Demokratiet i irakisk Kurdistan trues af opløsning

Selvstyret i irakisk Kurdistan, der blev etableret i 1992 (dvs. før Saddam Hussein-styrets fald) har sit eget parlament og egne væbnede styrker (Peshmerga).

Selvstyret har siden sit etablering været gennem flere alvorlige prøvelser - borgekrig, masseudvandring og demokratisk underskud.

Lige nu er netop demokratisk underskud og omfattende korruption blandt selvstyrets største udfordringer.

Det skrøbelige demokrati er udfordret på flere niveauer, blandt andet krise i forhold til den irakiske centralregering, store økonomisk problemer, masseprotester og mistillid til den politiske elite og – ikke mindst – truslen fra Islamisk Stat (ISIS).

Arven fra 1990’ernes borgekrig

Hver gang indenrigspolitiske uenigheder mellem politiske partier i irakisk Kurdistan blusser op, genopliver det også den irakisk-kurdiske befolknings minder om 1990’ernes blodige og langvarige borgekrige, der blev udkæmpet mellem selvstyrets to største politiske partier, Kurdistan Democratic Party (KDP) og Patriotic Union of Kurdistan (PUK).

Borgerkrigene har haft fatale politiske, økonomiske og psykologiske konsekvenser for selvstyrets udvikling.

Siden udbruddet af den første borgerkrig i 1994 har irakisk Kurdistan været opdelt i to (politiske) zoner. Den grønne og den gule zone blev styret af henholdsvis PUK og KDP.  

I 1998 sluttede parterne efter opfordring fra USA og Frankrig fred og genetablerede et såkaldt 50/50 magtdelingssamarbejde.

Selvstyret har –efter Saddam Husseins fald i 2003 –haft store indtægter fra salg af olie og har oplevet en blomstrende, men dog ulige økonomisk udvikling.

KDP og PUKs 50/50 magtfordeling, understøttet af en strategisk alliance, har sikret de politiske ledelser adgang til regionens ressourcer. Magtfordelingen har skabt et specielt kapitalistisk system, der er til gavn for de højstående ledelser i de to partier samt folk med nært tilhørsforhold til dem.

Trods omfattende olieindtægter har offentlige ansatte og soldaterne i Peshmerga-hæren ikke fået lønninger i flere måneder.

Det skyldes både en omfattende korruption og en uigennemsigtige økonomisk politik, der har bragt det økonomiske grundlag for selvstyret tæt på et sammenbrud.  

Arbejdsløshed, høj inflation, socialøkonomisk ulighed og nepotisme er blandt regionens kendetegn.

Den politiske og økonomiske udvikling efter selvstyrets etablering

I 2005 blev Masoud Barzani, lederen af KDP, af det kurdiske parlament valgt som selvstyrets præsident. Han blev i 2009 genvalgt i en folkeafstemning.

I 2013 løb han ind i forfatningens tidsbegrænsning af embedsperioden på to gange fire år. KDP insisterede dog på at forlænge Barzanis embedsperiode med yderligere fire år.

Det krav udløste omfattende folkelig forargelse og utilfredshed. Efter lange forhandlinger endte parlamentet med at forlænge Barzanis embedsperiode med yderligere to år.

Den 19. august 2015 udløb Barzanis 10 årige embedsperiode så.

Ikke desto mindre agerer han stadig som selvstyrets præsident. Og KDP kræver nu, at Barzanis præsidentperiode forlænges med yderligere fire år.

Det finder mange irakiske kurdere svært udemokratisk. Det har været masseprotester, og afbrænding af offentlige ejendomme er blevet en iøjnefaldende del af billedet på selvstyrets politiske tilstand.

For at skabe politisk stabilitet har de fem største politiske partier, der er repræsenteret i det kurdiske parlament efter parlamentsvalget i 2013, indgået i en samlingsregering. Det har betydet, at der reelt ikke har været nogen oppositionspartier i parlamentet siden. 

Der blev dog etableret en protestbevægelse i 2009, Bezotnewe-yi Gorran (Bevægelsen for Forandring) der med 25 procent af stemmerne bag sig kunne sætte sig på formandsskabet i selvstyrets parlament – og indgå i regeringen.

Gorran-bevægelsen gik til valg for at skabe økonomisk gennemsigtighed og forandring. Dens medlemmer har været meget hårde i deres kritik af selvstyrets politiske ledelse. Samtidig har de højlydt udtrykt modstand mod yderligere forlængelse af Barzanis embedsperiode.

Som reaktion på Gorrans kritik har militser fra KDP den 12. oktober 2015 forhindret Yousef Mohammed, formanden for parlamentet, i at møde op på sit arbejde i parlamentet i Erbil.

