Bedre uden chef

En onsdag aften i januar tager vi ned til Københavns Cykelkooperativ i Blågårdsgade, Nørrebro, for at tage en snak med de nye ejere om deres erfaringer med at starte et kooperativ op fra bunden.

Da vi ankommer ved halv syv-tiden er cykelsmedene stadig i gang med at lukke butikken ned. Venner og bekendte dukker indimellem op og henter en cykel eller lægger et stykke værktøj.

Efterhånden får vi sat os ned i en rundkreds. Omkring os sidder alle kooperativets medlemmer.

Stinus, som er 28 år og udlært cykelmekaniker, lægger ud med at forklare baggrunden for kooperativet:

»Vi har alle sammen, enten fuldtid eller deltid, arbejdet i det samme firma tidligere. Da vores chef så tilbage i efteråret valgte at lukke den afdeling, hvor jeg har været fastansat, og fyre Peter, som var værkstedschef i en anden butik, besluttede vi os for at gøre noget ved en drøm, som vi har haft i et stykke tid – at overtage dette sted og starte et kooperativ.«

Ud over Stinus og Peter sidder der tre unge ufaglærte cykelsmede, der primært har arbejdet deltid hos Saxil Cykler og brugt jobbet som en sideindtægt til SU eller andet arbejde. De er alle sammen venner og kender hinanden fra før deres tidligere arbejdsfællesskab i Saxil Cykler. 

De fem venner hører alle sammen i en eller anden udstrækning til på venstrefløjen, men ifølge dem var beslutningen om at starte et kooperativ i langt højere grad drevet af praktiske grunde end politiske idealer. Det handlede om at genskabe de arbejdspladser, de havde tabt hos Saxil Cykler, og muligvis skabe nogle flere. 

Handler om arbejdspladser

Valget af kooperativ-modellen handlede i den forbindelse om at finde en virksomhedsmodel, hvor vennerne kunne arbejde sammen uden at lade penge og arbejdshierarki komme dem imellem:

»Ja, det handlede mere om at lave arbejdspladser, end det gjorde at blive rige. Altså det var mere om at skabe en arbejdsplads, hvor vi stod for præmisserne og afgjorde, hvad der var rart at lave og ikke rart at lave, men samtidig bibeholde vores venskab med hinanden, så det ikke ligesom går op i hat og briller, fordi der kommer penge mellem én«, siger Mikkel, der er 26 år og læser på Københavns Universitet ved siden af arbejdet med kooperativet. 

Indtil videre er det kun Stinus og Peter der har fuldtidsstillinger i kooperativet. To af cykelsmedene, Brian og Mikkel har enten en anden uddannelse eller er i gang med at uddanne sig. En tredje, Mads, er blevet ansat som lærling i kooperativet.

De får dog alle sammen den samme timeløn ud fra et princip om enhedsløn. Endnu en gang ud fra en holdning om at penge og hierarki ikke må komme dem imellem:

»Det er noget, vi har besluttet, fordi løn handler om meget andet end penge på kontoen. Det handler også om myndighed. Det er klart, at hvis lærlinge kun tjente det halve af, hvad jeg gjorde, så ville min stemme jo også veje tungere til hverdag, og det er ikke noget vi er interesserede i«, forklarer Stinus.

Manglende sammenhold

De unge cykelsmede har ikke nogle intentioner om at blive rige, men ønsket om ordentlige løn- og arbejdsvilkår har også spillet ind i beslutningen om at starte et kooperativ.

Ifølge dem er cykelbranchen præget af en brugtvognsforhandler-mentalitet og mangel på organisering, der har betydet generelt ringe løn- og arbejdsvilkår:

»Jeg har arbejdet i syv år, og ud af de år har jeg kun arbejdet på kontrakt i halvandet år, og lidt under en måned under overenskomst. Bare for at sige noget om hvordan forholdene normalt er i branchen. Der er de færreste, der nogensinde får en kontrakt i hånden, og af dem, der gør, er det helt klart et fåtal, hvor den følger overenskomsten.«

»Når folk bliver trætte af at arbejde under hundeforhold, så har de bare lavet deres eget firma«, siger Stinus.

Han bliver afbrudt af Peter:

»Eller forladt branchen. Sindssygt mange unge mekanikere, når de får børn og familie og bil og sådan nogle ting, så gider de ikke være cykelmekanikere længere fordi det ikke kan betale sig.« 

Senest er cykelmekanikernes dårlige løn- og arbejdsvilkår kommet frem i medierne i forbindelse med oprettelsen af Cykelsmedenes Brancheklub, en brancheklub af københavnske cykelmekanikere der, i samarbejde med Dansk Metal, arbejder for at indføre overenskomster i cykelbutikkerne i Hovedstaden.

Stinus kender til brancheklubben og er optimistisk i forhold til dens funktion: 

»Det er jo en branche, der er præget af manglende sammenhold (…) Og der tænker jeg helt klart, at brancheklubben kan gøre en forskel. Også fordi den måde, den er organiseret på, det er ikke en eller anden konsulent, der er taget ud og snakke med de forskellige værksteder, men det er andre cykelmekanikere, der er taget rundt. Der er det da helt klart, at man kan skabe nogle netværk og solidaritet, som ikke rigtig eksisterer i branchen nu.«

Lokal forankring

Cykelsmedene i kooperativet virker alle sammen ret afklarede i forhold til deres politiske holdninger. Faglig stolthed og ordentlige løn- og arbejdsvilkår står centralt i deres projekt. Men i en branche, der er præget af »relativt elendige« vilkår, hvordan har de så tænkt sig at konkurrere? 

Ifølge Mikkel er kooperativets styrke det lokale kendskab og det netværk, som de til sammen har opbygget gennem en længere periode: 

»Vi har jo alle sammen arbejdet hernede og har lokalkendskab, ud over at arbejde hernede, til den sorte firkant, og det smitter selvfølgelig af. Vi kender de fleste andre, der arbejder her eller har butikker i gaden, og vi kender folks børn, og vi hjælper dem med at pumpe deres bold, hvis den er flad, eller vi skal sætte en kæde på, eller hvad det nu kan være.« 

Ved at kombinere godt håndværk med et lokalt kendskab og genkendelighed, håber cykelsmedene at appellere til de kunder, der er trætte af branchens brugtvognsforhandlere:

»Der er mange (venner, red.), hvis de ikke har fået lavet cykel hos os eller nogle andre, som kan stå inden for det, de laver, så kommer de ned, og de skulle bare have en lapning, og så er der blevet sat nyt dæk og slange på for eksempel. Og så koster det 500 kr. i stedet for 50 kr.«

Uden for butikken står der »KØBENHAVNS CYKELKOOPERATIV« med store blokbogstaver.

Og på de sociale medier har nyheden om et nyt kooperativ givet genklang, blandt andet i form af en støtteerklæring fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der på Facebook skrev:

»Der er alt for få cykelhandlere i København med ok forhold for de ansatte. Heldigvis er cykelmekanikerne begyndt at organisere sig og kræve overenskomst – og i min gade har de simpelthen lavet deres egen biks. Dejligt initiativ!«

Men i kooperativet satser cykelsmedene ikke på, at det er folk, der gerne vil handle politisk, der skal holde butikken oven vande:

»Den faglige stolthed betyder meget for os, at vi kan levere et ordentligt produkt (…) at der så, som vi også kan se, på de sociale medier er af betydning, at vi er et kooperativ, det er kommet i anden række«, mener Mikkel.

»Navnet har jo også sådan en signalværdi. Vi vil gerne opfordre til at andre stifter kooperativer. Fordi vi mener, at det er en god måde at organisere sit arbejde på«, siger Peter. 

Han bliver hurtigt fulgt op af Stinus:

»Det er også en balancegang, ik’, mellem at være et politisk projekt og være en helt lavpraktisk måde at lave godt arbejde på (…) Vi vil gerne lave en god arbejdsplads for os selv, men vi vil også gerne fortælle historien til folk om, at vi har lavet vores egen gode arbejdsplads, med et håb om at folk vil gøre det samme.« 

Hård opstart

På spørgsmålet om hvad der har været den største udfordring i forbindelse med at starte kooperativet, falder svaret prompte:

»Bureaukrati. Statens bureaukrati, det har helt sikkert været det mest altomfattende i den her proces. Og hvis vi ikke havde en masse gode venner, som var uddannede advokater og jurister og altmuligmænd inden for alverdens ting, så var det her aldrig lykkedes. Så var man kørt død i det«, lyder det fra Mikkel.

Stinus uddyber:

»Det bliver kun mere kompliceret af, at vi gerne vil lave en kollektivt ejet virksomhed. Staten kan jo ikke finde ud af at håndtere kollektiver. Til trods for at det er arbejderbevægelsen, der har bygget det her statsapparat. Det er fuldstændig vanvittigt så lidt indstillet, det er på kollektiv drift af virksomheder.«

Cykelsmedene har fået rådgivning af Balder Johansen fra byggefirmaet Logik & Co., der også er et kooperativ.

Balder er blandt andet ansat til at hjælpe andre med at opstarte kooperativer. Han forklarer, at målet med at hjælpe andre er at sørge for, at de kan oprette nogle ejerskabsmodeller, der bedst muligt fremtidssikrer kooperativerne og det kollektive ejerskab.

»Det, vi har brugt tid på at fortælle dem om, er de faldgruber, der er i både kollektiver og kooperativer: Så længe vi er fattige, så er vi alle sammen venner, og når der bliver lidt at rutte med, så er alle folk uvenner,« fortæller Balder.

Balder mener, at mange kooperativer er endt med at blive solgt, så stifterne kunne score en personlig gevinst, og at det underkender hele tanken med at oprette kooperativet.

Han anbefaler, at man i fondens vedtægter definerer, hvordan medlemmer optages i eller forlader kooperativet og på måde fremtidssikrer den.

»Det er den bedste sikkerhedsventil mod, at folk på et tidspunkt bliver grådige. Man skal beskytte sig mod, at profitkravet ikke kommer til at overtage den oprindelige idé med kooperativet. Derfor kan man f.eks. skrive i en fundats, at selskabet aldrig må sælges og definere, at det aldrig må blive brugt mod arbejderne« fortæller Balder. 

I modsætning til private virksomheder er kooperativer ofte præget af en stor grad af velvilje og samarbejdsvillighed, og cykelsmedene råder folk til at tænke i de baner, hvis de går og overvejer at starte et kooperativ.

»Det et jo ikke nødvendigt, at man har en farlig masse penge«, indvender Stinus og fortsætter: »Hvis man er ens netværk bevidst, det er s'gu meget vigtigere end at man har mange penge på banken.«

Helt konkret råder cykelsmedene folk til hurtigt i processen at skabe sig en ressourcebank, hvor man samler de venner og bekendte, der sidder inde med relevant viden eller kundskaber:

»En af de første ting, som vi gjorde, det var ligesom at lave sådan en ressourcebank, halvt inde i vores hoveder, halvt på papir, som hedder: ham her vores kammerat, han har læst jura, ham her er revisor, ham her kan lave hjemmesider. For man kender tusind mennesker, der kan hjælpe én, og folk vil gerne hjælpe én. Indtil videre er der ingen, der har sagt nej, når man har spurgt«, siger Stinus og fortsætter:

»Det, som jeg tror er det sværeste for de fleste, det er, at de ikke tør at bruge deres netværk. Men man skal bare slide på det, for folk skal nok få det igen en anden gang.«

Cykelsmedene vil også gerne personligt give igen af den hjælp og den velvilje, som de selv har modtaget i løbet af deres opstartsproces.

De fremhæver flere gange, at man skal være velkommen til at komme ned til en uformel snak, hvis man går og overvejer at starte sit eget kooperativ.

Men derudover henviser de til mange interesseorganisationer, der leverer rådgivning til og om kooperative virksomheder, for eksempel Kooperationen.

Et sidste råd?

»Gør det! (…) Det giver kun mening, at man som arbejder overtager sine egne produktionsmidler«.       

Peter Dollerup og Anders Pilmark er redaktionsmedlemmer af Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin, hvor artiklen oprindeligt er bragt. 

I magasinets første nummer, udgivet marts 2015, var kooperativer temaet. Ud over ovenstående artikel bragte magasinet artiklerne »Lad os da overtage lortet« af Lasse Rørdam Nielsen og »Socialistisk selvforvaltning eller småborgerligt vildspor?« af Bjarke Friborg.

Læs magasinet online her