»Alle har sgu da et bat« zoomer ind på højreekstremisme, vold og manglende stillingtagen

Kortfilmen »Alle har sgu da et bat« foregår i nutidens Odense og handler om tre unge mænd, der en aften er på vej i byen. Som mange andre unge sidder de og varmer op med nogle øl derhjemme, mens de snakker om hvor de skal gå videre hen. For alle der har siddet i den situation, er dialogen genkendelig med alle dens for eller imod at gå det ene eller det andet sted: Hvor er der chancer for at møde damer, hvor er der happy hour, hvor er der sjovt, og så videre.

Denne forhandling om aftenens druk- og festpotentiale er dog krydret med udtryk som autosvin, (uønskede) homoer, og perkere. Den ene af de tre venner er nemlig White Pride-tilhænger og flasher sin nye hagekorsinspirerede tatovering. Den anden ven tøver og spørger »om det ikke har gjort ondt at få den lavet?« Tydeligt generet bliver den tredje tavs, og ved ikke hvad han skal sige, hvortil White Pride-tilhængeren truende svarer »Du er en tøs!« På skrømt viser det sig, for han skåler med sin ven, og faren er tilsyneladende overstået for denne (endnu en) gang.   

Luften mellem de øldrikkende venner er tyk af uimodsagte statements, dukken sin nakke, indforståede blikke, angst for at træde i karakter og sige til og fra, og mere eller mindre uudtalte trusler.

I det hele taget er kortfilmen fra først til sidst præget af en faretruende atmosfære: man sidder med en konstant følelse af, at lige om lidt sker der noget slemt, eller noget værre end det der allerede er sket.

Det tilfældige møde

Filmen er skåret over læsten om det tilfældige møde og dets efterfølgende indvirkning på den eller de involverede.

De tre venner repræsenterer Haderen, Medløberen, og Den Tavse. Vores hovedperson er den sidste. Og den der gennem det tilfældige møde til sidst ikke kan undgå at revurdere sin måde at være og tænke på.

Filmens hovedpointe er nemlig vigtigheden af at tage stilling, og at der for ingen af os er nogen vej udenom - at tage stilling.

Udover det definerende tilfældige møde er der flere scener med trusler, (realistisk) blodig slåskamp, mennesker der jagter andre mennesker gennem gader, og anden action.

Dialogen er en gang imellem noget konstrueret, som f.eks. da en autonom karakter træder ind i filmen og meget hurtigt spørger Den Tavse ’hvad kæmper du for?’ Men okay, kortfilmsformatet - filmen varer 16 minutter - sætter begrænsninger for de indledende manøvrer.

Filmen bærer også momentvis præg af en hvis amatørisme skuespilmæssigt, kendetegnet ved et til tider usikkert replikskifte, men det glemmes dog hurtigt da historien i sig selv er medrivende og urovækkende.

For meget af det gode

Det virker som om, at instruktøren vil for meget på for lidt tid. Filmen har mange pointer – nedenfor nævnes elleve ud af flere - alle relevante og vigtige, men det er svært for en kortfilm at skulle italesætte alle disse, i et håb om at være med til at rette op på det hele, på én gang.

Pointe et: Man starter med at konstatere at der er racisme i samfundet, ved, at Den Tavse, der ikke er entydigt etnisk dansk, slører sit ophav med blandt andet hårfarve og kontaktlinser.

Pointe to: Man kan både over for sin omverden, og indadtil overfor sig selv tilegne sig en selvfornægtende adfærd som overlevelsesstrategi, som vores hovedperson gør.

Pointe tre: Han er venner med en voldelig racist. Der er racisme og voldelige racister i samfundet, og nogle er venner med dem, også mennesker med minoritetsetnisk baggrund.

Pointe fire: Han kan eller tør ikke sige hverken til eller fra, da han bliver intimideret af racistvennen. Det er mennesker som bekendt ikke altid i stand til.

Pointe fem: Og det kan han desuden hverken på et personligt eller overordnet holdningsmæssigt plan. Det kan være skidesvært, og endnu sværere hvis man tilhører en diskrimineret minoritet.

Pointe seks: Han ender med at blive en art selvhadende medløber på racisterne dagsorden (tænk filmen Broderskab fra 2009, om bøsser i nazimiljøet).

Der er desuden en in your face symbolik i udsmykningen af Den Tavses lejlighed, hvor størstedelen af filmen foregår, med plakater og nips som er ’danske’ på en næsten turismeagtig og corny måde.

Pointe syv: Hovedpersonens to venner ved ikke, at han ikke er 100 procent leverpostejsdansker med vikingegener. Der findes altså mennesker, som overhovedet ikke er i stand til at få øje på andre mennesker i deres nærmeste omgangskreds.

Pointe otte: Et møde mellem en fjerde ung fyr og Den Tavse indeholder mere eller mindre tydelig homoeroticisme. Der findes altså bøsser i samfundet.

Pointe ni: Hvilket gør, at der også er spring-ud-eller-blive-i-skabet problematik inde over, da i hvert fald den ene af dem i så fald er ’i skabet’.

Pointe ti: Vores hovedperson lever iblandt mennesker som er tydeligt homofobiske. Der er altså homofobi i samfundet.

Pointe elleve: I fald hovedpersonen er bøsse, er han også på dette punkt, i en eller anden grad, selvfornægtende. Der findes internaliseret homofobi.

Mange pointer i en film kan være helt fine, hvis de eksempelvis fungerer som teasere eller maner til eftertænksomhed, men her virker det, i hvert fald nogle gange, som noget der bare skal med, da de alle hver for sig er vigtige.

Less is more, får man lyst til at sige.

Alt i alt er filmen dog et troværdigt billede, dialog- og karaktermæssigt, på en rå virkelighed med voldelig racisme, fordomme og (selv)had, der findes. Det må man forholde sig til.

Ella Rasmussen er instruktør på Alle har sgu da et bat. Filmen er støttet af Odense Filmværksted.

Se filmen her

Link til filmens Facebook-side