Annonce

28. marts 2007 - 1:46

Fester, fødestrejke og falsk Faderhus-propaganda

Modstandere af den højrekristne sekt Faderhuset har delt falske racistiske løbesedler ud med Faderhusets underskrift. Men ellers er Ungdomshus-kampagnen generelt gået ind i en festfase.

I Maribo florer i øjeblikket falske løbesedler med den højrekristne sekt Faderhuset som afsender. Teksten i løbesedlerne betegner homoseksuelle, muslimer og jøder som undermennesker, der er besat af djævelen, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Også rockmusikere, socialister, punkere og tilhængere af økologi er ifølge løbesedlen satans værk, og Faderhuset tilbyder ifølge løbesedlerne praktisk vejledning i både korsfæstelse af homoseksuelle og afbrænding af jøder.

JPEG - 99.5 kb
Faderhusets leder Ruth Evensen har tidligere langet ud efter bl.a. homoseksuelle. Det har tilsyneladende inspireret hendes modstandere til at lave faslke Faderhus-løbesedler, hvori homoer betegnes som djævlebesatte. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Carl Anker Mortensen, der er direktør for det Faderhus-ejede Bandholm Hotel, tager skarpt afstand fra løbesedlernes indhold, og kalder udgivelsen »fej«.

Han vil nu finde ud af om løbesedlerne er ulovlige, og ifølge vicekriminalkommissær Bo von Würden fra Nakskov, er løbesedlerne i hvert fald i strid med racismeparagraffen.

Andre steder i landet aktioneres der også til fordel for Ungdomshuset om end i mildere toner end i Maribo.

Sorg og fest
Ifølge en bruger af modkraft.dk har to 12-årige drenge i Skødstrup – en lille by lige nord for Århus – i sidste uge printet tekster om Ungdomshuset ud og hængt dem op i hele byen i sorg over at Ungdomshuset, hvor den ene af dem har været til koncert, er jævnet med jorden.

I Odense protesteres der derimod lidt mere larmende, når aktionsgruppen Odense Support inviterer til gadefest på Fisketorvet.

Med gøgl, dj´s og fantastiske farver, indtager aktionsgruppen Odense Support byen. Ifølge arrangørerne er der lagt op til »en oplevelse og en fest af dimensioner« med bl.a. graffitikunstnere, dj’s, fodbold, gøgl og glæde.

Odense Support består af ca. 70 odenseanere, der alle er engagerede i kampen for flere fristeder, og gruppen har flere gange tidligere markeret deres utilfredshed rydningen af Jagtvej 69.

– Der skal være fristeder , deralle steder, både på Nørrebro, i Odense og på Nordpolen for den sags skyld. Hvor der er mennesker, skal der være fristeder. Retten til selv at bestemme er så grundlæggende, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi i 2007 stadig forsøger at undertrykke og ensrette, siger Marco Nielsen fra gruppen i en pressemeddelelse.

Gruppen erklærer desuden, at den ikke giver op, før den har opnået egne brugerstyrede fristeder til gavn for både de unge og samfundet generelt.

– Der skal da være plads til et sprudlende og aktivt kulturliv, det ville alle nyde godt af, siger Marco Nielsen.

Læs pressemeddelelse fra Odense Support

Refleksioner og ninja-klatring
Og kulturlivet sprudler på livet løs i efterdønningerne på den voldsomme rydning den 1. marts.

I den kommende weekend blænder den såkaldte »Pink Blok« op for en to dage lang »modstandsfestival« i Folkets Hus på Nørrebro. Formålet er bl.a. at give inspiration til kamp for et med workshops i f.eks. barrikadebygning, ninja-klatring og mediearbejde.

Den 1. april er det et mere etableret sted, der lægger lokaler til festen.

På koncertstedet Vega er der film, koncert og suppekøkken under overskriften »Refleksion 69«, bag det stort anlagte arrangement står Natfilm, Manden med Kameraet/Musik og Film Live.

»Det er både ærgerligt og forstemmende, at der tilsyneladende kun er plads til det anderledes skæve og utilpassede, hvis det repræsenteres igennem de etablerede kulturinstitutioner eller er blåstemplet på Københavns Rådhus«, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse, hvor de samtidig fordømmer vold og hærværk som udtryksform.

Overskuddet fra entréen går til Ungdomshusets retsgruppe.

Læs pressemeddelelse om Refleksion 69

»Vi erklærer fødestrejke«
To dage efter går det løs på Rådhuspladsen i København med en Ungdomshus festival, hvor bl.a. »Kunstnere for Ungdomshuset« vil optræde og den 10. april inviterer »Ungdomsklubben« til »svedig fest for et nyt Ungdomshus« på Stengade 30 på Nørrebro.

Længere ude i fremtiden har tidligere Ungdomshus-aktivister,der nu er organiseret i seniorgruppen »Grå Blok« lagt vægt på symbolik og nostalgi med en stort opsat old school punk-koncert den 18. maj på Christiania.

Om der overhovedet bliver nogen fremtid er dog et åbent spørgsmål, hvis tilstrækkeligt mange følger opfordringen fra en række kønspolitiske grupperinger til alle kvinder om at gå i fødestrejke.

»Vi erklærer hermed fødestrejke. Vi, uanset hvilken rolle i produktionen vi spiller, producerer ingen børn, før Ungdomshuset er genopstået - det ville være fuldstændig uansvarligt«, skriver Feminister for flere fristeder, KRAN, Enhedslistens Queerudvalg, Gyns loge, Initiativet for Flere Ungdomshuse og Queer Jihad i en pressemeddelelse.

»Vi tør ikke lave familier,når der ikke er en synlig modkultur, som udfordrer ideen om kernefamilien og karrieren som livets højeste mål. Vi er bange for ensretningens totalitet, som truer med at omslutte os og krybe ind i vores egne forventninger til os selv«, skriver aktivisterne, der opfordrer eventuelle gravide til at bære et skilt med ordet »Skruebrækker« på ryggen.

Læs pressemeddelelse om fødestrejken

Se alle Ungdomshus-arrangementer i Modkrafts kalender

Se alle pressemeddelelser om Ungdomshuset

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce