Anmeldelse: hyldest til lediggangen

Bertrand Russels lille essay Hyldest til lediggang er fornuftens kritik af arbejdssamfundet.

Det er et essay om menneskelig dannelse og fornuftig organisering af et samfund med stigende produktivitet.

Men teksten mangler en politisk analyse og kritik af den herskende samfundsmæssige magt, der fastholder de fleste i en irrationel arbejdsiver.

Forlaget Atlas har for kort tid siden oversat og udgivet en lille essaysamling, med tre små tekster af den walisiske filosof og fritænker Bertrand Russel (1872 – 1970). Essayet, der har givet navn til den lille bog Hyldest til lediggang har jeg faktisk ventet på.

Læs artiklen »ATLAS udsender tankevækkende og højaktuel bog om vores forhold til arbejde«

Selvom jeg er ved at forfatte en lille bog om arbejdskritik, er jeg endnu ikke nået til Russels essay fra 1932. Derfor har jeg med glæde sagt ja til at anmelde denne lille bog. 

Fire timers arbejdsdag

I helt korte træk er Bertrand Russels argument selvindlysende og fornuftigt. Menneskene i vores del af verden arbejder alt for meget.

Denne ufornuftige stræben efter mere arbejde, hæmmer menneskenes dannelse og frie udfoldelse. Arbejde er grundlæggende slidsomt og må derfor begrænses.

Helt i forlængelse af datidens helt store økonom i England John Maynard Keynes ser Russel sig omkring og kan identificere en enorm stigning i produktiviteten, der burde føre til mere frihed for menneskene.

Og han undres over, hvorfor mennesker i et højproduktivt samfund arbejder så meget. Hvorfor bliver den stigende produktivitet ikke bytte til mere menneskelig frihed og mere tid?

Russel foreslår en fire timers arbejdsdag for at komme arbejdsløshed til livs på den ene side, og frigive mere fritid til de arbejdende på den anden side.

Selvom essayet er fra 1932 har argumentet desværre stadig relevans. Vi arbejder fortsat i dag – på trods af Keynes og Russel – alt for meget. Det konstaterede Russel, og det kan vi konstatere i dag.

To former for arbejde

For Russel findes der to slags arbejde. Arbejde kan være en omformning af stof, eller jordens ressourcer, og arbejde kan være ledelse af andres arbejde. Russel mener, at den første slags arbejde, som vi kunne kalde manuelt arbejde, er slidsomt og dårligt betalt, mens ledelse af andres arbejde er godt lønnet og behageligt. 

Vi kunne oversætte denne distinktion mellem to slags arbejde som materielt og immaterielt arbejde. Selvom en sådan måde at anskue arbejde, vil vise sig at være lige lovligt letbenet, kan vi dog stadig i dag bruge Russels blik, når vi diskuterer, hvorfor det egentlig er, vi arbejder så meget, som vi gør.

For mens de rige overvejende enten leder og fordeler andres arbejde, eller simpelthen er decideret »uvirksomme«, er det de lavere samfundsklasser der arbejder med det hårde og slidsomme arbejde.

Dette gør sig fortsat gældende, selvom vi i dag også kender til dårlige arbejdsforhold fra grupper, der arbejder med immaterielt arbejde. Arbejdets nedværdigelse er på den måde blevet demokratiseret, og kan i dag ikke kun knyttes til det materielle arbejde. Dette gør dog ikke Russels essay uvæsentligt, på trods af dets lidt gammeldags blik på sagerne.

Alle skal have del i fritid 

I Hyldest til lediggang fremhæver Russel, hvordan arbejdet forhindrer moderne mennesker i at udfolde sig frit. For fritid er ofte reduceret til restitution. 

Vi holder kun fri så vi kan arbejde mere. Russel foreslår, at de riges privilegerede adgang til lediggang bør udbredes til hele befolkningen.

Det virker urimeligt, at det kun er de rige, der kan slippe for at arbejde. Lediggang er som samfundet ser ud på Russels tid – men også i dag – enten et privilegium for de rige, eller årsag til samfundsmæssig eksklusion for de fattige og arbejdsløse.

På den måde forslår matematikeren og logikkeren Bertrand Russel, at vi skal fordele fritiden bedre, så alle får del i den. 

Mennesket er vanedyr med slavemoral

»Arbejdets moral er en slavemoral, og det moderne samfund har ikke brug for slaver.« Sådan skriver Russel. 

Den omsiggribende arbejdsmoral er simpelthen gammeldags og umoderne. At det moderne samfund skulle være et arbejdssamfund er simpelthen en dumhed.

Menneskene i arbejdssamfundet er uselvstændige og ufornuftige vanedyr, der arbejder alene af pligt. Samfundet har udviklet sig, så det i dag ikke burde være nødvendigt at arbejde så meget, som vi gør.

Produktivitetsstigninger burde komme menneskene til gavns. I stedet bliver vi ved med at hige efter arbejde som det højeste gode. Vi er håbløst dannende, mener Russel: »Indtil nu har vi fortsat med at være lige så energiske, som vi var, før der var maskiner. Heri har vi været tåbelige, men der er ingen grund til at forsætte med at være tåbelige for evigt.«

Arbejdssamfundet lider ifølge Russel af en form for irrationel ufornuft. Det er menneskenes dumhed, der har organiseret vores samfund. 

Essayet er derfor en form for oplysningsprojekt til arbejdssamfundets borgere om at leve fornuftigt ved at arbejde mindre.

Russels politiske tankegang er naiv

Det er tydeligt at se, at Russel mere er en filosof der er interesseret i logik, end politik. Selvom Russel var politisk aktiv hele sit liv, er hans politiske tænkning tilsyneladende naiv. 

Russel behandler ikke hvordan arbejde er spundet ind i et hav af politiske og sociale institutioner, der tvinger folk til at arbejde. Russel anser arbejdssamfundet som ufornuftigt, men formår ikke i sit lille essay at beskrive, hvordan arbejdssamfundets magt fastholder mennesker i arbejde.

Menneskene arbejder ikke kun for meget på grund af deres dumhed. Menneskene i arbejdssamfundet fastholdes i arbejde fordi magtforhold afhænger af arbejdssamfundets institutioner.

Hvis vi holder op med at arbejde, eller arbejder markant mindre, bryder samfundet sammen. Derfor er der stærke interesser der fastholder os alle i arbejde. Tænk blot på den aktuelle diskussion om konkurrencestaten. Dette begreb dækker over, at alle dele af vores liv afhænger af arbejdet. Lige fra vi starter i skole bliver vi formet til arbejdsmarkedet. Uddannelse, sundhedspolitik, finanspolitik og meget andet, er styret af arbejdets moralske fordring.

Forandring er ikke bare noget, man kan beslutte sig for. Der er krafter i samfundet, der med magt vil forsøge at fastholde arbejdets tvang og udbytning. Dette fordi en masse institutioner er afhængige heraf.

Dette er ikke kun et spørgsmål om menneskenes fornuft, men også om magtrelationer og styrkeforhold i samfundet i øvrigt. Dette ret væsentlige problem, kommer Russel ikke rigtigt omkring.

Det kan undre, da Bertrand Russel selv har prøvet at sidde i fængsel på grund af sine politiske aktiviteter, blandt andet i anti-krigsbevægelser.

Russel burde vide, at samfundsmæssige anliggender har med magt, klasser og styrkeforhold at gøre. Og her har teksten sine klarer svagheder, selvom Russel direkte opfordrer »raske unge mænd« til at lave ingenting.

Ikke desto mindre er det tankevækkende, at arbejdssamfundets grundlæggende irrationelle karakter stadig er noget, vi døjer med i 2016.

Keynes’ drøm om, at bytte enhver produktivitetsstigning til fri tid, synes i dag længere væk end tidligere, selvom Bertrand Russel allerede i 1932 identificerede et af de afgørende problemer for den vesterlandske civilisation.

Hvorfor fanden er det, vi går på arbejde, hvis ikke bare det er for at arbejde mere? Heri har Russel ret: Hvorfor lade dumhederne fortsæt endnu 80 år? 

Læs efterskriftet »Arbejdets evangelie« hos Atlas 

Eskil Halberg er sociolog, arbejdskritiker og i færd med at skrive en bog om arbejdskritik, der udkommer til efteråret på forlaget Nemo.

Bibliotekets note: Se på Tidslinjen 2. februar 1970 om Bertrand Russell og på Tidslinjen 15. januar 1842 om Paul Lafargue og hans bog "Retten til dovenskab" (1907).