Chiles studerende strejker mod neoliberal uddannelse

[Valparaíso, Chile:]  Selv om Chile har haft en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst på 5 % de sidste 20 år, er landet stadig et af de meste ulige lande i verden - med en Gini-koefficient på 0,50 (et mål for ulighed på en skala fra 0 til 1,0, hvor 0 = ingen ulighed). Til sammenligning har Danmark en Gini-koefficient på 0,25.

Uligheden slår blandt andet igennem i landets neoliberale uddannelsessystem.

Det koster eksempelvis ca. 60.000 danske kroner om året at studere medicin på et offentligt universitet, og den månedlige mindsteløn i Chile ligger på omkring 2.200 kroner, dvs. omkring 26.000 kroner årligt.

Chile er det land i verden, der har den dyreste videregående uddannelse målt i bruttonationaltprodukt per indbygger - også selv om 84 procent af udgifterne til videregående uddannelse finansieres af de chilenske familier selv.

Der er desuden langt flere private skoler, universiteter og tekniske institutter end offentlige, og det koster ca. det samme at studere på et offentligt som et privat universitet.

Der gives legater fra staten og enkelte fonde, men det er langt fra nok til at dække behovet. Dyre lån og gæld er virkeligheden for mange studerende.

Danske udvekslingstuderende med i studenterstrejker

Den chilenske studenterbevægelse har derfor i flere år været ud i omfattende mobiliseringer for reformering af landets uddannelsessystem - og da studenterstrejker og -besættelser i foråret 2013  igen brød ud, deltog flere danske udvekslingstuderende i kampene.

Sociologi-studiet på Universidad de Valparaíso i byen Valparaíso i Chile var et af de første studier til at gå i strejke i år. Her studerer fem danskere på første semester; de er på udveksling et semester i Chile.

– Når man bor i Valparaíso, er man ikke i tvivl om, at der er et stærkt ønske om forandring. Der er plakater og graffiti over alt med politiske budskaber, og det er på mange måder meget svært ikke at tage stilling til det, der sker, siger Marco Ernesto Miele, som er en af de udvekslingsstuderende .

Normalt studerer Marco spansk og Internationale Studier på Aalborg Universitet. Han er født og opvokset i Danmark, men er søn af politiske flygtninge fra Chile og Argentina. 

Han erkender at han befinder sig i et dilemma som udvekslingsstudent.

– På den ene side synes jeg, at det er fedt for de chilenske studerende, at vi er i strejke, så de kan kæmpe for gratis uddannelse, et bedre fakultet, demokratisering af universitetet osv., men på den anden side, er man jo kommet herovre for at studere, og så længe vi er i strejke, modtager vi ingen form for undervisning, siger han

Hovedårsagen - eller startskuddet - til, at studiet gik i strejke for omkring halvanden måned siden, var, at de sociologistuderende ville have et nyt og bedre fakultet.

Efterhånden har dette krav udviklet sig til tre hovedkrav, som der handler om dels infrastrukturen, dels demokratisering af universitetet og dels reform af finansieringen af universitetet.

Kravet om en reform af universitetets finansiering giver strejken et mere nationalt præg, da dette er noget man diskuterer, og har diskuteret højlydt på mange universiteter i Chile siden 2006, men især siden 2011, hvor studenterbevægelsen i Chile nåde sin hidtil højeste mobilisering, med massedemonstrationer fra nord til syd, med op mod 1 million studerende, lærere, arbejdere osv. på gaderne.

Flere universiteter var i strejke, eller havde besat universitetsbygningerne, i over syv måneder i løbet af 2011, og nu i 2013, ser dette scenarie altså ud til, at kunne gentage sig.

– Man kan mærke, at de studerende i Chile har et klart mål med det, de gør, og man skal jo ikke glemme, at de stadig betaler, selv om de er i strejke og ikke får undervisning; det synes jeg er ret misundelsesværdigt - de mener, hvad de siger. Så jeg synes helt klart, at man skal støtte og deltage i de aktiviteter, da det er en ideologisk kamp, der ikke har grænser, siger Marco.

Han har blandt har været med til at male bannere og deltaget i studentermøder.

På Universidad de Valparaíso er mere end halvdelen af de 42 studier enten i »paro« (strejke) eller »toma« (besættelse).

Men også andre universiteter i byen Valparaíso har organiseret sig, eksempelvis Universidad Católica de Valparaíso, der er gået i total strejke, på alle fakulteter og studier.

På nationalt plan er mange universiteter, især i hovedstaden Santiago, også i strejke. Seneste nyt er, at de studerende på Universidad de Chile, landets største universitet, som ligger i hovedstaden Santiago, har besat hovedbygningen med krav om gratis uddannelse fra 2014.

