Byen som politisk platform

»Det var den bedste af alle tider og det var den aller værste tid. Det var visdommens og tåbelighedens tidsalder. Det var troens og vantroens epoke. Det var lysets årstid og det var mørkets årstid, håbets forår og fortvivlelsens vinter. Alt lå foran os, og intet lå foran os og vi havde ingen fremtid. Vi var alle på vej direkte mod himlen og alle gik den stik modsatte vej.... «

Charles Dickens, indledningen til bogen: A Tale of two Cities

Hvorfor er byer ikke et politisk hovedspørgsmål? Det er min tese i denne og i en efterfølgende artikel på Modkraft, at byerne – det urbane – er en vigtig platform for udvikling af vores samfund.

Byerne har drevet samfundenes udvikling. Det var her, at bruddene med det gamle samfund modnedes og skabte nye styreformer. Groft sagt som spring fra den politiske by (græske og romerske), til den kommercielle by (i Danmark købstæderne) til industribyen.

Derfor er det underligt, at byen eller det urbane – som den primære organisering af samfundet – er næsten fraværende spørgsmål på venstrefløjen.

Det er i byen vi kan udvikle konkrete forestillinger om – måske utopier – hvad et andet samfund kan være. Der er inspiration i både den socialistiske historie og dugfriske erfaringer mange steder fra i verden.

Det er med byen som platform, at de – alt for adskilte – aktiviteter i bevægelser, på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, i foreninger, kvarterer, politiske organisationer m.v. kan samle fælles interesser.

Der er brug for at skalere op og tage et dybt radikalt brud, der fører frem mod et udviklende socialt og økologisk bæredygtigt samfund.

Det er i byen, vi kan finde nye sammenhænge og behov samt udvikle sansen for et vidtgående deltagerdemokrati gennem praksis. Hvordan ser sådan noget ud?

Der er behov for at diskutere perspektiver og strategier for fremtiden, som er brugbare nu, og som kan være enzymer for forandring.

Vi må analysere på de grundlæggende modsætninger og blokeringer for at udvikle en praksis, der peger ud igennem systemets grænser.

Udfordringen står som en bjergkæde af et kompleks af permanente af kriser foran os. Vi kender dem: økonomi, klima og ressourcer, demokrati, arbejde til alle m.v. Flere af dem har en udløbsdato for vores samfund.

Løsningen forudsætter derfor systemiske ændringer af det samfund, der skaber kriserne. Det handler ikke om tilpasning til kriserne eller primært en krisepolitik, men om hvilket samfund vi vil have. Et samfund der kan håndtere og overkomme krisetilstanden.

Vi står på stier, som det slet ikke er tydeligt, hvor fører hen. Men som geografen Neil Smith sagde: »En af de forbløffende ting i nutiden er, i hvor høj grad mulighederne og resultaterne af revolutionære sociale forandringer er blanket af i forhold til vores forestillinger om politiske muligheder. Det er nok ikke for optimistisk igen at begynde at stimulere en revolutionær fantasi.« (Uneven Development. University of Georgia Press. Side 266).

Jeg vil forholde mig til 'retten til byen' som blev introduceret af den franske bysociolog Henri Lefebvre i 1968. En anden kilde er geografen David Harvey, som blandt andet har skrevet bogen Rebel Cities.

Afsættet er mit arbejde med bogen New York og Kampen for Byen, der netop er udkommet på forlaget Frydenlund. Bogen tager fat på, hvad byer og urbanitet er, og hvordan newyorkerne i deres hverdag tumler med spørgsmålet om retten til byen på både community og byniveau. Herunder organisationen Right to the City Alliance.

Artiklerne har en generaliserende karakter og skitserer blot nogle temaer. Under overskriften Byen som Platform er Dagbladet Arbejderen i gang med en artikelserie, hvor jeg blandt andet uddyber de spørgsmål, der er bragt op her.

Byerne driver samfundene

Byerne er et produkt af samfundsformationen, som er bestemt af, hvordan de sociale relationer i produktionen er. Antikken var baseret på slavernes arbejde. Under feudalismen stod bønderne i en relation til herremændene, som opkrævede en del af deres produktion. Og under kapitalismen sælger arbejderne deres arbejdskraft til virksomheden.

Industribyen blev til i samme proces som dannelsen af arbejderklassen i den industrielle produktion. Lønarbejderne skabte industribyen og dermed samtidig sig selv som klasse – arbejderklassen.

I England skete den industrielle revolution i et samspil med landet. Fårenes uld var forudsætningen for tekstilindustrien, hvis efterspørgsel ændrede landskabet fra at være intensivt dyrkede til ekstensive græsarealer til får.

De overflødiggjorte på landet søgte mod byerne, hvor de blev lønarbejdere ved spindemaskinerne.

Det er disse produktionsforhold – med denne arbejdsdeling – der sammen med produktivkræfterne er maskinrummet i de kapitalistiske produktionsforhold. Byen skabte i mødet mellem naturvidenskab, energikilder, kommunikation, jernbaner samt rigelig kapital og arbejdskraft en koncentration af produktivkræfter.

Konsekvensen var en anarkisk byvækst.

I København skød det ene spekulationsbyggeri op ved siden af det andet. Brokvarterernes karreer er formet af markskel og højden af brandstiger.

Under sit ophold i Manchester i 1844 skrev Engels i bogen Arbejderklassens Stilling i England om spekulation og ophobning i den nye by. Manchester, Birmingham, Leeds, Liverpool var nogle af de første i Storbritannien.

Ruhr i Tyskland dannede et urbant væv af kul, kemisk og stålindustri. I 1875 havde London 4,2 mio. indbyggere, New York 1,9 mio., Paris 2,5 mio. I 1942 havde Berlin 4,5 mio. indbyggere.

Industrialiseringen af Europa gjorde store befolkningsgrupper overflødige. De blev en del af industriens reservearmé. 25 mio. tog til USA.

Et forsigtigt skøn er, at 300.000 danskere immigrerede til USA i årene mellem 1865 og 1914. Det er godt 10 procent af en befolkning, der i 1900 var på 2,45 mio. Denne historie gentager sig nu på nye måder.

Selvom Engels' beskrivelse har 170 år på bagen, kunne det lige så godt være dagens byer i Latinamerika, Afrika og Sydøstasien. Nu blot i større målestok og med hurtigere vækst.

I 1993 boede 43 procent af verdens befolkning i byer. I dag bor 53 procent af verdens befolkning i byer. Prognosen for 2030 er godt 60 procent.

Byvæksten sker primært, fordi verdens befolkning vokser. Landbefolkningen stagnerer langsomt.

I hele 1800-tallet voksede verdens befolkning fra 0,9 mia. til 1,6 mia. I 1950 var vi 2,5 mia. og i 1970 3,7 mia. I dag bor 7,2 mia. menneske på kloden. Toppen ventes i 2030 med 8,3 mia.

Det er bemærkelsesværdigt, at Europas med 408 mio. indbyggere i 1900 udgjorde 24,7 procent af verdens befolkning. I 1950 var det stadig over 20 procent, der boede i Europa.

I dag er det blot ca. 10 procent. Europa stagnerer og tyngdepunktet flytter.

Enkelte byer – eller agglomerationer – er enorme og vokser hurtigt. Jakarta har 28 mio., Seoul 25,6 mio., Shanghai 25,3 mio. Karachi 23,5 mio., Mexico City 23,2 mio., Delhi 23 mio., Sao Paulo 21,1 mio., Lagos 21 mio., Mumbai 20,8 mio., Manila 20,7 mio. og Istanbul 14 mio.

Selvom de fylder meget i billedet er det dog kun godt 9 procent af jordens befolkning, der bor i megabyer. 6,6 procent bor i byer mellem 5 og 10 mio. indbyggere, 22 procent bor i byer mellem 1 og 5 mio., 10 procent i byer mellem 0,5 og 1 mio. 52 procent af verdens befolkning boer i byer under 500.000 indbyggere.

Ifølge prognoserne vil denne fordeling ikke ændre sig væsentligt.

I den kritiske zone ... og efter

Henri Lefebvre trækker lange tråde i historien. Fra dengang mennesket levede som en integreret del af naturen til dyrkningssamfund med mindre bysamfund, til den politiske bys dominans, til feudalismen og handelsbyen samt endelig industrisamfundet. 

Efter følger 'det urbane samfund' – eller med det lange lys tændt ligefrem 'planetarisk urbanisme' (der var hans måde at tale om socialisme på) som afløser industrisamfundet.

Imellem ligger 'den kritiske zone' med kriser og overgange, hvor noget nyt opstår.

Lefebvre mener, at samfundet tenderer til at blive fuldstændigt urbaniseret. Målt på andelen af befolkningen, der bor i byer, er niveauet højt i Nordamerika med 82 procent, i Europa 73 procent og i Latin Amerika 79 procent.

Afrika og Asien ligger laverer med 40 procent og 42 procent.

Urbanisering er ikke kun et spørgsmål om fysisk koncentration. Landet er også urbaniseret, for som Lefebvre skriver:

»Landet forsvinder på en dobbelt måde: ved industrialisering af landbrugsproduktionen og ved bøndernes forsvinden (og med dem landsbyerne) på den ene side og på den anden ved ødelæggelse af jorden og destruktion af naturen.«

Det urbane ændrer sig. Produktion foregår ikke længere i én geografisk afgrænset by. Byerne er nu afhængige af deres placering i den globale arbejdsdeling mellem byer.

Derfor kan byer bedst forstås som myriader af overlejrede, mere eller mindre globale, økonomiske, kulturelle og politiske systemer, der konfigurerer livet og udvikling i en urban struktur.

Det øger betydningen af borgernes rolle med byen som politisk platform. For hvem tager sig af byen?

Det nationale hierarki er erstattet af et pulserende globalt hierarki og netværk af koncentration og opløsning. Godt tyve byer i verden som London, New York, Paris, Frankfurt, Tokyo, Singapore, Hong Kong og Los Angeles er – kommandobyer eller globale byer.

95 procent af verdens handel med værdipapirer foregår i kun 24 byer.[i] 

En helt anden karakter har de nye byområder baseret på produktion.

Det er f.eks. megabyzonen omkring Pearl River Deltaget, der strækker sig fra Guangzhou til Shenzhen med 43 mio. indbyggere, der står for ti procent af Kinas økonomi.

I den globale økonomi dannes enklaver funktioner som finanser, kultur, turisme, produktion m.v.

I Taiwan, Kina og Philipinerne sker det i form af Export Processing Zones (EPZ'er), der har fået juridisk særstatus. Virksomheder der etablerer sig kan få skattefordele, organisationsretten er begrænset, lønnen ringe og arbejdsmiljøet dårligt. Der er nu hundreder EPZ'er med næsten 70 mio. arbejdere i den type fabrikker verden over (Journal of International Affairs. Spring/summer 2012).

Værdier koncentreres i ret få byer, idet 20 procent af verdens befolkning bor i 600 byer, men skaber 60 procent af verdens BNP. Væksten forskyder sig fra de gamle industrilande til Asien, Afrika og Latinamerika.

Denne polarisering foregår ikke blot mellem byer, men slår igennem i byerne som tiltagende segregering og polarisering.

Lavtlønsjob er ikke kun et voksende fænomen i fattige landes byer. I kommandobyerne er det den hurtigst voksende jobtype, som er forudsætningen for den rige modpol.

I New York er den rigeste »top én procents« andel af indtægterne i byen steget fra 12 procent i 1980 til 44 procent i dag.

Den nederste halvdel af newyorkerne fik næsten halveret deres andel af byens indkomst fra 14,1 procent til blot 7,9 procent.

Den udvikling præger alle byer, der kører efter det neoliberale slogan »byen som vækstmotor«. Eller satser som »World Class City« med stjernearkitektur og måske verdens højeste skyskraber samt ambitioner om et OL. Den globale kapital skaber sine vandhuller i sit eget billede.

Vækst og stagnation

Grådighed og deregulering er faktorer, men det underliggende er en stagnation med faldende vækstrater siden1960'erne i EU, USA og Japan.

Fra vækstrater på omkring fem procent i 1960'erne er de faldet til 2,5 procent i 1980'erne og til under to procent efter 2000.

Japans fald har været endnu mere dramatisk fra 10 procent til 0,5 procent.

For det økonomiske system er vækst lige så nødvendig som vand for en fisk. Det er en tommelfingerregel, at det er nødvendigt med en årlig vækst på 2-3 procent for at holde krisen stangen.

Det er denne tendens, der siden 1970'er har udløst en byge af hyppige kriser.

I september 2009 eksploderede Wall Street, så det forplantede sig ud i verden. Wall Street folkene fik et dyk, men er back in business.

Det virvar af transaktioner, der havde suget rigdom til centret under boomet virkede fortsat under krisen, ved at decentralisere tabene til borgernes lommer i form af tvangsauktioner, job- og løntab m.v.

Regeringerne måtte redde finanssektoren. De udløste massive statslige midler via astronomiske bankpakker og i USA genopretningspakker.

Det sidste kriseforløb, som vi stadig befinder os i, er både i sin form og i sin 'løsning' et produkt af neoliberaliseringen og globaliseringen, der slog rod i 1970'erme.

Mens 1980'erne var en fase med tilbagerulning af keynesianismen – af det arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser havde opnået (lidt oversolgt kaldt velfærdssamfundet) – blev i 1990'erne fulgt af en udrulning af nye tiltag for en neoliberalisering af samfundene.

Neoliberalisering

Neoliberaliseringen er ikke bare et resultat af det vilde marked. Det er et tankesæt og en praksis, der på mange måder er gennemført af regeringerne som en reaktion på kriserne samtidig med, at venstrebevægelsernes svaghed blev udnyttet.

Nogle gange realiseret som en hård konfrontation mod fagforeningerne, som Thatcher kamp mod minearbejderne.

Andre gange som en konsensussøgning – udtrykt som 'regering hen over midten' – en teknokratisk styreform baseret på 'objektivitet', 'balancering af interesser' og 'den nødvendige politik', 'den ansvarlige politik' m.v.

Opløsningen af det bipolare spændingsfelt mellem USA og Sovjetunionen skabte et nyt stort rum og et politisk vakuum, der blev udnyttet til at sætte nye dagsordener.

Neoliberaliseringen ændrede byerne, og den måde de er drevet på, mange måder.

Et grundlæggende greb er at skrumpe den offentlige sektor og ved at privatisere offentlige rum og fælles goder. 

»Socialstatens grænser skal rykkes tilbage, det frie markeds grænser skal rykkes frem« skrev Fogh Rasmussen.

Transport, vandforsyning, telekommunikation, jobformidling, post, ældrepleje, råstoffer, infrastruktur, offentlige rum m.v. privatiseres eller udliciteres.

Service til ældre, jobformidling m.v. lægges ud i privat regi på markedsvilkår.

Finansialiseringen af boligområdet har øget spekulation samtidig med, at staten har trukket sig fra opførelse af billige boliger til fordel for individuelle tilskud – eller slet intet.

Velfærden eroderer. I kølvandet på nye normeringer og rationaliseringer nedlægges job.

Ifølge Kommunernes Landsforening er udgifterne til kommunal service fra 2009 til 2012 reduceret med 12 mia. kr. og 35.000 er fyret.

Løsninger og ansvar bliver lagt på den enkeltes skuldre. Individet bliver kunder og borgere i et pligtsamfund, hvor de – uden indflydelse – får ansvar for både vækst og landets konkurrenceevne.

Grænsen opløses mellem offentlig og privat. Konsekvensen er mindre demokrati. F.eks. når byudvikling lægges i hel- eller halvautonome udviklingsselskaber med egen bestyrelse af folkevalgte, indsatte erhvervsfolk og specialister.

'Globalisering' blev siden 80'erne det neoliberale slagnummer.

Globaliseringen foregik både på det globale niveau udadtil via EU, WTO og IMF og indadtil via nationalstaterne gennem finansregulering, skattelovgivning, byudviklingsstrategier, arbejdsmarkedspolitik m.v.

I den neoliberale udlægning blev 'globalisering' til en fortælling om det 'uundgåelige' (Lefebvre benyttede tidligt i 1950'erne begrebet 'mondiliastion' i en lidt anden betydning). Om en uindskrænket ret til at indtage verden via neutralisering med begreber som frihed og udvikling, der harmoniserer og tømme rum for betydninger samtidig med universaliseret politik, kultur, teknologi, økonomi, normer, for at legitimere imperialisme i nye former.

Globaliseringen fremmede monopolisering gennem kapitaleksport, udnyttelsen af den ulige udvikling i produktionsvilkår og på markeder samt billigere arbejdskraft.

At de neoliberale logikker i den grad er blevet common sense er mærkeligt.

Kriserne som permanent tilstand

Neoliberalismen er en strategi for overlevelse i et landskab af komplekse og dybe kriser i systemerne.

Krise bliver brugt som et begreb om en midlertidig tilstand – men dog cyklisk – en syg periode i forhold til en rask normaltilstand.

 Men hvad så når den økonomiske krise og klimakrisen er normaltilstanden?

Alle krisers og blokeringers moder er den grundlæggende modsætning mellem på den ene side produktionens stadig mere samfundsmæssige karakter med den private tilegnelse og på den anden side produktivkræfternes udvikling (jf. Marx,  der skriver om produktionsforholdene at fra »… at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem«).

Her følger nogle af de fundamentale kriser, som virker sammen med andre kriser af mangel på fødevare, demokrati, vand, udvikling m.v.

De forstærker hinanden i et permanent krisekompleks, der løber sammen i byerne, hvor de i høj grad også er skabt.

2008 krisen var en konsekvens af byudvikling.

Økonomi og udviklingskrise

Overakkumulation er en generel tendens i den kapitalistiske økonomi.

David Harvey peger på væksten i værdien af verdens økonomi fra 5,3 billioner $ 1950, til 16 billioner $ i 1973, til 41 billioner $ i 2003 og 56,2 billioner $ i 2009.

Ved en årlig vækst på 3 procent vil værdien i 2030 være på næsten 100 billioner $ (Harvey: The Enigma of Capital, side 26). Det er et enormt beløb, der skal reinvesteres. Når det allerede længe har været et stort problem, hvad så om tyve år?

Der er mange måder at kompensere på ud over den klassiske keynesianske med offentlige investeringer og stimulering af forbrug. Kriserne bliver brugt flittigt til politiske initiativer, der åbner for nye kneb.

Harvey skriver: »Finanskriser bliver brugt til at rationalisere kapitalismens irrationalitet. De fører typisk til rekonfigureringer, nye modeller for udvikling, nye sfærer for investeringer og nye former for klassemagt« (samme, side 11).

Finansialisering af økonomien er et forsøg på at afværge de stagnerende tendenser via en hasarderet spekulativ økonomi af hedgefonde, futures, derivater, skyggebanker og meget andet, der er skudt op efter dereguleringen og globaliseringen.

I modsætning til en maskinfabrik producerer den finansielle sektor i sig selv ingen værdi.

I begyndelsen af 1970'er havnede 15-20 procent af virksomhedernes overskud i USA i finanssektoren. I tiåret op til krisen var denne andel vokset til 35-40 procent.

Hvis regeringen er så opsat på en øget konkurrenceevne, er der måske noget at komme efter her, i stedet for at presse lavtlønnede mod bunden.

Gældsætning og alkymi er et af neoliberalismens store tricks for afløb af overskydende kapital og en øgning af forbruget, som lå bag de momentane opsving.

Gældsætning blev en kreativ business med udvikling af en mangfoldighed af privat og offentlig gæld via: kreditkort, statsgæld, bankgæld, boliglån, spekulation i futures og meget mere.

Byer har en hovedrolle i dette spil.

Byudvikling – Via byplanlægning og investeringer i nye byområder skaber staten og kommunerne rammer for møder mellem den finansielle sektor, akkumuleret kapital og ejendomsmarkedet. 

Harvey peger på, at byudvikling er en af måderne til at absorbere – eller destruere – den overskydende kapital på via lån. Det sker i form af offentlige anlægsarbejder som byfornyelse og infrastruktur eller private megaprojekter.

Den antiurbane parcelhusbølge i 1950-70'erne var en booster af økonomien via private lån og ekstra offentlige investeringer som følge af byspredningen.

En følge var også en udvidelse af forbruget, idet 'det nye liv i forstæderne' var understøttet af en socialdemokratisk ideologisk splejsning af velfærds- og forbrugssamfund.

Boligboblen opsuger og aktiverer kapital og øger forbrug.

Da Nationalbanken gav bankerne lov til at udbygge deres låneunderskud til 550 mia. kr. endte de i boligbyggerier, der også fik et ekstra boost oven i via frysningen af ejendomsskatterne og indførelsen af de afdragsfrie lån til boligbyggeri i 2003 samt lavrentepolitik.

I 2011 lå prisen for en gennemsnitlig bolig i Danmark 70 procent over EUR niveauet. Siden begyndelsen af 1980'erne er boliggældens andel af husholdningernes disponible indkomst næsten tredoblet.

Det er langt det højeste niveau i EU og er 2,5 gange niveauet i lande som Tyskland, Frankrig og Finland.

Klumper i strømme. Man skulle tro, at der ikke er nogen, der er mere interesserede i at holde kapitalcirkulationen kørende end netop investorerne selv. I princippet er de.

Men ud fra egne snævre interesser ser de måske muligheder uden for den produktive sektor. F.eks. ved investeringer i hedgefonde, der spekulerer i valutaudsving eller køber virksomheder for at slagte dem. Måske investeres i et parti korn i 2016 via futures eller kunst.

En af de neoliberale myter handler om 'trickle down' – eller når det regner på præsten drypper det på degnen.

Tanken er, at de den ophobede rigdom i toppen af samfundet bliver reinvesteret og på den måde drypper nedad og skaber mere efterspørgsel.

Men når det ikke sker, svækkes købekraften og underforbrugskrisen forstærkes.

Det er en paradoksal situation, hvor økonomien holder sig flydende og omfordeler via en svimlende gældsætning og kapitalakkumulation, der skaber en destruktion af samfund – af byerne.

Innovation og nye investeringer ødelægger tidligere investeringer. Der er 3,4 mio. tomme boliger i Spanien. Hen ved 700.000 i Madrid og omegn.

Ifølge Rangvid-udvalgets rapport fra september 2013, som i virkeligheden havde en snæver vurdering, kostede finanskrisen 400 milliarder kroner.

Natur/samfundskrise

Bysamfund og natur er ikke to adskilte systemer, hvor det alene er samfundet, der påvirker økosystemet. Det er det samme system – den samme natur.

Derfor må vi udvikle vores måde til at tænke byer som urbane biotoper.

I sit virke og i stofskiftet med naturen, ændrer mennesket både naturen og sig selv (jf. Jørgen Steen Nilsen: Den store omstilling, som både behandler økonomi, økologi og systemkriser).

By og natur ikke er to adskilte systemer, men det samme system. Mennesker og byer er samtidig både natur og omskaber af natur.

Store forskydninger i naturen kan ødelægge livsvilkår for mennesker og samfund, men naturen fortsætter, blot på en anden måde. Mere eller mindre uden os.

Allerede Det gamle Testamentes Mosebog gav naturen til mennesket. Også den tidligere liberale filosof John Locke opfattede mennesket med en dominerende rolle i forhold til naturen, men med rettigheder og pligter: »Så at Gud ved at byde os at underlægge os jorden lige så meget bemyndigede os til at tilegne os den....« (Anden afhandling om styreformen. Det Lille Forlag, side 50).

Rettighederne var ikke kun indbyrdes relationer mellem mennesker. En anden brik i den nye ramme var ejendomsretten til naturen.

Det cartesianske og newtonske mekaniske syn på verden konstruerede en opfattelse af natur, der passede som fod i hose med liberalismens behov.

Rummet var absolut og en forud givet ting i sig selv, der kan opmåles og beregnes ligesom den absolutte tid.

Det kunne parcelleres af landmålere, lige som tiden kunne udmåles og sætte arbejdsdagens rytmer.

Som David Harvey skriver:

»Verden og alt i den skulle jævnes ud, homogeniseres og reduceres konceptuelt, .... hvis ikke ligefrem fysisk, ... Naturen blev universaliseret under overskrifter som privatejendomsret, kommercialisering og udveksling på markedet, så de forskellige komponenter kunne købes og sælges efter behag.« (Cosmopolitanism and the Geographies of Freedom, Columbia University Press, side 222.)

Tilegnelsen af naturen – eller de værdier som arbejdet kunne tilføre og vriste ud af den – blev gjort operationel for markedsøkonomien.

Produktionsforholdene griber destruktivt ind i naturen, der bliver til et udbytningsobjekt vendt mod både mennesket, samfundet og sig selv. Råstoffer bliver revet ud af undergrund og skove og opbrugt. Klimaet presses til fundamentale ændringer i klodens økosystem.

Global Footprint Network har beregnet, at vi belaster eller bruger mere end kloden evne til at reproducere sig på samme niveau.

Denne biokapacitet er belastet med 150 procent svarende til at vi skulle leve på halvanden planet for at være neutrale. Ifølge FN-beregninger vil det i 2030 være to jordkloder.

Vækstøkonomien akkumulerer sine egne omkostninger i forhold til konsekvenserne af klimakrisen og har skabt en negativ spiral.

I 2010 kostede det globalt set 1 procent af GPD. I 2030 vil det være 3,2 procent af GDP.

Basale livsfornødenheder som mad bliver markant dyrere, lønninger bliver presset og regeringerne mister manøvrerum (The State of the Climate Crises. Climate Vulnerable Forum. 2010).

I frygtens balance mellem de økonomiske kriser og klimakriser, er klimatopmøder blevet til fora, der er domineret af 'grøn vækst' og en markedsplads for handel med kvoter.

Samtidig bliver naturens tilstand og individualiseret via forbrugsvalg og ansvaret decentraliseret.

Katastrofe-kapitalismen, som Naomi Klein kalder det, er blevet en tilstand, der egner sig til business ligesom alt andet.

Katastroferne har længe været en naturlig del af den kommercielle kulturindustri med byer, der fryser væk, oversvømmes eller udsættes for grum hævn fra universet på grund af nogles skørlevned.

Klimakrisen bliver adskilt fra de sociale forhold. Der er etableret nogle rækkefølger for logikker, hvor folkene må løse klimakriserne først og de sociale og demokratiske problemer bagefter.

For virksomhederne er det omvendt. Her skal der gang i væksten først, og så kan man se nøjere på klimaet bagefter.

Begge er falske modstillinger. Det ikke naturen, der er i krise, men det er de samfund, der påvirker den.

Der er behov for en radikal ændring af den måde, vi opfatter natur og samfundets grundstrukturer på.

Universal Declaration of the Rights of Mother Earth fra 2009 har nogle interessante perspektiver om fundamentale rettigheder til økosystemerne og hermed også til mennesker.

Det er en bemærkelsesværdig erklæring, som blev vedtaget i Cochabamba i Bolivia efter det kiksede COP15 i København 2009, hvor naturens rettigheder gøres til et nødvendigt vilkår for menneskerettighederne.

Produktion af vores fornødenheder, klimaet, sociale forhold og demokratisk udfoldelse kan løftes som integrerede løsninger. Det sker ikke i en profitbaseret vækstøkonomi, der, som Lefebvre skriver, »akkumulerer problemer uden at akkumulerer velstand.«

Klimatruslen i sig selv er et revolutionær udfordring.

Professor Kevin Anderson, forsker i energi og klimaforandringer ved det ansete Tyndall Center i Manchester, mener evolutionære forandringer for at redde klimaet gennem det politiske og økonomiske system havde været mulige fra tiden omkring klimatopmødet i 1992.

Men: »I dag, efter to årtier med bluff og løgne, kræver det resterende 2 graders CO2 budget revolutionære forandringer over for den politiske og økonomiske hegemoni« (http://kevinanderson.info/blog/why-carbon-prices-cant-deliver-the-2c-target/ August 2013).

Menneskekrise

Arbejde er ikke blot en forudsætning for at opretholde en levestandard, det er også et grundlag for at være aktiv borger i samfundet på. 

Derfor giver artikel 23 i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 alle ret til arbejde, frit valg af beskæftigelse på gode arbejdsvilkår og beskyttelse mod arbejdsløshed. Hertil lige løn for lige arbejde m.v.

Det er i stigende grad ikke tilfældet.

Udviklingen af produktivkræfterne – den teknologiske udvikling og automatisering – fører til et relativt mindre behov for arbejdskraft.

Berlingske havde i september en artikel om vækst uden jobvækst.

Flere topchefer sagde det samme som direktør i Toms Gruppen, Jesper Møller.

»Vi har som mange andre danske virksomheder fokus på volumenvækst i øjeblikket. Men vi har ikke planer om flere danske ansatte. Vi skal blive mere effektive via løbende automatisering, og det, tror jeg, går igen i dansk erhvervsliv i øjeblikket« (24. september 2013).

Mens europæerne i kølvandet på den første industrialiseringsbølge kunne indtage »et tomt kontinent«, der tog trykket af Europa, slår konsekvensen af kapitalens globalisering i dag igennem som jobmangel i et fuldt hus.

Denne jobmangel er et globalt fænomen, som opstår af de indbyggede love i kapitalismen og forstærkes af befolkningsvæksten.

Immigration og tilvandring fra landet, som f.eks. 10 mio. der flytter fra land til by om året i Indien, skaber flere hænder og hoveder på markedet.

Flere kvinder på arbejdsmarkedet har også øget udbuddet. Lavtlønnede er i en situation, hvor nu to lønninger (eller indtægter fra børn) er nødvendige for at overleve.

Et job er ikke bare et job. Ifølge OECD rapport fra 2009 (Is Informal Normal? Towards More and Better Jobs in Developing Countries) arbejder 1,8 mia. mennesker i den informelle økonomi som løst ansatte, daglejere, gadehandlere m.v. uden kontrakter og social sikkerhed.

Mere end 700 millioner af dem lever for mindre end 1,25 $ om dagen. I Tyskland har hver fjerde en timeløn på omkring 70 kr.

Kun 1,2 mia. mennesker er ansat i den formelle økonomi.

OECD rapportens prognose siger, at allerede i 2020 vil to tredjedele af den globale arbejdsstyrke – 2 ud af 3 – arbejde i den informelle økonomi. 200 mio. er helt uden job.

Det holder ikke, når regeringen eller EU taler om, at alle kan få et arbejde, hvis de vil. At det vil være fast arbejde fra uddannelse til pensionering.

Skiftet til konkurrencesamfundet og 'workfare', hvor pligten til at påtage sig lavtlønnet arbejder og underbeskæftigelse, betyder, at alle skal arbejde for at være en del af 'fællesskabet'.

Når kombinationen af makroøkonomien og væksten i produktivitet ikke, selv med nok så høje vækstrater, kan skaffe det nødvendige antal jobs – hvad så?

Demokratikrise

En af det liberale demokratis filosofiske fædre, John Locke (1632 – 1704), mente at frihed var universel, fordi den var baseret på en ejendomsret, der udsprang af naturens orden og dermed lå i mennesket.

Venstres principprogram holder stadig fast de gamle tanker: »Den private ejendomsret er en grundpille i et frit samfund. Privat ejendomsret er den vigtigste garanti for såvel økonomisk som politisk frihed.«

Allerede i den tidlige form blev denne udlægning af demokrati kritiseret af Marx og Engels for at være et reduceret, abstrakt og utilstrækkeligt demokrati.

De mente, at demokrati forudsætter en frihed, som først er reel, når ingen behøver at sælge deres arbejdskraft til andre.

Lighedsånden og det borgerlige krav om afskaffelse af klasseprivilegier blev, som Engels skriver i Antidühring, prompte fulgt af proletariatets krav om afskaffelse af klasserne:

»Proletarerne tager bourgeoisiet på ordet: ligheden skal ikke kun gennemføres tilsyneladende, ikke kun på statens område, men den skal også gennemføres i virkeligheden, på det samfundsmæssige, økonomiske område...« (Antidühring, Sputnik, side 120).

Pointen er, at demokrati både er politik og økonomi.

Det betyder f.eks. at der ikke er et skel mellem det, vi kalder offentlige og private sfærer, herunder produktionsmidlerne.

Hvordan kan et demokrati fungere, når en stor del af samfundets dynamik – eksistensgrundlag – er uden for demokratiet på grund af privatejendommen?

Et andet forhold var adskillelsen mellem borgerne og de styrende (politikere og det teknokratiske system). Den aktuelle debat om, at afstanden mellem borgere og beslutningstagere er blevet meget lang, er udtryk for dette.

Når Marx siger taler om at erstatte de relationer, der dominerer produktionen og samfundet med »de associerede producenters kontrol over produktionsmidlerne«, er det er et vidtgående demokratisk skridt.

Men det stopper ikke her.

Marx skrev: »Centraliseringen af produktionsmidlerne og udviklingen af arbejdets samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske skal. Den bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms sidste time slår. Ekspropriatørerne bliver eksproprieret.« (Udvalgte Værker, Forlaget Tiden, bind I, side 455).

Det demokratiske rum tømmes. Beslutninger flytter op i hierakiet til EU – eller andre overstatslige organisationer med endnu mindre demokratisk styring. På flere felter er beslutninger flyttet til EU's institutioner.

En undersøgelse fra Kommunernes Landsorganisation viser, at 53 procent af byrådenes punkter på dagsordenen er direkte eller indirekte underlagt EU's bestemmelser eller politikker. I Sverige er det 60 procent.

Seneste alvorlige træk er, at staternes økonomi er underlagt EU's rammer, befalinger og straf.

Konsekvensen er, at det er umuligt for en regering at være suveræn og føre en helhedsorienteret sammenhængende politik, som baserer sig på borgernes behov og ønsker.

Det demokratiske rum indsnævres. Private investorer har via koncessioner overtaget retten til at bestemme over naturressourcer og samfundsgoder. F.eks. nordsøolien.

Med et statsligt selskab ville beslutninger om indvindingstempo, metoder, hvem, der kunne sælges til, samt hele overskuddet være underlagt demokratiske beslutninger.

Den store version af velfærdssamfundet havde et helhedssyn på borgerne som en kerneværdi. Velfærd var både borgernes materielle tryghed med sikkerhedsnet og deres aktive deltagende med lige indflydelse i demokratiske fællesskaber.

Det demokratiske deltagerperspektiv blev erstattet af et økonomisk konkurrenceperspektiv, som alt andet skal underlægge sig: uddannelse, jobformidling, kontanthjælp m.v. Det er et skifte fra welfare til workfare.

Johannes Andersen kalder det for »den autoritære konkurrencestat« (Information 3.-4. august 2013).

Få uger efter gik finansminister Bjarne Corydon planken ud: »Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«.

Samfundet bliver stadig mere komplekst via en socialisering og en specialisering af produktionen i bred forstand. Byens har en masse, en tæthed og globale opkoblinger.

Borgerne har kompetencer, kreativitet, håndelag og erfaringer med organisering på arbejde, i kvarterer eller i foreninger. Virksomheder, uddannelses- forsknings- og kulturinstitutioner har både substans og fysiske rammer.

Tilsammen er det et enormt potentiale, der kunne slippes løs i et aktivt deltagerdemokrati.

Det nødvendige brud

Neoliberalismen er en overlevelsesstrategi i et landskab af komplekse dybe systemiske kriser. Det er en permanent tilstand, der i stigende grad strukturerer vores naturlige eksistensvilkår, det fysiske miljø, sociale forhold samt vores udfoldelsesmuligheder som mennesker.

Hver for sig – og i et forstærkende samspil – er vores udfordringer:

Natur/milø krisen er et direkte spørgsmål om overlevelse.

Demokrati krisen står i vejen for at ophæve blokeringerne af samfundenes dynamik og komme videre.

Menneskekrisen handler om det materielle livsgrundlag og udvikling for alle.

Økonomikriser deformerer samfundet og forstærker de andre kriser.

Måske kan man sige, at kriserne ligefrem er neoliberalismens eksistensvilkår, samtidig med at den selv skaber dem, og gør dem dybere.

Kriserne bevæger sig fra det finansielle område, ind i staterne, ind husstanden, ud på arbejdspladserne, ned i undergrunden og mod himlen.

De greb, der bliver brugt for at afbøde konsekvenserne, er i sig selv et varsel om, hvordan de næste bliver.

Samfundene – eller regeringerne – er optaget af at afbøde konsekvenserne og konkurrere med verden, frem for strategier for en kvalitativ udvikling og vækst for og med borgerne ved at frigøre og bruge alle potentialer.

På den måde har vi fået et omvendt samfund – et afværgesamfund – der må reagere på de grundlæggende kriser og deres indbyrdes relationer.

Vi befinder os i et vadested. 

Den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre kaldte overgangsfasen mellem det industrielle og det efterfølgende urbane samfund for den 'den kritiske zone,' som er præget af kriser, hvor noget nyt opstår.

