Enhedslistens fremgang giver nye politiske udfordringer – heldigvis

Flere har i analyser af Enhedslistens valgresultat begrædt, at partiet ikke endte med at få indfriet det potentiale, som meningsmålinger i sidste valgperiode i lang tid viste.

Det er overordentlig fornuftigt at forsøge at finde ud af, hvordan Enhedslisten får flere af de potentielle vælgere til at stemme på Enhedslisten. For der er brug for stor og bred opbakning fra befolkningen for at kunne ændre samfundet.

Men der er samtidig al mulig grund til ikke at forfalde til automatreaktioner og hurtige konklusioner. I stedet er der brug for en mere grundig analyse.

Når Enhedslisten er gået lidt tilbage i højborge som Nørrebro og Vesterbro, samtidig med at Enhedslisten går frem på landsplan, må man spørge, hvor de mange nye vælgere kommer fra? Tilsyneladende har Enhedslisten simpelthen fået en anden og mere sammensat vælgerskare.
Det nytter ikke at stirre sig blind på Alternativets fremgang uden at forholde sig til, at Enhedslisten også har haft fremgang i mange dele af landet, hvor Alternativet er bittesmå, og hvor de store rivaler er Socialdemokraterne og DF.

Her følger derfor en gennemgang af de otte vigtigste hovedtræk ved valget efterfulgt af svar på de politiske spørgsmål, som analysen rejser.

1. Bedste resultat nogensinde

Med ca. 275.000 stemmer er der aldrig tidligere så mange, der har stemt på Enhedslisten.

Det er samtidig tredje valg i træk med fremgang. Enhedslisten fik 6,7 pct. i 2011, 6,9 pct. til kommunalvalget i 2013 og nu 7,8 pct. i 2015.
Partiet må have gjort en del rigtigt, når stadig flere støtter op. Det er naturligvis tilladt at være skuffet over, at Enhedslisten ikke tiltrak en endnu større andel af de vælgere, der var utilfredse med den tidligere regerings politik.

Men der må alligevel være grænser for selvpineriet, når det aldrig tidligere er gået så godt.

2. Vi kan nå endnu flere

Der er ikke i valgresultatet dækning for, at konkludere at en helt anden politik ville have ført til et langt bedre resultat. Derfor er det helt legitimt alligevel at mene, at Enhedslisten skulle have ført en anden politik, man skal bare ikke bilde sig selv eller andre ind, at det er en genvej til at få mange flere stemmer.

Når der både i folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og i partiet har været uenighed og tvivl om, hvorvidt det var muligt og ønskeligt at vælte regeringen i en række konflikter med regeringen f.eks. efter skattereformen i 2012 og efter DONG, er det en rimelig antagelse, at også vælgerne ville have været splittede i det spørgsmål.

Alene derfor er det uhæderlig omgang med fakta, hvis man blindt sammenligner et faktisk valgresultat efter en valgkamp med en tilspidset konflikt med regeringen, hvor folk i meningsmålinger udtrykker utilfredshed i en konkret sag ved at sige, at de vil stemme på Enhedslisten. For en del af meningsmålingens vælgere ville jo også forsvinde, hvis vi f.eks. udløste et valg og bragte Løkke til magten.

De gode meningsmålinger fra seneste valgperiode er dog udtryk for, at der under de rette omstændigheder er endnu flere, der kan være villige til at stemme på Enhedslisten. Der er altså et uudnyttet potentiale, og udfordringen er at nå flere af dem uden at sætte støtten fra vores hidtidige vælgere over styr.

3. Landsdækkende parti

Enhedslisten er for første gang blevet et reelt landsdækkende parti med over to pct. tilslutning i alle valgkredse og med kredsmandater over hele landet på nær de to storkredse Bornholm, hvor der kun er to mandater, som S og V deler, og Vestjylland, hvor Enhedslisten er nogle få tusinde stemmer fra at erobre Venstres yderste mandat.

Selv om Enhedslisten har siddet i Folketinget siden 1994, var det først i 2005, at partiet fik sit første kredsmandat i København med den daværende stemmesluger Pernille Rosenkrantz-Theil. I år fik Enhedslisten tre kredsmandater alene i København og ti i alt over hele landet.
Et kredsmandat får man først, når man får tilstrækkelig mange stemmer i de enkelte storkredse. Enhedslisten er dermed ved at have nået kritisk masse til repræsentation i alle dele af landet, hvilket også kom til udtryk med kommunalvalget.

4. Fortsat størst i København

Selv om Enhedslisten går nogle procentpoint tilbage i det Indre København og i brokvartererne primært på grund af Alternativet, er Enhedslisten fortsat klart størst i København, hvor stemmeandelen ligger over 20 pct. over det meste af byen, og hvor Enhedslisten på både Nørrebro og Vesterbro trods tilbagegangen er størst af alle partier.

5. Nye vælgere i København

Mens der er tilbagegang på Nørrebro og Vesterbro, er der fremgang andre steder i København f.eks. i Tingbjerg, hvor Enhedslisten er lige så stor som Socialdemokraterne, mens Alternativet er et lille parti.

Og i det gamle Sydhavn, der er kendetegnet ved mange almennyttige boliger, haler Enhedslisten også godt ind på Socialdemokraterne. Det betyder efter alt at dømme også, at der er tale om nogle nye vælgergrupper, som Enhedslisten nu har været i stand til at tiltrække.