Hvordan udspiller demonstrationerne sig?

Demonstrationerne for gratis og bedre uddannelse, som de studerende jævnligt afholder i Valparaíso, udvikler sig ofte meget voldeligt.

– De demonstrationer, jeg har deltaget i, er begyndt roligt og ikke-voldeligt, men med masser af banner, kampråb, sange osv. Når demonstrationen så kommer hen til politiafspærringerne eskalerer situationen ofte, og nogle personer begynder at kaste med ting på politiet, fortæller Morten Brodersen, som studerer Spansk og Internationale Studier i Aalborg sammen med Marco.

– Politiets massive tilstedeværelse og brug af vandkanoner, tåregas og gummikugler virker som en provokation overfor nogle af demonstranterne, tror jeg, og det kan jeg godt sætte mig ind i. Det virker for mig unødvendigt med så meget politi, siger han.

– Ved en af de store demonstrationer havde politiet lavet afspærringer i en radius af fem gader fra 'hjertet' af demonstrationen. Det virkede totalt unødvendigt og meget overdrevet, siger han.

Hvorfor tror du, der er så meget politi ved demonstrationerne?

– Der er en stærk signalværdi i politiets arbejdsmetoder, som kan virke intimiderende på folk, og sikkert afholde mange fra at tage til demonstrationer. Det er et  problem for chilenernes forsamlingsfrihed, som for mig er en fundamental demokratisk ret. Det virker derfor som et politisk valg, når politiets tilstedeværelse er så massiv og voldelig, som det nogle gange er tilfældet i Valparaíso. Jeg tror, at 99 procent af dem som tager til demonstrationerne kommer for at demonstrere fredeligt, og kun en lille gruppe søger konfrontationen med politiet, uddyber Morten.

Vækst og neoliberalismens pris

Trods Chiles høje vækstrate og »sunde økonomi«, har væksten også en pris. Det mener i hvert fald Naomi Klein, en canadisk journalist, forfatter og aktivist, som i 2007 med bogen Chokdoktrinen fremførte en historisk analyse af neoliberalismens fødsel og konsekvenser.

Hun argumenterede for, at neoliberalismens idé om »det frie marked«  første gang blev »testet« af i Chile imiddelbart efter Augosto Pinochets militærkup  i 1973.

– Selvom mange ideologer og fortalere for denne model siger, at England var forløber for neoliberalismen – sikkert fordi det lyder bedre -, var det altså i Chile, at den for første gang blev indført, forklarer Carolina Zapata, som studerer Pædagogik i Historie og Samfundsvidenskab på Universidad de Valparaíso.

Hun er aktiv i den chilenske studenterorganisation Unión Nacional Estudiantil (National Studenterforening), som kræver gratis uddannelse, bedre løn- og arbejdsforhold samt renationaliseringen af Chiles naturresurser.

– Man kan sige, at vores land blev forsøgskanin for dét økonomiske og politiske – og socialt mest ødelæggende – system, som menneskehedens historie har kendt.

Militærkuppet støttet af USA mod Chiles tidligere præsident Salvador Allende i 1973, blev ifølge Naomi Klein begyndelsen på neoliberalismens æra og spredningen af disse ideer til resten af verden. I sin bog kalder hun denne proces for »katastrofekapitalismens opkomst«.  

– Under Pinochets diktatur implementerede man, med blod og ild, en forfatning, som privatiserede alle sociale og naturmæssige goder. I dag er uddannelserne, trods den påståede tilbagevenden til demokratiet (1989) stadig på private hænder, siger Carolina Zapata.

– Derfor skal kampen for en uddannelse som er gratis, værdig, af bedre kvalitet, tværkulturel og som hjælper udviklingen af vores folk som helhed ses som en konfrontation med en model, som i dag falder fra hinanden, ikke kun i vores land, men i hele verden, siger hun.

Finansieringen forestiller hun  sig kan ske gennem renationaliseringen af landets kobber, et eftertragtet metal i verdensindustrien

Hvad synes du som chilener om, at udvekslingsstuderende fra f.eks. Danmark deltager aktivt i studenterbevægelsen og jeres kamp for gratis og bedre uddannelse?

– Jeg tror ikke, at de krav, som den chilenske studenter har rejst, er fremmedartede for nogen. Mest af alt fordi de ikke er langt fra den uddannelsesmæssige virkelighed i andre lande. Den chilenske studenterbevægelse er del af en global politisk bevægelse, som kæmper for overvindelsen af kapitalismen, siger Carolina Zapata.

– Jeg tror, at mange unge, som kommer til Chile, påvirkes af den styrke som vores kampe har og derfor solidariserer sig med vores sag, siger hun.