Revolutionsagurk: Vi skal turde debatten

Sommerens agurkedebat har været heftigt debatteret herinde såvel som i de borgerlige medier – nemlig Enhedslistens forhold til revolution (og dermed socialisme). Personligt har jeg været træt af debatten og ikke mindst den drejning, som den tog undervejs. I denne blog vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg har været kritisk ift. nogle ting efter, at jeg ellers havde holdt mig helt ude af debatten i starten, men også hvorfor det er så utroligt vigtigt at fortsætte en debat om socialisme og revolution – ikke som noget fjernt og utopisk, men som noget, der har betydning for vores dagligdags reformkrav på Christiansborg og måden at tænke politik. I virkeligheden kan vi måske vende debatten til noget offensivt, og måske vi oven i købet kan styrkes af det fremfor at pege fingre mod hinanden?

Før vi kommer til det egentlige, hvad det er med den der revolution og socialisme, så vil et tilbageblik på sommerens debat sandsynligvis være lærerigt for at forstå, hvorfor der pludselig kom den debat. Vi starter med Sass Larsen...

Geniale Sass Larsen
Hele debatten startede med et genialt træk af Henrik Sass Larsen, idet S-toppem vel efterhånden syntes, at Ø’s fremgang i meningsmålingerne havde taget overhånd og at S-SF baglandet skulle forberedes på en finanslovsaftale med de borgerlige, hvis ikke Ø kan tvinges til en nulløsning. Derfor sendte de Suzuki-Sass i byen med en politisk forhammer. Nu skulle Ø gokkes i nødden!

Og hvor var det elegant og effektivt. Det han gjorde så smart, var at kalde Enhedslisten for et ekstremt parti, som går ind for det klasseløse kommunistiske samfund, og vupti. Hvert eneste medie med respekt for sig selv bragte den udtalelse og var derefter tvunget til at lave faktabokse med løsrevne citater fra principprogrammet og opfølgende artikler.

Først skete der det forventelige, at Folketingsgruppen ved Pernille Skipper straks undsagde programmets mere kontroversielle ting som nedlæggelse af politi og militær, nationalisering af banker og lukning af Fondsbørsen i et i øvrigt fint interview. Vi skal alligevel lave programmet om, så det mener vi ikke længere, kunne man forstå, selvom Principprogrammet naturligvis er gældende indtil et andet er vedtaget og selvom lukning af Børsen og nationalisering af bankerne er naturlige konsekvenser af vores politik om at afskaffe kapitalismen, som vi senest gentog for 3 måneder siden på årsmødet.

Men pyt med det, Pernille var ude i brandslukningsærinde mod Sass’ angreb og vi fik så rigeligt en debat alligevel, da Per Clausen kort efter tog forsiden på Berlingske med en udmelding om, at en revolution snildt kan komme indenfor 20 år.

Og indeni den borgerlige tante var der et interview med HB-medlem Katrine Toft Mikkelsen, hvori hun fastholdt en revolutionær antikapitalisme og afskaffelse af den private ejendomsret over produktionsmidlerne, hvilket hun kækt lod følge af billedsproget om, at vi ikke vil tage folks tandbørster - underforstået private ejendele - fra dem.  Og nå ja, så var der den uheldige udtalelse, hvor hun tænkte højt om, at medielukninger kan komme på tale, hvilket hun dog straks trak tilbage.

Og huhej, hvor det gik – og gik godt – eksempelvis var HB-kollega Ole Donbæk i Deadline med et glimrende interview om finansmarkedernes og de multinationales magt under kapitalismen og vores demokratiske alternativer (se Deadline 15. juli kl. 22.30 - husk at bladre til den rigtige dato). Line Barfod var også ude med meldingen om, at en statsbank skulle erstatte finanssektorens private pengeinstitutter – og altså ikke bare supplere disse. Det var altså ikke bare tilfældige HB-medlemmer, som udtalte sig.