6. Fremgang i byerne uden for Hovedstaden

Enhedslisten opnår også pæn fremgang i de større byer rundt om i landet i byer som Århus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg. Fremgangen er primært i byernes traditionelle arbejderkredse. Igen et tegn på at vi har formået at få fat i nye vælgergrupper i byernes boligområder inkl. de mere udsatte af slagsen.

7. Fremgang i landdistrikterne

Enhedslisten har en markant fremgang på over et procentpoint af stemmerne på Sjælland uden for Hovedstadsområdet, på Lolland og Falster, Fyn, Syd- og Nordjylland.

Det er ellers udpræget DF-land, men Enhedslisten samler tilsyneladende også en del af de frafaldne fra S og SF op.

Enhedslisten går i hvert fald frem, mens »Rød blok« (Ø, F, S, B) samlet set går tilbage. Fremgangen for Enhedslisten er især stor på Lolland, Sydfyn og i gamle socialdemokratiske byer i provinsen som Odense, Randers og Esbjerg.

8. »Rød blok« går frem i velstillede områder – og tilbage i provinsen

»Rød blok« formår kun at gå frem i København og i valgkredsene nord for København. Altså i områder med en høj andel af befolkningen, der er veluddannede og velstillede.

Derimod er der tilbagegang i nærmest hele resten af landet. Her er Enhedslisten alene i »Rød blok« om at gå frem i det såkaldte »Udkantsdanmark«, men matcher selvsagt ikke fremgangen for DF, der ikke bare samler frafaldne S-stemmer, men også stjæler stort fra Venstre.

Politiske svar til en sammensat vælgerskare

Enhedslisten er inden for relativt få år gået fra at have en vælgerskare, der var ret entydigt centreret om København og til nød de største byer til i dag at have en betydelig del af vælgerskaren uden for København, og også i nogle nye kvarterer i København.

Det er efter alt at dømme hovedsagligt et resultat af tyngden i Enhedslistens kommunikation og politiske udspil, hvor vilkårene for ledige og andre grupper uden for arbejdsmarkedet og især dagpengespørgsmålet har fyldt forholdsvist meget.

Det har formentlig kostet noget på støtten fra andre grupper, der ikke har fået så meget opmærksomhed, og som i et vist omfang er blevet fanget ind af Alternativet. Men der er behov for nærmere undersøgelser.

Når Enhedslisten nu har en mere bredt sammensat vælgerskare, er det afgørende at finde ud af, i hvilket omfang der er politiske krav og forslag, som kan samle vælgergrupperne på tværs af landet. Kort sagt, hvad fællesmængden er? Det er også nødvendigt at afdække, hvad der er af uenigheder i det nye brede vælgerkorps og forsøge at overkomme dem.

Udbyg fortællingen

Enhedslisten skal blive bedre til at stille systemoverskridende krav og blive bedre til at komme med svar på systemets grundlæggende problemer, men det skal ske på en måde, der knytter an til folks virkelighed.

Der er intet i Enhedslistens historie – eller i venstrefløjen tidligere – som tyder på, at det vil skabe øget opbakning at begynde at snakke abstrakt om virksomhedsovertagelser og den slags, som folk godt ved, aldrig bliver til noget, før Enhedslisten har mere end 50 pct. opbakning, og som er svært at visualisere med den nuværende samfundsorden.

Samtidig viser en sag som f.eks. DONG, at det faktisk er muligt at få meget stor folkelig tilslutning til fælleseje frem for privateje og markedsstyring, når det kommer til et salg af det statslige energiselskab.

Enhedslisten havde under valget for første gang en udbygget fortælling om, at »fællesskab fungerer«, og det viste sig som et stærkt værktøj til at sikre sammenhæng i argumentationen igennem valgkampagnen.

Enhedslisten skal arbejde videre på den fortælling, så den kan samle bredt blandt Enhedslistens vælgere og interesserede på tværs af landet og på tværs af forskellige i livsvilkår i et mere sammensat vælgerkorps. Den skal udbygges, fordi valget har vist, at der i praksis var en modsætning mellem at sikre fremgang både i højborgene i København og ude omkring i periferien. Sådanne modsætninger skal vi blive bedre til at overkomme.

Vores fortælling skal kunne rumme både fyringstruede slagteriarbejdere i provinsen og folk, der går op i bæredygtighed i byerne. Den skal kunne række fra privatansatte, der er truet af social dumping og udflytning af arbejdspladser, til offentligt ansatte, som mærker nedskæringer på velfærden. Den skal omfatte både folk i beskæftigelse og grupperne uden for arbejdsmarkedet.

Det opløftende ved situationen og ved valget er, at det i hvert fald indtil videre har været muligt at sikre fortsat fremgang flere valg i træk, og at det faktisk har været muligt at nå og få større opbakning i grupper, som Enhedslisten fra politisk hold har valgt at satse på i kommunikationen.

Det er faktisk de nye grupper, vi har fået i tale, der redder valget for Enhedslisten, selv om perioden som støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering langt fra indfriede forventningerne, og selv om Alternativet pludselig dukkede frem og bed sig ind på en hidtil fredelig flanke.

Vi skal fortsætte med at udvikle vores kommunikation og sætte os mål for, hvem vi vil nå med vores budskaber, så vi bliver bedre til at komme ud med vores politik.

For vi har de seneste år set, at det faktisk øger opbakningen, og at vi kan forbedre os, når vi sætter os for det.

Simon Nyborg er politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe.