Den offentlige sektor drives udemokratisk

Et af de centrale punkter i en fremragende kronik af Pelle Dragsted i Politiken er kritik af profit som motor for effektivisering i samfundet.

Her skriver han som modsvar til Venstres Jakob Engel Schmidt:

»Vi driver i vores offentlige fællesskab ældrepleje, uddannelser og et komplekst sundhedssystem, som hører til verdens mest effektive og produktive. Her er udviklingen ikke drevet af egeninteresse eller profit-hensyn, men lederne og medarbejderne er hverken mindre motiverede, mindre arbejdsomme eller mindre innovative af den grund.«

Det er selvfølgelig en vigtig pointe. Men den er utilstrækkelig. Den »overser« nogle vigtige elementer i forståelsen af samfundet i en ellers klar politisk kommunikation.

Pelle Dragsted ved selvfølgelig, at New Public Management også bliver indført i den danske offentlige sektor. Udlicitering og indførelse af »ledelseslogikker« er daglig realitet i det offentlige.

Kontrollen over den offentlige sektor bliver derfor i stigende grad fjernet fra de offentliges ansatte.

Folkeskolereformen er et glimrende eksempel på, hvordan man lærernes indflydelse på undervisningen og skolen som institution er mindsket.

Selvom det er forfriskende at se profit og klasse blive omtalt, må en debat af demokrati i den offentlige sektor også inkludere de ansattes ret til at have bestemmelse over deres dagligdag på arbejdsmarkedet.

Derfor handler det ikke bare om profit, men om at de ansatte individuelt og kollektivt skal have retten til demokratisk at bestemme den daglige drift af en virksomhed – uanset om den er privat eller statslig.

Ansatte i den offentlige sektor følger i stigende udstrækning standardiserede protokoller, som gør at deres arbejde i højere grad handler om papirarbejde end egentlig pædagogik, sundhedspleje, undervisning osv.

Alt det unødvendige og uproduktive papirarbejde videregives derefter til en administration, som kan plotte det ind i et excel-ark, blot for at få redskaber til en yderligere »effektivisering« af sektoren.

Også i det offentlige handler det om at skrotte det ineffektive.

Dragsted er selvfølgelig klar over, at den offentlige sektor, som udgjorde (læg mærke til datid!) velfærdsstaten, ikke alene var et produkt af en stærk fagbevægelse. Trods en hyggelig socialdemokratiske historie, har »kapitalen« også haft interesse i udvikling af velfærdsydelser.

Hvorfor bringer jeg det, et lettere retorisk spørgsmål, men et vigtigt af slagsen, på banen?

Ikke for at romantiserer velfærdsstaten (det opgør er også taget andetsteds – se eksempelvis Rune Møller-Stahls kronik: »Venstrefløjen må træde ud af Socialdemokraternes skygge« ), men fordi Pelle Dragsted ikke gør konkret op med ideen om effektivitet som ideal.

Det ser jeg som et biprodukt af en venstrefløj, som har været i defensiven de sidste ti-tyve år, hvor Cepos & Co. har haft definitionsmagten på deres side. Det har betydet, at staten bliver behandlet som en hellig ko.  

»Staten kan også!« udråbes det konstant, mens man henviser til økonomer som Ha-Joon Chang, Joseph Stieglitz og seneste Mariana Mazzucato. Og til virksomheder som Google, Apple, Vestas og Dong som eksempler på, hvordan staten har fungeret som entreprenør og innovationsmaskine.

Ved at acceptere dette argument glemmer Pelle Dragsted (eller undlader i alt fald at nævne) at en af de centrale ting ved de offentlige og statsejede virksomheder er, at de på trods af deres status som »fælleseje« netop ikke inkluderer medarbejderne i arbejdsprocessen. De er netop ikke fællesdrevne.

De er finansieret via skatter – det er sandt; men også adskillige store private virksomheder får tilskud finansieret af skatteborgerne.

Det er sandt, at det offentlige, især tidligere, blev drevet af en anden »logik«, men fælles for de to »sektorer« er, at de er ikke er demokratisk kontrolleret.

Og man kan diskuterer, hvorvidt den offentlige sektor nogensinde har været det.

Lad os være ærlige: Vil vi helst have læger og sygeplejersker til at udforme vores fælles sundhedsvæsen? Eller overlade det til en flok talhungrende »djøffere« og andre statsfolk, som konstant leder efter nye effektiviseringsmuligheder via kvantificering af arbejde, så det passer i deres matematiske modeller?

Vi skal i Enhedslisten ikke bestræbe os på at være bedre til at administrere kapitalismen eller på at være et parti for små og mellemstore virksomheder.

Men vi skal i stedet arbejde for at skabe demokratiske muligheder for at overkomme det nedladende menneskesyn, der følger med hierarkiske arbejdsformer.

For at komme videre må man derfor have en mere sober tilgang til staten, der også indbefatter den udemokratiske magt, den udøver over sine egne ansatte.

Yannick Harrison studerer global politisk økonomi ved University of Sussex og er medlem af Enhedslisten.