10. juni 2011 - 15:37

Tyrkisk menneskerettigheds-organisation slår alarm: Læg pres på Tyrkiet NU!

JPEG - 125.2 kb
Mogens Lykketoft tog imod Öztürk Türkdogan, formand for IHD på sit kontor i Folketinget 25. maj 2011 og udtrykte sin støtte til demokratiet i Tyrkiet i forbindelse med det forestående valg 12. juni. foto:lilsim

Da Öztürk Türkdogan, advokat og formand for den tyrkiske menneskerettighedsorganisation IHD gæstede København i slutningen af maj for at fortælle om tilstandene for menneskerettigheder i Tyrkiet, var et af hans redskaber først og fremmest årets første 4-måneders rapport med 11.426 registrerede overtrædelser af menneskerettighederne i Sydøsttyrkiet.

Dertil en detaljeret viden og mange års erfaring i arbejdet som advokat og menneskerettighedsformand under et styre baseret på en klassisk statsideologi, der på den ene side erklærer sig demokratisk og vil ind i EU og på den anden side systematisk undertrykker ytringsfriheden og menneskerettighederne i sin alleryderste konsekvens.

-  Den tyrkiske stat lægger i stigende grad pres på de kurdiske politikere, på journalisterne, på menneskerettighedsfolk og på alle, der forholder sig kritisk og politisk til staten”.

Sagde formanden og forklarede CBS-studerende, som folketingsmedlemmerne Mogens Lykketoft, Kamal Qureshi, Özlem Cekic og Mogens Blicher Bjerregård og Michael Wagtmann fra Dansk Journalistforbund, at når den tyrkiske stat systematisk kan lukke munden på alle, der er i opposition til regeringen, er det ”den civile domstol med særlig bemyndigelse”, straffelovens paragraf 220 og 314 og anti-terrorlovens paragraf 2, der legaliserer dette.

Det er paragrafferne i både straffe- og anti-terrorlovgivningen, som gør det muligt for den tyrkiske regering at fængsle den ene borger efter den anden, uden at de kan forsvare sig på anden måde end gennem ”domstolen med særlig bemyndigelse”. Og denne domstol er på ingen måde uafhængig.

Tværtimod, fortæller Öztürk Türkdogan.

Al efterforskning sker under indflydelse af regeringen. Den lovgivning, som praktiseres nu, er vedtaget af den nuværende regering. Og det er også værd at bemærke, at de tyrkiske domstole gør alt for at undgå de retspraksis og vedtagelser, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kommer frem til på en række områder, sagde formanden.

En bog eller en bombe – strafudmålingen er ens

Nogle af de anklager journalister flest bliver fængslet og retsforfulgt for, er når en journalist ”skriver om kendte menneskers privatliv” eller når en journalist ”skriver om en igangværende retssag”. Begge dele er efter straffeloven anledning til, at journalisten kan blive retsforfulgt.

Ifølge anti-terrorloven kan journalister også blive retsforfulgt , hvis de ”propaganderer for illegale bevægelser og organisationer” eller hvis de ”er medlem af en forbudt organisation”.

Anklager efter straffeloven medfører ikke nødvendigvis en sigtelse med det samme, hvorimod når det gælder anti-terrorloven, bliver de sigtede smidt i fængsel med det samme. Og ofte op til flere år, før der falder dom.

Ikke kun journalister er mål for systematisk chikane med sagsanlæg efter sagsanlæg, fortæller Öztürk Türkdogan. Også de, der er i opposition til staten og regeringen. Og i og med de kurdiske medier behandler kurdiske emner, bliver de konstant retsforfulgt for at propagandere for den kurdiske oprørsbevægelse.

Ligesom chikanen også bliver brugt mod den venstreorienterede oppositionelle presse, mod intellektuelle og de mere moderate og demokratiske reformkræfter – fra denne gruppe nævnte Türkdogan som et aktuelt eksempel Ahmet Sik og Nedem Sener, to journalister, der har lavet dybdeborende journalistik med blandt andet optrevling af Ergenekon-sagen og om ”den dybe stat”.

Samme journalister har også skrevet om religiøse sekter. De er i dag begge fængslede. Senest blev Ahmet Sik fængslet, fordi han var i gang med at skrive en bog med titlen: ”Imamens Hær”, om gülenbevægelsen (religiøs sekt), som også premierminister Recep Tayyip Erdogan er medlem af. Denne bog er ikke engang udgivet, det er kun et manuskript.

Ahmet Sik, der skriver en bog, bliver sigtet ud fra samme paragraf, som de, der har haft våben, har kastet en bombe eller har begået en eller anden voldelig terrorhandling.

Ifølge straffelovens paragraf 220, 314 og terrorlovens paragraf 2, står der meget tydeligt sort på hvidt, at man kan blive straffet, selvom man ikke er medlem af en illegal organisation, men hvis man handler, eller i dette tilfælde som med Ahmet Sik, skriver, bliver betragtet som at han propaganderer til fordel for deres mål. Det vil sige, skriver man om en illegal organisations handling eller mål, så kan man sådan set blive straffet på samme måde, som hvis man var medlem af denne organisation.

Det kan for eksempel være det i Tyrkiet forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK),
som stadig har sin stærke og betydningsfulde leder Abdullah Öcalan, selvom han sidder fængslet for livstid på en ø, der kommer med en erklæring om, hvordan de mener, det kurdiske spørgsmål skal løses.

Hvis der så er en eller anden journalist, som laver en nyhed på udsagnet fra den forbudte bevægelse, så kan hun blive straffet. Og så træder de tre paragraffer, de to i straffeloven og den ene i anti-terrorloven, i kraft, således at den pågældende journalist bliver tiltalt, fængslet og måske dømt på et tidspunkt, når det passer ”domstolen med særlig bemyndigelse” at gøre det.

Catch-22

-  IHD har længe arbejdet med en strategi om at skabe dialog og komme væk fra militære og voldelige løsninger, sagde Türkdogan.

Han mente, i linje med IHD’s strategi, er der kun én vej til løsning af det kurdiske spørgsmål: Den demokratiske løsning; gennem politiske forhandlinger i parlamentet af de folkevalgte politikere.

Dette sagde Türkdogan med lige så stor selvfølgelighed som han fortalte, at når Tyrkiet i dag har så mange krænkelser af ytringsfriheden (11.426 på fire måneder), er det en konsekvens af de praksisser og den lovgivning, der er lavet, netop fordi Tyrkiet har det kurdiske spørgsmål.

Altså en slags Catch-22.

-  Så længe vi ikke får en ændring af forfatningen, tror jeg ikke på, at vi får løst problemet.

Öztürk Türkdogan mente, at hovedperspektivet kun kan ændres gennem en ny grundlov.

En forfatningsændring er netop også det krav majoriteten af kurderne går til valg på søndag 12. juni som den eneste overordnede løsning på det kurdiske spørgsmål.

”Frihed eller Frihed”, gjaldede sloganet for den kæmpe Newroz-fest Freds- og Demokrati Partiet (BDP) afholdt i marts tidligere på året forskellige steder i Tyrkiet. Pludselig får kurdernes nye år en meget større betydning, taget i betragtning af, at kurderne siden 23. marts 2011 har lavet den ene ulydighedskampagne efter den anden. Hver dag i disse måneder bliver adskillige kurdere deraf sigtet og fængslet.

Læs tidligere blogindlæg: Glæden, smerten og håbet bor i Diyarbakir

Læs tidligere blogindlæg: Öcalan er symboler på FRIHED, ikke kamp!

Kurderne har selv taget deres rettigheder

Öcalan sagde lige før Newroz: ” Vi vil vente indtil Newroz”, og da nytårsfesten bragede igennem med slogans for frihed, lighed og demokrati, var det bare starten på de trin, der skal give kurderne deres længe ventede rettigheder som et folk med parlamentsvalget 12. juni som kulminationen.

Kurderne har ikke fået nogen som helst rettigheder af den tyrkiske stat. De har selv taget dem. Stykke for stykke. Trin for trin.

Indtil 2009, helt fra Atatyrk’s dannelse af staten Tyrkiet, er kurderne blevet nægtet deres etnicitet som et folk af ligeværdige borgere. Men efter 2009, og med det kurdiske initiativ, der desværre viste sig at være tomt, blev kurderne i Tyrkiet for første gang anerkendt som eksisterende.

Herefter startede regeringen systematisk med at presse og chikanere alle kurdiske bevægelser, foreninger og organisationer.

Blandt andet fængslede den tyrkiske stat mange politikere fra Det Demokratiske Samfunds Parti (DTP), det politiske parti, som ved lokalvalget i 2009 fik stor fremgang i de kurdiske områder. Men selvom politikerne var valgt på demokratisk vis og nu var parlamentsmedlemmer, blev de anholdt i hobetal. Mange politikere er stadig er fængslede eller fortsat sigtet, to år efter og stadig uden dom, blandt andre overborgmester Osman Baydemir fra Diyarbakir. I efteråret 2009 blev DTP i øvrigt dømt forbudt af staten. I dag hedder det tilsvarende parti Freds- og Demokrati Partiet (BDP).

Men AKP har ingen chance for at stoppe kurderne mere, mener Öztürk Türkdogan.

Tyrkiet opruster sikkerhedssektoren

Risikoen for hvad der vil ske, hvis der ikke kommer en løsning på det kurdiske spørgsmål i kølvandet på valget, mente Türkdogan var, at situationen i lighed med tidligere tider kunne udvikle sig til borgerkrigslignende tilstande i de kurdiske områder i Tyrkiet.

-  Og det vil jo så give en risiko for, at Europa pludselig vil få en flygtningestrøm FRA Tyrkiet i stedet for som EU og Tyrkiet længe har forhandlet om, at Tyrkiet er buffer for flygtninge, der kommer TIL Tyrkiet, så ikke Europa bliver oversvømmet af flygtninge, sagde Öztürk Türkdogan.

I løbet af de sidste fire måneder er 2.800 mennesker blevet anholdt i de kurdiske områder af Tyrkiet. 750 af dem er fængslet og den militære optrapning er påbegyndt igen.

Antallet af politibetjente er oversteget 300.000, special- sikkerheds-officerernes antal er 120.000, en hær på en million og 70.000 landsbyvagter. Det er en stor sikkerhedsenhed, der samlet nærmer sig to millioner. Hvad skal Tyrkiet med så mange bevæbnede mennesker?

Hvis en stat bliver ved med at investere i sikkerhedssektoren, viser det, at denne stat er i gang med at forberede sig på det store brud.

-  Vi er meget bekymrede, selvom vi selvfølgelig altid er forhåbningsfulde, men de seneste måneders udvikling viser ikke god grund til at være optimistiske.
Öztürk Türkdogan og formodentlig alle andre borgere i Tyrkiet venter spændt og med bekymring på valget 12. juni 2011.

Læg pres på Tyrkiet NU!

Menneskerettigheder er universelle. Öztürk Türkdogan, formand for den ældste og mest respekterede organisation for menneskerettigheder i Tyrkiet, kom til Danmark for at fortælle om den truende situation for mennesker i Tyrkiet, som bruger deres demokratiske rettighed til at fortælle, hvad de mener om forholdene i deres land.

Ytringsfrihedsproblematikken og overholdelse af menneskerettighederne er alle menneskers ansvar. Også når det gælder Tyrkiet. Og netop når det gælder Tyrkiet, som er i forhandling med EU om at blive optaget som medlem.

Mogens Lykketoft, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og tidligere udenrigsminister med mere, var ikke i tvivl om at give sin uforbeholdne støtte til Öztürk Türkdogan’s arbejde for menneskerettighederne i Tyrkiet, da de mødtes på Christiansborg 25. maj 2011.

-  Lad det være klart, at i al fald det danske Socialdemokrati jo selvfølgelig er en stærk støtte til, at der er lige vilkår og at demokratiet fungerer korrekt, også i Tyrkiet, sagde han.

Samtidig benyttede han lejligheden til at beklage, at EU-processen for optagelse af Tyrkiet er gået i stå. Lykketoft mente, at EU er et godt værktøj til at få forbedret forholdene i Tyrkiet.

Lykketoft takkede Öztürk Türkdogan for orienteringen om forholdene i Tyrkiet og tilkendegav, at han håbede mødet mellem dem fremover kunne give ham en løbende orientering.

JOINT-ACTION/MISSION

På Dansk Journalistforbund mødtes Öztürk Türkdogan med Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund og Michael Wagtmann fra International Media Support (IMS), der begge var interesserede i at samarbejde med formanden for IHD i fremtiden.

En aftale om at lave et udvidet samarbejde mellem tyrkiske journalistforbund på den ene side og nordiske og måske tyske journalistforbund blev bragt frem som en oplagt idé til at kunne lægge et pres på de myndigheder i Tyrkiet, som ikke overholder hverken journalisternes ytringsfrihed såvel som menneskerettighederne.

JPEG - 217.9 kb
Formanden for den tyrkiske menneskerettighedsorganisation IHD opfordrer det internationale samfund til at lægge pres på Tyrkiet for at få dem til at overholde menneskerettighederne. Alene i de første fire måneder af 2001 er der registreret 11.426 krænkelser i Sydøsttyrkiet. foto:lilsim

Mogens Blicher Bjerregård mente, at et pres udefra på landet Tyrkiet, skulle have en vis vægt før det kunne mærkes. Han mente ikke, at en gruppe journalister alene kunne gøre noget. Derfor så han, at en bredere gruppe af forfattere, journalister og universitetsfolk med organisationerne Dansk Pen, Dansk Journalistforbund og Akademikernes Centralorganisation sammen med de tilsvarende organisationer fra de nordiske lande og Tyskland, kunne udgøre en delegation der sammen med de tyrkiske organisationer kunne lave en JOINT-ACTION/MISSION.

Formålet skulle være dels at lægge et pres på Tyrkiet og dels at finde ud af, hvad de kunne gøre for at hjælpe de menneskerettighedskrænkede.

Denne projektidé for samarbejde lovede Dansk Journalistforbund at arbejde videre på.

Valgobservation i Tyrkiet

Kamal Qureshi (MF), SF’s ordfører for menneskerettigheder og samtidig medlem af både Udenrigsudvalget og OSCE, tilbød sig som valgobservatør ved det kommende parlamentsvalg 12. juni i Tyrkiet.

JPEG - 131.9 kb
Kamal Qureshi (MF), SF’s ordfører for menneskerettigheder og samtidig medlem af både Udenrigsudvalget og OSCE, tilbød sig som valgobservatør ved parlamentsvalget 12. juni i Tyrkiet ved møde med den tyrkiske formand for IHD i København. foto:lilsim

Han opfordrede Öztürk Türkdogan til at komme igen til efteråret for at han kunne have bedre tid til at forberede en deputation i Udenrigsudvalget.

Özlem Cekic tilbød på samme måde at være med til at arrangere for eksempel en konference i Folketinget, hvis den tyrkiske formand kommer igen til efteråret for at opdatere vores viden om forholdene i Tyrkiet.

Kan man give 166 års fængsel til en journalist?

Ytringsfriheden i Tyrkiet er ikke under retssikkerhed. Hvordan kan man give 166 års fængsel til redaktøren af Azadiya Welat, som i øvrigt er det eneste kurdiske dagblad i Tyrkiet. Ikke engang verdens farligste forbryder kunne få så stor en fængselsdom.

Man kan godt give en høj straf til dem, der kaster bomber og dræber mange mennesker, men kan man give samme straf til en journalist? Spørger Öztürk Türkdogan.

Kommentarer

Info om IHD: Principperne for Den tyrkiske menneskerettigheds organisation (IHD)

1. IHD er en ikke-statslig og frivillig organisation. 2. IHD er ikke en forlængelse af et land, en regering eller af politiske partier. 3. IHD opretholder princippet om, at menneskerettighederne er universelle og udelelige. 4. IHD kæmper mod enhver form for forskelsbehandling på grund af sprog, religion, hudfarve, køn, politisk tænkning og osv. .. 5. IHD er imod dødsstraf uanset geografisk placering og forhold. 6. IHD er imod tortur, uanset den enkelte, den geografiske beliggenhed og forhold. 7. IHD forsvarer retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar for alle, overalt og under alle forhold. 8. IHD er imod krig og militarisme overalt og i alle tider, men forsvarer retten til fred. 9. IHD forsvarer betingelsesløst og uden begrænsninger retten til ytringsfrihed. 10. IHD opfatter tankefrihed og tro som en urørlig ret og forsvarer disse betingelsesløst og grænseløst. 11. IHD forsvarer retten til foreningsfrihed. 12. IHD står op for de undertrykte enkelte, folk, nation, køn og klasse. 13. IHD støtter nationernes ret til selvbestemmelse. 14. IHD forsvarer humanitær folkeret.

Human Rights Association accepterer og forsvarer personlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og solidaritet rettigheder som en helhed.

Tyrkiet ligger fortsat i førerfeltet som landet med flest domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Faktisk fik landet i 2009 hele 356 domme mod sig, og 264 domme i 2008.

Når den tyrkiske regering derfor strammer grebet om ytringsfriheden i landet – fx ved at begrænse internetadgang til særlige søgetjenester, som det for tiden er tilfældet – er det ikke så underligt, at tyrkiske menneskerettighedsorganisationer og kommentatorer råber vagt i gevær.

- Selvfølgelig skal organisationerne kritisere, at myndighederne indsnævrer ytringsfriheden. Ifølge ”Reportere uden grænser” er Tyrkiet jo faldet 20 pladser tilbage på friheds-indexet i 2009.

- Ifølge OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa,) er der blokeret mere end 3.700 internetsider i Tyrkiet. Over 200 retssager er rejst mod hjemmesider. De tyrkiske myndigheder benytter dels artikel 216 i deres straffelov og en særlig lov, hvor man alene på grund af mistanke om overtrædelser af aktiviteter kan retsforfølge folk. Specielt går det ud over mennesker med tilknytning til det kurdiske mindretal, eller folk som taler kurdernes sag. Primært journalister, politikere, organisationsfolk, forfatter og musikere.

Den tyrkiske forfatning fra 1980 forfattet af fem generaler under militærregimet er helt diktatorisk. Den tager slet ikke hensyn til mindretal, forskellige befolkningsgrupper og deres rettigheder etc. Der er kommet 34 kosmetiske ændringsforslag til den tyrkiske forfatning, men de har ikke taget fat på de helt fundamentale ting.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har sagt, at den afsagde 2.395 domme i 2009, en stigning på 27 procent i forhold til året før, med Tyrkiet og Rusland som de største forbrydere.

