Omkring 40 feminister og medlemmer af Socialistisk Ungdomsfront afholdte onsdag en plakat- og klistermærkeaktion imod sexchikane på Roskilde Festival, som skal sætte fokus på, at sexisme ikke er ok – heller ikke et sted, hvor det meste ellers er tilladt.
En pige i en slidt Nirvanatrøje holder en plakat med teksten ’Det er ikke okay – heller ikke på Roskilde’ op mod en væg ved City Center Øst på Roskilde Festivals campingområde, mens hendes veninde sætter den fast med rød tape.
Teksten er navnet på den aktion, som Socialistisk Ungdomsfront er i gang med. Og budskabet er klart:
- Vi laver kampagnen for at slå fast, at sexisme ikke er ok – heller ikke på Roskilde, siger Katrine Juhl Andersen, som er medlem af den kønspolitiske gruppe i Socialistisk Ungdomsfront.
- Grænserne for, hvad der er ok, er anderledes på Roskilde, end de er på gaden derhjemme i hverdagen. Hvis jeg bliver klappet i røven eller antastet hernede, og jeg siger ’er du sød at lade være’, så får jeg at vide, at nu må jeg lige slappe af, for det er jo Roskilde, siger hun.
Læs artiklen »Socialistiske unge vil bekæmpe sexisme på Roskilde Festival« hos Modkraft.
Derfor har hun været med til at arrangere den plakat- og klistermærkestorm, som en gruppe unge kvinder og mænd er i gang med at lade blæse hen over festivalen. De mødtes foran Rising Scenen på campingpladsens østside, og herfra går turen ned gennem festivalområdet og over til kreative Dream City-område i den vestlige del.
Der er 1400 tilmeldte på det facebookevent, som fortæller om aktionen, men kun omkring 40 indfandt sig på det annoncerede mødested.
Men det var forventeligt at langt fra alle tilmeldte ville dukke op, for det kan være svært at få folk op af stolen, når de er på festival, mener Katrine Juhl Andersen.
En ung mand med turkis kasket og en mulepose med teksten ’queer against facism’ over skulderen sætter klistermærker op på venstre side af stien, mens andre skrår over på den anden side og smækker mærker og plakater op, hvor der findes en brugbar flade.
Læs artiklen »Roskilde Festival hilser sexisme-aktion velkommen« hos Ekstra Bladet.
Flere af deltagerne har selv oplevet sexisme på festivalen.
- Jeg har ikke noget i mod komplimenter, men et velment kompliment er ikke til gene. Hvis det opfattes sådan, så er det ikke længere en kompliment, siger Katrine Juhl Andersen.
Hun oplever dog en bedring i forhold til omfanget af sexisme på festivalen i år i forhold til sidste år. Og når man går rundt på campingarealerne, oplever man kun ganske få, der sidder med skilte og giver karakter til de forbipasserende, hvor det tidligere var noget, man kunne komme ud for ganske hyppigt. Så måske er der virkelig ved at ske en holdningsændring i forhold til sexisme.
I 2012 oprettede Roskilde Festival et team af frivillige, der under navnet Tolerance Team beskæftiger sig med spørgsmål om intolerance, diskrimination og manglende gensidig respekt.
Se også links om Roskilde Festival på Modkraft 2014-2004.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96