Byen som politisk platform: Hvordan organiserer man en hel by?

Jeg blev lidt forbløffet over at se, at begrebet »by« ikke optræder i Enhedslistens forslag til nyt princip program. Dog står der få gange byråd og byudvikling. Det er ligesom det gamle principprogram, der blot nævner bymidter og byudvikling i relation til trafik.

Det samme er tilfældet i Kommunistisk Partis principprogram. I Det Politiske Program nævnes by et par gange i forhold til trafik, luftforurening eller fagforeninger.

Selvom der bliver arbejdet med lokalpolitik og Enhedslisten har fået en betydningsfuld parlamentarisk position i København, er byen og det urbane som fænomen og hovedaktør, bemærkelsesværdigt fraværende i de politiske programmer. Hvad er egentlig perspektivet?

Min første artikel »Byen som politisk platform« beskrev det permanente kompleks af kriser (økonomisk, krise, menneske og demokrati) samfundene befinder sig i.

I denne artikel skitseres – stadig på en generel måde – nogle aspekter i en politisk løsning med fokus på byen. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre fra samfundet kritiske zone efter industrisamfundet, som den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre beskriver det.

Mit udgangspunkt er, at vi bør undersøge byen – det urbane – som platform for denne forandring. Intet er bedre end byer til at analysere samfundet, finde de træk, der peger fremad. Byen er også næring til fantasien og stedet for praktiske afprøvninger.

Kort sagt, at sætte netop byen op på den politiske dagsorden. Det burde være en diskussion værd.

Geografen David Harvey argumenterer for at: »Byen er der, hvor vores politiske fremtid ligger på venstrefløjen«.

Formålet er, skriver han i bogen Rebel Cities: »... at genopbygge og genskabe byen som et socialistisk organiseret fællesskab ud fra helt andre forestillinger, som afskaffer fattigdom og social ulighed, og som heler sårene efter de enorme miljøødelæggelser. For at det kan ske, må produktionen af de destruktive former for endeløs kapitalakkumulation stoppes« (side 138).

Harvey stiller det udfordrende spørgsmål: »Hvordan organiserer vi en hel by?« (Rebel Cities, s. 135)

Den nye urbane arbejderklasse

Engang skabte lønarbejderne industribyen og dermed samtidig sig selv som klasse – arbejderklassen.

Ud af denne dialektiske relation er opstod forestillingen om et nødvendigt og muligt andet samfund samt de politiske, tekniske og økonomiske vilkår, der er nødvendige for en realisering.

I industribyerne var arbejderne primært organiseret på de store arbejdspladser, hvor det var relativt nemt at organisere i modsætning til de mange små værksteder.

De var mange, og arbejdet var en del af en sammenhængende produktionsproces, der også fremmede sansen for at sætte en fælles styrke bag krav om bedre vilkår.

Det var tydeligt for alle, hvad problemet var i deres arbejdsvilkår, der blev en naturlig del af samtalerne i hverdagen.

Det var nemt at skabe nogle fælles forestillinger om krav og mobilisere på dem. Det blev en kamp om arbejdsdagens længde, løn, retten til organisering og arbejdsforhold.

Flere arbejdspladser havde, med strejkevåbenet i hånden, en politisk tyngde i byen. I København fulgte andre arbejdsplader trop, når arbejderne på B&W nedlagde arbejdet.

Mellem byerne var der ret tætte forbindelser, der gjorde fælles aktioner ud over landet mulige. Det var en styrke, der skubbede velfærdsreformer igennem på nationalt plan.

Forskydninger i grundlaget

Arbejderne i den store tunge industri blev oprindeligt anset for at være klassens fortrop. Det var dem, der kunne sætte samfundet i stå. Og havde kvalitet til at være rygraden i produktionen og dermed ledende i opbygningen af socialismen. Hvordan ser det ud nu?

Det bliver af og til hævdet, at arbejderklassen ikke findes længere, at man ikke kan tale om klasser mere. Vi er alle middelklasse, der har det for godt til at ønske større ændringer i samfundet osv.

Hvis man leder efter én klasse iført blå Kansas og smurt ind i sort olie, så fylder den ikke meget.

Med mere nuancerede briller toner arbejderklassen alligevel frem. Også i industrien, der med 15 procent af arbejdsstyrken står for 2/3 af værdien af den samlede danske eksport.

Mange arbejder nu på kontorer eller er servicearbejdere inden for restauration- og vedligeholdelse. Andre må overleve i den uformelle økonomi uden aftaler på platte vilkår eller af egne fiduser. Dertil er der mange ansat i den offentlige sektor.

Produktivkræfter og produktionsforholdene fremmer specialisering og en global arbejdsdeling. Teknologien med automatisering fører samtidig til relativt færre arbejdspladser, idet produktionen er indbygget i maskinparken, der kører med høj hastighed døgnet rundt.

Marx havde tidligt et øje for dette. Han så, at arbejderne ville blive mindre inkluderet i produktionsprocessen: »mennesker bliver mere vogtere og regulatorer i selve produktionsprocessen... Mennesket træder ind ved siden af produktionsprocessen i stedet for at være dens hovedaktører. I denne forvandling er det hverken det direkte menneskelige arbejde, som han udfører eller den tid, han arbejder, men snarere tilegnelsen af hans egne generelle produktive kraft, hans indsigt i naturen og hans beherskelse i kraft af hans deltagelse i samfundslivet (der gennem, red.) udviklingen af det samfundsmæssige individ, ... (bliver, red) rigdommens og produktionens store grundpille.« (Grundrids, bind 2, side 547, med justeret oversættelse.)

Samfundet og byen bliver basen for et kollektivt intellekt, som dannes via offentlige uddannelser, i arbejdsprocesser og gennem udfoldelse af bylivet i hverdagen.

Marx føjer dog til, at »set fra et samfundsmæssigt synspunkt er arbejderklassen derfor også uden for den umiddelbare arbejdsproces i lige så høj grad tilbehør til kapitalen, som det døde arbejdsredskab.« (Kapitalen 1, bog 4, side 812)

Automatiseringen og produktivitetsstigningen betyder, at der opstår en masse disponibel arbejdstid globalt set.

Det overskud af mennesker kunne være en kilde til udviklingen af samfundet, kulturen, videnskaben, økologien og meget mere. I stedet ender det som forarmelse (jf. min tidligere artikel i Modkraft).

Samfundet og byen bliver på disse måder en del af produktionsprocessen og er derfor i sig selv en produktivkraft.

Samfundsmæssiggørelsen af byen

De færreste kan sige, at dét og dén har jeg lavet.

