Enhedslisten skal ikke opstille til EU-valg

Jeg stemmer nej til Enhedslistens selvstændige opstilling til EU-Parlamentet.

Overordnet set stemmer jeg nej af to grunde; en taktisk/kortsigtet/pragmatisk og en strategisk/langsigtet.

Den taktiske/kortsigtede/pragmatiske: Hvis Enhedslisten stiller op, vil det sandsynligvis koste Liste N en masse stemmer, og en selvstændig EL-opstilling risikerer at koste Folkebevægelsen mod EU sin plads i EU-parlamentet.

Enhedslisten har fået gennemført en Gallupundersøgelse, der viser, at størstedelen af de vælgere, der vil overveje at stemme på Enhedslisten i 2014, vil være vælgere, der ellers ville stemme på Folkebevægelsen. Samtidig viser meningsmålingen, at Folkebevægelsen har en god chance for at opnå genvalg til Parlamentet. 

Folkebevægelsens plads i EU-Parlamentet giver bevægelsen en platform i medierne – og økonomi til at lave aktiviteter, kampagner og at opretholde et sekretariat. Hvis Folkebevægelsen ryger ud af Parlamentet, må den efter alt at dømme lukke og slukke – som det skete for JuniBevægelsen, da den røg ud af Parlamentet i 2009.

Man kan naturligvis her påpege, at det er paradoksalt, at en EU-modstanderbevægelse er afhængig af midler fra det system, den er sat i verden for at bekæmpe, men det er ikke anderledes end, at Enhedslisten i høj grad er finansieret af partistøtte og skyhøje folketingslønninger, som Enhedslisten også er imod.

Læs artiklen »Korsvej for den venstresnoede EU-modstand« hos Modkraft.

Hvis Folkebevægelsen ryger ud af Parlamentet, mister vi unionsmodstandere en uundværlig allieret, når vi på et tidspunkt skal ud i folkeafstemninger om dansk tiltrædelse til ØMU’ens 3. fase, om tiltrædelse til EU’s militære union, om tiltrædelse til samarbejdet om retslige og indre anliggender – og hvad der ellers måtte komme af initiativer fra den kant, der måtte kræve en folkeafstemning (og her ved vi, at regeringerne gør sig meget umage med at formulere traktaterne på en måde, så de slipper for at spørge befolkningerne – og når de er nødt til det, sørger de for at spørge en ekstra gang, hvis befolkningerne stemmer ”forkert”).

Hvorfor er Folkebevægelsen en uundværligt allieret?

Fordi en stor del af befolkningen er ”politisk hjemløse” i forhold til partiernes EU-politik – de føler sig ganske enkelt ikke repræsenteret af socialisterne i EL, nationalisterne i DF og liberalisterne i LA – og EL kan ikke få denne vælgergruppe, der er nødvendig for at få et nej ved de kommende folkeafstemninger, i tale.

Et flertal af befolkningen er ikke socialistiske EU-modstandere, og hvis ikke Folkebevægelsen er der til at give stemme til borgerlige EU-modstandere, er det sandsynligt, at flere af dem vil stemme DF pga. partiets EU-politik.

Nuvel, det var de taktiske og pragmatiske overvejelser.

Neoliberalistisk grundlag

I forhold til det mere langsigtede perspektiv, kan det ikke siges tit nok, at selve EU-konstruktionen er anti-socialistisk politik sat i system. Neoliberalisme og oprustning er ganske enkelt støbt fast i EU’s fundament med traktatbeton. Når Trojkaen bestående af den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF dikterer nedskæringspolitik til de krise- og gældsplagede lande i Sydeuropa, så skyldes det ikke, at der sidder for få socialister i Parlamentet.

Lad mig uddybe med et par eksempler:

• At de sydeuropæiske lande forpligtes på nedskæringspolitik, skyldes formuleringen i Maastrichttraktatens art. 104 og art. 109E, stk. 2 om, at ØMU-landene forpligtes på det, der i EU-sprog kaldes ”sunde offentlige finanser”, hvilket i Stabilitets- og Vækstpagten præciseres som, at det offentlige budgetunderskud ikke må overstige 3% af BNP, og statsgælden ikke må overstige 60% af BNP. Dermed gøres det ulovligt at føre traditionel keynesiansk krisehåndteringspolitik, hvor staten via offentlige investeringer holder hånden under beskæftigelsen og sikrer forsørgelse af arbejdsløse. EU-lande, som overskrider bestemmelserne, kan blive idømt milliardbøder af EU-Kommissionen. Dermed er traditionel socialdemokratisk krisepolitik traktatstridig, og det samme er naturligvis også mere radikale, socialistiske krisepolitikker.

• EU-Kommissionen har med udgangspunkt i EU-bestemmelserne om offentligt forbrug udarbejdet en ”henstilling” omkring den økonomiske politik i Danmark. Henstillingen er bestilt af Lars Løkke, men anbefalingerne er i høj grad udført af den nuværende regering, og anbefalingerne heri ligner til forveksling den foregående og den tidligere regerings politik. Det er ikke tilfældigt. EU-henstillingen skærer således ud i pap, at ”sund og holdbar” økonomisk politik set med EU-briller er at øge arbejdsudbuddet, at hæve pensionsalderen, den gennemførte reform af pension og fleksjob, den gennemførte reform af efterlønsordningen og forbedring af (løn)konkurrenceevnen. De seneste års offensiv mod sociale rettigheder er med andre ord ØMU-politik i praksis, og hvis man – som jeg – anser sociale rettigheder i velfærdsstaten som noget, der er tilkæmpet på bekostning af kapitalen, er det ikke svært i et klasseperspektiv at definere, hvem nedskæringspolitikken er til fordel for.

• I Lissabontraktatens art. 42, stk. 3 slås det fast, at ”medlemsstaterne forpligter sig til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.” Her har vi formentlig en væsentlig del af forklaringen på, at Grækenland – trods krise og nedskæringspolitik – i 2011 gik shop-amok og købte 400 kampvogne, og vi har en del af forklaringen på, hvorfor den danske regering fastholder milliardindkøbet af nye kampfly, mens der skæres på SU, sygedagpenge, kontanthjælp osv. 

EU-parlamentet er ikke et højre-venstre-parlament, og det er for mig at se både naivt og en blindgyde at forestille sig, at vi på nogen måde kan bruge Parlamentet til at skabe politiske forbedringer.

Om så alle 754 pladser i EU-parlamentet var besat af revolutionære socialister, ville det ikke ændre det mindste i den politik, EU via Trojkaen pålægger landene at føre. Parlamentets sammensætning er selvfølgelig ikke helt ligegyldig (hvad sagen om ACTA viste), men EU-parlamentet er ikke et parlament i klassisk forstand (dvs. en folkevalgt lovgivende forsamling) – de 754 medlemmer kan *ikke* stille forslag til afstemning.

EU-parlamentet minder i den forstand sådan set lidt om paradeparlamenter i diktaturstater: Kommissionen, der består af ikke-folkevalgte bureaukrater, har initiativretten (dvs. eneret til at stille forslag), og Ministerrådet (dvs. medlemslandenes stats- og regeringschefer) er de eneste, der kan ændre i traktaterne.

Derfor kan de militaristiske og neoliberalistiske bestemmelser i traktatgrundlaget kun ændres, hvis samtlige 28 stats- og regeringschefer er enige om det på samme tid. Ikke særligt sandsynligt – for nu at sige det på jysk.

Om Enhedslisten skal stille op til Parlamentet eller ej må besluttes ud fra en politisk vurdering af, hvordan vi bedst styrker den progressive EU-modstand – både på kort og lang sigt.

Jeg er ikke i tvivl om, at kampen for socialisme ikke går gennem EU, snarere tværtimod. Derfor stemmer jeg nej til EU-parlamentet.

Hvad mener du om Enhedslistens fremtid på EU-området? Stem her.

Lasse Olsen sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse.

Læs flere kommentarer til debatten i temaet EU Og Enhedslisten