»Demokrati er grundlag for socialistisk udvikling …«

I april 2010 blev, Thor Möger i en alder af kun 25 år valgt på SF's landsmøde til SF's landsledelse. Landsledelsen udnævnte ham efterfølgende til næstformand.

Det var første og eneste gang Thor Möger fik et mandat.

Den post beholdt han frem til den 3. oktober 2011, hvor han (selvom han ikke var valgt til Folketinget), både blev skatteminister og medlem af regeringens centrale økonomi- og koordinationsudvalg.

Thor Möger var ikke umiddelbart indstillet på at forlade næstformandsposten. Men da det blev kritiseret, at han sad på alle de centrale poster - valgte han at trække sig.

I september 2011 opfandt man så en ny konstruktion: en delt næstformandspost.

Meta Fuglsang og Tonni Hansen skulle dele posten. Den delte næstformandspost, var tydeligvis et forsøg på at begrænse Meta Fuglsangs handlerum.

Thor Möger havde ellers gjort handlerummet meget stort. Men Meta Fuglsang var ikke altid enig med den magtfuldkomne Thor Möger.

Men frem mod landsmødet i 2012 – et halvt år senere - var der godt gang i rævekagerne. Ikke mindst orkestreret af Thor Möger (jf. blogindlægget »Da Villy ofrede Ole Sohn i intern magtkamp∫«, som jeg skrevet påSF-bloggen Rød Blog)

http://roedblog.sfdebat.dk/2012/05/da-villy-ofrede-ole-sohn-i-intern-magtkamp/

Tre dage inden landsmødet i 2012 blev »det politisk mord« på Meta Fuglsang og den nye magtdeling aftalt i Udenrigsministeriet og afsluttet med en god middag på gourmetrestauranten Le Sommelie.

Aftalen var, at Meta Fuglsang skulle fjernes og erstattes med Mattias Tesfaye. Hvilket man ikke havde fortalt Meta Fuglsang.

Den grønne fraktion, Steen Gade, Pia Olsen Dyhr og Ida Auken suppleret med landssekretær Turid Leiervoll, havde dog betinget sig at Thor Mögers kandidat (Tesfaye) blev suppleret med Mette Touborg, borgmester i Lejre.

På landsmødet i 2012 opstod der det problem, at Meta Fuglsang fik langt de fleste stemmer (224), betydelig flere end Thor Mögers kandidat, Mattias Tesfaye (184) og den grønne fraktions kandidat Mette Touborg (149).

Villy Søvndal var derfor ved det indirekte valg, tvunget til at tilsidesætte landsmødets klare tilkendegivelse af, at et massivt flertal af de delegerede ønskede, at Meta Fuglsang skulle fortsætte.

Tesfaye og Touborg blev valgt ikke mindst, fordi ’børnebanden’ stod stærkt i den nye landsledelse: Mattias Tesfaye, Jesper Petersen, Emilie Turunen, Andreas Albertsen, Kasper Bjerring Søby Jensen, Nanna Westerby og Signe Munk.

Det bemærkelsesværdige ved landsledelsesvalget i 2012 var, at handelsminister Pia Olsen Dyhr kun fik 65 stemmer og medlem af Europaparlamentet Margrete Auken sølle 45 stemmer. De blev derfor ikke valgt ind i landsledelsen.

Pia Olsen Dyhr blev dog 5. suppleant og endte med at blive landsledelsemedlem, da store dele af børnebanden meldte sig ind i Socialdemokratiet. Det var i øvrigt sidste gang Pia Olsen Dyhr i et kampvalg fik mandat fra SF's medlemmer.

Thor Möger genopstillede ikke til landsledelsen i april 2012. Men han styrede i høj grad - igennem hans fraktion (børnebanden) og hans helt centrale placering i regeringens-toppen - alle magtkampene i SF.

Oprindelig var det Thor Mögers plan, at Villy Søvndal skulle gå af som partiformand umiddelbart efter Folketingsvalget.

Men Astrid Krag, der efter Möger-planen skulle overtage ledelsen af partiet, var blevet gravid og fødte i januar 2012. Hun startede som minister med at tage en pæn lang barselsorlov. Derfor måtte formandsvalget udskydes.

I september 2012 stod det dog klart for Villy Søvndal, at han ikke længere havde børnebandens ubetingede støtte i landsledelsen. Han valgte derfor - for de fleste temmelig umotiveret - at trække sig, og Astrid Krag var længe den eneste og naturlige afløser.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Lørdag den 13. oktober 2012 vandt Annette Vilhelmsen over Astrid Krag i kampen om formandsposten. Thor Mögers magtpolitiske boldøje havde svigtet katastrofalt.

Mattias Tesfaye stoppede som næstformand og blev afløst af Peter Westermann. Der igen valgte at trække sig den 29. januar 2014 efter det interne opgør i landsledelsen om salget af DONG til Goldman Sachs.

Mette Touborg, der oprindelig blev næstformand for at afbalancere Mattias Tesfaye, valgte ikke at genopstille, hverken til landsledelsen eller til næstformandsposten.

Landsledelsen hasteindkaldte derfor til et ekstraordinært landsmøde, der blev holdt den første weekend i marts 2014. Formålet var at få valgt ny landsledelse - der derefter skulle vælge ny næstformand.

Dagbladet Information kunne i artiklen »Nyt makkerpar vil være SF-næstformænd« den 1. marts 2014, samme dag som landsmødet gik i gang, oplyse, at Tonni Hansen, der tidligere skulle afbalancere Meta Fuglsang, og den 24 årige Signe Munk, en af de ganske få fra børnebanden, der ikke er blevet socialdemokrater, sammen stillede op som næstformænd.

Pia Olsen Dyhr ønskede ikke at kommentere fælleskandidaturet, men uofficielt havde de to kandidater opbakning fra partiets ledelse.

Artiklen var da også illustreret af en billede, hvor de to kandidater løb rundt i en skov og kastede med røde og grønne balloner. Så helt spontant var det vist ikke.

Da valget til næstformandsposten er indirekte, kunne man opleve Pia Olsen Dyhr have travlt med i korridorerne på landsmødet, at anbefale de delegerede at stemme på Tonni og Signe.

Tonni Hansen fik flest stemmer (128) og Signe Munk tredje flest (98).

Med Signe Munk har SF fået den svageste næstformand i årtier. Da hun stillede op til Landsledelsen i 2012 som en stort set ukendt 21-årig fik hun 101 stemmer.

I sit opstillingsgrundlag skrev hun: »Jeg har en praktisk tilgang til politik. Det skal forstås på den måde, at jeg har lavet politik i stedet for at læse om det.«

Hun har stort set været usynlig i offentligheden. En ting er, at hun ikke ønsker at læse om politik, hun skriver heller ikke om det.

Men når ledelsen beder hende om at stemme for salget af DONG til Goldman Sachs, har hun ingen betænkeligheder.

Når hun er blevet suppleret op med Tonni Hansen, skyldes det nok mere frygten for at en mere kvalificeret kandidat skulle gøre krav på, at SF fortsat skulle have to næstformænd,

Pia Olsen Dyhr får ikke noget modspil fra Munk og Hansen. Om de kan bidrager med meget på det organisatoriske og kampagnemæssige plan, har vi stadig til gode at se.

Op til landsmødet stillede jeg forslag om at SF's næstformænd skulle vælges direkte af landsmødet i stedet for indirekte af den nyvalgte landsledelse (jf. forslaget på sf.dk (pdf-fil)).

Den afgående landsledelse afviste forslaget med følgende begrundelse:

»Et flertal på 11 medlemmer i landsledelsen indstiller forslaget til forkastelse, idet flertallet finder, at næstformandsrollen primært er en intern praktisk funktion.«

Det var altså Signe Munk og Tonni Hansen begrundelse for at de ville vælges indirekte. Næstformandsposten er fra nu af primært en intern praktisk funktion.

Jeg er ret sikker på, at tidligere næstformænd som Thor Möger Petersen og Mattias Tesfaye ikke er enige i denne arbejdsbeskrivelse.

Min begrundelse for at stille forslaget var, at næstformændene »er bindeleddet mellem partiorganisationen, landsledelsen og daglig ledelse. Det er vigtigt, at et flertal på landsmødet har mulighed for at vælge en eller to næstformænd, som de mener bedst varetager denne funktion – og som sikrer den bedste fremdrift i partiets udvikling.«

SF tillægger nemlig demokratiet stor betydning.

I principprogrammet kan man læse:

»Grundlaget for en socialistisk udvikling er demokratisering. Den enkelte skal sikres sine grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til og muligheden for indflydelse på alle aspekter af sit eget liv. Demokratiet skal udvides og udbredes til økonomien..... Demokrati er ikke kun en styreform eller et regelsæt – demokrati er også en livsform, hvor samtale, argumenter og hensyn til mindretal er i centrum. Borgerne skal i størst mulig udstrækning deltage i udøvelse af demokratiet. Foruden retten til at deltage i valg, skal borgerne også kunne deltage aktivt i det politiske liv i organisationer, foreninger og lokale fællesskaber. Demokrati er for SF både et mål i sig selv og midlet til forandringer i samfundet«.
(SF's principprogram, side 1 (pdf-fil))

For SF er demokrati både mål og midler til forandring af samfundet. Men når det gælder valget af partiets næstformand er politiske studehandler og indirekte demokrati tilsyneladende at foretrække.

Der er ingen grund til at løbe den risiko at overlade vigtige beslutninger til medlemmerne. Det kan, som historien har vist, gå grueligt galt. Medlemmerne stemmer på de forkerte.

Per Henriksen er medlem af SF

Danmarks Radio har sammenstykke begivenhederne omkring DONG/Goldman Sachs beslutningen i to kapitiler under overskriften, »SFs dramatisk vej ud af regeringen«:

KAPITEL 1: Da SF stod af magten

KAPITEL 2: Da SF stod af magten