En bil er for eksempel et resultat af en global geografisk arbejdsdeling. De få samlefabrikker modtager dæk, ruder, indtræk, motorer og så videre fra hele verden. Design af dørens lyd, når den smækker, foregår måske i Tyskland, og interiørets duft kommer fra Provence.

Produktion og distribution tilrettelægges ud fra, hvor det er billigst eller mest strategisk. Styring, produktudvikling og beslutninger foregår centraliseret i for eksempel Seoul.

Når det er et hus, er det lidt noget andet, selvom bygningsdele og materialer også kommer mange steder fra. Tømrere, murere, elektrikere, arbejdsmænd og VVS'erne kan se produktet af samarbejdet. Og det står der i mange år. Kommer man forbi, dukker armeringsjern, beton, mursten, mørtel, spær og rør op som fragmenter i erindringen.

Dem, der har været med hele vejen fra udgravning til taget, har uanset deres fag et billede af, hvordan bygningen er sat sammen og hvordan forløbet har været undervejs der opad sammen med stilladset.

En hel by – eller den urbane struktur – kan dog være svær at opfange, rumme og få øje på med al dens komplekse indhold. Byen bliver til hele tiden – synligt og usynligt.

Samfundsmæssiggørelsen af produktionen udtrykker sig ikke andre steder tydeligere end i byen, hvor den private tilegnelse, som den anden side i modsætningen, slår igennem.

Det er byarbejderklassen, som producerer og reproducerer byen. Det er her værdi bliver skabt, og her en del af den bliver realiseret.

Alt det, vi opfatter som den fysiske by, er skabt af bygge- og anlægsarbejdere. Det er ofte dette fysiske miljø, som bybegrebet bliver reduceret til.

Mindre synligt er nettene af forsyning med vand, strøm, varme, kommunikation og håndtering af affald. Transportsystemer flytter både arbejdskraft og varer. Alt sammen indgår i byens og samfundets reproduktion.

Ansatte på uddannelsesinstitutioner tilfører børn, unge og arbejdende nye kvalifikationer og dannelse. Sundhedsvæsenet holder arbejdsstyrken nogenlunde intakt.

Forskning på virksomheder, forskningscentre og universiteter skaber innovation inden for naturvidenskab, it, sociologi, organisation, kunst og så videre.

Lagerhaller, butikker, serviceudbydere og kontorlandskaber er også en del af det urbane net. Hele den private sektor, eller det såkaldte »private erhvervsliv«, som består af alt fra underskoven af mange små virksomheder, iværksættere, håndværkere, kreative erhverv med flere til de multinationale med millioner af ansatte.

Alt dette – især i den private sektor – er etableret og struktureret ud fra en markedsbaseret vækstøkonomi med bytteværdien som omdrejningspunkt. Både dele af byens fysiske strukturer og en del borgere er optaget af den hurtigt voksende finansialisering af økonomien.

Byer består af utallige funktioner, der er klippet op og forbundet mere eller mindre lokalt og globalt.

Der er sømløse forbindelser mellem dem, der udvinder jern i minerne under Kiruna, laver rør i fabrikker, transporterer dem til gaderne, hvor andre graver ud og lægger dem i render, så varmen, der produceres i fjernvarmeværkets ovne fra Tyskland, kan strømme gennem rørene til husstanden, hvor VVS'eren har installeret varmeveksler, radiatorer samt termostater, produceret af arbejderne på Danfoss. Så kan vi holde os varme og reproducere os selv til næste arbejdsdag, hvor cyklen fra Kina bringer én til jobbet, som kan være hvad som helst.

En anden kæde starter med at så frø på hundrede tønder land monokulturel mark nord for Randers, der passes og gødes med måske chilesalpeter, høstes med John Deere-mejetærskeren, som læsser i vognen, der tømmes i tørreanlægget, hvor kornet ligger, indtil det bliver hentet og kørt på lastbiler, der laster i skibe i Aarhus Havn.

Andet korn fragtes til svinefarmen syd for Randers, som med lån op til skorstenen, leverer svin til Danish Crowns nye automatiserede fabrik, der ligger på en bar mark ved motorvejen et stykke uden for Horsens, hvor 1.300 ansatte slagter 100.000 svin om ugen.

Fra salgsafdelingen distribueres udskæringerne til Coop og Dansk Supermarked, hvor hovedkontorerne i Glostrup og Højbjerg distribuerer og markedsfører for de lokale butikker, hvor kødet måske skæres ud i mindre stykker, der lægges i kølediskene, så fristende som muligt, for inden sidste salgsdag at blive samlet op i en kurv, der tømmes på båndet, hvor kvinder og mænd ved kassen aflæser stregkoden og tage imod betaling fra kort, der administreres fra Bankernes EDB Central i Roskilde.

Byen er 'fabrikken' med en ophobning af et utal af sådanne aktiviteter og relationer, der strukturerer byen og vores hverdag, mens der skabes værdier og merværdi.

Alle indgår på den måde i makroøkonomiske dynamikker, der akkumulerer kapital.

Hvordan ville et samfund – og en by – se ud, hvis det udviklede sig ud fra brugsværdien i et samfundsmæssigt humant nytteperspektiv?

Kampen for byen og byen som platform

Oprindelig agerede fagforeningerne sammen med arbejderbevægelsens politiske partier på en ret bred platform for bedre levevilkår og demokrati. Nogle af de basale kampe handlede om retten til organisering, arbejdsdagens længde, sundhed, uddannelse, muligheden for at arbejde, kultur, boliger og meget mere.

Perspektivet var i nogen grad samfundsmæssigt, og man så arbejderen som det hele menneske.

Sådan er det ikke bare længere. De store fagforbund som LO, HK og 3F har reduceret medlemmernes interesser til arbejdsforhold og er selv ret optaget af landets konkurrenceevne.

David Harvey bemærker, at han ikke »ser nogen grund til, hvorfor der ikke skulle konstrueres både en klassekamp og en kamp for medborgerskab der, hvor arbejdsfolk lever«. (Rebel Cities, side 128) 

På grund af de ændrede vilkår er også arbejderklassens karakter ændret:

»... arbejdsbegrebet må ændres fra en snæver definition tilknyttet industriarbejder til et meget bredere felt af arbejde, der indgår i produktion og reproduktion af en stadig mere urbaniseret verden. Skellene mellem kampe på arbejdspladser og community (begreb som kan betyde mange ting, men både dækker det fysiske og sociale bymiljø – bysamfund, lokalsamfund og fællesskaber) svinder, ligesom ideen om at klasse og arbejde er defineret af produktionsstedet isoleret fra husstandenes sociale reproduktion.« (Rebel Cities, Side 139) 

Den sekundære udbytning på boligmarkedet kan være voldsom og fortæller en lang historie, der er beskrevet af forfattere som Dickens, Zola, Jack London, Upton Sinclair, Nexø, samt mange nutidige forfattere i udviklingslande.

