truede han i flere omgange de venezuelanske kapitalister med ekspropriering af deres ejendom, hvis de fortsatte den økonomiske sabotage.

Til gengæld gik han i flere omgange kort efter til møde med repræsentanter for FEDECAMARAS for at finde et fælles kompromis, der tilsyneladende skulle redde landets økonomi, men som oftest endte ud i ingenting.

Både venstrefløjen i hans egen bevægelse og internationalt kritiserede ham ofte for mådehold og for at vælge de forkerte venner, f.eks. hans bånd til Libyen, Hviderusland og Iran.

Til gengæld så flertallet af fattige venezuelanere ham som den eneste, der kunne samle bevægelsen og stå imod presset fra USA og landets højrefløj.

De sidste år

Det er svært at sige, hvilke planer Chávez havde for den bolivariske revolution, inden han i 2011 fik konstateret kræft. I februar 2009 havde et markant flertal af befolkningen stemt ja til en ændring i grundloven, som gav ham mulighed for at opstille til fremtidige præsidentvalg.

Således slog han oppositionens Henrique Capriles Radonski ved valget den 8. oktober 2012.

Men allerede på det tidspunkt var han dybt svækket af sin kræftsygdom, og han nåede at blive opereret hele fire gange på halvandet år.

I 2008 havde han opbygget et parti, Partido Socialista Unido de Venezuela, PSUV, som et forsøg på at skabe en mere kollektiv ledelse af revolutionen.

Men som med så mange andre projekter blev det nye parti i mange dele af landet overtaget af lokale bureaukrater og karrieremagere, som neddroslede folkedeltagelsen, og gjorde afdelingerne til tomme skaller.

Det er sandsynligt, at Chávez havde håbet på, at hans personlige autoritet kunne ride stormene af og sikre den bolivariske revolutions overlevelse indenfor de næste par år, således at en ny ledelse kunne opbygges. Som bekendt lykkedes det ikke helt – kun i sidste øjeblik anbefalede han, at Nicolás Maduro - den nuværende vicepræsident – skulle vælges i tilfælde af, at han ikke selv kunne vedblive med at være præsident.

Hvordan vil Chávez blive husket af eftertiden?

Selvom han langtfra var en engel, og selvom han begik mange fejl, må man konstatere, at han først og fremmest var produktet af en enorm social revolution, som katapulterede ham op i en position, hvor han kunne udfylde et tomrum. Et tomrum, som han på eminent vis udnyttede.

Men først og fremmest må man sige, at den oprørske oberstløjtnant fra Barinas vil blive husket som anti-imperialisten der aldrig overgav sig.

Ligesom Simón Bolívar og Franciso Miranda forsøgte han af al magt at kæmpe for at løsrive Venezuela – socialt, politisk og økonomisk - fra imperialismens dominans.

En kamp som fortsætter efter hans død.

 Se også Modkraft Bibliotekets samling af links; Hugo Chávez (1954-2013) - Nekrologier og baggrundslinks, om Chávez og den bolivarianske revolution.