Hvorfor lider vi stadig under en stereotyp om, at kvinder ikke bare knalder for lystens skyld, men for pligtens, sædens, kongens, fædrelandets og husfredens skyld?
I 2015 blev ordet 'rundetrunte' optaget i den danske ordbog. Som forklaring til ordet udtaler seniorredaktør hos Den Danske Ordbog, at begrebet dækker over en pige eller kvinde, der har mange skiftende seksuelle partnere. Gerne indenfor en lukket kreds, for eksempel en gymnasieklasse.
Man kunne fristes til at tro, at i et land, som i den grad hylder sig selv for at være et ligestillet land, som Danmark gør, så var den seksuelle dobbeltmoral død og seksuel ligestilling mellem kønnene opnået.
I stedet lader det til, at rygterne om selvsamme dobbeltmoralske seksualmorals død var stærkt overdrevne. Jeg fristes derfor til at stille spørgsmålet, hvor seksuelt frigjorte er vi egentlig her i Danmark?
I den seneste tid har jeg fra diverse debatter rundt omkring på nettet blandt andet erfaret, at kvinder er gudinder.
Men har de for mange sexpartnere, så er de ikke længere gudinder, men mere en kiosk, som en debatør skriver i kommentarsporet under en artikel på MetroXpress, hvor en kvinde tillader sig at slå et slag for, at kvinder skal slå sig løs og have sex med hvem de lyster.
Samtidig vil man som kvinde tilsyneladende komme til at fortryde det, hvis man har for mange partnere, når man møder den rigtige mand. Sådan en rigtig mand fortjener åbenbart en rigtig kvinde, som en kvindelig debatør skriver under samme artikel fra MetroXpress.
En rigtig kvinde, det skal åbenbart stadig, her i 2016, forstås som en uberørt kvinde.
Jeg har også kunnet læse om, hvordan mange mænd frygtede at få stjålet deres sæd og blive ufrivilligt fædre, narret af snedige, skrukke kvinder i snart enhver debat, der omhandlede mænds ret til juridisk abort.
Jeg kunne også på en satireside læse om Steen, der havde været i Føtex og som der havde smidt en pakke kondomer ned i en taske, der tilhørte en mor med seks børns taske, at forhindre mere ’knepaffald’.
Med tanke på, hvad man ellers kan risikere at læse på de sociale medier, så kan jeg sagtens holde min forargelse i ave.
Men jeg finder alligevel det kvindesyn, der tegner sig på baggrund af ovenstående en kende interessant. Kvinder er åbenbart nogle sædstjælende sluts, der slæber vores knepaffald med i Føtex, hvor vi generer de andre kunder.
Læg dertil, at vi jævnligt får gode råd om, at vi, som kvinder, endelig skal huske at have hans pik i munden hver dag, knalde for Danmark, knalde for svigermor, huske at knalde, selv hvis lysten mangler.
Så synes jeg faktisk det er nærliggende at spørge, om Danmark her anno 2016 trænger til en seksuel revolution?
Mine bevæggrunde for at stille ovennævnte spørgsmål er, at i et land, hvor vi tilsyneladende har så meget ligestilling, så det nu er så synd for mændene, så de skal have mulighed for juridisk abort som kompensation, er det alligevel ret voldsomt, at holdningen til kvinders sexliv fortsat lader så meget tilbage at ønske.
Det er som om vi er fanget i en oldgammel stereotyp om, at kvinder ikke bare knalder for lystens skyld, men for pligtens, sædens, kongens, fædrelandets og husfredens skyld.
Det giver på den ene side én lyst til at grine højt, hvilket jeg også har gjort, med billedet inde i hovedet, af en kvinde, der kl. 3 en nat står på en bar og desperat prøver at fralokke en mand hans sæd.
Men i sidste ende er det egentlig bare mere trist end sjovt, for det viser med al tydelighed, at ligestilling stadig er en illusion vi nærer og som vi ikke længere gider gøre en indsats for at gøre til en realitet.
Vi hylder stadig en mand, der gør den ene erobring efter den anden, men er fortsat ikke vokset fra, at nedgøre kvinder, der gør mændene kunsten efter.
Vi lever stadig i foruroligende grad stadig med et luder/Madonna-kompleks, der ligeledes kom til udtryk, da en kvindelig blogger stod frem og fortalte, at hun havde haft omkring fem sekspartnere og i kommentarfeltet blev betegnet som ’mere slidt end en måtte på jobcenteret’.
Marie Boye er jurist, feminist og blogger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96