I 2011 brugte hver husstand i Danmark 73.000 kroner om året til deres bolig svarende til en fjerdedel af husstandsindkomsten.

Næsten hver tredje newyorker betaler mere end halvdelen af deres løn i husleje. For dem, der tjener under 133.000 kroner (næsten hver fjerde husstand) er det 60 procent.

Priserne på 80 m2 ejerlejligheder i København er fordoblet fra 0,998 mio. kr. til 1,870 mio. kr. Hvis denne pris skulle følge den almindelige prisudvikling ville den samme lejlighed koste 1,240 mio.

Konsekvensen er udskiftning. Andelen af Københavnere der tjener mere end 500.000 kr. om året er øget fra 3 til 10 procent mens andelen der tjener under 200.000 kr. er faldet fra 58 til 43 procent. (jf. »København får flere rige beboere«, Politiken 8. december 2013)

Den sekundære form for udbytning trives også i forbrug af varer.

For eksempel udgør udgifterne i hele kæden fra produktion til salg af tøj, sko og mobiltelefoner, kun en brøkdel af salgsprisen, der er presset op af omfattende branding med kendisser, etiske budskaber eller en atmosfære, som tillægger dem en symbolsk værdi. En overpris.

Chinese Staff and Workers Association (CSWA) der er et arbejdercenter i Chinatown Manhattan og Sunset Park i New York, ser arbejderen som et helt menneske.

Wing Lam, der leder organisationen, fortæller: »Vores udgangspunkt er, at arbejdere er meget mere end producenter. Arbejdere bor også, bruger deres byområde og har behov for rekreation, uddannelse, kultur, sundhed og udfoldelse. Vi anser arbejdere for at være hele mennesker med mange typer problemer og mange kvaliteter. Vi kæmper for kontrol med arbejdstiden, vores byrum og vores liv.« (Schultz Jørgensen: New York og Kampen for byen, Bogforlaget Frydenlund 2013, side 111).

Et arbejde er heller ikke bare et arbejde:

»Det nytter jo for eksempel ikke at støtte byggerier af dyre ejerlejligheder for at skabe job, hvis det, der bliver bygget, er med til at ændre kvarteret til noget arbejderne, som beboere, ikke har interesse i. Mange i fagforeningen tænker kun i job, men ikke på den kvalitet, som jobbet har, og den rolle de spiller i samfundet. Sammenhængen mellem arbejde og den måde bysamfundet fungerer på, er vigtig. Højere huslejer i et område betyder jo, at forretningerne skal betale mere for deres lokaler. Og hvis de så sætter priserne op, skal alle betale mere for deres mad. Gentrificeringen går i gang, nye folk flytter ind og presser andre ud. Derfor er vi nødt til at se delene i det store billede og kæmpe for hele vores lokalsamfund i byen«.

Helhedstænkningen kan udvikles langt og er en vigtig dimension i retten til byen.

Ved at koble de behov, det hele menneske og communitiet har, sammen med det gode liv, den urbane biotop og den demokratiske by opstår der forestillinger om, hvordan retten til byen kan tage form i et første forløb.

Byerne er som strategiske steder noget særligt. Udfordringen nu er ikke bare at løfte samfundet nede fra, men udvikle det forfra i begge ordets betydninger.

Kvarteret

David Harvey kobler Marx' forståelse af den kapitalistiske produktionsproce i Kapitalens 1. bog sammen med den 2. Bogs forståelse af kapitalens cirkulation. Pointen er, at det, der er produceret, ikke har nogen værdi, før det er realiseret på markedet.

Det er relevant også at tilføje 3. bog teorier om bl.a. kredit og renter, er ekstremt vigtige redskaber til forståelse af finansialiseringen af økonomien og presset på den produktive sektor.

Urbanisering på mange måder er stedet for realisering af merværdi. Højere lønninger i produktionen bliver hurtigt spist og betalt tilbage til kapitalen i form af stigende huslejer, madpriser, renter på kreditkort, teknologiske løsninger med TV-pakker, mobilabonnementer og streaming.

De to sfærer hænger sammen. Derfor giver en mobilisering på arbejdspladsen og organisering for hverdagens levevilkår i byen god mening.

Venstrefløjen, siger Harvey, har lagt for meget vægt på produktionen og arbejderbevægelsen, i stedet for at se på arbejderklassens vilkår i byens om en helhed (se forrige artikel).

Der er en del eksempler i arbejderbevægelsens historie på, hvordan arbejdskampe er blevet forbundet med bysamfundet, og på den måde er blevet meget stærkere.

Boykotten af Saigon Grill i New York er et eksempel. Det begyndte med, at nogle af de 70 ansatte protesterede mod, at restauranten fyrede ældre, underbetalte de ansatte og beholdt drikkepenge. Ansatte, der får i drikkepenge, har en minimumsløn på 5,12 $ i timen (godt 28 kr.) Ellers er den 7,25 $ i timen.

National Mobilization Against Sweatshops (NMASS) og folk fra Chinese Staff and Workers Association (CSWA) stod bag boykotten (- en sweatshop er en arbejdsplads med dårlige uregulære løn- og arbejdsforhold). Når en boykot af en arbejdsplads er i gang i USA, går man hele vejen. Alene dét er i sig selv en styrke, fordi virksomhederne ved det.

Det ligner omgangsskruen, som danske arbejdere brugte i 1870-80'erne. Kampen om Saigon Grill tog halvandet år.

Den var båret af en voksende forståelse mellem de aktionerende arbejdere og beboere, små virksomheder, studenter og religiøse miljøer i kvarteret. Det etiske fundament er vigtigt.

»Det gælder virkelig om at få communitiet (community kan betyde nabolag, fællesskab o.l.) til at være en del af kampen, så de også tager hånd om de arbejdspladser, der er her. Mange, der bor her, arbejder jo også og har samme problemer. De ønsker ikke den slags virksomheder i deres kvarter«, fortæller Tracy Kwon fra NMASS.

»Ved at koble kampen for arbejdsvilkår med communitiet løfter vi det og sætter en standard, som både de ansatte og beboerne kan få glæde af. Nu taler de med hinanden om mange steder, hvor forholdene kan forbedres, og de ved mere om, hvad der sker i deres community. Dybest set bidrager vi til at skabe et bedre samfund.« (New York og Kampen for byen, side 111)

Det er en geografisk organisering, der samler på tværs af sociale grupper, køn, generationer, etnicitet, dem i arbejde og dem uden.

Som Harvey skriver: »...sammenknytningen mellem mennesker og steder er ved at blive ekstremt vigtig som kilden til fælles forenende bånd.« (Rebel Cities, side 146)

Pladser, parker og communitygardens

I Paris lyder råbet stadig á la Bastille!, når pariserne vil manifestere sig i gaden. Pladsen er blevet parisernes fysiske platform.

Plaza de Mayo i Buernos Aires i Argentina var i årevis det symbolske sted, hvor Madres de Plaza de Mayo manifesterede sig mod militærregimet (1976-1983).

De kæmpede for de børn og unge, som regimet havde taget fra dem. Deres vedholdende protest med skilte og larm fra gryder fik en både praktisk og symbolsk betydning, der samlede modstanden mod regimet.

Tahrir-pladsen i Cairo var arnestedet for regimeskiftet i Egypten. Det var basen, hvor den politiske opposition samlede sig og mobiliserede de folkelige kræfter som en politisk styrke mod Mubarak regimet og militæret.

Denne form for centralitet kan dog også have en bagside, idet byen – byens sociale grupper – adskiller sig fra landbefolkningen og svækkede mulighederne for alliancer med den, eller blev domineret af middelklasse og studenter.

Gezi Park i Istanbul. Borgerne satte hælene i. De besatte Gezi Park og demonstrerede på Taksimpladsen tæt ved. Planerne om at bruge en del af parken til et butikscenter fik folk til at koge. Det var tydeligt, at de store penge griber ind i deres parker, pladser, gader, kvarterer. 

Premierminister Tayyip Erdogan støtter denne udvikling samtidig med, at han lægger en dæmper på den sociale og kulturelle udvikling ved at bokse borgerne ind i religiøse love og regler.

Hvis borgerne bliver frataget brugsretten, samtidig med at deres rettigheder indskrænkes på bekostning af et religiøst styre og en kommerciel udnyttelse, så går de på gaden.

Istanbullerne kæmper for retten til at bruge deres by. Arbejderne har jo også selv bygget den. Og de bruger den sammen med andre sociale grupper til hverdag.

Zucotti Park i New York var i nogle uger i september og oktober 2011 et usædvanligt demokratiske rum, dør om dør med Wall Street og i skyggen fra kranerne der løftede det nye World Trade Center mod skyerne.

Pladsen blev besat af Occupy Wall Street, der døbte den Liberty Plaza. 'Vi er de 99 procent' blev en parole mange følte for. Den var vendt mod den arrogante hovedrige 1 procent. Borgmester Bloomberg tilhørte eliten i den ene procent.

I Liberty Park blev de store spørgsmål sat på spidsen. Den opdæmmede frustration fra krisen i 2008 udløste en vulkan af personlige, satiriske og skarpe statements på pap og i ord. Der var en fri stemning, som bragte mange newyorkerne til, fordi de havde noget på hjerte. Det kunne komme ud her. De fortalte, hvor de kom fra i byen, og hvad de havde kæmpet med i årtier.

Community gardens i New York blev i lille skala sociale baser i kvartererne. I 1970'ernes New York indtog beboere tomter, der var opstået, fordi store dele af byen var forfaldet. Blokke og gader var brændt. Beboere ryddede tomter, skaffede jord, plantede og smed frøbomper på andre.

Aktivister tog et ansvar efter de opløste velfærdsordninger. Community gardens blev til i en proces nede fra i en politiseret situation med mange facetter, der løb sammen: borgerrettighedsbevægelsen, modstanden mod Vietnamkrigen, begyndende miljøaktivisme, huslejeboykotter, subkulturelle bevægelser blandt unge, sociale aktivister m.v.

Haverne var steder man mødtes, diskuterede og tog initiativer ude i byen. Flere steder indgik de i community-organisationer, der renoverede boligblokke og senere byggede nye.

De frodige haver har været arnesteder for utopier om en socialt retfærdig og grøn by med sunde fødevarer, sammenhold og en organisk æstetik.

Fra haverne går lange og dybe rødder ud i byen, hvor de er flettet sammen med kampen for cykler, bæredygtighed, fristeder, for rettigheder til unge og produktion af mad.

Haverne har givet newyorkere en sans for, hvad der kan gøres, fordi de her har praktiseret retten til byen.

Centret

Sådan har de sidste år bragt en del eksempler på, hvordan en plads i byen er blevet et politisk center. I det mindste for en periode.

Dér kan vigtige politiske krav blive til, eller spørgsmålet om magten i samfundet kan sættes på dagsordenen.

På grund af Occupy Wall Streets flade netværksorganisering fik netop stedet en særlig stor betydning. Det var på mange måder et gade-demokrati, der fungerede som en protestbevægelse.

Senere, efter orkanen Sandy, var det også som en praktisk solidarisk nødhjælpsorganisering. De sociale medier understøttede stedets organiserende kraft. 

Besættelse af et rum kan forvandle det til et reelt offentligt rum i byen. Og til et fristed med alternative demokratiske platforme, der danner en ny offentlig sfære.

Pladserne gav bevægelserne en symbolsk og politisk tyngde via en fysisk centralitet. Det var et sted, man kunne gå hen og slutte sig til og blive mange.

Pladser kan være et rum for mange forskellige strømninger og organisationer, som ellers ikke er enige. Rummet, offentligheden og de andre – i den konkrete situation uden for de traditionelle organisatoriske systemer – kan skabe en politisk dynamik.

Right to the city alliance – New York

Retten til Byen er blevet et begreb for en retfærdig by og en form for en politisk platform i det, Henri Lefebvre kalder den kritiske zone mellem industribyen og det urbane samfund (jf. min første artikel)

Retten til byen danner afsæt for organiseringer rundt om i verden. I Europa f.eks. i byer som Lissabon, Budapest, Paris, Hamburg, Valencia m.fl. Dertil i Latinamerika og Indien.

Selvom der er store forskellige mellem landene og de politiske traditioner, er det økonomiske system grundlæggende det samme. Right to the City-organiseringerne har forskellig karakter, men krav om boliger og demokratiske rettigheder samt kampen mod gentrificering er dog ret gennemgående temaer.

Organisatorisk spænder de fra anarkistisk inspirerede flade organisationer til udviklede demokratiske strukturer i større skala.

Lad mig taget et eksempel fra USA. Blandt dem er Right to the City Alliance (RTCA), som blev dannet i 2007 i Los Angeles.

RTCA har afdelinger i 13 byer rundt om i USA med knap 50 medlemsorganisationer. Udover Los Angeles er det byer som Oakland, Boston, New Orleans og New York.

