Eleverne på Københavns Tekniske Skole indstillede torsdag en tre-dage lang undervisningsboykot og blokade af deres skole. Mandag afholder de demonstration i mod regeringens erhvervsuddannelsesreform.
»Efter 3 dages vild blokade har vi i dag (torsdag, red.) besluttet at optage undervisningen. Kampen er langt fra slut og vi er virkelig glade for al den støtte vi har fået. Derfor håber vi at alle vil vise deres modstand mod regeringen og reformen på mandag til demonstrationen.«
Sådan skriver aktivister fra Københavns Tekniske Skoles (KTS) medieproduktionslinje på en facebook-side oprettet i forbindelse med en undervisningsnedlægelse og blokade af skolen.
Blokaden blev som tidligere omtalt på Modkraft sat i værk mandag i protest mod regeringens planlagte nedskærringer på erhvervsuddannelser i Danmark generelt og truslen om at nedlægge medieproduktionslinjen på KTS.
– Jeg frygter, at uddannelsen bliver nedlagt, men når jeg ser, hvor langt vi er nået ud med vores protester, er jeg også lidt optimistisk. Det er jo fantastisk, at vi har fået skabt så megen opmærksomhed om vores sag på så kort tid, uddyber Bella Kristensen, grundforløbselev på grafisk tekniker-uddannelsen på KTS overfor fagforeningen HK's mediemagasin.
Læs også artiklen »Nedskæringer får elever på Teknisk Skole på barrikaden« hos Modkraft.
Mandagens demonstration går fra Forum Station klokken 14:30 til Christiansborg Slotsplads, hvor aktivisterne har inviteret repræsentanter for fagforeningerne HK og Prosa, medievirksomheden Robotnik, en elev samt en ansat fra deres skole og studenter-aktivistnetværket 'Et andet universitet' til at tale.
Arrangementet går i rette med regeringens reform af erhvervsskolerne og har parolerne »Ingen adgangsbegrænsninger! Praktikpladser til alle! Nej til forkortelse af vores grundforløb!«.
Læs mere om begivenheden på facebook her.
Følg udviklingen i facebook-grupen »Københavns Tekniske Skole mod nedskæringer« her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96