En lige venstre til kapitalens Europa

Der har ikke været noget tidspunkt i de to årtier, jeg har været involveret i EU-modstanden, hvor udtrykket ”kapitalens Europa” har været mere rammende. Nu lægges skinnerne ud til en autoritær, nyliberalistisk model efter en skabelon formet i hovedtræk af de store industrilobbyer og finanslobbyen.

Det er et frontalangreb på demokrati og velfærd, der er i gang, og skal kampen imod den være effektiv, er der nogle forudsætninger, der skal være opfyldt: Man skal kunne kalde en spade for en spade, man skal kunne formulere de socialistiske krav, og man skal have evnen til at skabe politiske koalitioner og bevægelse over grænserne.

Derfor var det en god nyhed for mig, da en gruppe i Enhedslisten fremsatte forslag om at stille op til EU-parlamentet i valgforbund med Folkebevægelsen. Det er lige nu, der er brug for, at Enhedslisten træder ind på den scene, og det er især tre opgaver, der skal løftes.

1. En spade for en spade

I de sidste par år har en særlig europæisk aflægger af det, Naomi Klein kalder for ”chokdoktrinen”, banet vejen for en hæsblæsende offensiv fra erhvervslivet og den europæiske politiske elite. Det er ikke en midlertidig ny politik, de har held med. De konsoliderer og udbygger et nyliberalistisk EU, der risikerer at stå i meget lang tid.

For at rette en præcis kritik mod unionen, må vi derfor sætte ind med kapitalismekritik.

Det bureaukratiske apparat, de opbygger, egner sig fortrinligt til at marginalisere folkelige protester og offentlig debat, og nærmest i al ubemærkethed dreje den økonomiske politik til fordel for kapitalens tunge drenge. Skal EU-kritikken ramme med en lige venstre, må den kritik i hovedsædet.

2. De socialistiske svar

En kritik er først rigtig effektiv, når den er suppleret af kampkrav. Og i den nuværende situation må det være krav, der sigter mod bankernes magt, deregulering af det indre marked, ubalancerne i euroen, uretfærdigheden i gældsregimet, nedskæringspolitikken, privatisering af offentlige ydelser, og –ikke mindst - den igangværende offensiv mod arbejdsmarkedslovgivning og løn, der har været i gang i seks år, men som nu når nye højder.

Man kan komme langt med simpelthen at afvise EU’s politik. Men det er ikke nok. Der skal kampkrav til.

3. Den europæiske bevægelse

For at krav kan blive effektive i dag, må der udfoldes en modstand og en kamp, der rykker mange steder i Europa samtidig. Styrkeforholdene er umulige at flytte i ét land alene – og det ser vi ved, at både folkeafstemninger, generalstrejker og massedemonstrationer i enkelte lande ikke opleves som meget mere end myggestik i magtens korridorer i Bruxelles.  

For tiden er der stærke, fantasirige, velorganiserede bevægelser i Sydeuropa, men der er endnu et stykke vej til bevægelser der dækker fra nord til syd. Den proces er i gang, men der er brug for alt, hvad vi kan trække for at realisere den, så vi kan begynde at ændre kursen.

Den dagsorden kan ikke foldes ordentligt ud af Folkebevægelsen, der er en tværpolitisk bevægelse.

I Danmark er det kun Enhedslisten, der kan være med til at løse de tre opgaver, og EU-parlamentet ville være en god platform. Repræsentation i parlamentet vil være en velkommen megafon til vores synspunkter, det vil bringe den danske venstrefløj i nærkontakt med EU-projektets udvikling på en anden måde end hidtil – og Enhedslisten har faktisk både erfaringer og styrker, der vil være stærke vitaminpiller i opbygningen af en europæisk bevægelse.

Læs flere kommentarer til debatten i temaet EU Og Enhedslisten