Annonce

22. juni 2010 - 13:37

Vil vi virkelig DF-Staten?

Lad mig føre læseren frem til Danmark år 2015, hvor Dansk Folkeparti har fået magt, som de har agt. Det er en fremtid, som i uhørt grad er præget af forbud og indgreb i vores frihedsrettigheder. En fremtid der bryder fundamentalt med både vores danske og europæiske frihedstraditioner.

Hvis DF får magt, som de har agt, er det i Danmark år 2015 forbudt at opføre bestemte typer af bygninger. Det er ulovligt at opføre minareter, som er de tårne, der bygges i forbindelse med et muslimsk bedehus. Derfor er den andenstørste religiøse gruppe i Danmark forhindret i at opføre moskéer i overensstemmelse med deres ønsker. I praksis er de forvist til at markere store helligdage i nedlagte fabriksbygninger eller sportshaller.

Hvis Dansk Folkeparti får magt som de har agt, er det i Danmark anno 2015 forbudt at iklæde sig bestemte beklædningsgenstande. Tørklæder og fremmedartede klædedragter accepteres ikke i det offentlige rum. Danske kvinder, som bærer tørklæde må holde sig indenfor hjemmets fire vægge.

Og i Danmark anno 2015 er skoler og børnehaver tvunget til at servere eleverne svinekød mindst en gang om ugen. Det er ikke muligt at indrette kosten med henblik på, at alle eleverne uanset religion eller etnicitet kan spise med. De danske børn, som ikke spiser svinekød må se sultne på. Samtidig er der indført forbud mod at tale fremmedsprog i frikvartererne. Der må nu kun tales dansk - det er jo en dansk skole. Modersmålsundervisning er et svagt minde fra en svunden tid.

Er det virkelig så farligt at forbyde minareter? Omkring Tyrkiets optagelse i EU, skriver DF’s Morten Messerschmidt: "Respekt for og beskyttelse af mindretal indgår i Københavnskriterierne. Det må derfor betragtes som én af de væsentligste forudsætninger for, at Tyrkiet nogensinde kan gøre sig forhåbninger om medlemskab". Man kan jo spørge Morten, Pia og hele DF, om Danmark ikke bør leve op til de samme krav? En ting er sikkert, hvis DF får magt, som de har agt, vil Danmark ikke møde Københavnerkriterierne i 2015.

Men hvad skal vi så synes om Danmark anno 2015, som jeg har beskrevet det? Man kan jo spørge sig selv, hvad vi synes om stater som fx Iran, der sætter store begrænsninger på borgernes frihedsrettigheder. Hvilke følelser vækker det normalt, hvis et kristent mindretal forhindres i at bygge kirker i Iran eller Tyrkiet? Og synes vi, det er rimeligt, at kvinder har forbud imod at klæde sig, som de vil? Er det rimeligt, at etniske mindretal fratages retten til at ytre sig på deres eget sprog?

De fleste danskere vil ikke affærdige disse spørgsmål som ligegyldige. Men Pia Kjærsgaard og hendes parti har tilsyneladende ingen betænkeligheder ved at fremture med det ene - ikke alene frihedskrænkende, men direkte grundlovsstridige - forslag efter det andet. I den række topper ønsket om forbud mod minareter listen. Forslaget kommer umiddelbart efter DF’s forslag om et generelt forbud mod at tale andet end dansk i folkeskolen. Og lige før Folketinget skal behandle DF’s grundlovsstridige forslag om et burka-forbud.

Alle forslagene rummer en klar krænkelse af grundlovssikrede rettigheder. Ikke mindst en krænkelse af ytringsfriheden, som DF ellers både forsvarer og benytter sig noget så ivrigt af, når det passer i deres eget kram. Men rettigheder må gælde for alle samfundsborgere - ikke kun dem der ligner os selv. Og derfor er det hykleri af værste skuffe, når DF gør et nummer ud af at fremstille sig selv som Danmarks ’lov og orden’-parti.

Annonce