Spansk politi har anholdt 16 personer, hvoraf 12 er advokater for baskiske nationalister, der mistænkes for forbindelser til oprørsbevægelsen ETA. Tre af advokaterne skulle mandag forsvare 35 medlemmer af det forbudte venstrefløjsparti Batasuna i Spaniens højesteret. Retssagen er nu udskudt.
En retssag i Spanien imod 35 medlemmer af det forbudte baskiske venstrefløjsparti, Batasuna, blev mandag den 11. januar 2014 udskudt fordi tre af de anklagedes seks forsvarsadvokater er blevet arresteret.
De 35 baskere, heraf to franskmænd, anklages for støtte til løsrivelsesbevægelsen ETA, der har ført og ideologisk støttet væbnet kamp ind til en selverklæret nedlæggelse af våbnene i oktober 2011.
Batasuna, der var bevægelsens politiske gren, blev i 2003 forbudt, fordi partiet ikke ville tage afstand fra ETA’s politiske vold.
Op til retssagen i Spaniens højesteret har den spanske civilgarde imidlertid anholdt 16 personer, heraf 12 advokater, i en aktion i Madrid, Baskerlandet og Navarra. Blandt de tilbageholdte er tre advokater, der repræsenterer Batasuna-medlemmerne.
De 16 anholdte beskyldes for at være forbindelsesled mellem ETA og de mere end hundrede baskiske ETA-fanger, der holdes fanget i spanske fængsler.
Aktionen skulle underminere ETA’s organisering til at »opretholde fanger under dets kontrol«, siger den konservativ spanske indenrigsminister i en udtalelse.
De tilbageholdte anklages desuden for hvidvaskning af penge og skatteunddragelse for angiveligt 1,3 millioner euro (knap ti millioner kroner) i 2012 og 2013.
Anholdelsen af advokaterne fordømmes af venstrefløjsgruppen GUE/NGL i EU-parlamentet, der kalder den udemokratisk.
– De mennesker er tydeligvis blevet arresteret på grund af deres politiske forsvarsarbejde for fængslede. Det er et angreb på fredsprocessen. Det er uacceptabelt for et medlemsland [af EU, red.] at krænke de fundamentale rettigheder som retten til forsvar med denne form for straffrihed, siger det baskiske EU-parlamentsmedlem Josu Juaristi på GUE/NGL.
– Advokaterne blev arresteret to dage efter 80.000 mennesker demonstrerede imod den nuværende fængselspolitik, som betyder, at fanger bliver holdt langt væk fra den baskiske provins, siger han.
Den spanske indenrigsminister Jorge Fernandez Diaz forsvarer aktionen med, at »alle der har nogen som helst bånd med ETA og som har begået en forbrydelse vil blive retsforfulgt«.
Aurora Martin, en af to franske statsborgere, der er imellem de 35 anklagede medlemmer af Batasuna, siger at hun og 18 andre anklagde nu står uden forsvarere på grund af arrestationerne.
– De [spanske myndigheder] har fjernet vores ret til et forsvar, siger hun.
– De beordrer os til Madrid for at retfærdiggøre os i Højesteret og de arresterer vores advokater samtidigt, siger hun.
Læs mere hos Yahoo News (engelsk)
Læs udtalelsen fra venstrefløjsgruppen GUE/NGL (engelsk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96