Faktisk var det en glimrende og sober debat, som for første gang i umindelige tider slog fast, at Enhedslisten vitterligt er et anderledes revolutionært part, som vil et alternativ til kapitalismen og i øvrigt med fornuftige gennemførlige forslag og en kapitalismekritik, som den enkelte i store træk kunne forholde sig til. Fx det med banker og finanskapitalens magt.

Bevares, der var også modangreb, en pensioneret gal oberst i Ekstrabladet sammenlignede principprogrammet med Hitlers bog Mein Kampf og lederskribenter og læserbreve på de borgerlige advarede salvelsesfuldt mod ekstremismen, mens Pia K vågnede af døsen og skreg Pol Pot efter os.

Min vurdering var, at vi ikke skulle lade os skræmme og at debatten tvært imod kunne være mere værd for os end for dem, da alternativet til kapitalisme netop blev sat på dagsordenen på en god måde og da vi derved kunne skabe flere socialister. Og ikke mindst komme ud af fælden med, at den eneste måde at redde velfærden på er ved at nedlægge og forringe selv samme velfærd, som centrumvenstre i hele Europa ellers er fanget af – alene fordi de ikke tør kigge på alternativer til netop kapitalismen – inklusiv S-SF.

Når det er sagt, så kan det selvfølgeligt også koste noget i vælgeropbakning, hvis proteststemmer forlader os og lader sig skræmme. Den bedste forsikring mod skræmmekampagner er dog ikke at gå i skjul for debatten, men derimod rejse den på egne præmisser, få sat socialismebegreberne på dagsordenen og afmystificere dem, så de afmonteres som borgerlige skræmmebilleder og bliver reelle fornuftige muligheder. Det kræver, at folk er trygge ved dem, at folk kender dem, og at folk ved, at de er ufarlige.

Johannes udmeldinger
Problemet var, at det ikke var denne drejning, som debatten tog – tvært imod. Sidst i uge 30 forlød det, at Berlingske havde en Gallup måling, hvor 38 % mente, at vi er udemokratiske og endnu flere, at vi er ekstreme.

Når nu man vil udvide demokratiet på bekostning af kapitalmagten, så var det værste, at vi blev opfattet som udemokratiske, selvom antallet af folk, som mener dette fint kan ligge hos blå blok alene. Under alle omstændigheder gik pressekontoret til modoffensiv og Johanne blev hevet ind fra sommerferien, som den frelsende ordfører.

Missionen lykkedes faktisk og Berlingskes historie blev fuldstændigt neutraliseret, hvilket var godt arbejde! Hvad der derimod ikke var så godt set med mine øjne var indholdet i hendes meldinger. Konkret havde hun tre hovedpunkter i artiklen (forkortet netudgave).

Den ene var at forsvaret skulle bevares, men at den aktivistiske udenrigspolitik skulle ændres. Hermed forsøgte hun at tegne et mindre ekstremt billede af Enhedslisten, men desværre blev det af de fleste medier opfattet sådan, at forsvaret skulle bevares uændret og at kun politikken skulle ændres.

Denne udlægning fra medierne protesterede flere HB-medlemmer imod, da vi på årsmødet i foråret faktisk vedtog at nedlægge militæret, som vi kender det i dag og erstatte det med en ny lille organisation til fredsbevarende arbejder, samt at satse på civil konflikthåndtering, indkøb af hospitalsskibe, minerydning og redningshelikoptere frem for krigsskibe og kampfly og i det hele taget være imod militarisering.

Siden hen er denne uenighed dog fejet nogenlunde af bordet, da Johannes melding er korrigeret, så den skulle forstås netop i overensstemmelse med vedtagelsen og sådan, at et mindre militær kan bevares, så vi fortsat kan deltage i fredsbevarende indsatser. Hermed tror jeg, at hun er på linje med et flertal i partiet. I kan læse vedtagelsen i sin helhed her og min kritik her. Nok om militær for nu.

