Der er også gang i ungdomshus-aktiviteterne i det nordjyske. Torsdag den 29. marts gav gruppen »Aalborg For Flere Ungdomshuse« fuld pedal til kravet om flere ungdomshuse både i København og andre steder.
Af Morten Wulff
En mindre, men meget glad og farverig cykeldemonstration, spredte således det glade budskab i centrum. En af deltagerne i demonstrationen, Nils Rosenbech-Due, siger om formålet med demonstrationen:
– Vi afholder demonstrationen i solidaritet med de politiske fanger og for at synliggøre kravet om ikke bare et nyt ungdomshus, men kravet om mange selvstyrede ungdomshuse i hele landet. Vi fortsætter kampen, indtil politikerne tager os og hele bevægelsen alvorligt.

Demonstrationen samlede godt 50 cykelaktivister, der med masser af Ungdomshus-flag, balloner og sæbebobler sørgede for et meget synligt arrangement, som også viste, at cykler kan bruges til andet og mere end at bygge barrikader af.
På trods af at politiet gjorde vrøvl og til tider var til besvær for aktivisterne, foregik det hele i god ro og orden.
Flere initiativer er allerede planlagt fra Aalborg For Flere Ungdomshuses side, for at bakker op om aktiviteterne og bevægelsen i resten af landet og verden.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96