Samtidig fyrede KDP uden varsel samtlige Gorran-ministre i samlingsregeringen.

Ifølge KDP-kilder er forklaringen, at KDP vil ikke finde sig i, at Gorran står i vejen for forlængelse af Barzanis præsidentperiode.

Ifølge den kurdisk nyhedsbureau Rudaw retfærdiggør Jafar Ibrahim Akin, der er parlamentets næstformand og KDP’er, handlingerne med henvisning til uroligheder og afbrændning af KDP-partikontorer i byen Qaladze, som KDP beskylder Gorran for at står bag :

 »Yousef Mohammad er ikke længere velkommen i Erbil og heller ikke i parlamentet. For det er ikke fair, at de (Gorrans parlamentsmedlmmer, red.) kan arbejde i fred i Erbil, mens der i Qaladze sættes ild til vores partikontor«.

Kritikere af KDP mener derimod, at partiet selv har et politisk medansvar på grund af dets rolle i selvstyrets udvikling.

Masoud Barzani har de seneste ti år været præsident, hans nevø Nechirvan Barzani har i perioder været premierminister, og Masror Barzani, Barzanis søn, er leder af landets efterretningstjeneste.

Kritikere mener, at Barzani-familiens dominans på landets nøglepositioner i de 23 år, selvstyret har eksisteret, er udemokratisk.

Protesterne i efteråret er ikke først gang, at befolkningen strømmer ud på gaderne  af utilfredshed med magthaverne i selvstyret. Lignede protester (endda i større omfang) fandt også sted i 2009 rettet mod både KDP og PUK – fordi magtdelingen mellem de to partier havde etableret dem som  de reelle magthavere i selvstyreparlamentet helt frem til parlamentsvalget i 2013.  

KDP’s magtbrynde og politik har reelt eskaleret den indenrigpolitiske ustabilitet og været en trussel mod den spinkle demokrati i irakisk Kurdistan.

Ved parlamentsvalget i 2013 opnåede KPD kun 30 procent af stemmerne, men den måde, det har ageret på siden, betegnes af kritikere og bredt i befolkningen som enevældeagtig og skadeligt for det politiske system. 

Ifølge Dr. Burhan Yassin, tidligere lektor ved Lund Universitet i Sverige, er afsættelse af parlamentsformand, brug af militærmagt og fyring af Gorran-ministre grundlæggende brud på de demokratiske spilleregler i Kurdistan.

Yassin tilføjer, at hvis magtkampen fortsætter og dialog afløses af brug af militærmagt, risikerer udviklingen at vende tilbage til situationen i 1990’erne.

Derfor kan det, der sker i Kurdistan, mener han, sammenlignes med de mislykkede demokratiske processer i mange arabiske lande: Nemlig at man tillader krænkelsker af parlamentet og andre folkevalgte institutioner med argumenter om beskyttelse af landets sikkerhed.

Amine Kakebaveh, medlem af den svenske Rigsdag for Vänsterpartiet, kalder ikke kun KDP’s fremfærd som skadelige skridt for demokratiet, men direkte som et militærkup, hvor som KRG som ikke kun det stærkeste parti, men også militærmagt sætter folkevalgte institutioner ud af spil.

Krigen mod ISIS

For snart to år siden blev store kurdiske landarealer i irakisk Kurdistan erobret af ISIS. Men Peshmerga-styrkerne har med international støtte fra bl.a. USA, Frankrig og Tyskland generobret mange af landsområderne.

Siden da har Peshmerga været blandt de mest effektive landtropper til at bremse ISIS’s fremmarch i regionen.

Peshmergas slagkraft har betydet, at mange internationale fora har betegnet styrkerne som de mest effektive, Vesten kan alliere sig med i kampen mod ISIS.

ISIS’s tilstedeværelse i Irak og Syrien betyder, at det vestlige samarbejde med selvstyret er blevet intensiveret. De vestlige lande har pga. deres logistik og militærstøtte til selvstyret fået en ny form for indflydelse på den politiske udvikling.

Den vestlige indflydelse burde – af hensyn til genetableringen af politisk og økonomiske stabilitet i landet og for at opnå succes i kampen mod ISIS – bruges til at presse selvstyret til at løse konflikterne i området gennem dialog.

Det vil sende et klart signal til samtlige parter, ikke mindst ledelserne i KDP og PUK (der begge har egne hære) om, at det internationale samfund ikke tolererer nogen af parterne i at gribe til våben for at tage magten eller kvæle borgernes kritiske stemmer.

Allan Hassaniyan er kandidat i globale studier, politik og administration fra Roskilde Universitetscenter