Dommere afsagde 341 domme mod Tyrkiet, mere end 200 af dem vedrørende Tyrkiet´s nationale domstole, og 30 som følge af klager over umenneskelig eller nedværdigende behandling

@ Lillian: Du ved uden tvivl meget om kurdernes sag, og derfor spørger jeg så dig. Vil I på venstrefløjen kunne acceptere, hvis kurderne ønskede at leve under demokratiske forhold, hvor andre partier end PKK havde noget at skulle have sagt? Man kan få den mistanke, at venstrefløjens omklaring af kurder-spørgsmålet skyldes PKKs ideologiske ståsted. Hvis kurdernes kamp derimod havde taget udgangspunkt i en andet ideologisk ståsted, hvordan ville venstrefløjen så stille sig? Nogle ville sikkert begynde på kontra-revolutionære forklaringer, underforstået, revolutioner er kun positive, hvis de vælter ikke-socialistiske regimer, hvorimod det bliver lidt vattet, når revolutioner vælter socialistiske regimer. Jeg glæder mig til den dag, hvor den danske venstrefløj strammer balderne og støtter op om en folkelig revolution, der søger at vælte et socialistisk diktatur, f.eks. det i Cuba.

@Adam: Det er jo et mærkeligt spørgsmål, du stiller mig, for når jeg nu beskæftiger mig dagligt med at forstå og rapportere om den kurdiske sag, så har jeg ikke brug for at stille tingene på hovedet, som du gør. Der er ikke noget ”hvis” for mig. Og jeg er ikke ”venstrefløjen”. Jeg er journalist, der oplyser om bare noget af den undertrykkelse kurderne er udsat for. Den er så åbenlys, at jeg ikke kan gå forbi. Og ja, mange andre steder i denne verden sker undertrykkelse, magtmisbrug, magtkampe og mange andre frygtelige ugerninger (gys). De tyrkiske kurdernes kamp handler om den anerkendelse og basale rettigheder som ligeværdige borgere, de og andre etniske folkeslag, ikke har i Tyrkiet. Og da Tyrkiet nu bryster sig af at være et demokrati, så er det jo komplet uforståeligt, at styret bliver ved med at undertrykke så stor en del af befolkningen, knapt 20 %. (Det skal blive meget spændende at se, om den nye regering, efter valget i går hvor BDP (prokurdisk) går fra 20 mandater til 36, kan samarbejde parlamentarisk.) Og i det hele taget overtræder menneskerettighederne på så mange områder, som de gør – det er jo det jeg skriver om hele tiden på min blog. Derfor er det ligegyldigt, hvilken side vi er på politisk. Det er jo det politikere er dygtige til, så det må de svare på. Se fx hvad der sker for kurderne i Sydkurdistan, hvor de jo har deres føderale stat i Irak, men i hele dette forår har lavet daglige demonstrationer, fordi de er utilfredse med deres eget kurdiske styre (som består af flere partier, dog med de to store partier/klaner KDP og PUK). Det er så vidt jeg ved, dels de stærke klan-strukturer, som hersker her, mere end i Tyrkiet. Og så ved jeg, at rigtig mange af de kurdere, som længe har boet i landflygtighed i Europa, USA og andre steder i verden, er kommet tilbage efter Saddams fald. De vil ikke finde sig i den form for ”klan-demokrati”, de oplever, med korruption, nepotisme og stor arbejdsløshed. De er selvfølgelig mere utålmodige end de kurdere, som ikke har gennemgået den proces, det er at opleve og bo i et europæisk demokrati. Selvfølgelig er der mange kampe i selve kampen – fx også kvindekampen. Men den kamp, jeg gerne vil skrive om først og fremmest, er undertrykkelsen. I Tyrkiet er den så hensynsløs og rå og ikke mindst himmelråbende åbenlys i modsætning til en eu-optagelse, at jeg også bliver oprørt over, at Europa råber for lidt. Og at Tyrkiet får lov til at påvirke kurdernes liv også udenfor Tyrkiet, nemlig i Europa. Og i Danmark – senest med en anklage mod tv-stationen ROJ TV. Den er jo en tro kopi af de sager, de kurdiske medier – og nu også tyrkiske journalister – sidder i fængsel for hver dag i Tyrkiet. Hvad sker der for Danmark?

@ Lillian: Jeg er bestemt enig med dig i, at kurderne skal have anerkendelse og basale rettigheder. Min undren gik mere på det ideologiske ståsted, men det behøver du naturligvis ikke kloge dig på, jeg blev bare motiveret til at stille spørgsmålet, fordi dit blogindlæg fokuserede på menneskerettigheder. Jeg savner stadig, at venstrefløjen begynder at kæmpe for menneskerettighederne på Cuba, gerne med lige så stor iver som det sker for menneskerettighederne i Tyrkiet. Det er måske upassende at blande en diskussion om kurdere og Cuba, men hvor ville det være befriende, hvis venstrefløjen tog Cuba op. Menneskerettigheder er vel menneskerettigheder, uanset om regimet er socialistisk eller ej.

Det er meget enkelt - i et demokratii skal alle borgere have samme rettigheder, og det virker som om, at der i Tyrkiet er en forskelsbehandling i forhold til kurderne...............

Hilsen

Palle http://sushiikøbenhavn.dk/

Men man skal ikke glemme, hvor stor betydning PUK og KDP har haft – og stadig har – for at kurderne i Sydkurdistan (Nordirak) har deres føderale styre. Selvom der er problemer med deres demokrati nu. Jeg har jo mødt og ser stadig en del kurdere fra Kirkuk, Halabja, Sulaimaniya, Erbil, som har været partisanere (pershmega), har siddet fængslet i mange omgange med tortur, har mistet brødre, søstre, venner, ja hele familien ….. At de mennesker stadig er på benene er mig en gåde. Og der er da også en del, der er blevet så traumatiserede, at de i perioder bor på psykiatrisk afdelinger. For ikke særlig længe siden (90’erne) eksploderede verden med tv, internet og mobiler. Nyheder om Kurdistan er i dag tilgængelige globalt døgnet rundt ligesom internettet er fuld af hele verdens forbrugsgoder. De kurdiske samfund har gennemgået en massiv udvikling meget hurtigt, som tidligere var forhindret af kulturel isolation og politisk undertrykkelse. Den arabiske revolution er på gang. Og kampen fortsætter …..

@palle: Tak for din klare og enkle måde at præcisere sagens kerne. Det er jo netop det, det handler om: lighed for alle borgere

@ Palle: Jeg er enig med dig Palle. Jeg ville bare ønske du og andre også slog et slag for menneskerettighederne på Cuba. Men det må så blive i et andet blogindlæg.

Kan man give 166 års fængsel til en journalist, spørger jeg retorisk i slutningen af dette blogindlæg. Jeg kan nu komme med den opdatering, at fredag 10. juni 2011, altså to dage før parlamentsvalget i søndags, blev den tårnhøje dom for journalist Vedat Kurşun, tidligere redaktør af Azadiya Welat, Tyrkiets eneste dagblad udgivet på kurdisk sprog, omstødt til 10 års fængsel. Samtidig er der sket det, at avisen Azadiya Welat om mandagen, 13. juni blev lukket for 9. gang i 15 dage. Begrundelsen var, at avisen skulle have bragt propaganda. Hmmmmmmm, to dage FØR valget vælger domstolen altså at korrigere en ubegribelig høj dom til en dom 16 gange mindre, men stadig en dom, der kunne matche drab i DK. Og dagen EFTER valget, lukker myndighederne den kurdiske avis for at have kommenteret valget. Hvorfor er det lige at jeg synes, det her ligner Cirkus i Dracula-land?

Lilian før du går op i forskelsbehandling i tyrkiet osv så kig lige indad i danmark hvordan forskelbehandling diskrimination foregår her i dk

Og kurderne har ligeså mange rettigheder som tyrkerne bare prøv og tag derned og ikk hør på pkk som du jo nok så flot gør og har forbindelse til din afdøde mand har nok hjernevasket dig


Det er meget enkelt - i et demokratii skal alle borgere have samme rettigheder, og det virker som om, at der i Tyrkiet er en forskelsbehandling i forhold til kurderne...............

Hilsen

Palle http://sushiikøbenhavn.dk/