»... et mærkværdigt sammenrend af mænd«

Det sker, at en gruppe arbejdere gør status og fortæller deres historie.

Men det sker ofte først, når historien er slut! Når Mærsk har slukket lysene på Lindø, og når den sidste flaske er tappet på Carlsberg.

Vi er ikke ved at lukke og slukke. Til gengæld har vi noget på hjerte, som vi gerne vil ud med. Så derfor bogen her om stilladsarbejderne i Danmark.

Vi giver ordet til nogle af de mange stilladsfolk, unge som gamle, der gennem tiden har gjort branchen til det, den er i dag.

Hver for sig er stilladsarbejdere hverken mere modige eller konsekvente, end folk er flest. Men sammen er vi noget særligt.

Læs bogen for fortællingen om hverdagen. I en tid med modgang og krise, er der god grund til også at skildre makkerskabet, den faglige stolthed og daglige sejre, små som store...

Læs bogen for historien. Der skrives ikke meget om arbejderbevægelsens udvikling, specielt ikke med udspring i medlemmernes hverdag. Så her er chancen for at blive klogere på et lille hjørne af den.

Læs bogen som et indlæg i debatten. Især, hvis du mener, at fagbevægelsen har brug for et kærligt spark i røven. Der er mange, der taler om organisering, men få gør noget ved det. Det gør vi. Derfor vil vi gerne puste til gløderne med den erfaring, vi har gjort os.

Jacob Jespersen,
Formand for Stilladsarbejdernes Landsklub
Forord til bogen Stillads, forlaget Solidaritet.

WALTHER: ET ARBEJDSLIV

Som ung knægt var Walther Pedersen i lære hos en »en fornæret sønderjyde« af en grovsmed.

Walther gravede brønde for bønderne i området i weekenden. Walther blev lovet en krone i timen for arbejdet, men den så han aldrig noget til. Så han sagde fra, forlod pladsen i utide og tog hjem til mor.

Det var Walthers første spæde arbejdskamp, men det blev langt fra den sidste.

Penge var der ikke mange af. Forældrene, der var arbejdsløse og ikke kunne få socialhjælp, blev deporteret til Tyskland.

»Vi drenge gik for lud og koldt vand under krigen, og brugte tiden på at lave unoder.«

Til sidst blev han sendt på opdragelseshjemmet Himmelbjerggården sammen med sine to brødre.

Walther måtte derfor hurtigt i gang med et liv som arbejdsmand i alle afskygninger. Han var svajer, møbelsnedker, skraldemand, bagerikarl, havnearbejder, snekradser og meget andet i ungdomsårene.

I 1956 stod han som så ofte før uden arbejde.

»Vi boede i Rantzausgade på Nørrebro. Jeg annoncerede i Berlingeren, at jeg var villig til alt og havde stort kørekort. Interesserede kunne ringe til en telefonboks nede på gaden samme dag. Problemet var bare, at telefonen var i stykker!

Men en kvik stilladsejer – Bent Ren fra De Røde Stilladser – kørte selv forbi.«

»Er det dig, der søger arbejde?« spurgte han.

»Ja, det er det.«

»Du kan begynde i morgen!«

Det viste sig, at være et værre knokkelarbejde med tunge planker og træstiger. Mange nye måtte give op, fordi de ikke kunne klare mosten, men Walther fik smag for kammeratskabet.

»Hos De Røde Stilladser mødte vi på arbejde i en kælder med kakkelovn, men ikke bad. Og så var det på kaffebar og få morgenmad. Når to stilladsvogne mødte hinanden fik man altid en øl dengang. Nogle gange endte man på værtshus og fik et spil billard.«

»Vi styrede selv tiden. Hvornår vi knoklede, og hvornår vi holdt pause. Engang imellem kunne jeg såmænd godt forstå, at arbejdsgiverne syntes, vi gik for langt. På den anden side tjente firmaerne styrtende med penge i de år«, siger Walther.

»Når man startede, fik man som det første at vide af kollegerne: Husk, det er os, der bestemmer her i branchen. Den faglige styrke var på plads.«

Men det forpligtede også at blive stilladsarbejder.

»Blandt stilladsarbejderne i København tog vi flertalsbeslutninger, hvis der var en konflikt – og folk skulle gå med. Hvis man ikke fulgte linjen måtte man forlade branchen. Det vidste man, når man begyndte«, forklarer den gamle stilladsformand.

Branchen blev Walthers skæbne. Det meste af familien blev indrulleret i byens firmaer. Brødre, fætre, sønner. Walthers lillebror døde, da han som 25-årig faldt ned fra et stillads.

Stilladsbranchens hædersgave – en porcelænsvase med byens tårne – pryder reolen i den lille lejlighed på Østerbro. Walther har sat stillads på mange af dem, blandt andre Nicolaikirken og Rundetårn.

Dagligstuen fortæller om et langt liv i det faglige arbejde.

En indrammet bagside fra Ekstra Bladet viser Walther gå med fagforeningens fane i paraden Copenhagen Pride engang i det nye årtusinde.

På spisebordet ligger gamle medlemsblade og bunker af avisartikler om stilladsarbejdernes konflikter og solidaritetsarbejde.

Nederst i bunken stikker et af de gamle klistermærker fra strejken i ’78 frem. Skriften på det afblegede papir kan kun lige anes: »I dag Activ Stilladser. I morgen dig«.

Walther Petersen døde i februar 2012, 79 år gammel.

Læs også Modkrafts nekrolog for Walther Petersen, »Faglig énmandshær er død«

Artiklen er et uddrag af bogen Stillads, Forlaget Solidaritet, 170 sider, illustreret. Pris 100 kr.

Solidaritet holder reception for udgivelsen af bogen i biografen Vester Vov Vov, Vesterbro, fredag den 6. december kl. 15 -17.

Her vises også filmen om Stilladskonflikten i 1978 i en remasteret udgave.

Forlaget Solidaritet har tidligere udgivet arbejdspladsbogen: Den glade tømrer – og andre historier fra det virkelige liv af Viggo-Toften Jørgensen.

Bøgerne kan bestilles hos solidaritet.dk