Den anden ting hun var ude med, var et citat om, at man ikke kan lave færdige planer for revolutionen, hvilket jeg er helt enig i, men det fremgår jo også af principprogrammet i dag og vores måde at tænke inddragende demokrati, så det er for så vidt ukontroversielt.

Men igen, ingen hverken Line, Per, Ole eller de andre, der udtalte sig, gjorde jo dette. Ingen lavede færdige detaljerede planer, så hvorfor sige det alligevel?

Den tredje pointe var den, hvor hun karakteriserede debatten indtil nu med ordene: »Når der i medierne har været udtalelser om at lukke medier, om voldelig revolution og om, at man allernådigst kan få lov til at beholde sin tandbørste, så må jeg melde fuldstændig klart fra. Det har intet at gøre med, hvad jeg står for, eller, hvad Enhedslisten efter min mening står for,«

Og det synes jeg faktisk var en karikering af debatten. Konkret var der jo ingen på vores side, som argumenterede for en voldelig revolution, ingen argumenterede for kun at lade folk beholde deres tandbørster og tage alt andet, og ingen ville lukke medier, what so ever! Med andre ord gik Johanne ud med en udtalelse, hvor hun brugte samme skræmmebilleder og karikaturer om debatten, som de borgerlige kommentatorer brugte. Uden tvivl i den hensigt at sige, at dette er absurd og lad os nu lukke debatten og komme videre.

Problemet er bare, at hun derved kom til at skære alle debattørerne over en kam, at hun derved fik puttet Per Clausen, Ole Donbæk og Line Barfod i samme absurde kasse, som ham obersten ovenfor, og at hun derved gjorde det sværere at rejse samme socialismedebat senere.

Misforstå mig ikke. Johanne er skide dygtig og gør det fremragende i det daglige arbejde på Christiansborg, så hvis nogen borgerlige journalister læser med, så er dette ikke et udtryk for mistillid, men derimod mit forsøg på, at give baglandet mulighed for åbent at tage disse debatter og for mig at forklare mig om, hvorfor jeg har udtalt mig kritisk.

Bevares jeg er opmærksom på, at det for baglandet kan se forfærdeligt ud, når uenigheder luftes eksternt, men når Johannes udmeldinger om militæret af et enigt kommentatorkorps blev udlagt radikalt anderledes end årsmødevedtagelsen for tre måneder siden, så føler jeg en forpligtelse til at hæve stemmen og sige, at min opfattelse af partiets politik er civil konflikthåndtering, afvikling af angrebsmaskinen og så en mindre, stående styrke til eventuelt fredsbevarende arbejde – bagefter kan jeg kun glæde mig over, at der nu er fundet fælles fodslag og at årsmødevedtagelsen har floreret i pressen, så enhver misforståelse er ryddet af vejen.

Og når Johannes udmeldinger tolkes af medierne sådan, at et opgør med det revolutionære bagland er i gang, som overskrifterne har lydt, så må jeg stilfærdigt sige, at vi faktisk har brug for debatten. Vi har brug for at finde fælles fodslag og en fælles forståelse af begreberne, herunder også melde ud, at Enhedslisten fortsat er et parti, som skal tage disse debatter om revolution og socialisme – ellers mister vi endemålet af øje.

Nu er formålet med denne blog ikke at pege fingre eller fremme en dum debat om hvem sagde og gjorde hvad og hvornår. Når jeg alligevel har lavet ovenstående, så er det for at forklare, hvorfor debatten løb af sporet. Jeg synes, at det var helt rigtig af Johanne at komme på banen og udrydde skræmmebilleder, men for hulen, hvor havde det været fedt, hvis hun så kun havde adresseret disse og gjort fælles front med Line, Per, Ole og de andre, eller havde taget en vender på formuleringerne i HB, så misforståelserne om fx militær kunne være undgået.

Generelt har jeg fået meget positive tilbagemeldinger på mine medieoptrædener. Men der har da også været en del kritik af de af os fra HB, som har valgt at udtale sig, hvilket er helt i orden og en del af gamet.

Men lad mig blot sige, at alle så vidt jeg kan vurdere har været ret disciplinerede. Ja, det har været vigtigt for mig at signalere, at socialismedebatten er vigtig og at det er noget rod, at vi ikke bruger begreberne på samme måde og jeg derfor gerne så en fortsat debat modsat Johanne, samt at korrigere mediernes udlægning af Johannes militærpolitik. Ellers har jeg talrige gange henvist til, at der ikke var splittelse, at vi måske var uenige om hvornår og hvordan debatten skal tages, og i øvrigt talrige gange ladet være med at udtale mig, hvis dagsordenen var splittende. Dette hører med til billedet og er ret generelt er jeg sikker på, nu nogle ganske få kritikere har travlt med at sige, at flere fra HB har sejlet rundt i medierne.

Og lad mig også lige udrydde nogle misforståelser, som når en medblogger her på Modkraft skriver, at debatten har fjernet fokus fra kritik af regeringens asociale reformer. Det er umuligt at spå om og udtryk for kontrafaktisk historieskrivning. Havde de borgerlige medier ikke kørt denne historie, så er der intet, som tyder på, at de ville have hjulpet Enhedslisten med at føre kampagne mod regeringen. Tvært imod kunne det lige så godt have været Pia K. og udlændingepolitikken, som de borgerlige medier havde trukket af stalden igen. Og intet har forhindret selvsamme blogger i at skrive læserbreve om reformerne i øvrigt.

En anden misforståelse, som blev flittigt luftet allerede før Johanne gik i rette med debatten var, at det svækker os op til finanslovsforhandlinger. Dette er lodret forkert. Sass havde det ærinde netop at forberede en borgerlig finanslov ved at ”ekstremmisere” os, men det ændrer ikke ved, at vi fortsat har 12 nødvendige mandater, hvis ikke de bliver enige med de borgerlige, og vi fortsat har vores krav. Nu handler det derimod om ikke at slække på disse krav offentligt, så vi fremstår utroværdige og billigt til falds. Og så husk lige kammerater, at vi er i det her game for de langsigtede mål. Kampråbet heddet Hasta la Victoria – ikke Hasta la Finanslov!

Hvad skal hele den socialismedebat så bruges til – hvorfor er det vigtigt?

Jeg mener, at det var Per Clausen, som på årsmødet brugte et gammelt Rosa Luxembourg-citat om, at man ikke skal gå så langt foran, at dem, som vi vil kæmpe med ikke forstår, hvad vi siger, eller tror på, at vores mål kan indfris.

Jeg er rørende enig, men det ene udelukker jo ikke det andet. Selvfølgeligt skal vi fortsætte det gode arbejde i Folketinget og komme med realiserbare krav til forbedringer. Det er vi knaldgode til. Og selvfølgeligt skal vi tale et sprog, som enhver kan forstå og forholde sig til.

Men vi skal også sørge for at bruge og forklare vores egne ord, så de ikke kan bruges imod os. Hvis ikke vi får vendt denne socialismediskussion til noget offensivt, hvis ikke vi får afmystificeret, hvad en socialistisk revolution er i vores øjne, så vil medierne skrive disse historier igen og igen, indtil vi vedtager ikke længere at være et socialistisk revolutionært parti og det nytter ikke noget at forsøge at skjule det, som vi fx gjorde i valgkampen, hvor valgavisen ikke med et ord nævnte ordet socialisme, socialistisk parti eller lignende. Medierne skal nok grave det frem og køre historien igen.

Så vil det tage til hen under Finanslovsdebatten, så vil det eksplodere, når vi skal i gang med Programdiskussionen, for vi mener jo fortsat de her ting med socialisme og revolution. Eller som vi vedtog på Årsmødet for tre måneder siden (endda i en opstrammet version sammenlignet med det daværende HB’s første udkast):

Derfor er det nødvendigt, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfundssystem, hvor markedskræfternes styring erstattes af befolkningens demokratiske kontrol med produktionen, som kan sikre, at der ikke produceres for profit, men for menneskelige behov, så vi kan undgå kapitalismens kriser. Et sådant opgør med kapitalismen forudsætter naturligvis demokratisk opbakning og aktiv deltagelse.

