Historien om et bebudet politisk selvmord

Enhedslisten har utallige gange sagt at partiet ikke stemmer for en finanslov, der blot opsummerer regeringens diverse forlig med højrefløjen. 

Dette kan læses i landsmødeudtalelser, i beslutninger fra hovedbestyrelsen og i mange, meget klare udtalelser fra Johanne og andre medlemmer af Folketinget.

Efter skatteforliget med en meget håndfast udtalelse om, at forringelserne for modtagere af overførselsindkomster skal godtgøres 'krone for krone'. Et 'ja' til finansloven kræver enten, at folketingsgruppen og hovedbestyrelsen løber fra dette ('efter at den danske sommer har kølet dem af', som nogen tror), eller at regeringen finder 3 milliarder til september; det kan ikke være via skat, for der har man bundet sig, så det må være en rig guldmine i Vrå eller lignende.

Ikke sandsynligt, bl.a. fordi de Radikale næppe vil være med til at neutralisere dette element i skatteforliget.  

Det skal også huskes, at regeringen – trods enkelte forlig med EL – generelt har ført en klar blå politik, fra og med beslutningen i december om at tilslutte sig finanspagten. Der er meget at rette op i forbindelse med finansloven.

De borgerlige partier har klart sagt, at regeringen kom til verden takket være EL, og at de ikke har tænkt sig at agere substitut. Måske hvis regeringen tilbyder helt at nedlægge den demokratiske sektor ved at privatisere alle hospitaler og skoler, men det er vel trods alt ikke sandsynligt …?

Det skal Venstre ikke bebrejdes. Faktisk er det oppositionens funktion i et demokrati, at søge regeringens fald.

Dødsdriftens mulige årsager

Den mest dræbende kritik af S og SF er ikke alt det indviklede med milliarderne, men billederne af Barfoed, Peter Christensen og Hjort Frederiksen, der optræder som børn, der helt uventet er blevet inviteret til ikke-fødselsdag med sodavand og kager ad libitum.

Hvor Barfoed rigtigt kan sige, at allerede regeringens oplæg inkorporerede megen god konservativ politik, som man hidtil ikke havde kunnet komme igennem med (især den større afstand mellem løn og dagpenge). 

Hvordan kan det gå til, at regeringen har bragt sig i denne umulige situation?

Regeringen havde en klar interesse i at gå til venstre ved skatteforhandlingerne. Dels for at sikre EL's støtte til efteråret, men mere generelt fordi meningsmålerne klart havde vist, at den blå kopi-politik var en vælgermæssig katastrofe.

I S og SF var der da også et betydeligt pres for at tage skeen i en anden hånd, om ikke af andre grunde, så fordi folketingsmedlemmer gerne vil genvælges. 

Jeg kan forestille mig tre grunde til, at regeringen trods al taktisk fornuft, gik til højre.

1) Den er politisk analfabet ved at bilde sig ind, at EL nok skal krybe til korset, altså ikke tør vælte en 'rød' regering. Hvis det er analysen, overses det, at EL nærmest vil vælte sig selv – gøre sig selv overflødigt – hvis partiet 'glemmer' skatteforliget' og lader sig spise af med symbolske indrømmelser ved finanslovsforslaget. EL er ikke DF. Læren fra SF's udvikling er givetvis blevet annammet af EL: At ved blot at tilpasse sig den herskende politik, mister man både sine principper og sin indflydelse.

2) Regeringen er idealistisk, dvs. den er villig til at lade livet i en højere sags tjeneste, nemlig, hvad den opfatter som den mest saglige skattereform. Tillad mig at mene, at det er usandsynligt, når man ser tilbage på det utal af politikker og principper, som er blevet ofret siden valget.

3) SF og S ønskede at gå til venstre, men måtte bøje sig for de Radikale, der insisterede på et samarbejde 'hen over midten'. Den forklaring kan hente støtte i, at det tilsyneladende var samtaler mellem Hjort Frederiksen og Margrethe Vestager, der banede vej for forliget med V og K.

En sådan forklaring vil tiltale især SF's venstrefløj, der gerne vil tørre alt det onde, regeringen gør, af på de Radikale, underforstået: hvis bare der havde været et rent rødt flertal, så kunne Søvndal og Helle Thorning have sprunget ud som ægte socialister. 

Jeg tvivler. Når man hørte Helle Thorning prise finanspagten, eller Corydon og Thor Møger glæde sig over 'rugbrødsreformen', så får man ikke indtryk af, at de taler med en radikal pistol for brystet. 

Den triste kendsgerning er, at lederne af S og SF er overbeviste nyliberalister, hvilket kom mest tydeligt til udtryk i 2020 planen, der overtog den tidligere regerings målsætning om en gradvis minimering af den demokratiske sektor (vækst her på 0,8% mod måske tre gange så meget i den kapitalistiske sektor).

Det er en illusion – ønsketænkning – at tro, at de har et rødt, bankende hjerte, som man kan tale til. Håbet har så været, at disse lederes pragmatisme, eller selvopretholdelsesdrift, kunne få dem til at gå på kompromis med deres blå hjerte, men det har altså ikke været tilfældet.

