Finn Hermann havde sine stjernestunder

At miste en bror er uanset, hvordan det anskues, trist og svært at bære. Finn Hermann døde den 7. januar efter en alvorlig kræftsygdom, der som et kølleslag ramte ham kort før jul. Svækket, som han var efter flere års tiltagende demens og Parkinsons syge, gik det stærkt.

Dermed sluttede et ikke helt nemt liv.

Han havde livet igennem et mærkeligt dobbeltbundet forhold til sit hjem og vores forældre. Han følte sig stærkt knyttet til det intellektuelle miljø og ville samtidig væk og være sig selv. Denne dobbelthed blev en del af hans tilværelse fra ungdommen over studietiden til livet som voksen med kone og børn.

Han var nærmest i døgndrift en stor del af livet på jagt efter sin egen rytme. Han mødte den først, da ham fandt sammen med Stine, der blev hans helt uundværlige og tålmodige følge til det sidste.

Han havde sine stjernestunder. Tidligt som mester for linoleumssnittet på forsiden på Cecil Bødkers debutdigtsamling Luseblomster (1955). Efter sin hovedfagseksamen i Fransk med bogen 11+11 (1964 med Jørgen Johansen) og Aktuel Surrealisme (1966). Alle udgivet på barndomshjemmets forlag Arena.

Aktuel Surrealisme var et grundigt gennemarbejdet værk blevet til gennem lange samtaler med den tids hersker på det surrealistiske parnas i Paris, André Breton. Den bog indbragte ham stor hæder og timer på Aarhus Universitet.

Han ville være kunstner og leve af det, endda afbryde sit studium for at realisere den drøm. Det gjorde han ikke. Modstanden hjemmefra var umiskendelig.  

Alligevel forlod han aldrig tanken og berigede os igennem mange år med malerier, portrætter og stik samt gode fortællinger om kunst. Hans interesse for kunsten førte i 1968 til konsulentarbejde for ”Murens mænd” i Brande.

Han blev tidligt politisk engageret i Kampagnen mod Atomvåben og fredsbevægelsen, senere i Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti og en overgang kunstanmelder på Arbejderbladet.

Livet igennem var Finn et venligt, åbent og engageret menneske uden svig og bagtanker, men med få og beskedne ambitioner på egne vegne.

Han vil blive savnet som et pejlemærke bagud i den tid, der formede os til noget vidt forskelligt, men alligevel samhørigt. Nu er han væk. Samhørigheden med ham er reduceret til en varig og dyb erindring. Det er godt.

Leif Hermann er tidligere folketingsmedlem for SF og bror til Finn Hermann