Annonce

EuropaDen europæiske udvikling og dens udfordringer
Kommentar
17. april 2013 - 16:05

Fire argumenter imod EL's opstilling til EU-valg

Dele af Enhedslistens planer om solo-ridt på EU-området vil kun føre til splittelse og en mindre skarp profil på området, mener Jean Thierry.

Hermed fire af mine bedste argumenter for ikke at opstille en Enhedslisteliste til EU-parlamentet:

1. EU er ikke et almindeligt politisk system – EU er en forhindring for socialisme

EU er noget helt specielt, og det er rigtigt godt at minde os selv og andre om ved at stille op på en speciel måde, nemlig via Folkebevægelsen mod EU.

I EU er politikken afgjort på forhånd på en lang række punkter, landbrugspolitikken skal mindske brugen af arbejdskraft (og dermed alt andet lige øge brugen af gift og kunstgødning), udenrigspolitikken skal fremme EU's økonomiske interesser, det indre marked kræver fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital, uanset sociale og miljømæssige skader, fiskeripolitikken ødelægger både fiskebestande, miljø og levevilkår for fiskere i EU, men også i Afrika. Militæret skal konstant være stærkere. Det er alt sammen traktatfæstet.

EU forhindrer Enhedslistens politik. EU er i høj grad skabt for at forhindre et udvidet demokrati og en socialistisk udvikling på et tidspunkt, hvor de kommunistiske partier var meget stærke i lande som Frankrig og Italien.

Derfor skal vi bekæmpe EU, komme ud af EU og på den måde fremme nedlæggelsen af EU. Hvis vi gør det til et partipolitisk spørgsmål, så risikerer vi at glemme fokus.

Den bedste måde at minde os selv om kampen mod EU er ved at stille op i Folkebevægelsen mod EU.


2. Folkebevægelsen mod EU kommer ind, hvis vi samles om den

Meningsmålingen med 11,4 % til Folkebevægelsen sandsynliggør det, jeg længe har sagt: Valgmatematikken siger klart, at Folkebevægelsen kommer ind igen, hvis vi ikke opstiller en ekstra Enhedslisteliste.

Der er ingen grund til at frygte, at Folkebevægelsen mod EU (liste N) ikke får stemmer nok, hvis den får lov til at stå ”alene” i valget. Folkebevægelsen står i øvrigt ikke alene, hvis Enhedslisten (som kollektivt medlem) bakker op i stedet for selv at stille op.

Den eneste reelle trussel mod Folkebevægelsens genvalg er, hvis Enhedslisten opstiller en konkurrerende liste. Så det skal vi lade være med.

 

3. Opstilling kan splitte og skade os selv

En opstilling af en Enhedslisteliste til EU-parlamentsvalget er efter min opfattelse en endnu større trussel imod Enhedslisten selv, fordi vi bliver splittet mellem to lister, hvoraf den ene endda for første gang hedder Enhedslisten. Vi risikerer dels at føre kampagne mod hinanden, dels at blive et almindeligt parti og miste vores sjæl, som en enhedsliste, der sætter politik og ideologi højere end organisation og positioner.

Det kan også friste andre til at opstille en konkurrerende venstrefløjsliste til Folketinget.

I lang tid lød den nærmest enstemmige ja-til-Ø-opstillingskampagne på, at opstillingen skulle styrke EU-modstanden og hjælpe Folkebevægelsen, og at det var et rent taktisk spørgsmål helt uden politiske konsekvenser.

Nu hvor det har vist sig, at Folkebevægelsen står fint på egne ben med udsigt til 11,4 % af stemmerne ved EU-valget, og der ikke var flertal ved urafstemningen for Ø-opstilling, men tværtimod en overvægt til Nej, så kommer der mere traditionelle stemmer frem, der snarere vil svække modstanden ved at tale Folkebevægelsen ned (det har dog været i gang længe), og ved at ”reformere” Enhedslisten over til at være mere EU-accepterende.

Det er så i strid med vores principprogram og vedtagne EU-politik og vil skabe et endnu større demokratisk underskud, fordi der så slet ikke er et EU-modstanderparti at stemme på til Folketingsvalget. Selv om det måske ikke er hensigten for alle, kan vi ende der, fordi fristelsen er stor, når først man begynder at tænke EU-partipolitisk i stedet for at tænke EU-modstand som en kamp imod EU's angreb på miljøet, Afrika, velfærden osv.

 

4. Hvad kan vi så selv gøre i eget Enhedslistenavn for at styrke EU-modstanden?

Foruden at støtte op om liste N skal vi bruge de platforme, vi har i forvejen (i stedet for at true Folkebevægelsens). I dag bruger vi slet ikke Folketinget nok, og heller ikke kommuner og regioner.

Den danske regering er reelt EU's regering i Danmark og den ”tag fra de fattige – giv til de rige og knæk fagforeningerne” –politik, vi ser i dag, er aftalt i EU og stadfæstet gennem finanspagten, europluspagten, sixpack m.v. Det gør Folkebevægelsen opmærksom på, og det bør Enhedslisten også gøre.

18. januar i år var der debat i Folketinget om et beslutningsforslag fra DF om nummerplader med Dannebrog på. Det var en god lejlighed til at tale om EU's euronationalisme med EU-nummerpladerne, og alle de andre symboler og den statsopbygning, der ligger bag.

Jakob Lindblom har skrevet meget om emnet, og før det har jeg selv skrevet kort om det i ”EU er den nye nationalisme”.

Det var en glimrende lejlighed til at fortælle, at vi gerne vil ud af EU, i modsætning til de halvhjertede EU-kritikere i DF, fordi vores EU-modstand ikke er baseret på identitet, men på det demokrati, det samfund, det økonomiske system og det velfærdssystem, vi går ind for. Hvor var Enhedslisten så i den debat? Fraværende.

Det burde være muligt at gøre bedre med 12 MF’er og omkring 40 ansatte. Det er da der, vi skal gøre indsatsen. Vi skal selv gøre vores eget arbejde bedre, hvis målet er at styrke EU-modstanden.

Hvis vi ser på pressemeddelelserne om Mali-krigen, så har Ø argumenteret fornuftigt for de humanitære problemer ved krig. Det er fint og godt, men ikke på højde med Folkebevægelsens pressemeddelelse, hvor en af talspersonerne er ude og tale om krigen som kolonikrig og råstofjagt.

Det som Enhedslisten selv kan gøre i eget navn for at styrke EU-modstanden er at bruge vores egne platforme, nemlig Folketinget, kommunerne og regionerne og gøre det konsekvent.


Jean Thierry er økonom, folketingskandidat for Ø i Utterslevkredsen og aktiv i Folkebevægelsen mod EU

Læs flere kommentarer til debatten i temaet EU Og Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce