Protester i Kastrup Lufthavn fra en gruppe aktivister fra netværkene »Børnebørn for Asyl« og »Bedsteforældre for Asyl« forhindrede i denne uge udvisningen af to bødre til Afghanistan. Samtidig spreder kampagne imod regeringens stramninger af asyllovgivning sig.
Tirsdag aften den 2. december lykkedes det for aktivister fra netværkene »Vores Asylbørn«, »Børnebørn for Asyl« og »Bedsteforældre for Asyl« at lave så meget postyr i Kastrup Lufthavn, at politiet måtte opgive at sætte bødrene Zakaria og Mustafa Sakhizada på henholdsvis 23 og 15 år på et fly til Afghanistan.
Brødrene, der har opholdt sig i Danmark de seneste fem år, har fået afslag på asyl og skal udvises, da de ifølge de danske myndigheder ikke er personligt forfulgt.
Ifølge aktivisterne, så er sagen et eksempel på en umenneskelig flygtninge-politik, og de har erklæret, at de sammen med en række andre aktivist-grupper vil fortsætte kampen indtil brødrene har fået ophold i Danmark.
Besøg facebook-gruppen »Vores Asylbørn« her.
Selvom det i første omgang lykkedes at stoppe udvisningen, så vil de danske myndigheder stadig forsøge at smide brødrene ud af landet – måske allerede den 22. december, lyder vurderingen fra en asylaktivist, som Modkraft har talt med.
Der var derfor også indkaldt til demonstration, da Retten i Hillerød torsdag den 4. december skulle tage stilling til, om brødrene fortsat skal tilbageholdes i et asylcenter i Ellebæk under fængsels-lignende forhold frem til udvisningen.
Her samlede netværkene »Bedsteforældre for Asyl« og »Børnebørn for Asyl« 20-30 mennesker, der blandt andet kunne høre en tale holdt af forfatteren Carsten Jensen.
Retten besluttede, at den ældste, Zakaria, fortsat skal opholde sig i Ellebæk mens hans lillebror skal placeres i et asylcenter i Jægerspris for uledsagede børn og unge.
FNs menneskerettighedskommité har samtidig annonceret, at de vil kigge på sagen, men dog ikke stille sig i vejen for en udvisning.
Besøg facebook-gruppen »Børnebørn for Asyl« her.
Kampagnen for de to udvisningstruede bødre er blot den seneste i en række af initiativer, der overordnet set har til formål at sætte kritisk lys på regeringens stramninger af asylovgivningen og prøve at hjælpe nogle af de mennesker, der rammes af stramningerne.
Et eksempel er en »flygtningegudstjeneste«, der blev afholdt i Københavns Domkirke samme dag som protesten i Kastrup Lufthavn.
Flere hundrede mennesker deltog – blandt dem også flere asylansøgere og flygtninge – da der blev tændt lys og holdt prædiker til støtte for verdens flygtninge.
– Vi beder for dem, der er kommet til vort land: For børnene, at ikke lyset i deres øjne må slukkes. For de voksne, at de må kunne skabe et trygt og godt hjem for deres familie. For de ældre, at de må blive behandlet med værdighed og respekt. For dem, der har fået opholdstilladelse, at deres liv her må blive til glæde og gavn for dem og os alle. Vi beder for alle vore flygtninge og asylansøgere – lad dem få lov at erfare din og deres medmenneskers forståelse, agtelse og omsorg, lød det blandt andet fra præstestolen ifølge hjemmesiden 'Sameksistens.dk.'.
I de kommende uger er der også flere begivenheder med relation til emnet.
Mandag den 8. december holder gruppen »Løs Asylknuden - Stramninger er ikke løsningen« et arrangement på Kulturhuset Støberiet på Nørrebro, hvor de vil markere indsamlingen af flere end 1.200 underskrifter, der opfordrer »regeringen og de øvrige partier til at udvise medmenneskelighed og anstændighed og ikke stramme den danske asyllovgivning yderligere.«
Læs om begivenheden »Musik og Taler for Asyl« på facebook.
Onsdag den 17. december afholder »Børnebørn for Asyl« desuden en demonstration sammen med grupperne »Bedsteforældre for Asyl«, »Løs Asylknuden - Stramninger er ikke løsningen«, Asylret.dk, Gæstfrie i Halsnæs og Racismefri By med et lignende budskab.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96