Politiet måtte bruge tåregas for at sprede mængden da omkring 2.000 mennesker angreb politiet med sten og kæppe for at forhindre en offentlig henrettelse af en dømt morder. Ifølge pressefolk på det stadion, hvor henrettelsen fandt sted, gik civilklædt politi til angreb på journalisternes kameraer og tævede dem, der forsøgte at rapportere fra optøjerne.
Ifølge analytikere var det et sjældent eksempel på folkelige optøjer på et tidspunkt, hvor iranerne oplever en stigende mængde offentlige henrettelser og piskninger.
Men generelt er der stigende utilfredshed med den måde, hvorpå det konservative regime reagerer på den gradvise liberalisering af det offentlige liv.
Således er en voldsom strid brudt ud i forbindelse med det øgede antal offentlige piskninger, der især rammer unge mennesker, anklaget for at drikke alkohol eller have sex. I den seneste serie af piskninger blev 13 unge mænd, der var anklaget for at have drukket, tirsdag pisket på en plads i det centrale Teheran.
Det iranske nyhedsbureau IRNA, citerede forbipasserende til piskningen, der blandt andet sagde, at det ikke var retfærdigt at straffe unge mennesker på den måde for at have kigget på en pige eller talt til hende.
De advarede om, at folk en dag kunne finde på at gøre oprør, hvis piskningerne fortsætter.
Mindst otte andre offentlige piskninger har fundet sted, siden præsident Khatami blev genvalgt i juni måned.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96