Demokrati eller sikkerhed?

Få måneder efter at en USA-ledet koalition i foråret 1991 havde smidt Saddam Hussein ud af Kuwait, erklærede Bush den ældre i en tale at »vi kan se en ny verden komme til syne. En verden, hvor der er en helt reel udsigt til en ny verdensorden«.

For Bush indebar skiftet fra den kolde krigs fastlåste balancespil til denne nye verdensorden en reel mulighed for at universelle moralske værdier, formidlet gennem FN, kunne spille en rolle som guidelines for international politik

Nu har denne nye verdensorden efterhånden to årtier på bagen, og den optimisme, Bush dengang lagde for dagen, synes nu at være lagt i graven af etniske udrensninger, krig mod terror og transnational overvågning.

Dengang var det dog endnu ganske åbent, hvordan den nye orden ville se ud. Det er derfor ikke overraskende, at tiden, der fulgte Sovjetunionens opbrud, bød på et utal af forskellige forsøg på at forstå verdens nye tilstand.

Det er denne jungle af mere eller mindre kreative beskrivelser af de globale forhold efter Sovjetunionen, som idéhistorikeren Mikkel Thorup har sat sig for at undersøge i sin nye bog Sårbarheder - Globalisering, militarisering og terrorisering fra Murens fald til i dag.

Bogens erklærede mål er at kortlægge og analysere den militære og sikkerhedsmæssige ordensdebat i en afgrænset periode fra slutfirserne og til nu. Her følger Thorup udviklingen af nye idéer om vores samfunds katastrofale sårbarhed.

De fleste vil nok løfte et øjenbryn og spørge, om vi i Vesten ikke var mere sårbare, dengang fjenden rådede over atomubåde end nu, hvor fjendens hidtil største succes har været at bruge kaprede passagerfly som missiler?

Men Thorup – som måske nok ville være enig – forklarer tidligt, at han ikke ønsker at vurdere, om denne sårbarhedserfaring stemmer overens med virkeligheden.

For ham handler det i stedet om at finde ud af, hvordan debattører, militærfolk og akademikere genfortolker klassiske sikkerhedsmæssige problemer efter den bipolære verdensordens afslutning.

I den omfattende mængde af tekster, der er produceret om emner som globalisering, krig og terrorisme i løbet af de sidste 20 år, sporer Thorup et skift bort fra en klassisk trusselsopfattelse.

Væk er den fornemmelse af sikkerhed, som fulgte med at kende fjendens interesser og kapaciteter intimt, en sikkerhed som fulgte af et fjendskab i et relativt forudsigeligt mønster.

Sådan opfattes truslerne mod os ikke længere. Etniske konflikter, international politisk radikalisme og cyberterrorisme er alle mindre i omfang end en konventionel krig. Til gengæld er de uberegnelige.

I det nye trusselsbillede erstattes overskuelighed og stabilitet derfor med asymmetri og overraskelse, et skift som Thorup fremhæver i forskellige sammenhænge gennem bogens tre dele.

I den første del afdækkes debatten om, hvad globalisering egentlig betyder, og hvilke muligheder og udfordringer, der følger med den.

Thorup gør med rig brug af skemaer rede for, hvordan hyperglobalister, moderate og skeptikere placerer sig i forhold til hinanden.

Som læser er man for en stund i fare for at miste pusten, når man præsenteres for den til tider overvældende opremsning af positioner.

Den lidt lærebogsagtige første del afsluttes dog med et glimrende afsnit, under overskriften »humanitær suveræn«. Her påpeger en mere politiserende Thorup, hvordan fortalerne for en postsuveræn og værdibaseret international orden overser, at det humanitære sprog oplagt kan blive en forklædning, som blot maskerer de allerede eksisterende globale magtforhold.

Værdier i sig selv er der ikke noget galt med, men vi bør huske – minder Thorup os om – at dem, der har retten til at fortolke, hvordan værdierne skal påduttes verden, har et (måske for?) magtfuldt redskab mellem hænderne.

I bogens anden del skifter fokus fra den brede debat om globaliseringen til den konkrete militære opfattelse af en ny tids udfordringer.

Her undersøges militariseringen af fire nye områder – hhv. vejret, byen, rummet og nettet – altså, hvordan de bliver gjort til genstande for militær tænkning og manipulation.

Thorup holder sig klar af enhver konspirationsteori og læser sobert dokumenter og rapporter produceret af militære analytikere, såvel i de amerikanske væbnede styrker som på administrationernes og universiteternes kontorer.

Gennem de fire kapitler fremskrives forestillingen om ,at omstændighederne – sårbarheden - kræver militær genorientering. Det er ikke nok at være den suverænt mest teknologisk avancerede hær i verdenshistorien, for fjenden vil altid finde nye måde at nå gennem ens forsvarsværker.

Faktisk kan for meget overlegenhed være en sårbarhed i sig selv, dels fordi man presser sin modpart til at være ekstra kreativ, og dels fordi afhængighed af højteknologi skaber nye blinde pletter og modsvarende åbninger for fjenden.

Derfor er det nødvendigt at være på forkant og have udviklet militære løsninger for ethvert af de nye rum, som skabes af teknologiske og sociale udviklinger.

Bogens tredje og sidste del har overskriften terroriseringer og er den mest læseværdige. Mikkel Thorup bevæger sig her fra det akademiske og over i det mere essayistiske og debatterende.

Den afsluttende tredjedel belyser hvordan terrorismen og antiterrorismen har formet de sidste 10 års diskussion om, hvordan vores samfunds situation er, og om hvordan det skal se ud i fremtiden.

I modsætning til de andre kapitler indleder Thorup kapitel otte med at gå helt tæt på verdenssynet hos dem, der faktisk truer, illustreret af den hedengangne Osama Bin Ladens mange kommunikeer og erklæringer.

Thorup påpeger det paradoksale i at Al-Qaeda er den klart mest kommunikerende gruppe i terrorismens historie, samtidig med at den vold de opfordrer til og udfører opfattes som »tavs«. Den modtages i Vesten som om, den er uden politisk budskab og rationalitet.

For Thorup bringer den nye religiøse terrorisme os således tilbage i retning af en præmoderne tilstand, hvor tilfældig vold uden legitimering var et vilkår.

Forestillingen om, at vi er hjælpeløse i forhold til en vold, vi hverken kan forstå eller parlamentere med, bliver derfor til endnu et udtryk for den måde, vi betragter selv: Som nogen der konstant er udsatte for skjulte og katastrofale farer.

Det er ikke overraskende at denne forestilling om sårbarhed skaber en ideologisk forhærdelse.

Bogens næstsidste kapitel – som efter min mening også er dens bedste - tager grundigt fat i denne forhærdelse. Her vises, hvordan en forestilling har sneget sig ind om, at vores »evigt diskuterende« liberale demokrati er sårbart, netop fordi det hellere vil samtale end at handle.

Med brug af både hjemlige og udenlandske eksempler får vi præsenteret, hvordan forskellige versioner af denne »antipolitiske« handlingsretorik ser ud. Alle er de variationer over det samme tema: Demokratiet er truet og er ikke i stand til at forsvare sig selv, fordi alle skal høres.

Det er netop derfor, de er antipolitiske: De ser ikke, at den konstante politiske pludren netop er det liberale demokratis måde at holde sig selv i live på.

Thorup sniger således i afslutningen af sin bog en stærk pointe ind, nemlig at det samfund, der kan klare at tale, mens de andre skyder, i er det ubetinget mest overlevelsesdygtige.

Niels Glæsner er redaktør på webtidsskriftet Turbulens.net.

Mikkel Thorup: Sårbarheder. Globalisering, militarisering og terrorisering fra murens fald og til i dag. Aarhus Universitetsforlag 2013. 341 sider.