I New York består RTCA af 13 organisationer, blandt andet: Picture the Homeless, der kæmper for de hjemløses rettigheder og boliger; Mothers on the Move, der organiserer kamp for et bedre miljø og boliger i South Bronx; FUREE (Families United for Racial and Economic Equality) der med base i Downtown Brooklyn arbejder for kvinders vilkår, arbejde, små virksomheder, boliger mad m.v. Flere af disse organisationer indgår i bogen New York & Kampen for Byen.

RTCA bygger videre på erfaringer, som både ældre og nye bevægelser har gjort. De ønsker at bruge metoder, der overkommer ideologiske splittelser, adskillelser og begrænsningen af arbejdet til den lille eller lokale skala.

For Rachel LaForrest, der er leder (Executive Director) for RTC, handler det om at søge nye veje til organisering og udvikling, der svarer til den mentalitet som mennesker, fællesskaber, kvarterer og organisationer har i dag. 

»Vi investerer i en ny bevægelse. Det er tid for en national bevægelse, der er ledt af farvede communities, kvinder, unge og seksuelle minoriteter, som fremmer alternativer, nye visioner, nye strategier, nye løsninger, der virkelig bringer os fremad. Tiden er moden til at investere i en bevægelse som er vores«.

Byen som det samlende perspektiv styrker de enkelte kampfelter og giver mere dynamik. »... det er præcist her, at spørgsmålet om hvordan vi organiserer en hel by bliver afgørende. Det frigør progressive kræfter at være organisatorisk bundne på micro-niveau i arbejderkollektiver og solidaritets økonomier (uanset hvor vigtige dette måtte være) og tvinger os til en fuldstændig anden måde at teoretisere og praktisere anti-kapitalistisk politik«, skriver David Harvey (Rebel Cities, side 152)

Intentionen er, at: »RTC's medlemsgrupper bygger en dynamisk byfront, som involverer organisationer, der kæmper for social retfærdighed, miljøgrupper, videnskabelige tænketanke og organiserer arbejde for at skabe en bæredygtig by i det 21 århundrede. Vores mål er at bygge en by, hvor lejere, ejere, unge, kvinder, arbejdere, borgere og immigranter er respekterede og meningsfuldt deltagere i en demokratisk proces, skaber udviklingsplanen for deres by, lever i en sundt miljø og har adgang til jobs og boliger med kvalitet.«

Udfordringer er at hjælpe folk fra de forskellige felter, organisationer og kvarterer frem med en fælles dagsorden.

Opbygning af basen

RTC vil være en platform for koalitioner af forskellige aktører. Den ser det nemlig som en udfordring i ».. den samtidige krise i arbejderbevægelsen og sammenbruddet i miljøbevægelsens moment. Vi tror, at vi kan skabe nye alliancer med dele af arbejder- og miljøbevægelsen, som samtidig anerkender behov for at bygge meget mere intensivt på tværs af deres egen selvinteresse.« (RTC Oktober 2011. 21st Century Cities - A strategy to win)

RTC lægger vægt på at opbygge organisationernes base i bysamfundet. Uden den, ingen styrke på hverken by- eller nationalt niveau. Man kunne på en måde kalde det en folkefront nede fra.

Ai-jen Poo fra Domestic Workers United (DWU), der organiserer husarbejdere siger det på denne måde. »At bygge holdbare organiseringer i arbejderklassekvarterer og communities af farvede er det vigtigste arbejde, som venstrefløjen kan udføre. Disse organisationer er murstenene i en stærkere bevægelse.«

RTC arbejder derfor med en strategi, der forener progressive i bykvarterer, i faglige organisationer, i miljøbevægelser m.v.

Det skal være strategier og programmer, der både forsvarer og proaktivt kæmper for »en type by der ikke blot gavner folk, men gør det muligt at tage fat om de dybereliggende årsager til, hvad der foregår.«

En af udfordringerne er netop forskelligheden mellem aktørerne. Det er nemmere at organisere i en bevægelse, hvor folk kommer til, fordi de er enige om måske blot én ting, end at organisere en by, hvor der er mange forskellige situationer, hvor historien og kulturer er forskellige, hvor interesser er modstridende m.v.

Bevægelser er brudt sammen eller sprængt, fordi de ikke rummede forskelligheden. Og byen er jo netop en koncentration af heterogene grupper (uensartede og sammensatte).

Derfor må målet, som David Harvey siger, være at: »ændre dynamikken og bruge byen og skabe en anden type by, en mere politisk by, som er åben for politiske forhandlinger på tværs af heterogenitet. Ved at skabe verden, skaber vi os selv, men vi laver også vores politik ved at lave verden om .... Byerne bør være centre for politisk bevidsthed i stedet for forvirring«.

Håndteret rigtigt er forskelligheden det fælles indhold også en kilde til en større indsigt i byen, der åbner for kunne handle og tænke i nye radikale realiserbare baner. En proaktiv praksis vil åbne muligheder og vise, hvad der er at bygge på.

For RTC er uddannelse af de aktive og udvikling af nye ledere en kerneopgave. Hvordan virker lovene, hvordan organiserer man via medier m.v. Dette kan ikke skilles fra politisk uddannelse.

Når medlemmerne har fod på, hvordan samfundet virker, kan de for alvor sætte hverdagens aktiviteter ind i et større perspektiv og give dem retning.

Analyser er nødvendige på de kampfelter, hvor RTCA arbejder. Der bliver gennemført workshops og samarbejdet med akademikere, som er parate til at hjælpe. De bidrager f.eks. med analyser af følgerne af den neoliberale boligpolitik, konsekvenserne af miljøbelastning i de hårdt belastede farvede bydele, vilkårene for små virksomheder under byomdannelse, madforsyningen i byområder uden butikker m.v.

Arbejdet med analysen er koblet med formuleringen af strategier for realiseringen af krav og målsætninger.

RTC hjælper organisationerne med at udvikle disse aktiviteter og koordinere indsatsen mellem flere organisationer.

F.eks. da Picture the Homeless, der organiserer hjemløse for et par år siden talte ledige boliger i New York, fik assistance fra andre organisationer og et universitet. Organisationen ville påvise over for byen, at der ikke er grund til at 50.000 newyorkere sover på herberg, når der er rigeligt med tomme boliger.

Domestic Workers’ Unions medlemmer er overvejende latinoer eller afroamerikanere. Som hushjælpere arbejder de meget isolerede. De havde ingen rettigheder indtil DWU i 2010 i staten New York fik dem kæmpet igennem.

Flere stater er fulgt efter. Senest i Illinois og Californien i september 2013. For at skabe en forståelse for problemets karakter organiserede DWU seminarer, der analyserede relationen mellem husarbejde og resterne af de ideologiske og psykologiske mekanismer fra slaveriet, som har overlevet i forskellige former i husarbejdet.

Reformer og perspektiver

Når RTC i New York ønsker at agerer proaktivt og arbejder med transformative krav, som kan realiseres på de gældende vilkår. Men RTC peger også på de dybe årsager til problemerne og giver en forestilling om, hvordan det kunne være anderledes.

Den enkelte borger skal kunne genkende sine behov i de generelle krav.

Samspillet mellem reform og perspektiv, der modner en erkendelse og peger på skridt, der peger ud over samfundets nuværende rammer. Derfor handler det ikke om at opfinde fjerne spekulative krav, men om at grave konkrete løsningerne frem.

Krav og mål skal på én gang være både lokaliserede geografisk og bygge en politisk helhed op, ved at inddrage andre faktorer, der er en del af problemet.

F.eks. handler uddannelse ikke blot om at undgå, at familierne i blokken bliver sat på gaden eller om lukningen af en skole. Bystyret kunne sammen med staten New York eller staten gennemføre det nødvendige ved at give skoler i lavindkomstområder højeste prioritet.

Mere holdbare løft forudsætter også billige boliger, udbygget kollektiv trafik, jobs med lønninger til at leve af, bedre uddannelser, demokratiske byrum m.v.

I nogle kvarterer gælder det også om at modvirke gentrificering. Retten til byen bliver her den fælles platform.

På RTC’s Urban Congress i Los Angeles i september 2012 fortalte en af stifterne, Gihan Perera:

»Det handler ikke om at gøre det, vi gjorde før, blot på en anden måde. Det handler om, hvordan vi erkender, det vi gør, og den urbane sammenhæng vi agerer i. Vi må forstå, hvordan byen hele tiden bliver bygget, destrueret og genskabt, og hvordan folk bliver skubbet rundt i byen og trukket ned. Vi må forholde os til de lave lønninger, og hvordan byen virker i den globale økonomi, samt de arbejdsforhold arbejderne har i de fattige lande. Der er sammenhænge, og deres vilkår er forbundet med dem, vores communities har. Det er dette, vi er oppe imod, og vi må forstå vores kamp i forhold til dette system. Perspektivet er afgørende for, at vi kan udvikle vores aktiviteter efter det«. (New York City og Kampen for Byen, side 585)

Hvordan organisationen kan være reflekterende, er essentielt for RTC ligesom en fortsat uddybning af forståelsen af, hvad retten til byen er.

Udfordringer

For RTCA er er formålet med at bygge stærke organisationer – basen – at  styrke den samlede bevægelse på landsplan.

RTC er en løs form for hierarkisk organisering uden at være monocentristisk. Og frem for at udvikle store programmatiske modeller (en proces, der ser ud til at kunne splitte næsten enhver venstrefløj) går vejen gennem praksis og dialogbaserede analyser, der danner afsæt for de politiske strategier.

En udfordring i USA er, at der er en udbredt community-tænkning (lokalt eller i den lille skala) ved siden af en sektorisering på enkeltområder. Man er optaget af sit community.

I nogle sammenhænge kan det være en styrke, men på den lange bane er det en svaghed, fordi det gør det vanskeligt at skalere det politiske arbejde op på byniveau og nationalt niveau. I stigende grad også på globalt niveau.

Overfølsomhed i forhold til en demokratisk hierarkisk organisering er en anden bremse. Den udtrykker sig i en anarkistisk eller autonom inspireret tanke om, at horisontale strukturer af relativt løst koblede små enheder i dynamiske netværk er nok.

Occupy Wall Street var præget af denne type med netværk, der kan agere spontant og som kan revitaliseres hurtigt, som det f.eks. skete i New York under orkanen Sandy i efteråret 2012.

I Europa er tænkningen især udbredt i Sydeuropa som strømninger inden for arbejder- og bybevægelser, der satser på selvorganisering (autogestion).

På den ene side er der mange praktisk erfaringer fra den type organisering, som kan indgå som brugbare metoder i protestbaserede bevægelser eller i mindre skala.

Men på den anden side kan, som David Harvey skriver, en radikal decentralisering – en polycentrisme – kun være demokratisk til en vis grænse. »Det er simpelt hen naivt at tro, at en polycentrisme eller andre former for decentralisering kan fungere uden en stærk hierarkisk begrænsning og aktiv håndhævelse.« (Rebel Cities. Side 84) Problemet opstår med komplekse og store organisatoriske opgaver. Her bliver det nødvendigt med valgte personer kombineret med et dynamisk demokrati.  

Retten til byen

Noget af det særlige i retten til byen er fokus på byens funktion som samfund og  produktivkraft, dens betydning for miljø og klima, borgernes hverdagsmiljø, demokratiet og borgerne som medskabere af byens vedvarende forandring.

David Harvey taler om retten til byen ved siden af mange andre rettigheder, som de liberale frihedsrettigheder, sociale rettigheder og så videre. Retten til byen er opstået i samfundets kritiske zone og samler sig om: »En ret til at genopbygge og genskabe byen som et socialistisk organiseret fællesskab ud fra helt andre forestillinger, ­som afskaffer fattigdom og sociale ulighed, og som heler sårene efter de enorme miljøødelæggelser. For at det kan ske, må produktionen af de destruktive former for endeløs kapitalakkumulation stoppes.« (Rebel Cities s. 138)

Den urbane vinkel stikker dybt og rammer relationen mellem menneske, natur. Harvey citerer bysociologen Robert Park, som mener, at »byen er menneskets mest konsekvente og i det hele taget det mest succesfulde forsøg på at omskabe den verden, det lever i, efter dets hjertes stræben.« Og i denne proces »...uden nogen klar fornemmelse af naturen, af dets opgave med at skabe byen, har mennesket genskabt sig selv.« (Rebel Cities s.4)

Harvey breder perspektivet ud: »... spørgsmålet om hvilken by vi vil have, kan ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad slags mennesker vi vil være, hvilken slags sociale relationer vi søger efter, hvilke relationer til naturen vi værner om, hvilken livsstil vi stræber efter, og de æstetiske værdier vi vil have.«

Det er jo langt mere vidtgående end kriseløsninger fra tue til tue. Det er en ret til at ændre og genopfinde byen – samfundet – efter vores hjerters ønske. Det er desuden en kollektiv mere end en individuel ret, idet genskabelsen af byen uundgåeligt afhænger af, hvordan en kollektiv magt over urbaniseringens processer bliver udøvet.

