EUs krisepolitik undergraver faglige rettigheder

Den tættere samordning og det net af styringsmekanismer, som EU har gennemført som svar på krisen, påvirker nationale beslutninger, som hidtil har været anset for landenes egne kompetencer.

EU har fået en stærkere kontrol med medlemslandene, og det betyder bl.a. en øget politisk indblanding i lønpolitikken. En udvikling som kan undergrave de nationale arbejdsmarkedsmodeller og fagbevægelsens rolle, sådan lyder konklusionen i en større gennemgang af EU’s krisepolitiks betydning for de faglige rettigheder, som svensk fagbevægelses kontor i Bruxelles har gennemført.

Rapporten rejser spørgsmålet om, hvordan fagbevægelsen skal forholde sig til en udvikling af et europæisk samarbejde, hvor det bliver sværere at fastholde helt grundlæggende faglige rettigheder.

Stikordene i strømmen af nye redskaber til at få ”styr på butikken”, som europaminister Wammen ynder at formulere det er: Det europæiske semester, Europlus-pakken, en nye økonomisk styrringsmodel kaldet sixpack, fulgt op af en twopack. Endelig er der den måske mest indgribende Finanspagten, som pålægger landene at indføre en budgetlov, som for altid skal begrænse det såkaldte strukturelle underskud på de offentlige finanser til en halv procent af bruttonationalbudgettet.

De vidtgående beslutninger, som er ved at skabe et helt andet EU, en ”virkelig økonomisk og monetær union,” som EU-kommissionen formulerer det, er taget uden folkelig debat og med EU-parlamentet på sidelinjen. En tendens som varsler stadig mere autoritære beslutningsstrukturer i EU, vurderer den svenske rapport.

Kriseindgrebenes effekter på de faglige rettigheder

Kriseindgrebene har fokuseret på behovet for øget overvågning og såkaldt samordning af EU-landenes økonomiske politik.

Men samtidig hævder kommissionen, at det under krisen er de overstatslige institutioners opgave at udforme arbejdsmarkedspolitikken i medlemslandene gennem retningslinjer og anbefalinger.

Det kan man bl.a. se i Europa 2020-startegiens integrerede retningslinjer. Kommissionens selvpåtagne rolle har i flere tilfælde betydet at national arbejdsret er fraveget, og der er brudt med arbejdsretslige traditioner og ikke mindst ILO-konventioner.

Selvom kriseindsatsen på papiret handler om ”samordning og overvågning”, så har de konsekvenser for faglige rettigheder.

Det bliver lysende klart i behandlingen af de lande, som har været tvunget til at søge kriselån.

I de aftaler landene har indgået med trojkaen (EU, IMF og ECB) er der aftaler om strukturreformer, der skal gennemføres, hvis lånene skal udbetales. De har bl.a. handlet om at svække tryghed i ansættelsen, lønfastsættelsen og selve det kollektive aftalesystem.

Tænketanken ETUI har gennemgået en stribe af de indgreb i de nationale arbejdsmarkedssystemer, som er gennemført siden krisen start.

Det viser at i et flertal af EU-landene er der gennemført gennemgribende reformer på arbejdsmarkedet, som truer med at undergrave betydningen af de kollektive forhandlinger og svække fagbevægelsens rolle.

Hvis man ser på de låneaftaler der et indgået diverse retsakter og kommissionsrapporter så afslører de en krisepolitik med fokus på afregulering, svækket beskyttelse i ansættelsen og lønsænkning.

- Reformerne sker uden, at der er noget belæg for, at krisen er et resultat af arbejdsretslige bestemmelser i medlemslandene. På trods af det, så argumenterer kommissionen for, at lønkontrol og øget fleksibilitet er nogle af de bedste midler til at overvinde krisen, konstaterer de svenske forskere.

Europæisk semester – skal EU styre lønnen?

Det europæiske semester er den langvarige proces, som starter med en vækstrapport fra EU-kommissionen og ender ud i nogle anbefalinger til medlemslandene.

Kommissionens rapport for 2011 blev mødt med kraftig faglige protester, fordi den ensidigt fokuserede på nedskæringer og arbejdsmarkedsreformer inklusiv reformer af aftalesystemerne.

Økonomen fra ETUI, Andrew Watt beskrev den i en kommentar som et forsøg på at fremstille krisens årsager som ”budgetsløseri og overregulerede arbejdsmarkeder, alt for stærke fagforeninger og uhensigtsmæssige OK-systemer.”

Kommissionen skrev at det er ”vigtig at balancerer tryghed og fleksibilitet”. Lande med stærk beskyttelse mod fyringer, bør derfor reformere sin lovgivning, ”så de ansatte ikke overbeskyttes,” som det hedder.

Dokumentet nævner ikke parterne på arbejdsmarkedet med et ord. Vækstrapporten for 2012 gentager stort set de samme anbefalinger, selvom der er en vis vægtforskydning i sprogbrugen hen mod behovet for vækstinitiativer, uden der dog er noget konkret bud på sådanne initiativer. 

Rapporten opfordrer til at reformere lønmekanismerne, så de bedre stemmer med produktivitetsudvikling, især på lokalt og sektorniveau. Det svarer til den politik, man har ført i de kriseramte lande, hvor der både i Grækenland og Spanien er skabt åbninger for, at arbejdsgivere kan ”melde sig ud” af landsdækkende overenskomster og erstatte dem med lokalaftaler. De græske fagforeninger taler om, at arbejdsgiverne nu kan lave en aftale med sin fætter og på den måde komme ud af en overenskomst.

Og så gentages behovet for ”tilpasse kontrakter” og svække beskyttelsen mod fyringer for at ”mindske de stive arbejdsmarkeder.”

Kommissionen må dog konstatere, at lønsystemerne er ”kontroversielle” og kun få lande har ”gjort fremskridt.”

Bl.a. har kravet om at skrotte den automatiske dyrtidsregulering mødt kraftig faglig protest i Belgien.

Logikken bag de påståede reformbehov kan man bl.a. se i en makroøkonomisk rapport, som er bilag til vækstoversigten. Her skriver kommissionen, at en ”effektiv tilpasning af lønomkostningerne er afgørende for at mindske ubalancer og håndtere den stigende arbejdsløshed.”

Topmødet i marts 2012 bakkede op om linjen og opfordrede medlemsstaterne til at ”øge indsatsen for at gøre det lettere og mere attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte personale ved at forbedre lønsystemer.” Dog med en høflig tilføjelse om, at det skal ske med respekt for den rolle parterne og de nationale lønsystemer har.

Anbefalinger

De fleste lande fik både i 2011 og 2012 anbefalinger, som handlede om arbejdsmarkedet.
Næsten halvdelen fik anbefalinger koblet til løn og de kollektive forhandlinger. De fleste af anbefalingerne handlede om at reformere forhandlingssystemet, for at ”sikre at løn- og produktivitetsudvikling går hånd i hånd”. Nogle lande blev opfordret til at decentralisere lønudviklingen, andre lande fik råd om at ændre eller helt skrotte deres systemer med lønindeksering.

Frankrig og Slovenien blev anbefalet at ”dæmpe stigningstakten af mindstelønnen.”
Spanien kan være et eksempel, landet anbefales:

At ”revidere besværlige kollektive aftaler. Overlad brancheaftaler til forhandlinger på virksomhedsniveau. Stop den automatiske forlængelse af kollektive aftaler. Stop for lønindeksering. Sørg for større fleksibilitet i lønningerne.”

Trojkaens betingelser

Under krisen har et nyt trekløver fået hovedrollen, når et euro-land er kommet i vanskeligheder. Trojkaen består af EU, IMF og Centralbanken.

Indtil videre har fire eurolande indgået låneaftaler med Trojkaen: Grækenland, Irland, Portugal og sidst Cypern, hvor detaljerne endnu ikke er kendt.

Forudsætningen for lånene har været en såkaldt ”forståelsesaftale”, som sætter betingelser for lånet, som skal opfyldes løbende før der udbetales rater af lånene.

Derfor har vi oplevet, hvordan Trojkaens funktionærer flyver ind til lånerlandene og kontrollerer om de aftalte reformer og tiltag er opfyldt, før hver ny udbetaling. Et scenarie, som hver gang giver dramatiske overskrifter.

Aftalerne viser sig at være langt mere vidtgående end det, der foreløbig ligger i de mekanismer, der er beskrevet ovenfor. Men melodien er den samme, forskellen er lånerlandene er i en desperat situation, hvor kravene om arbejdsmarkedsreformer kan gennemtvinges, fordi landene er umiddelbart afhængige af lån fra trojkaen.

- Med krav om omfattende reformer af de kollektive forhandlingssystemer er forenings- forhandlingsretten blevet angrebet. Det er i strid med de grundlæggende faglige- og frihedsrettigheder, som er en del af EU-traktaten, og ILO’s kernekonventioner 87 og 98, og i øvrigt også det europæiske sociale charter, konstaterer den svenske rapport.

Den græske tragedie

Siden 2010 har trojkaen og skiftende græske regeringer arbejdet med ”tilpasning” af græsk økonomi på skrappe vilkår. EU-kommissionens ”task force” er permanent til stede i Athen og bistår eksekveringen. Nedskæringer i den offentlige sektor, privatiseringer har ført til recession og en omfattende social krise.