Summa summarum hælder jeg mest til den først forklaring: At lederne af S og SF mangler politisk gehør.

SF's rolle

SF's valg af højrevejen har vakt undren, og det er da også mærkeligt, at partiet vælger at forære yderligere 5 mandater – eller hvor meget det nu bliver til – til Enhedslisten.

Men tag ikke fejl: Det indgåede forlig ligger langt mere på linie med Thor Møger's og Tesfaye's 'arbejderistiske' linie end forlig med EL.

Læs "Kampen om SF's sjæl".

Denne linie satsede udtrykkeligt på de beskæftigede, snarere end dem udenfor arbejdsmarkedet, og Møger har senere forklaret, hvor vigtigt det er, at sidstnævnte får øget incitament til at søge arbejde (ud fra den gode borgerlige filosofi, der siger, at når der i løbet af et par år er blevet 100.000 flere arbejdsløse, skyldes det, at de kollektivt er blevet ramt af dovenskab). 

Denne linie kunne ikke have været gennemført, hvis Landsledelsen, ligesom i EL – skulle have godkendt aftalen.

Men takket være afdemokratiseringen af partiet kunne ledelsen suverænt vælge forliget med de borgerlige og dermed stille Landsledelsen overfor en fuldbyrdet kendsgerning.

Et efterfølgende nej ville nemlig have betydet partiets udtræden af regeringen.

På denne baggrund opnåede Landsledelsen faktisk meget.

Aftalen blev ikke 'godkendt', og dermed vedtaget, men 'taget til efterretning' (som man gør ved dødsfald og fratræden); denne detalje var Søvndal dog ikke opmærksom på, da papiret skulle præsenteres for pressen, ej heller formåede han at skelne mellem opbakning til forliget og til papiret. 

I øvrigt må Landsledelsen have fået røde ører efter, at det er blevet skåret ud i pap, at V og K's krav om skattelettelser naturligvis betyder færre milliarder til offentligt forbrug (velfærd). Af papiret fremgår det fejlagtigt, at det modsatte er tilfældet.

Måske betyder papiret, at SF nu har en vingeskudt ledelse. 

Efteråret

Vi går et dramatisk efterår i møde.

Uanset resultatet af den aktuelle utilfredshed i SF, vil det være mærkeligt, om S's og SF's folketingsmedlemmer og medlemmer sagtmodigt går deres undergang i møde, og dette vil stå klart, senest i august.

Ledelsen vil naturligvis iværksætte en storstilet kampagne mod EL, men det eneste håb for disse partier er et internt oprør, der tvinger regeringen til at gå mod venstre, altså på en eller anden måde finde de 3 milliarder. 

Det kan imidlertid få de Radikale til omsider at springe ud som et ægte borgerligt parti, altså skifte side, således at de ikke går til valg på en fortsættelse af den aktuelle regeringskoalition, men noget med et 'bredt samarbejde'.

Når de Radikale oprindeligt pegede på Helle Thorning, var det især for at neutralisere DF's indflydelse, men den ambition kan også opfyldes af et bredt samarbejde mellem de Radikale, de Konservative og et formentlig stærkt styrket Venstre.

Overhovedet er udlændingespørgsmålet jo stort set taget ud af politikken, siden regeringen kom til, efter at fremmedfjendskheden og torturpolitikken har fundet sit naturlige leje, og så er der få argumenter mod en fremtidig VKR regering.

Forløbet i efteråret vil udspille sig på baggrund af krisen i Europa.

Alt tyder på, at den vil blive forværret, måske med et sammenbrud af euroen. De dystre udsigter skyldes ikke mindst, at det i de sidste par måneder er gået betydeligt værre i USA og Kina.

I USA forværres situationen på arbejdsmarkedet, og i Kina er væksten aftagende (Kina er en eksportøkonomi, men den vigtige eksport til Europa er svundet meget ind, grundet den europæiske krise).

Europa kan altså ikke håbe på at blive trukket op af omverdenen, tværtimod trækker vi denne ned.

Hvad det vil betyde for dansk økonomi og politik er naturligvis svært at sige, men givet er det, at den europæiske nedtur vil smitte af på os, især via eksporten. Det vil blive en anledning for højrefløjen til at radikalisere den nyliberale politik med nedskæring af velfærdsstaten osv.

Det vil også befæste Enhedslistens rolle som det eneste parti, der reelt går imod denne politik. Måske skulle S og SF kaste et blik på Grækenland, hvor den økonomiske krise reducerede det socialdemokratiske parti fra 38% til 12% og sendte Enhedslistens søsterparti, Syriza, op fra 5% til 27%?

Som Thulesen Dahl (DF) har sagt: Der er to linier i dansk politik, den som EL står for og den som alle de andre partier støtter.

Formentlig vil vælgerne nu yderligere flygte fra S og SF til EL, men håbet må også være, at kritiske røster i de to partier gør oprør, før nedsmeltningen er til ende.

Regeringen valgte meget passende 71 års dagen for Hitlers angreb på Sovjetunionen som dagen for forliget med de borgerlige. Det initiativ faldt vist heller ikke så heldigt ud.