Harvey slår fast: »Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er, vil jeg påstå, en af de mest værdifulde og samtidig mest negligerede af vores menneskerettigheder.«

Han slutter med det konkrete spørgsmål: »... hvordan kan vi så udøve disse rettigheder?«

Ud af den kritiske zone

Vi må tage afsæt i den tilstand, verden er i, og i det, vi har at arbejde med. Grundvilkåret for byer i den kritiske zone – som Henri Lefebvre taler om følger efter industribyen, – er de sammenfiltrede og permanente kriser - jf min første artikel i Modkraft http://modkraft.dk/artikel/byen-som-politisk-platform

Løsningen af krisekomplekset forudsætter samtidige ændringer på alle krisefelter. Ligesom problemerne hænger sammen, gør løsninger det også. Hvis det er denne sammenhæng, det handler om, hvad betyder det så for hos os?

Der er en tendens til at se kriserne for sig. Nogen har fokus på klimaet, andre på økonomi, jobs eller demokrati.

Sagt på en anden måde: Det er ikke realistisk at løse klimakrisen, den økonomiske krise og demokratikrisen hver for sig – én af gangen. Håndteringen af det ene krisefelt er en del af løsningen på et andet.

Derfor er der også brug for helhedsperspektiv, som uvilkårligt vil fremkalde nogle andre typer løsninger (politikker) end en politik på et isoleret felt. Blot for at illustrere på det generelle plan:

Uden økonomisk krise. Vækst i form af fortsat kapitalakkumulation er en indbygget forudsætning for det økonomiske system. At det kan fortsætte er i sig selv tvivlsomt, men i så fald med tiltagende deformering af samfundene.

En omdefinering af vækst/udvikling kan ikke gennemføres uden en global lighed via omfordeling af værdier og produktion mellem rige og fattige mennesker og regioner.

Dette forudsætter igen en omfordeling – mere lighed – på nationalt plan samt på by- og kvartersniveau. Det gælder social lighed, mere tid til de travle og meningsfyldt arbejde til dem, der ikke har, ophævelse af kunstige aldersskel m.v. Idet polarisering og ulighed uspringer af systemiske strukturer, må løsningen gribe ind i årsagerne til ulighed

Klima som game changer. Vækst og kriser forstærker klimaproblemet. Derfor er systemiske ændringer i økonomien nødvendige.

Hvad betyder det f.eks. når professor Kevin Anderson, der er forsker i energi og klimaforandringer ved det ansete Tyndall Center i Manchester, konstaterer, at de evolutionære forandringer, der skal til for at redde klimaet gennem politiske og økonomiske system er forpasset?

Vi er nu i en ny fase: »I dag, efter to årtier med bluff og løgne, kræver det resterende 2 graders CO2 budget revolutionære forandringer over for den politiske og økonomiske hegemoni« (»Why carbon prices can’t deliver the 2°C target«).

Byen som urbane biotoper. Brugen af naturen som noget ydre, som blot et råstof, må erstattes af samfunds indsigtsfulde symbiose i naturen. Natur og samfund er interne relationer i et større socio-økologisk helhed, skriver David Harvey.

Naturens rettigheder, som f.eks. er udtrykt i Universal Declaration of the Rights of Mother Earth, føjer en dimension mere til Retten til byen, idet menneskers udfoldelse – individuelt og kollektivt – kun kan finde sted i og ikke uden for naturen.

Når vi er en del af naturen er naturens rettigheder et nødvendigt vilkår for menneskerettighederne.

Og ligesom menneskerettigheder kun kan blive ved med at udvikle sig i et dynamisk demokrati, kan naturens rettigheder kun udfolde sig ved fuldstændigt at ændre vores byer som urbane biotoper.

Natur er derfor ikke noget, der blot skal tilføres byen i form af parker, rooftop faming, adgang til vandet eller grønt, der fylder i byen.

Som en urban biotop vil en by få en fundamentalt anden struktur, arkitektur, infrastruktur, typer af offentlige rum, større diversitet generelt i funktioner og i zonerne mellem byen og vandet, funktioner, økonomiske og sociale relationer m.v.

Akkumulerende demokrati. Det borgerlige demokrati har en formel og hierarkisk karakter, der indskrænker dets reelle indhold og samfundets dynamik.

For at kunne håndtere en transformation af samfundet er en radikal demokratisering baseret på et aktivt og til stadighed udviklende deltagerdemokrati nødvendig. Ikke for demokratiseringens egen skyld, men for at gøre samfund operationelt igennem krisetilstanden via dybe strukturelle ændringer.

Når produktivkræfterne øger produktionens kapacitet bliver behovet for arbejdskraft globalt set relativt mindre. Der opstår disponible lønmodtagere. Frem for at være en årsag til armod bør vi se det som en kilde til overskud af hænder og hoveder.

Lad endelig maskinerne tage sig af produktionen!

Når vores livsfornødenheder nemt kan tilfredsstilles, kan overskuddet af dette menneskeoverskud udnyttes til at gøre arbejdstiden kortere, eller til en opprioritering af fællesskabernes aktiviteter og byen.

Hvordan og til hvad er naturligvis et demokratisk spørgsmål.

Vi kan også sætte produktivkræfter, forskning og uddannelse ind i et andet perspektiv i forhold til samfundsudvikling bl.a. ved koble forskning med byen, innovation, nye sociale behov, sundhed m.v.

Et mere intelligent samfund er nødvendigt for at kunne manøvrere en transformation igennem krisefarvandet. Borgerne har i dag en masse kompetencer, som næsten kun bliver udfoldet på arbejde, men ikke i 'fritiden'.

En større dynamik, kapacitet og livsglæde kan nås gennem uddannelse og organisering på alle niveauer, også kvarterniveau.

Reelt demokrati forudsætter en vedvarende (ud)dannelse. Vi kan også tale om bydannelse – i dette ords dobbelt betydning som både en byudvikling og en dannelse – som et udtryk for borgernes udviklende og demokratiske samspil indbyrdes og med byen.

Demokratisering af den private sektor – sammen med den offentlige og ophævelsen af det kunstige skel mellem dem – kan være en del af det udvidede og socialistiske demokrati. Hvordan kan man ellers træffe beslutninger i et reelt helhedsperspektiv? Den private ejendomsret er på mange måder en blokerende anakronisme.

Kapitalens indbyrdes rivalisering er direkte destruktiv, hvad f.eks. finansialiseringen med spekulation i byudvikling og ejendomsmarked og monopoliseringen viser.

Det er også udsigten til salg på markedet, der bestemmer hvilke produkter, der bliver udviklet og ikke nødvendigvis behovene, f.eks. i forhold til medicin.

