Annonce

Fagligt
9. oktober 2013 - 12:02

Byggefagenes Samvirke: Afgående formand gør status, elektriker nyvalgt til posten

Ekstraordinært årsmøde vælger Per Olsen, formand for elektrikerne i København, som ny leder af byggefagene i hovedstaden. Anders Olesen, afgående formand, gjorde på ekstraordinært årsmøde status over organisationens udvikling under hans formandskab: »Vi gik uden om småracismen«.

Efter 18 år som formand for Byggefagenes Samvirke aflagde Anders Olesen sin sidste beretning på et ekstraordinært årsmøde den 8. oktober, inden han trådte tilbage som formand.

Her trak han samvirkets aktiviteter op i hans formandsperiode - fra blandt andet den indsats, der blev lagt i at sikre arbejdsmiljø på byens byggepladser, over engagement i byfornyelsen af København, som ofte efterlod byggefolk som gidsler mellem politikerne og beboerne, og til den aktuelle kamp mod social dumping.

Lukke eller åbne grænserne

– På 3F kongressen var der flere, der var oppe og sige: Det var godt, I for tre år siden rejste social dumping, sagde Anders Olesen.

– Men det var allerede i 2002, vi formulerede den første politik på det her område. Vi havde voldsomme diskussioner internt i organisationerne, sagde han.

– Skulle vi lukke grænserne og bruge den mulighed, der var for at holde dem lukkede de første fem år. Eller skulle vi sige: Grænsen er åben, det er en fagforeningsopgave at organisere og tegne overenskomst.

– Vi valgte den sidste model. Det har ikke været uden problemer, men jeg tror, at havde vi lukket, havde vi udviklet os til sådan en småracistisk tendens i byen. Vi sagde, at vores job er at sikre ens vilkår.

Ikke som i Paris og Berlin

– Den kamp har vi siden udviklet så meget, at jeg tror godt, at vi kan sige, at vi ikke kommer til at lide samme skæbne som bygningsarbejdernes organisationer har lidt i Paris, Rom, Berlin og til dels Stockholm, hvor man er blevet rendt over ende og har mistet grebet og medlemmerne og set tordnende stigende arbejdsløshed og stærkt faldende lønninger, sagde Anders Olesen.

Byggefagene har også været drivende i at få indført den organiseringsstrategi, som i dag er taget op i de store forbund, tilføjede han.

Grøn omstilling

Men ikke kun i forhold til social dumping og organisering at samvirket har været markeret sig. Også i arbejdet for at fremme en grøn omstilling og koble den med skabelsen af arbejdspladser, som understøtter en forbedring af klimaet, har bygningsarbejderne i København været i front.

– Vi har været et eksperimentarium på mange områder. Hvorfor har det kunnet lade sig gøre? Det har det, fordi vi har vist respekt for hinandens organisationer uanset størrelse. Det har tvunget os til enighed og til accept af forskelligheder, slog Anders Olesen fast.

Kun en kandidat

Som den eneste kandidat til den ledige formandspost var den hidtidige næstformand Per Olsen, formand for Dansk El-Forbund København, opstillet.

Og han blev valgt, kunne årsmødets dirigent Claus Westergreen fra 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening konstatere.

- I har været nemme at styre, konstaterede han med et smil til deltagerne.

Artiklen bringes også på hjemmesiden for Byggefagenes Samvirke

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce