Den 21-årige anarkist Nikos Romanos, der har sultestrejket i fængslet siden den 10. november med krav om at få udgang til at gå på universitetet, er blevet indlagt på hospitalet. Solidaritetsaktioner i flere lande – også Danmark.
Tirsdag aften den 2. december udbrød der gadekampe mellem maskerede demonstranter og politiet i bydelen Exarchia i den græske hovedstad Athen.
Politiet brugte tåregas og chokgranater mod demonstranterne, der kastede med sten og brandbomber, satte ild til biler, affaldscontainere og busser samt ødelagde bankautomater. 12 personer meldes anholdt, mens 31 blev midlertidigt tilbageholdt.
Urolighederne opstod efter, at op mod 10.000 mennesker samme dag havde demonstreret i Athen og andre græske byer i solidaritet med den fængslede anarkist, Nikos Romanos, der har sultestrejket siden den 10. november.
Læs artiklen »Anarkistisk bankrøver sultestrejker i fængslet« hos Modkraft.
Anledningen til Nikos Romanos sultestrejke, der blev indledt den 10. november skyldes, at fængselsmyndighederne har afvist ham udgang for at studere på universitetet. Onsdag den 3. december stadfæstede en domstol i havnebyen Piraeus myndighedernes afslag.
Begrundelsen er, at Nikos Romanos vil stikke af, hvis han får mulighed for det.
Læs artiklen »Court denies Nikos Romanos prison leave« hos The Times Of Change.
I stedet har undervisningsministeriet og justitsministeriet åbnet for mulighed for, at Nikos Romanos i stedet kan modtage fjernundervisning via tv-skærme og computer i fængslet – hvilket Nikos Romanos har afvist.
Sagen har skabt debat, fordi Nikos Romanos under afsoningen allerede har gennemført en række eksamener med så højt et gennemsnit, at det har givet adgang til landets mest præstigefyldte universiteter. Sammen med andre topstuderende har han desuden modtaget et hædersbevis, der overrækkes af justitsministeren.
Læs artiklen »Nikos Romanos’s health deteriorates dangerously« hos The Times Of Change.
Nikos Romanos afsoner en dom på 15 års fængsel, som han tidligere i år blev idømt for planlæggelse og udførelse af bankrøveri. Den unge græker er et kendt ansigt. Ikke kun på den yderste venstrefløj, men også i den græske offentlighed.
Nikos Romanos var tilstede, da hans dengang jævnaldrende ven, den 15-årige Alexandros Grigoropoulos, blev skudt og dræbt af en politimand den 6. december 2008.
Politibetjenten blev i 2010 idømt livsvarigt fængsel for drabet, der udløste flere ugers uroligheder over hele Grækenland og blev tændsatsen til en ny generation af militante venstreradikale aktivister og byguerillagrupper i landet.
Læs artiklen »Græsk politimand idømt livstid for mord på teenagedreng« hos Modkraft.
Læs artiklen »Grækenland: Optøjer på årsdagen for politidrab« hos Modkraft.
Da Nikos Romanos fem år senere, blot 20 år gammel, blev anholdt sammen med tre venner for et mislykket dobbelt bankrøveri skabte det ligeledes landsdækkende overskrifter i medierne.
Medieopmærksomheden udsprang af, at politiet havde tæsket Nikos Romanos og de andre anholdte i så stor grad, at politiet var nødt til at billedredigere de fotografier, der blev taget på politistationen af de forslåede unge mænd.
Det skabte et ramaskrig, da billederne blev udleveret til medierne og fotomanipulationen og politivolden blev opdaget.
Læs artiklen »Tortur photoshoppes væk« hos Modkraft.
I forbindelse med retssagen erklærede han, at bankrøvierne var motiveret af en anarkistisk ideologi, men han afviste af være medlem af byguerillagruppen Conspiracy of the Cells of Fire, som anklageren ellers hævdede.
Læs artiklen »Grækenland: Hårde domme til anarkistiske bankrøvere« hos Modkraft.
Mens myndighederne opfatter sagen som et spørgsmål om sikkerhed, så har Nikos Romanos fået opbakning fra andre fanger, der har indledt sultestrejker i solidaritet.
Blandt dem er medgerningsmænd fra bankrøveriet og et fængslet medlem af den nu nedlagte kommunistiske byguerillagruppe ’Den 17. November’, der har ligeledes har fået afslag på udgang.
’17. November’-medlemmet har fået suspenderet sin udgangstilladelse, efter at et andet medlem af by-guerillaen i januar flygtede under en udgang og siden har annonceret, at nye ’angreb’ mod staten er på vej.
Læs artiklen »Educational leave decision pending for Romanos and Kostaris« hos Tovima.
Læs artiklen »Flygtet byguerilla-aktivist truer med nye angreb« hos Modkraft.
På venstrefløjen opfatter man dog retten til at deltage i undervisning på universitetet som en universel rettighed, og det græske venstrefløjsparti Syriza og kommunistpartiet KKE har støttet de sultestrejkendes krav.
Samtidig har studerende på Aristoteles Universitetet i byen Thessaloniki besat administrationsbygningen på uddannelsesinstitutionen, ligesom elever på Polytekniske Skole i Athen-bydelen Exarchia har besat deres institutionen i protest mod statens »kidnapning« og »undertrykkelse« af de venstreradikale aktivister.
Læs artiklen »Students occupy AUTH building in a show of solidarity to Nikos Romanos« hos Tovima.
Der har desuden været demonstrationer foran både det hospital, hvor Nikos Romanos indlagt, samt foran flere ministres og regeringspolitikeres hjem med krav om aktivisternes løsladelse.
Dertil kommer en række andre banner- og hærværksaktioner samt solidaritetsmanifestationer i blandt andet Chile, England, Sverige og også i Danmark – udført af anonyme aktivistgrupper.
Banner-drop aktion i Athen.
Demonstration ved Gennimatas hospitalet i Athen.
De pårørende til Nikos Romanos afholdt tirsdag et pressemøde, hvor de sammen med repræsentanter for venstrefløjen udtrykte bekymring over den tilspidsede situation.
Her fortalte Nikos Romanos forældre, at de vurderer, at deres søn vil gøre alvor af gentagne erklæringer om at dø for sin sag. De tog samtidig afstand fra fængselsmyndighedernes forslag om tvangsfordring.
Nikos Romanos far fastholdte, at regeringen og justitsministeren »alene er ansvarlige for den videre udvikling«.
Læs artiklen »Hunger strike threatens the life of a terror suspect« hos GR Reporter.
Læs artiklen »Nikos Romanos 'was changed by Grigoropoulos's murder'« hos The Times Of Change.
At forældrenes bekymring er reel blev bekræftet onsdag.
I et åbent brev fra hospitalet skriver Nikos Romanos efter rettens afvisning af hans klage, at han vil fortsætte sin sultestrejke indtil døden.
– Kampen (for frihed og anarki, red.) indeholder også tab på vejen til et mere respektabelt liv. Vi må tage døden i hånden og risikere at tabe, for at vinde alting, lyder det blandt andet.
Læs hele brevet »Nikos Romanos responds: ‘Victory or Death’« hos The Times Of Change.
I København afholdte netværket Crisis Mirror onsdag en demonstration foran den græske ambassade i solidaritet med Nikos Romanos, hvor omkring 40 mennesker deltog. Samme dag blev der hængt bannere op på Christiania og Blågårds plads på Nørrebro med samme budskab.
Læs grundlaget for demonstration på Crisis Mirrors hjemmeside her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96