For ham handlede det derefter om 'retten til byen' og 'den urbane revolution' som en transformation til det urbane samfund. Det var hans måde at tale om socialisme på.

Det store spørgsmål er overgangen fra industrisamfundet. Hvad bliver den næste for et skridt? Og hvordan sker det?

Der har været mange bud med kort levetid: 'fritidssamfundet', 'kreative samfund' eller 'informationssamfundet'.

I forhold til byer er det f.eks. 'videnbyer', 'smart cities', 'bæredygtige byer' m.v.

Skønt ingen af dem handler om grundlæggende ændringer i samfundet, er der alligevel tendenser, der peger fremad. Der bliver der ledt efter udgangen.

Set fra vores position i 'den kritiske zone' er der noget mere fundamentalt på spil, som handler om nye produktionsforhold – samfundsforhold – og relationen til produktivkræfter og 'natur'.  

Marx beskriver det sådan:

»En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.« (Udvalgte Værker, bind I, side 356). 

Det er her, der ligger en utopi og simrer, det er både muligt og nødvendigt at række ud efter.

Det kvalitative spring modnes i spændingen mellem produktionsforhold og produktivkræft i en proces der deformerer byerne og samfundet. Der er mange tendenser til kollektive løsninger (på trods af en samtidig individualisering).

Vi ser, hvordan ejendomsretten udfordres af sociale medier og det indlysende behov for at al viden indgår i den offentlige sfære.

Folk er i stigende grad optaget af brugsværdier og reflekterer over faktiske behov, frem for at være underlagt bytteværdiernes forbrugskarrusel.

Vi indtager og bruger byen på nye måder, der sætter ejerskel og brugsret under pres.

Der er mange urbane tråde at tage fat i.

Som Lefebvre skriver i The Urban Revolution: »Denne urbanisering er virtuel i dag, men vil blive reel i fremtiden.«

Han pegede mod en ny form for urbanitet med retten til byen eller den urbane revolution som en reaktion på disse tendenser og som en reaktion på den dybe krise tilstand.

Retten til byen

Næsten samtidig med at Martin Luther King i 1967 talte om skiftet fra en reformbevægelse til en revolutionær æra og behovet for at »... rejse bestemte basale spørgsmål om hele samfundet«, sad Henri Lefebvre i Paris og skrev.

Han var påvirket af et Frankrig, der sammen med den øvrige verden, befandt sig i et vadested af usikkerhed. Vreden mod den franske krig i Algier og mod det gamle aristokrati tog til.

I 1968 udkom hans Le droit à la ville (»Retten til byen«). Og to år efter udkom La Révolution urbaine.

I maj 68 brød det ud i lys lue i storbyerne. Arbejderne strejkede og studenterne besatte universiteter. De to bevægelser blev kun i mindre omfang forenet i en reelt fælles kamp.

13. maj blev en markant dag. Fagforeningerne proklamerede en nationalstrejke, som 10 mio. deltog i. En million marcherede gennem gaderne i Paris. I dagene efter besatte arbejdere fabrikker.

I de følgende år trak de urbane bevægelser, aktive studenter og arbejderbevægelsen på nogle stræk på samme hammel.

Men groft sagt (andre gange mildt sagt) anså de gamle arbejderpartier og de store fagforeninger de urbane bevægelser for at være anarkistiske, hvilket i nogen grad også var rigtigt, mens bevægelserne anså partier og fagforeninger for at for i nogen grad at være systembærende, hvilket også var sandt.

De urbane bevægelser havde byen som afsæt og mål. De slog rødder og brugte byen på nye måder.

De første billeder af, hvad en by kunne være efter industribyen, var ved at blive fremkaldt. Det sociale, kulturelle og politiske opbrud blev stykket sammen af vage forestillinger om et andet samfund. Bygninger, gader, parker, boliger og tomter blev et politisk kampfelt.

Det politiserende potentiale på disse felter lå i arbejderbevægelsen og de etablerede partiers blinde vinkel. Kampene på Nørrebro i København om byfornyelsen i 1970'erne, som kulminerede med slaget om Byggeren i 1980 afspejlede denne konflikt.

Lefebvre satte begge bevægelser ind i et radikal byperspektiv – retten til byen (RTB).

Når han skrev at »The right to the city is like a cry and a demand« handlede det om magten og i en større betydning end byen i sig selv.

Begrebet retten til byen var både en umiddelbar reaktion på den boblende tilstand i samfundet og et filosofisk teoretisk felt for en kritik samt åbning af nye perspektiver.

I modsætning til individualisering og markedsgørelse sætter Lefebvre det sociale i centrum. RTB: »...betyder ikke kun en simpel ret til tilstedeværelse eller en tilbagevenden til de traditionelle byer. Den kan kun formuleres som en transformeret og fornyet ret til det urbane liv« (Writings on Cities, Blackwell Publishing, side 158).

»Retten til byen manifesterer sig som en højere form for rettigheder: retten til frihed, til individualisering i socialisering, til bosteder og at bebo. Retten til oeuvret [dvs. byen som et værk, red.], til deltagelse og tilegnelse (som klart adskiller sig fra retten til ejendom) indgår i retten til byen.« (samme, side 173).

Og med det mener han alle borgeres ret til at deltage i brugen af og produktion af byen.

Rettigheder

Rettigheder har en lang historie. I Danmark skrev Valdemar den Store f.eks. i 1177, at vi skylder alle »en ligelig afbalanceret ret, hvad enten de giver sig af med handelsanliggender eller slider med markarbejdet eller glimrer med ridderbælte.«

Rettigheder er på en måde en overenskomst mellem grupper i samfundet.

I den franske Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789 hedder det:

»Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse« (http://www.menneskeret.dk/menneskerettigheder ).

Disse borgerlige rettigheder er – ud fra en filosofisk logik i en specifik historisk situation – tillagt en status som universelle og dermed uforanderlige.

Men verden står ikke stille.

Arbejderbevægelsen og de socialistiske lande pressede på. I FN blev der tilføjet nye økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det var en afspejling af arbejderklassens kampe for velfærdssamfundet, under paroler som »brød, arbejde og frihed«.

Rettigheder er derfor ikke abstrakte, men konkret materielle med socialt sigte med omfordeling af værdier og beskyttelse af borgerne.

De tidligere koloniale lande, som efter krigen slap fri af grebet, pressede på for solidaritet, ligestilling mellem racer, nationalitet og religion, - uddannelse og kultur, - en tilstrækkelig levefod og en ny økonomisk verdensorden.

I FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948, står i Artikel 25:

»Enhver har ret til en levestandard, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er under den enkeltes kontrol« (Article 25 of the Universal Declaration of Human Rights, adopted 10 December 1948)

Erklæringen var udtryk for kompromisser. De vestlige lande lagde vægten på de formelle frihedsrettigheder og mindre på de sociale og økonomiske, som østblokken og udviklingslandene lagde vægt på.

Men stater er ingen garanti for en realisering af disse erklæringer.

Derfor kan et samfunds fremskridt og karakter kan måles på udviklingsgraden af et stadig mere omfattende og forfinet demokrati.

Som bevægelser

RTB dukkede igen op på den politiske scene i 1990'erne som en reaktion på de konsekvenser neoliberaliseringen og globaliseringen fik for store grupper i de hurtigt voksende byer.  

RTB udviklede sig på to hovedspor. Det ene i Latinamerika og det andet i en række internationale netværk og fora, især i FN-regi.

I 1992 blev International Forum of Environment, Poverty, and the Right to the City holdt i Tunis.

En milepæl i dette forløb var World Charter for the Right to the City. Det blev i sin første form udfærdiget til  First World Assembly of Urban Inhabitants i Mexico i 2000 med deltagere fra 35 lande.

Efter flere behandlinger blev World Charter for the Right to the City, vedtaget på World Social Forum i Porto Alegre i 2005. Siden er chartret revideret flere gange.  

I Latinamerika har flere byer skrevet RTB ind i deres styrelsesvedtægt. I Brasilien er aspekter af RTB skrevet ind i landets forfatning.

City Statute blev vedtaget den 10. juli 2001 som national lov nr. 10.257. Det skete efter en lang proces med stærkt pres nede fra. Især fra byer rundt om i landet, der eksperimenterede med nye styreformer.

Den bærende idé er, at RTB er en kollektiv ret. Borgerne fik en bedre position i forhold til grundejere og developere, idet den sociale brugsværdi fik større vægt i forhold til bytteværdi, som ellers styrer byudviklingen.

Byerne fik nye økonomiske og demokratiske instrumenter til at fremme denne form for byudvikling. Borgerne fik også udvidet mulighed deltagelse i f.eks. budgetlægningen – participatory budgeting.

Det var både en decentralisering af beslutningerne, større mulighed for deltagelse samt en metode til at lade nye behov og andre prioriteringer få vægt i budgetlægningen.

Mexico City er gået et stykke ad samme vej med demokratisering via borgerdeltagelse og -kontrol.

Delte understrømme

RTB har flere betydninger, der afhænger af, hvordan retten bliver brugt. En begrænsning knytter sig til, at ingen rettigheder kommer af sig selv eller kan snakkes frem. De har altid og vil altid være et resultat af at nogle kæmper for dem.

Som Marx skriver »mellem lige rettigheder er det styrkeforholdet der afgør det«.

Det viste f.eks. forberedelserne til OL og WM i fodbold i Brasilien, med fordrivelse beboere og rydning af bydele for at give plads til mega-events.

Sådan bliver oplevelsesøkonomi ofte brugt til at sætte basale demokratiske rettigheder til side, for at rydde byen til den store scene, de store penge og de globale medier.

Mange chartre om RTB er derfor begrænsede til rammen for den eksisterende politiske og økonomiske magtstruktur eller til at være guidelines for good urban governance.

De bliver en del af det etablerede i stedet for at pege ud af det. RTB til byen bliver på den måde tømt for sit potentielt radikale indhold, som Lefebvre tænkte det.

En begrænsning til lokalsamfund eller ligefrem blot til byrum er en anden risiko. En tredje risiko er en sektorisering i forhold til f.eks. miljø, boliger eller byrum, frem for at skabe sammenhang i kampen for mad, boliger, arbejde, byrum, bæredygtige miljøer og deltagerdemokrati.

Ingen af disse felter er uvæsentlige, men sammen tydeliggør de hvad Martin Luther Kings pegede på, behovet for systemiske ændringer.

Et felt, der kalder på en diskussion, er de seneste ti års bylivsbevægelse.

Fænomenet er domineret af nye socialgrupper – ikke mindst den nye kreative urbane middelklasse – der har indtaget byernes gamle arbejderkvarterer, for her at udleve deres urbane drømme med bybier, guerillahaver, street art, sjove byrum, scener og alternative alternativer baseret på en kultur båret af smag for det rå, labs, flow, terrain vague, performance på skiftende locations. Space og ikke-steder forvandles til cool places.

Den midlertidighed, der flytter rundt i byen og trives i en symbiose mellem developere og de urbane bylivsgræshopper, der trækker folk til områder, der er på vej med byudvikling, for at øge værdien af det upcomming project.

Det er en global trend, der er udtryk for en kulturalisering og æstetisering af byen, som er overordnet et politisk perspektiv og sociale vilkår.

Sociologen Zygmunt Bauman beskriver det som ustabile, flygtige, relative og uforpligtende æstetiske fællesskaber med medier, eventen og livsstilen som det midlertidige samlingspunkt. »Dets objektivitet er udelukkende vævet af de subjektive dømmes flygtige tråde« (Fællesskab, Hans Reitzels Forlag, side 68 og 74). 

Disse bylivsbevægelser adskiller sig fra dem i 1970'erne, der var bredt favnende og sammensatte bevægelse af kampe for arbejds- og bymiljø, bevaring af arbejdsplader, mod krigen i Vietnam og generel antiimperialisme, mod EF, med husbesættelser, aktive studenter m.v. Godt nok på en diffus måde. Men det var urbane bevægelser båret af drømme om en socialt baseret samfundsforandring.

Alligevel er der også nogle tendenser i dem, der er udtryk for dybe strømninger, der som kimformer peger på et andet samfund, på retten til byen – lad os bare sige på – en ny urban civilisation.

RTB er mere en ret til magt til forandring end blot en ret til frihed.

Peter Schultz Jørgensen er arkitekt og forfatter til  bogen New York og Kampen for Byen, forlaget Frydenlund.