Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
9. april 2013 - 15:18

Er folkeskolen bare et børnedepot?

De grå mænd har befæstet sig så godt og grundigt, at deres logik om øget produktivitet og ensretning dominerer diskussionen om folkeskolen. Men kan børn betragtes som råvarer, der skal tilvirkes bedst muligt?

Michael Ende skriver i sin fantastiske fortælling om Momo, om hvorledes oprettelsen af børnedepoter indgår som en del af en større plan for samfundets udvikling, hvor alt foregår inden for rammen af vækstens tilsyneladende uigendrivelige logik.

Hele planen er udtænkt af cigarrygende grå mænd med jakkesæt og mapper. De grå herrer kan ikke ses af andre mennesker. Logikken ligger således skjult for det enkelte menneske, og de grå herrers argumentation kan ikke diskuteres, da deres argumenter jo indgår som en grundlæggende præmis for al handlen i samfundet.

Det er med andre ord lykkedes for de grå herrer at skabe et oppositionsløst samfund.

Nu kan man jo mene, at eventyrernes og fortællingernes verden ligger fjernt fra vores verden, og alligevel er den gamle fortælling om Momo så skræmmende nær den verden, vi kender i dag.

Ingen kan vel betvivle det faktum, at al debat om samfundets indretning i dag foregår på et så solidt betonstøbt fundament af uigendrivelig vækstlogik, at vi i den grad lever i et oppositionsløst samfund.

Selv Enhedslisten er nødt til at deltage i samfundsdebatten på disse præmisser, hvorfor partiet da også ofte bliver udstillet, når andre ”smider erhvervslivskortet” (det er dog en anden, men ikke uvæsentlig diskussion).

Nå – tilbage til det, der egentligt var denne kommentars hovedformål: Lærerkonflikten.

Den danske folkeskole har altid været genstand for debat, og i den debat har den underliggende præmis umærkeligt været, at børnene er en slags råvare, der skal tilvirkes og bearbejdes, så de senere i et uddannelsesforløb kan slibes til og finde den rette plads i produktionen.

Derfor har PISA tests, offentliggørelse af karakterer og andre klart målbare faktorer indgået som kriterier for standarden i folkeskolen, uden at man kritisk har spurgt ind til hvad og ikke mindst hvordan, man ville måle.

På den måde er folkeskolen allerede accepteret som en slags børnedepot i Michael Ende'sk forstand.

Ændringen mod yderligere markedsorientering af folkeskolen har også sneget sig ind i lovgivningen.

I 1993 hed det således i Folkeskolens formålsparagraf, at: ”Folkeskolens formål er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”.

I 2006 ændredes denne formulering til: ”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”.

Denne ændring indeholder to bemærkelsesværdige pointer: For det første den underliggende forståelse af barnet som aktivt lærende i 1993-udgaven til den passivt modtagende i 2006-udgaven.

Derudover ligger der også en markedsgørelse i dette, at børn (og forældre) i stigende grad opfattes som kunder i en butik, frem for aktive borgere i et demokratisk samfund.

Den offentlige sektor har siden 80’erne været gennemsyret af et behov for at efterligne vilkårene i den private sektor. Her er det særligt bemærkelsesværdigt, at ledelsesansvaret i højere grad er lagt ud til den enkelte leder, sammenholdt med øget fokus på målbare resultater.

Derfor er det næppe tilfældigt, at der har været en øget opmærksomhed på test og offentliggørelse af karakterer (sidstnævnte har Antorini dog været imod), det er netop konkrete målbare parametre, hvorfra man kan vurdere folkeskolen.

Netop dette er et centralt element i regeringens reformudspil til folkeskolen og dermed også KLs udspil til forhandling. Lederne skal have mere plads til ledelse eller, som nogle ledere ganske givet vil opfatte det, lederne skal tvinges til at være ledere.

Forstået sådan, at lederen med ledelsesansvaret for arbejdstiden for den enkelte lærer nu skal levere et givet konkret og målbart resultat til sin arbejdsgiver. Der indgås med andre ord en resultatkontrakt, som den enkelte leder skal leve op til, og skolen er mere eller mindre sidestillet med en produktionsvirksomhed.

Det er i virkeligheden her, den egentlige uenighed og den ideologiske kamp foregår.

Stillet direkte overfor spørgsmålet om, hvorvidt børn kan betragtes som råvarer, der skal tilvirkes bedst muligt, så de senere kan indgå gnidningsløst i produktionen, vil nok de fleste afvise denne tanke.

Alligevel er opfattelsen en integreret del af den måde vi fører skolepolitik på, denne opfattelse står tydeligt frem i regeringens seneste udspil til folkeskolereform og netop derfor har regeringen også kastet sig over idéen om, at én og kun én måde at drive skole på er den rigtige – nemlig heldagsskolen.

Nu forholder det sig nok sådan, at hverken Antorini eller Corydon er fuldt ud bevidste om den logik, der ligger bagom deres folkeskoleudspil, den er jo en så integreret del af deres logik, at de ikke selv magter at stille sig kritisk overfor den.

For at vende tilbage til Michael Endes univers, kan man sige at de grå mænd har befæstet sig så godt og grundigt på ministeriernes kontorer, at deres logik om øget produktivitet, ensretning og effektivisering af idéerne har lagt sig som et ideologisk røgslør over diskussionen om folkeskolen.

Hvad er så vores svar? I fortællingen om Momo er det et barn, der holder fast ved legen, fantasien og samværet med andre, der i sidste ende forårsager de grå herrers endeligt.

Sådan må vi også gøre. Holde fast ved legen, samværet og en overbevisning om, at mennesker er andet og (meget) mere end bare redskaber for øget produktion.

Børn (og voksne) er forskellige og hver for sig enestående individer, der ikke kan stoppes ned i en kasse, men netop skal have plads til at udfolde sig i spændingsfeltet mellem arbejde, leg og læring.

Vi skal også holde fast ved, at magten skal tilbage til menneskene og væk fra pengene. Det er på den enkelte skole og i det enkelte lokalsamfund, at man i fællesskab vedtager sin egen måde at drive skole på.

Anders Geisler Møller er folkeskolelærer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce