»De israelske soldater vil brænde området ned«

Mens Lars Løkke denne morgen fik blokeret morgentrafikken i sin officielle kortege i Beit Sahour, bevægede vi, ni IF’ere, os mod den nordlige del af Vestbredden.

Målet var landsbyen Bil’in, cirka tolv kilometer vest fra industricentrummet Ramallah. Her har Bil’ins cirka 1700 beboere gennem de sidste elleve år, skabt et omdrejningspunkt for lokal og international modstand mod den zionistiske besættelse af landet og herunder opførelsen af den umenneskelige apartheidmur, der adskiller befolkningen i byen fra 60 procent af deres retmæssige land.

Vi ankommer til organisationen FJJ Media Centres hovedkvarter i Bil’in. Vi får serveret traditionel arabisk kardemommekaffe blandt gasmasker og gamle tåresgaspatroner. Vi møder to palæstinensiske ambulanceførere, der indvilger i at give os et indblik i de barske omstændigheder i deres livsvigtige arbejde.Et arbejde der ud fra deres udsagn oftest synes umuligt at udføre, trods idealet om at redde liv, uanset religion eller hudfarve. Gennem over 500 demonstrationer i Bil’in, har disse mennesker været tilstede hver fredag til at redde tilskadekommende fra skud, gas og tæsk fra israelsk militær, selvom målet ofte hindres af checkpoints og »sikkerhedsmæssige årsager«.

Ni-årig pige ramt af hjertestop i checkpoint

Det er en historie, der handler om disse “sikkerhedsmæssige årsager”, som Fadi, den ene chauffør fortæller, da han beretter om en episode han oplevede på nærmeste hold, hvor en niårig pige skulle køres til hospitalet i Jerusalem, slemt kvæstet og med åndenød, balancerende mellem liv og død.

Trods ambulancen denne gang får lov at passere checkpointet, tilbageholdes den ved indgangen til hospitalet, alene af den grund, at ambulancens tilhør er palæstinensisk. I desperationen af denne forhindring opstår diskussion, alt imens den unge pige rammes af et hjertestop.

Pigens mor begynder naturligvis at råbe om hjælp og lov til at komme ind i hospitalet for at redde sin datters liv, og imens passerer en israelsk ambulance ubesværet forbi for øjnene af den tilbageholdte palæstinensiske ambulance. 

At denne situation optages af den palæstinensiske ambulancefører med et skjult kamera, og senere skulle vises til internationale aktivister, var de israelske myndigheder næppe beviste om. For denne tydelige apartheid på daglig basis for den palæstinensiske befolkning, i Bil’in såvel som hele Vestbredden og Gaza, foregår netop udenfor mediernes søgelys. 

Pigen lider ikke samme skæbne som mange andre palæstinensere, og overlever med nød og næppe. 

Demonstration stoppet af granater og tåregas

Det er netop denne racistiske strukturelle diskrimination, de ugentlige fredagsdemonstrationer søger at adressere. Målet er at bevæge sig fra landsbyen ned mod muren, men så langt nåede vi ikke denne dag.

Få minutter efter start under kampråbene »1-2-3-4 occupation no more, 5-6-7-8 Israel is a fascist state« rammes vi af de første doser af tåregas, der tvinger os tilbage i mangel på luft. Kort efter ser vi de første flammer stige op fra de omkringliggende olivenlunde, der antændt af internationalt ulovlige granater, blander røg og gas i en skræmmende masse.

Trods den tilbagetrukne forsamling, fortsætter regnen af granater, der på ny antænder brande. Vi får fornemmelsen af, at det handler om at brænde området ned for de israelske soldater lige så meget som det handler om at sende forsamlingen på flugt.

Som mange andre steder på Vestbredden har Israelske myndigheder erklæret området mellem muren og byen som militær zone, hvilket forbyder befolkningen at komme i nærheden. 

Skønt vi ikke er mange, er der palæstinensere i alle aldre, fra små børn til ældre, nogle iført gasmasker, andre blot beboere i det gasindhyllede landskab.

»Hver fredag må jeg sidde i gas«, siger en ældre herre fra nabohuset til demonstrationen. Også international støtte foruden os er tilstede. Bil’ins modstand har da også vakt en del international bevågenhed, blandt andet gennem dokumentaren »Five Broken Cameras«, der følger palæstinenseren Emad Burnat dokumentation af Bil’ins folkemodstand, samt den mentale udvikling hans søn oplever i omstændighederne af besættelsen. 

Vi møder Burnats søn, Abdul til demonstrationen, og han inviterer os ind i sit hus til te og visning af filmklip fra byens demonstrationer.

Vi møder også faren, der i øjeblikket er i USA, på en Skype-forbindelse, ligesom moderen og tre andre sønner åbner deres hjem for os.

De viser os de mange gamle patroner, blandt andet et eksemplar af den (efter internationale konventioner ulovlige) gas, der blev affyret under dagens demonstration, og som tidligere har myrdet en palæstinensisk mand, da han blev direkte beskudt på tæt hold.

Han er blot en ud af mange der er blevet skudt, tæsket eller ydmyget i denne landsby. Og denne frygt, ødelæggelse og psykiske terror er dagligdag for denne familie, ligesom det er det for byens resterende 1700 borgere. Det har det været under israelsk besættelse fra 1967 til 1995 og det er det stadig efter Oslo-aftalen, hvor byen igen blev palæstinensisk, dog med en 60 procent mindre land, en apartheid mur, daglige aggressioner fra det israelske militær og ugentlig gas. 

Så mens Lars Løkke “fremmer danske interesser” i samkvem med Netanyahu og hans korrupte regering, kæmpede en samlet by, endnu en fredag for retten til deres land; retten til en eksistens uden besættelse, terror og forfølgelse.

Beretningen kommer fra en gruppe på ni personer fra Internationalt Forum, der er på studietur i Palæstina til starten af april. Næste fredag, deltager de i marathonet »Right to Movement«

Turen er en del af en forløb om Palæstina, der kommer til at udmønte sig i offentlige arrangementer i København såsom oplæg, støttebar m.m.

Programmet er lavet i samarbejde med Alternative Information Centre og Alternative Tourism Group, og er lige dele politisk seminar bl.a. med organisationen for politiske fanger, Addameer og og besøg til steder, der har betydning for besættelsen såsom seperationsmuren og Hebron. 

Man kan følge med i IF's tur på deres Facebook