Byerne er præget og struktureret af modsætningen mellem organiseringen af produktionen i den enkelte virksomhed – eller det multinationale monopol – og markedets anarki uden for virksomheden. Konsekvensen er en fragmentering af byen og samfundet.

Selvom der er byplaner, er det i høj grad private investorbeslutninger og markedsøkonomien i forhold til både det daglige forbrug, boliger kultur mv., der sætter sig igennem.  

Markedet skaber en segregering i mere og mindre velstillede kvarterer samtidig med at de stigende boligpriser presser folk ud af byen.

Mange individuelle beslutninger på markedet har ført til, at bilen skaber byen. Mere trafik gør det 'indlysende' behov for flere og bredere veje større – aktuelt planen om en havnetunnel i København.

Idealet om byspredning og en bilbaseret funktionsdelt by lever videre som en antiurban ideologi. Det sker samtidig med planlægning baseret på kollektive trafikknudepunkter og en strømning for en tæt urbanitet.

Fabrikker og storcentre lokaliseres uden for byerne ved de større veje. Flere af de nye supersygehuse er placeret efter samme ideologi frem for i et tæt socialiserende urbant miljø.

Konsekvensen er butiksdød i boligområder og mindre bysamfund og afskaffelse af nærsygehuse og -skadestuer m.v.

Byer og samfund er modne

Byen er det bedste sted til at udfordre vores forestillinger om, hvordan et samfund også kan være. Ved at arbejde med byen får vi en større indsigt i vores samfund og kan lave det om.

Udvikling af nye behov i fællesskabet og individuelt er en essentiel kvalitet i enhver bykultur og politik. Vi har en del ender at tage fat i.

I Danmark har vi haft et relativt udviklet velfærdssystem, især siden 1960'erne. I 1990 begyndte det at gå ned ad bakke. Vi har dog grundlæggende en anden type velfærdssystem end i f.eks. USA.

En del velfærdselementer er stadig tilbage, selvom en stigende neoliberalisering har ændret vilkårene.

Vi kan endnu huske og har praktiske erfaringer med et samfund, der gør, at vi kan forestilles os en videreudvikling og raffinering af velfærden til et egentligt velfærdssamfund.

Til det praktiske har vi også erfaringer med organisationsformer, der kan tænkes om og demokratiseres.

Via de almene boligselskaber og andre fælles ejerformer har vi erfaringer med byggeri og administration af boliger i stor stil. Det er dog nødvendigt med kraftig modernisering af organisationen og et kvalitetsløft i både renovering og af de nye byggerier.

Der er behov for nye og billige boliger, så alle har råd til at bo, hvor de vil. Markant billigere end de nye almene boliger. F.eks. annoncerer KAB for en lejlighed i Edinson Park i Herlev på 125 m2, der koster 11.531 månedligt med 52.033 i indskud. AAB har en lejlighed fra 2011 i Ørestad City på 98 m2 til 9.516 kr. måned.

Offentligt eje af jorden er afgørende for at kunne realisere en funktionsblanding, styring af udbygning og stabile priser.

Offentlig ejendom er dog ikke nok i sig selv. F.eks. foregår hovedparten af byudviklingen i København i regi af Udviklingsselskabet By & Havn I/S, stiftet af kommunen og staten, der har et svagt demokratisk islæt.

Vi har land og hav som en rig kilde til føde. Der er stor viden og der forskes i, hvordan f.eks. landbruget blive ikke blot økologisk, men i dybere forstand forholde sig til både klima, miljø, biodiversitet, udvikling af landdistrikter m.v.

Vi har en teknologi og viden, der kan udvikles mere og som peger ud over den private ejendomsret.

Engels skriver i teksten Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, at disse produktivkræfter med stigende kraft stræber efter »at ophæve denne modsigelse, efter at blive frigjort fra at være kapital, efter faktisk anerkendelse af deres karakter af samfundsmæsssige produktivkræfter« (side 143).

Peger innovative netværk, open source og netbaseret organisation ikke på, at den gamle ejendomsret er en hæmsko?

De sidste års bylivsbevægelser – med udfoldelse i byen og en begyndende integration af klimatiltag som integrerede kvaliteter i bymiljøerne – sammen med en prioritering af cyklen, integration af funktioner, dyrkning i byen m.v. peger på en anden type by med langt mere livskvalitet med borgerdeltagelse og engagement.

Der er endnu flere ting at trække på i forhold til kultur, adgang til al viden, sundhed m.v. Og så er det jo også op til borgerne, deres drømme, viden, færdigheder og stræben.

Hverdagen modner mulighederne, som kan række ud over de umiddelbart kendte løsninger. Sansen for byen som en fælles ejendom og som et kollektivt værk vokser.

Der er mange kvaliteter i den fragmenterede by, der kan samles. Byens væsen er netop en ophobning af mangfoldighed og viden, der er en enorm produktivkraft for en – lad os bare kalde det – en urban civilisation.

Mulighederne er enorme, men noget står i vejen. Både den politiske fordeling af magten i samfundet og i høj grad også vores egne opfattelser, normer, forvirring og irrationelle modsætninger.

Lefebvre skriver om, hvordan bylivet kan bryde ud af de nuværende snærende rammer og diskurser: »At indrette vækst til udvikling, altså hen imod det urbane samfund, det betyder frem for alt: at skabe de nye behov, vel vidende at sådanne behov kun bliver opdaget, medens de bliver udviklet og først fremtræder, medens man undersøger dem.« (Writings on Cities, side  165).

Byen kan blive en naturlig del af den menneskelige udfoldelse og en kilde til lykke.

Det er fint med socialistiske programmer, men hvorfor ikke arbejde med utopier, der samler disse og andre tråde, spinder videre på dem og samler dem til helheder i nye mønstre. Ikke ud af den blå luft, men af krisekompleksets nødvendighed og af al det, der modner, som vi har at arbejde med.

Oven i kan vi udvikle ret konkrete forestillinger om et samfund – et bysamfund. Om det liv vi gerne vil leve. Om de mennesker vi gerne vil være, som Harvey skriver.

Hvorfor ikke arbejde med en kollektiv utopi, som på én gang er realiserbar og fjern?

Der er mange facetter, der skal føjes sammen og skaleres op, og som kan blive knogler i skelettet til større løsninger og favnende metoder til realisering.

Som den franske sociolog Henri Lefebvre skrev: »Byen venter, som kagen venter, når ingredienserne er klar og drømmer om ikke blot at være smør, mælk, mel og sukker, men et samlet hele.«

Peter Schultz Jørgensen er arkitekt og forfatter til bogen New York og Kampen for Byen, forlaget Frydenlund.