Annonce

Udland
5. december 2013 - 13:53

Honduras: Militær spærrer havnearbejdere inde i privatiseret havn

Honduras militær har stormet landets havne og taget strejkende havnearbejdere som gidsler. Havnearbejdere har sendt fotos af aktionen ud, mens de tilbageholdes af militæret. »Flabet signal om hvem militæret mener har vundet valget«, siger dansk fagforeningsmand.

Honduras militær har med maskerede og bevæbnede kamptropper indtaget landets havne og spærret havnearbejdere, der strejker mod privatisering af havnene, inde.

Det er lykkedes havnearbejdere, der er spærret inde i havnen, at udsende fotos af aktionen og appellere efter international solidaritet.

Militæraktionen udføres i en situation, hvor det er uklart, hvem der har vundet et parlaments- og præsidentvalg den 23. november. Det er derfor også uklart om der fortsat er flertal for en privatisering af havnene.

– Jeg ved ikke så meget om situationen, men det ser ud til at være et ualmindeligt flabet signal om, at det er de samme banditter, der tog magten ved et kup for tre år siden, der fortsat er ved magten i landet, siger Jesper Nielsen, international rådgiver for fagforbundet 3F, til Modkraft.

– Det er jo en klar besked om hvem, der har magten, og hvem militæret mener, der har vundet valget – selv om det er lykkedes oppositionspartiet Libre at få en nytælling af stemmerne, siger han.

Den internationale fagforening for transportarbejdere, ITF, International Transport Workers Federation, har sendt en protest mod aktionen til den nuværende præsident Jose Lobo.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce