1. Maj: Fire strategiske krav til fagbevægelsen

Fagbevægelsen er helt og aldeles nødvendig som samfundsforandrende kraft, men den er ikke progressiv i sig selv. Derimod kan fagbevægelsen som institution, være med til at konservere gældende magtstrukturer og være direkte tilbageskuende.

Kapitalismen har gennemgået en gennemgribende transformation de sidste 30-40 år og til trods for arbejderkampenes drivende rolle i denne forandringsproces, har fagbevægelsen ikke formået at forandre sig selv tilsvarende. Som en konsekvens af det, formår fagbevægelsen ikke at relatere til de nye forhold og handle på dem.

Som tidligere argumenteret for, her på bloggen, udstiller den økonomiske krise de svagheder den nuværende fagbevægelse lider under. Krisen stiller samtidig skarpt på de valg, fagbevægelsen er nødt til at tage i den allernærmeste fremtid. I forlængelse heraf og i dagens anledning, vil jeg stille fire strategiske krav, som kan være med til at skabe en progressiv fagbevægelse.

1. Krav: Fagforeningerne skal blive globale i kampen mod neoliberalisme og kapitalisme

Med en fuldstændig global kapitalisme, vinder vi aldrig, hvis den faglige kamp forbliver på det lokale og nationale niveau. I stedet for at praktisere, i mange sammenhænge halvhjertet, transnationalt samarbejde, skal fagforeningerne arbejde på at blive reelt globale.

Det betyder, at samarbejder med fagbevægelsen i andre lande og andre dele af verden ikke skal ske med henblik på, først og fremmest, at forbedre egne forhold. Eksempelvis skal at den danske fagbevægelse ikke primært samarbejde med indiske fagforeningerne, for at sørge for, at disse ikke udgør en trussel mod danske arbejdspladser.

De skal samarbejde med dem, fordi det kun er igennem fælles strategier og kampe, der bevæger sig på både globalt, nationalt og lokalt niveau, at vi kan gøre os håb om, at blive en reel modstand mod den kapitalistiske udbytning.

Det transnationale samarbejde skal blive globalt ved, at der dannes og investeres tid og ressourcer i globale organisationer og netværk. De nye organisationer skal ikke kun arbejde for at opretholde allerede eksisterende rettigheder og konventioner (som eks. ILO). Derimod skal de kæmpe solidariske kampe for nye rettigheder, der krydser grænser.

2. Krav: Fagforeningerne skal rodfæste sig i lokalsamfundet

Fagforeningerne skal danne stærke alliancer med de lokalområder, hvori de arbejder. Det gælder både en direkte forankring i området, men også samarbejde med forskellige former for lokale organisationer, grupper og bevægelser.

Eksempler på en sådan solidaritet og gensidighed kommer til udtryk når den lokale havnearbejder fagforening i Oakland (ILWU, Oakland Dock Workers Union), lukker havnen i protest mod politiets racistiske behandling af unge sorte mænd i byen. Eller når samme fagforening nægtede at aflæsse sydafrikanske handelsvarer i havnen under Anti-apartheid regimet.

Som jeg har skrevet før, engagerer fagforeningen sig konkret i de problemer, medlemmerne møder og da race og klasse er vævet sammen, er den antiracistiske kamp en nødvendighed i arbejdskampen.

Men endnu vigtigere, så formår ILWU at forbinde specifikke kampe, der hænger sammen i den overordnede kamp for et mere lige, demokratisk og retfærdigt samfund. Det samfund vi drømmer om og kæmper for, er ikke er et samfund, hvor det kun er udbytningen af menneskets produktivitet, der er ophørt. Det er derimod et samfund, hvor alle former for undertrykkelse og hierarkier bygget på eksempelvis race, etnicitet, køn eller seksualitet er væk.

3. Krav: Fagforeningerne skal opløse grænsen mellem produktivt og reproduktivt - betalt og ubetalt arbejde

Fagbevægelsen opgave på lang sigt, er at opløse de strukturer, der skaber udbytning. Da udbytning ikke kun sker på selve arbejdspladsen, skal fagbevægelsen både i deres konkrete arbejde og med øje for det langsigtede perspektiv, arbejde mod at nedbryde skellet mellem det produktive og det reproduktive - det betalte og det ubetalte arbejde.

Mere og mere arbejde udføres, og værdi produceres, uden for det traditionelle arbejdsmarked. Det gælder ikke kun for vidensarbejderen, der får i ideer ved spisebordet og i badet, men også for servicearbejderen og omsorgsarbejderen der udvikler sine evner til at danne sociale relationer til den lokale byfest.

Derfor skal fagforeningens arbejde også inddrage hele livet – for det er hele det menneskelige liv, som er produktivt og hele livet som udbyttes.

Konkret skal fagforeningerne organisere arbejdsløse, kontraktansatte, løsarbejdere, husarbejdere, papirløse immigranter og studerende. Fagbevægelsen skal på sigt stile mod at opløse de faglige skel og arbejde ud fra en idé, hvor hele det menneskelig liv anerkendes som en del af grundlaget for vores produktion.

4. Krav: Fagbevægelsen skal have som mål at overskride kapitalismen

Der skal gøres op med den idé, at det skulle være specielt radikalt eller utopisk at overskride kapitalismen. Hvad der er radikalt eller utopisk er løbende til forhandling, og ikke statiske størrelser.

Den nuværende strategi har spillet fallit; den kapitalistiske måde at producere på og organisere de basale menneskelige relationer, har frembragt en ulighed, som kun er taget voldsomt til de sidste 30-40 år – både indenfor de enkelte nationalstater og mellem nord og syd.

Samtidig er den kapitalistiske produktionsmåde i fuld gang med at ødelægge det dyrebareste og mest basale vi har – vores natur, som skaber grundlaget for alt andet liv. Den kapitalistiske måde at organisere produktionen på nedbryder vores solidaritet og vores fællesskaber og opbygger antagonisme og fjendskab.

Der er intet i denne verden – om det gælder rigdom eller lykke, vi ikke kan skabe uden et kapitalistisk system. Fagbevægelsen skal være med til at lede efter sådanne alternativer, formulere forslag til andre produktionsmåder og gøre utopierne til virkelighed.

God 1. Maj