Med Gud i Disneyland

Kapitalismen bruser gennem mine årer, og alt er som i en barnedrøm, her i det de kalder ”det lykkeligste sted på jorden” – Disneyland. Der er proppet med mennesker, og det ser ud til, at en god del af dem er faldet i frituregryden som børn. Disneyland får mig til at føle en blanding af lykke og afsky som aldrig helt rigtig kommer i balance i de 14 timer jeg befinder mig i denne verden, hvor alt er lavet af plastic og dyppet i friture.

Jeg er taget med min veninde ned for at besøge en del af hendes familie, som bor lidt uden for LA, kun 10 minutters kørsel fra Disneyland. Familien har årspas til den legendariske forlystelsespark og kommer der flere gang om ugen.

Kusinen arbejder, som levende reklamesøjle, i en mærkelig fusion af en forlystelse og et fremtidseksperimentarium. Hendes job er at optræde i forskellige installationer – en stue, et køkken eller en bil og fortæller om disse produkter. De firmaer der får fremført de levende reklamer har sponsoreret forlystelsen, som viser deres nyeste og fremtidige opfindelser.

Vi ankommer tidligt, for der er meget, der skal nås. Et par underholdende timer senere, lægger jeg mærke til, at mange af de besøgende går og spiser en underlig stor brun ting på pind. Det er ikke en is, men en corn-dog: En pølse indsvøbt i majsbrød og derefter friturestegt. Familien griner længe af min uvidenhed og er dybt forundrede over mit manglende kendskab til den alternative hotdog.

Den kulinariske oplevelse kan jeg ikke længere være foruden, fastholder de. Vi placerer os med hver vores corndog i en lille have, rammet ind af et yndigt lille hvidt stakit og buske med lyserøde borde af plastic, små nuttede parasoller med flæser. Over alt er lyserøde og lyslilla sløjfer.

Jeg ved ikke helt, hvordan det sker, men på en eller anden måde kommer vi til at snakke om, at min venindes onkel Chris har været alkoholiker. Den kæmpe store mand beretter, hvordan han drak tæt i mange år, og satte alkoholen over alt - selv sin familie. Tante Ruth sidder ved siden af, hun ville ikke forlade ham, siger hun, han var en god mand og en god far, men hun bad hver dag til, at han ville stoppe. Til sidst lykkedes det hende at få ham overtalt til at tage på et kristen hjem for alkoholiske mænd.

Onkel Chris forklarer, at han midt under naveren pludselig indser, at Jesus tog vores synder på sig. Manden der på ingen måde ellers har virket skrøbelig, begynder at græde, og fortæller at han gik direkte hjem og drak alt der var i huset og ikke har rørt alkohol siden. ”Det er et mirakel, for han har ikke siden haft abstinenser.”, supplerer Tante Ruth.

Så tager samtalen en for mig uventet drejning. Onkel Chris stopper sin fortælling og kigger direkte på mig. ”Du tror ikke vel?,” spørger han.
Jeg kaster et kort blik på den friture indsvøbte pølse på det lyserøde bord og drejer hovedet: ”Nej det gør jeg ikke og det har jeg aldrig gjort.” svarer jeg.

Forskellige beretninger om Jesus, som alt sammen er almen viden, hvis man da ellers var vågen i kristendomstimerne, bliver fremlagt for mig. På et tidspunkt går det op for mig, at de faktisk missionerer for mig.

De er evangelister og en stor del af denne retning indenfor kristendommen handler netop om at missionere. Mange evangelister er genfødte, efter en fortid fyldt af alkohol, stoffer eller andre ugudelige ting. Det er også dele af den evangelistiske bevægelse i USA, man oftest forbinder med kristne fundamentalister.

Snakken falder på, hvorvidt Gud er en mand, og det mener tante Ruth ikke nødvendigvis. Det er mere ånd og er ikke rigtig noget køn. Men onkel Chris bryder ind, Gud bliver kaldt Faderen, så derfor må han altså være en mand.

”Kommer gode mennesker der ikke tror på Gud kommer i helvede”, spørger jeg. Det er et svært spørgsmål, kan man se, for de synes uden tvivl, at jeg et godt menneske, men de mener også, at der er udvalgte folk. Efter lidt overvejelse, forklarer onkel Chris, at helvede jo sådan set bare er det evige liv uden Gud.

Det hele forekommer mig som et temmelig modsætningsfuld oplevelse. Den ultimative forbrugs, begærs og forlystelses himmel, som Disneyland er, passer umiddelbart ikke så godt med det simple og rene Gudsforhold, de taler om.

Næste dags kirkebesøg, gør ikke kontrasten mindre. Kirken er en stor betonbygning, og væggene er helt bare, på nær to storskærme, der på karaoke agtig manér, viser sangtekster, til det band, som spiller. Præsten kommer frem på scenen, og udlægger temaet for dagens gudstjeneste: grådighed.

I denne retning af kristendommen, er alt det overflødige taget væk – pynten i kirken, alle ritualerne, selv præstens sædvanlige outfit, er skiftet ud med cowboybukser og en sweater. Disney Land er modsætningen til alt det, med dets uendelige overflod og ekstravagance.

Dele af kristendommen og kapitalismen har gået hånd i hånd igennem meget af historien og forbrug er i den vestlige verden er tæt knyttet til de kristelige højtider. Alligevel slår det mig at se de to så tæt forbundet, uden at det ser ud til, at skabe den mindste følelse af paradoks hos de involverede.

Tilbage i den lyserøde have udtrykker jeg respekt for deres valg om være religiøse og de udtrykker respekt for mig. Men jeg understreger, at jeg selv forstår verden på en anden måde. Den godhed der findes, er i mine øjne ikke en som kommer fra Gud, derimod findes den netop imellem mennesker. Kærlighed til den anden ikke er noget, jeg behøver en Gud for at tro på. Og selvom der skulle være en Gud, gør det ikke så meget, for jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville gøre så meget anderledes.

Vi lander på en kompromis, hvor kærlighed til andre mennesker må være det vigtigste – med eller uden Gud. Jeg kan mærke de på en eller anden måde har ondt af mig, ikke patroniserende, men oprigtigt. Tante Ruth siger, at det kan være, at de alligevel en dag hører, at Pil har fundet Jesus og at de så vil blive meget glade. Jeg svarer, at jeg da er rigtig glad for, at Gud har taget mig med i Disneyland i dag.