EU-parlamentet har godkendt en frihandelsaftale med Colombia trods protester fra fagbevægelsen. En grim sag, mener Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
Tirsdag den 11. december vedtog EU-Parlamentet – og dermed også Danmark – en frihandelsaftale med Colombia.
Det sker, selvom både den danske og internationale fagbevægelse har udtrykt bekymring for, at man dermed støtter et land, som har verdensrekord i mord på fagforeningsfolk.
– Den danske regering og EU er godt klar over, at frihandelsaftalen er en grim sag. EU er godt klar over, at det står slemt til med menneskerettighederne i Colombia. Men behovet for mere europæisk markedsadgang for investeringer og tjenesteydelser er større end interessen i menneskerettighederne, som endnu engang er blevet reduceret til et figenblad, vurderer Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
Samme dag som aftalen blev vedtaget, blev en faglig aktivist fra Union Sindical Obrera (USO) skudt og dræbt.
Læs artiklen »USO leader murdered in Colombia« hos IndustriALL.
Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) og det internationale LO (ITUC) har så sent som 4. december i klare vendinger opfordret medlemmerne af EU-parlamentet til at stemme nej.
»Vi beder jer om alvorligt at overveje konsekvenserne af disse aftaler i betragtning af omfanget af brud på menneskerettighederne (...) (R)ealiteterne for Colombias arbejdere er helt uacceptable. Fagforeningsledere og aktivister bliver fortsat myrdet, truet og intimideret, og de skyldige nyder fortsat næsten fuldstændig straffrihed«, skriver EFS og ITUC.
Dansk LO er medlem af begge sammenslutninger.
Ifølge Enhedslisten viser sagen, at regeringen med handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i spidsen ikke tager forfølgelsen af faglige aktive i Colombia alvorligt.
– Det er forfærdeligt, at en SF-minister udelukkende tænker i økonomiske interesser og vælger at se bort fra drabene på fagforeningsfolk, siger Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.
Læs artiklen »EU siger ja til frihandel med Colombia« hos Arbejderen.
Læs artiklen »Danske faglige ledere: Drop aftale med Colombia« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96