Aftalen indebærer indgreb i arbejdsretten og de grundlæggende faglige rettigheder.  Fra aftalen 2010 kan nævnes: Lovgivningen ændres, så prøvetiden for nyansatte forlænges til et år, godtgørelsen ved fyringer sænkes, lettere adgang til at bruge midlertidige kontrakter.

I 2012 aftaltes en ny forståelsesaftale med krav om indgreb for at forbedre den græske konkurrenceevne gennem en såkaldt indre devaluering, dvs. en sænkning af mindstelønnen og de sociale bidrag, som arbejdsgiverne betaler.

Aftalen betød også at 15.000 offentligt ansatte blev overført til en ”arbejdskraftsreserve”, hvor de kun får 60 procent af grundlønnen i et år, inden de endeligt fyres helt. Målet er at fjerne 150.000 stillinger i den offentlige sektor frem til 2015.

Aftalen betød også, at samtlige arbejdstagere både i den offentlige og private sektor fik deres lønninger sænket eller fastfrosset.

En overenskomst fra 2011 om at øge mindstelønnen blev som følge af aftalen med Trojkaen skrottet, i stedet blev mindstelønnen sænket med 22 procent (35 procent for unge under 25 år). Også anciennitetstillæg blev fjernet, som følge af aftalen.

Begrænse de kollektive aftaler

Der er vedtaget en stribe love, som skal begrænse de kollektive aftaler: Tidsbegrænsning af de overenskomsternes løbetid, så de ganske enkelt kan løbe ud uden fornyelse. Der er en hel stibe overenskomster, så faktisk er udløbet nu.

Begrænsning af det græske mæglingssystem. For fremtiden kan der kunne blive mægles, når det gælder basale lønkrav, og kun hvis begge parter ønsker mægling.

Endelig trojkaen krævet en velfærdsfond skrottet. Fonden er oprindeligt skabt for at sikre fattige arbejdere feriepenge, men financierer i dag en del af fagbevægelsens aktiviteter.

Indgreb mod lønninger og kollektive aftaler er nødvendige for at mindske lønningernes ”stivbenede effekt” og fremme rekrutteringen af arbejdskraft. IMF siger det ligeud og hævder, at Grækenland ganske enkelt må sænke lønnen for at styrke konkurrenceevnen.

De græske fagforeninger har klaget til ILO, som har haft en ekspertgruppe i landet, for at se på de sociale konsekvenser af trojkaens krav. ILO har konkluderet, at ændringerne sandsynligvis vil have en effekt på det samlede aftalesystem, til skade for ”den sociale fred og samfundet som helhed,” som ILO konkluderer.

Den svenske rapport gennemgår på tilsvarende vis trojkaens aftaler med Irland og Portugal, hvor tendensen er den samme.

Hemmelige krav

Mens kravene i ”forståelsesaftalerne” er kendte og åbne, så er der også eksempler på, hvordan EU’s institutioner har brugt andre og mere skjulte metoder, til at presse reformer igennem i kriseramte lande.

Italien er et eksempel. I 2011 have Italien akutte problemer med finanserne og bad den Europæiske Centralbank om hjælp.

Den daværende ECB-chef Trichet skrev sammen med den nuværende boss Draghi et brev til Berlusconi, hvor de ridsede kravene op, hvis ECB skulle købe italienske statsobligationer på markedet.

Brevet var ikke tænkt til offentliggørelse med slap ud i september: ECB krævede liberalisering af alle lokale offentlige tjenester, og en reform af aftalesystemet som kunne bane vej for lokale overenskomster på virksomhedsniveau. Formålet var at løn- og arbejdsvilkår skulle ”tilpasses virksomhedens specifikke behov.” I praksis ville det indebære at de nationale brancheoverenskomster ville miste sin rolle som normsættende for lønniveauet, og det ville blive lettere at drive en direkte lønsænkning igennem.

På tilsvarende vis krævede ECB i december 2011, at den spanske regering indførte en ny type af korttidsansættelser, som skulle aflønnes under den lovfæstede mindsteløn. Også det krav var prisen for at centralbanken ville lave støtteopkøb af spanske statsobligationer.

Det internationale pres førte til at både den spanske og italienske regering annullerede allerede indgåede overenskomster om at forhøje mindstelønnen. I stedet blev den fastfrossen på det hidtidige niveau.

Brevet til Italien har bl.a. fået en forsker på ETUI, den europæiske faglige tænketank til at stille spørgsmålstegn ved, om Centralbanken overhovedet har mandat til at stille sådanne kontroversielle krav, og om det er bankens rolle at blande sig i landenes demokratiske beslutningsprocesser.

Historien blev første gang bragt på EU-fagligt Neværk