Og det er netop heri, at det revolutionære ligger. Ligesom den industrielle revolution var overgangen fra landbrugsland til industrisamfund, så er overgangen fra kapitalisme til socialisme det, som jeg forstår ved en socialistisk revolution. Vi snakker ikke om den franske revolutions opgør med feudalmagten eller den russiskes opgør med Zaren, som netop forløb i en blodig borgerkrig begge steder, netop i fraværet af demokrati. Revolution handler ikke bare om magtovertagelsen, men om forandringen – om revolutioneringen af samfundet. Fx har der ikke været revolution i Egypten, hvor samfundet netop ikke er forandret radikalt, og hvor de gamle eliter fortsat sidder på magten, nu blot sammen med de religiøse eliter.

Har vi ikke nogen pejlemærker for socialisme og antikapitalisme, så nytter Per Clausens Rosa-citat slet ikke, så ved vi pludselig slet ikke, i hvilken retning vi skal trække dem vi vil arbejde sammen med. Så ender vi som Socialdemokraterne i sidste kvartal af det 20. århundrede uden et projekt.  Så forsømmer vi at uddanne nye socialister, som kender retningen lidt længere frem end næste gadehjørne.

Det var blandt andet derfor, at jeg stillede og fik vedtaget på årsmødet, at strategipapiret skulle indeholde et opgør med kapitalens mentale magt, at alternativer skulle synliggøres og forskellige andre produktionsformer fremmes. Det var netop for at sikre en socialismedebat og ikke blot en kiggen frem mod næste finanslov.

Krisens to veje

Stort set alle regner med, at den kapitalistiske krise vil fortsætte, men ingen aner hvor langt, eller hvor hurtigt, det vil gå. Det efterlader os med to muligheder, som jeg ser det.

Enten vil den nuværende vej med borgerlig krisepolitik fortsætte, selv det store franske håb præsident Hollande er slået ind på denne vej ligesom resten af centrumvenstre i hele Europa. Det betyder massivt pres på velfærden og det giver en seriøs risiko for opblomstring af en regulær fascisme som vi har set det i Ungarn, Grækenland og i England med Defence League.

Eller også er der den anden vej, den vej, hvor man i sin krisebekæmpelse ikke lader sig stoppe af kapitalismens rammer, men tvært imod er villig til at gå ud over disse. Dette er i øvrigt en af de gamle sondringer mellem reformister og revolutionære. Reformisten lader sig begrænse af systemet – kapitalismen – mens den revolutionære kan være lige så reformivrig som reformisten, men ikke lader sig begrænse af kapitalismen. Og denne vej er der kun Enhedslisten til at betræde.

Konkret kunne en effektiv revolutionær krisepolitik derfor være at genrejse kravet om en statsbank uden for spekulationsøkonomien, at kræve igangsat samfundsnyttig offentlig produktion for at skabe arbejdspladser, at kræve et brud med EU som motor i den mest reaktionære nyliberalistiske offensiv siden Thatcher.

Det her er for så vidt ikke særligt kontroversielt i Enhedslistesammenhænge. For mig er der ikke en type politisk arbejde, som er finere eller mere revolutionær end andet. Folketingsarbejdet kan sagtens være revolutionært, hvis sigtet netop er at bryde med kapitalismen og udnytte sprækker, forbedre styrkeforhold og i det hele taget vise, at der er et alternativ til EU-dominans og kapitalisme.

Det samme gælder udenomsparlamentarisme, som kan være mere eller mindre revolutionært alt efter om sigtet er at opbygge styrkeforhold, presse kapitalen og politikerne imod forringelser eller kæmpe for mindre reformkrav.  Kravet om 28 elever i en gymnasieklasse er sgu ikke revolutionært, men at give eleverne modet til at kæmpe selv og følelsen af, at deres vilje også har ret – det er.

Kort sagt, så skal vi ikke være revolutionsromantikere, som kun kan snakke om revolution, vi skal have arbejdshandsken på, samtidig med at vi snakker og forklarer.

Hvis ikke vi tager den udfordring op fremfor at lukke debatten, når den bliver lidt svær, ja så fejler vi. Så undlader vi at give indtrykket af, at der findes et alternativ til kapitalismen, så vil vores velmenende reformforslag blive affejet, som værende til skade for kapitalismen (uha, det svækker konkurrenceevnen osv.) og uden et alternativ vælges der derfor den første vej, som den eneste farbare. Nemlig den borgerlige krisepolitik. There Is No Alternative, som Thatcher sagde.

Det er derfor, at jeg flere steder er citeret for at sige, at jeg er uenig i, at debatten svækker os og at den bør lukkes – tvært imod faktisk! Uden et realistisk alternativ vil et hvert forsøg på at bryde kapitalismens logik være dødfødt.

Hvad mener vi så med revolution?

Allerførst giver det ikke nogen mening at starte med at snakke om revolution eller at kalde debatten for revolutionsdebat. Vi er socialister og antikapitalister og bør starte med det.

Vores modstand mod kapitalismen bunder i, at den er ulogisk, at den skaber ulighed og kriser, at den driver rovdrift på natur, miljø og mennesker. Det er en mægtig modstander, som kun kan fungere under vækst, dør væksten har vi krisen.

For at forstå dette, så skal man forstå, at kapitalisme er drevet af privat profit, og er der ikke fx 3 % vækst det ene år og 3 % næste år, som altid lægges på det første år, så vækstraterne er 3, 6, 9 osv. ja, hvis ikke dette sker, så er der ingen forrentning af den private kapital. Så vil kapitalisten trække sine penge ud og sætte dem i noget andet.

Det var dette, som skete med finansboblen, hvor der pludseligt var større afkast i spekulation i underlige lånepapirer, så man flyttede uhyrlige summer herover – selv bønder i Ringkøbing lånte i deres jorder og kastede sig ud i spekulationen, hvor forrentningen var større end i landbruget, indtil boblen brast og de og staterne sad alene tilbage med gælden fra lån og bankpakker.

Det er dette vækstfokus som har enorme systemfejl. Det som skaber rovdriften på natur, på klima og på mennesker, da det altid handler om at øge væksten i profitten enten ved at sælge mere og/eller ved at presse omkostningerne – fx med underbetalt arbejdskraft, udflagning af arbejdspladser til Kina osv.  Er væksten i profitten større hos konkurrenten, så dør man på sigt, da de kan investere sig til yderligere vækst. Det er det, som gør kapitalismen så fandens effektiv og derfor Marx sagde, at kapitalismen havde skabt vidundere større end Ægyptens pyramider.

Men det er systemfejlene, som gør, at vi som socialister er imod kapitalismen. Det er uligheden, fattigdommen, forureningen og den enorme magtkoncentration af kapitalmagt og alle de andre logiske følger af kapitalismen, som gør systemet uspiseligt.

Det er også derfor, at sommerens debat om, hvorvidt Enhedslisten er demokratisk, er det mest forvrøvlede sludder nogensinde. Antikapitalisme er radikalt demokrati. Ligesom vi er EU-modstandere, når EU trækker 80 % af al lovgivning ned over hovedet på os, så er vi kapitalismemodstandere, når kapitalen og hensynet til at ”berolige markederne”, som det siges i snart sagt hver eneste TV-Avis, går forud for hensynet til velfærd, miljø og en fornuftig demokratisk måde at indrette samfundet på.

Skal vi gøre op med dette system, så kræver det en revolution! Og det kræver først som sidst et opgør med den private ejendomsret over produktionsmidlerne, som er det, der driver hele systemet, det som sikrer vækstfokusset, profitfokusset, og dermed bærer alle systemfejlene. Dette fordrer blandt andet en nationalisering af banksektoren, som i dag er en grundpille i kapitalismen, da det er den, som hele tiden sikrer en redistribuering af spekulativ (profitsøgende) kapital.

En logisk følge vil også være at lukke Fondsbørsen, da det ikke giver mening at have en institution til at formidle privat ejerskab over produktionsmidler (aktier), hvis denne er fjernet

Nu sagde jeg før, at det at lave revolution ikke blot handlede om en magtovertagelse. Og det er korrekt. Revolutionen kommer først bagefter, men en magtovertagelse skal der ikke desto mindre til, og den skal selvfølgelig være demokratisk og fredelig.

Det betyder også, at der skal ske et brud med det gamle system, og selvom processen – revolutioneringen - sikkert vil tage en årrække, så er der ikke tale om en ”socialistisk udvikling”, hvor man hen ad vejen reformerer sig til socialisme. Bruddet vil ske i det øjeblik, hvor den private ejendomsret over produktionsmidler sættes ud af kraft, og det vil der selvfølgeligt være modstand imod fra kapitalistklassen og de borgerlige. Det er derfor vi skal sørge for at have den demokratiske legitimitet med os og et flertal bag os. I pressen har der været en masse spekulationer, hvor HB-medlemmer er blevet spurgt til risikoen for en kontrarevolution, som kan være voldelig. Til den snak er der hele tre ting at sige.

1) Jo mere rodfæstet i den brede befolkning ideen om et opgør med kapitalismen er, jo mindre er risikoen for, at nogle vil gøre voldelig modstand. Netop derfor skal vi ikke forsømme debatten.

2) Såfremt nogen med vold modsætter sig lovlige demokratiske beslutninger, jamen så vil det jo være en sag for politi og domstole nøjagtigt, som man kender det i dag. Længere er den ikke og min vision om socialisme skal også bygge på retssamfundet.

3) Og endeligt. Jeg fatter ikke, hvorfor borgerlige journalister spørger os, hvad eventuelle borgerlige ekstremister vil gøre efter en fredelig revolution. Ring dog til Hjemmeværnet, til Tom Behnke, Søren Espersen og de andre rødder og spørg, om de vil respektere en fredelig demokratisk revolution?

En ting er helt sikker. Vi kan ikke sige noget på forhånd, om hvordan overgangen til socialisme vil ske. Om euroen bryder sammen indenfor en årrække og dette forkætrede skrivebordsprojekts sammenbrud vil kaste millioner europæere ud i fattigdom, som skaber kriser og generalstrejker, der kræver nyvalg eller hvordan det vil foregå. Men det ændrer ikke ved, at vi skal turde tage debatterne og især da Per Clausens 20 års perspektiv ikke er urealistisk. Tænk blot på murens fald og gå 20 år bagud og se, hvor sandsynligt det virkede i 1969.

Og husk, at hvis vi ikke får forklaret, hvad vi mener med socialisme og revolutionering af samfundet og får gjort befolkningen og vælgere trygge ved det, så vil skræmmekampagnerne fortsætte, som de gjorde under valgkampen, og som de gjorde i sommers og hvad værre er, så vil ethvert velmenende reformforslag, som bryder med kapitalismens logik blive skudt ned som ”uansvarligt”.

PS: Da journalister kan læse med og er velkomne, så husk at tale pænt til hinanden i debatten herunder. Det er en svær debat, som nemt bliver ”personfikseret” og til journalister, så lad være at køre et eller andet splittelsesfis op, og hvis I endelig vil citere fra bloggen (hvilket jeg ikke kan forhindre), så respekter tonen og sammenhængen. I øvrigt er der intet nyt i denne blog, som ikke allerede har været fremme. Og nej, jeg giver ikke uddybende interviews – dette er min mulighed for at tage debatten med baglandet på Modkraft og ikke i de borgerlige aviser.