Annonce

14. april 2007 - 18:49

Højreekstremister angriber bryllup i Århus

En bryllupsfest blev natten til lørdag angrebet af højreekstremister fra Dansk Front.
Voldsmændene knuste ruder i festlokalet og angreb gæsterne med flasker.

Af Martin Lindblom/Monsun

En gruppe højreekstremister fra Dansk Front angreb natten til lørdag en bryllupsfest i Århus. Festen blev afholdt i Sølystgade Beboerhus i det indre Århus, og samlede cirka 150 gæster. Da klokken nærmede sig halv tre var der fyrre gæster tilbage.

Fire af disse gæster stod uden for selskabslokalet, da en gruppe på 15 Dansk Front-folk angreb dem med flasker. De fire løb derfor indenfor. Herefter smed højreekstremisterne brosten og glasflasker på ruderne ind til festlokalet, så ruderne knustes.

Der er ingen forlydender om, hvorfor angrebet fandt sted, men en forklaring kan være, at flere af bryllupsgæsterne har tilknytning til det alternative miljø i Århus.

Efter sten- og flaskebombardementet tog nazisterne flugten, forfulgt af en gruppe vrede festgæster. Efter en længere jagt igennem Århus blev festgæsterne stoppet af politiet, hvorefter nazisterne slap væk.

Ifølge flere øjenvidner på stedet sås Dansk Front-aktivisten Simon Jacobsen i front, da angrebet fandt sted. Han kastede flasker mod gæsterne og var særdeles aggressiv.

En festdeltager beskriver overfor Modkraft.dk oplevelsen som »meget skræmmende og voldsom«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce