Den permanente aktivist

Så kommer der ikke flere notater, læserbreve, kronikker, indkaldelser til møder, forslag til aktiviteter, fester & demonstrationer og andet godt fra havet fra Martin Jespersen.

Martin måtte natten til torsdag den 18. september give op for kræftens hærgen i hans krop. Ellers var der ikke meget han ville give op over for.

Hele hans liv har været én lang kamp for et bedre samfund, for et socialistisk demokrati, for frihed, lighed, broderskab & kvindskab.

Han var en kendt mand på venstrefløjen - altså til venstre for SF - selv om han for en kort periode var medlem af SF. Men det fik han nok af med den »nye« Søvndal-kurs, hvor han endte med at sige fra via indlæg i Politiken.

Han havde søgt efter nogle politiske kampe og sejre, som han mente måske kunne realiseres i SF og med dets nye tilslutning.

Men han blev skuffet, da han blev klar over, hvad der var i vente, og det endte med, at han vendte tilbage til den »gamle« venstrefløj og meldte sig ind i Enhedslisten.

På en sammenkomst i vores mandegruppe kom han til at sige, efter et par øller, at han, selv da han var medlem af SF, hele tiden havde stemt på Enhedslisten.

Han var aktiv i studenterbevægelsen i 1970'erne, som fik på puklen, hvis den blev alt for »parlamentariske«. Han var mangeårigt medlem af Venstresocialisterne (det var der vi mødtes for årtier siden). Han var fast mand på partikontoret, hvor det end lå i København.

Han var i flere omgange medlem af både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Sekretær for samme. Han arbejdede bag kulisserne i forhold til VS-folketingsgruppen en periode.

Men frem for alt var han aktiv. Der var ikke mange af de vigtigste møder, som måtte undvære ham.

Det skulle da lige være, hvis man ikke havde været så forudseende at checke datoer med hinanden, så han blev nødt til at vælge.

Martin kunne holde mange - og lange - taler. Det var sædvane, at det var umuligt at overholde taletiden på hovedbestyrelsens møder, men de var nu også tit urimeligt korte, kan jeg hilse og sige.

Han havde ikke for ingenting sluttet med en studenter-eksamen på 13 og pil opad. Han havde ordet i sin magt, selvom det en gang imellem blev lidt for langt. Og en tale kunne udvikle sig via indskudte sætninger om historie, litteratur, sprog, før den undrende forsamling blev klar over, hvor han ville hen.

Martin ville noget. Og han kunne meget. Hans bogsamling var spækket med historiske og politiske bøger om dansk og europæisk historie, om socialismens ditto. 

Han kunne være kritisk internt over for sine kammerater i VS og andre steder. Men det skyldtes som regel, at nogen var for sekteriske efter hans smag.

Martin var en »samler«, ikke af støvede ting og sager, men på den måde, at vi sammen skulle finde et fællesskab og arbejde politisk for en platform, som kunne favne alle i VS. Uden at grundlaget var udvandet eller meningsløst, men pegede fremad.

Det medførte nogen gange, at han fik på puklen af de »sekterikere« som VS altid var velsignet med. Men det forhindrede ikke, at mange af dem holdt meget af Martin, selvom de bandede over hans »reformisme« og forsøg på at »udvande« eller stemme deres forslag ned.

Det skete, at nogen af dem, som tidligere havde bandet over hans »pragmatisme« eller »reformisme«, som de kaldte det, selv ændrede opfattelse.

Jeg kan huske at en, ingen nævnt ingen glemt, senere humoristisk forsvarede sin nye opfattelse med at »kommer tid, kommer råd«. Han hentydede til, at »arbejderråd« – som mange subskriberede på i VS – nok ikke lå lige om hjørnet at realisere, men at der skulle ligesom gennemføres nogle reformer, før der kunne dannes arbejderråd i den danske arbejderklasse.

Som et par af Martins venner skrev i en sang til hans 60-årsdag i 2011:

Inderst inde ved vi godt
Søger han konsensus
Han er humanismens glade dreng
Vi ved det godt.

Om Martins berømte talelyst, som nogen kaldte oratoriske evner, andre var knap så venlige, skrev de samme venner:

Inderst inde ved vi godt
Martin taler meget
Konstruktivt og med saft og kraft
Vi ved det godt.

Martin har altid brugt det meste af sit krudt på politik i den ene eller anden udgave. I VS på at udvikle en politik, som både var klar og kunne samle. Han var aktiv i kampen for indvandreres rettigheder, hvor han både som aktivist og senere som ansat knoklede for dette.

Han deltog med liv og sjæl i arbejdet på at få lokalrådet på Nørrebro op at stå i den korte periode, det levede.

Han var der altid for andre. Hans hjælpsomhed var stor. Det var først, da han blev 50 år, han syntes, han godt kunne tillade sig at fejre sig selv - efter behørigt pres fra andre, hvis runde dage og fester han havde deltaget i en masse.

I indkaldelsen til sin 50 års fest kom Martin eventuelle indlæg i forkøbet ved beredvilligt at indrømme, at han nok havde deltaget i mange andres fester, men også selv været med til at arrangere en del – i VS-regi.

Blandt andet en »berømt« VS-fødselsdagsfest i Forum, hvor deltagerne i bogstaveligste forstand blev lagt på is (der havde være is-show i Forum, uden at man kunne nå at fjerne isbelægningen). Det var en frysende oplevelse, som nogen galgenhumoristisk sammenlignede med Folketingets læggen VS på is.

Eller da han fik arrangeret en kæmpe 1. Maj-fest i Falkonercentret, i den tro, at det bare kunne trække folk til i tusindvis. Der var også gode musikbands, men det blev et kæmpeflop, som kostede VS kassen.

Martin tænkte mange gange stort, uden at det altid gik op for VS-masserne og omegn, at nu var det deres besøgstid. Til gengæld gav 1. maj-demoerne, som han var med til at stå for, overskud. Så det er den med gyngerne og karussellerne.

Én af grundene til, tror jeg, at Martin efter VS-perioden valgte at gå over i SF, var Enhedslistens EU-politik.

Det var ingen hemmelighed, at Martin mente, at man måtte engagere sig aktivt i arbejdet. Ikke »kun« arbejde på, at Danmark kom ud. Uanset om man var konfronteret med en EU Kommission eller en centralbankdirektør på markedsøkonomisk grundlag, fastkurspolitik etc.

Det skulle ændres gennem alliancer med progressive kræfter rundt om i Europa. Men der blev han også skuffet over SF’s konkrete linje.

Da han meldte sig ud af SF, savnede han et sted at kunne udøve det politiske arbejde.

Derfor greb han med kyshånd muligheden for at været med i et alternativt politisk arbejde i den tværeuropæiske gruppe Transform, som rummer mange personer fra bevægelser og partier, tænketanke etc., som prøver at udvikle alternativer til EU. Han blev medlem i den danske afdeling, et aktivt medlem, som kom til møder og deltog i konferencer i udlandet, hvor han bidrog til debat og udvikling.

Men for nogle uger siden måtte han melde fra til nogle seminarer i udlandet, da var kræfterne simpelthen sluppet op.

Det var de sidste politiske aktiviteter fra vor ven.

Martin var kendt af mange og har deltaget i utallige aktiviteter, så hans bekendtskabskreds, hans venner og kammerater er mange.

Jeg vil slutte af med lidt ord om »mandegruppen«, som Martin og undertegnede var med i, sammen med Jan Hass og Behrooz Arvanaghi.

»Mandegruppen« blev dannet i begyndelsen af 1990'erne, årtier efter de første artikler og bøger om mandegrupper og lang tid efter, at det var moderne. Ja, det var faktisk helt umoderne.

Så det var det helt rigtige tidspunkt for os.

Det var heller ikke en helt normal mandegruppe. Vi blev bare enige om, at vi ville mødes hver tirsdag for at holde kontakt til hinanden, efter at have kendt hinanden gennem VS eller flygtninge- og indvandrerarbejdet.

Nogen af os havde kendt hinanden i 15-20 år forinden via det politiske arbejde i VS. Ikke så meget som privatpersoner, det var mest via besøg på værtshus og lignende. 

Vi besluttede derfor på skift at holde oplæg om knudepunkterne i vores liv! Som uerfarne på området måtte vi hver lægge beslag på to tirsdage på hver en 6-8 timer pr. gang. Så det tog nogle måneder. De selv- og genfortællinger gav et sammenhold og en viden om hinanden, som vi aldrig ville have fået uden de mange timer.

Det gjorde, at vi stadig ses, over 20 år efter, selv om det nu kun er en 3-4 gange om året.

Men fremover må vi undvære Martin. Hvad værre er, alle må undvære Martins aktiviteter, indlæg og gode snakke.

Det bliver ikke sjovt. Men vi i mandegruppen kan altid snakke om ham. Der er nok at fortælle, skal jeg hilse og sige. Mange muntre og alvorlige timer ligger foran os, når Martin uvægerligt vil dukke på »dagsordenen«.

Jeg ved godt, at der er mange andre hændelser, aktiviteter og ting, som andre ved om Martin. Men det må de fortælle om.

Jeg har aldrig været særlig glad for formuleringen: »Æret være hans minde«. Men i Martins tilfælde forekommer det ikke spor slidt, forkert eller gammeldags. Det lyder bare rigtigt.

For dem, som vil vise Martin den sidste ære, vil en mindehøjtidelighed foregå fredag den 26. september kl. 15.00 i det lokale som ligger ved indgangen til Nørrebrohallen på Den Røde Plads.

Hans familie skriver i en dødsannonce, som vil blive bragt i Politiken, at i stedet for blomster, opfordres man til at støtte Læger uden Grænser. Det sker via reg. nr. 4190  -  konto nr. 0081000.

Lance Vagnø Jensen er antikvarisk boghandler og mangeårig aktivist på den danske venstrefløj.