Lars Løkkes fremmarch og industriarbejdspladsernes udmarch går hånd i hånd

Krisebevidstheden er ond og massiv. Den gennemsyrer hele den offentlige debat og den sætter sig igennem i alt hvad der bliver sagt og tænkt om samfundet. Ikke mindst bliver krisetænkningen flittig brugt til at retfærdiggøre stribevis af ubehageligheder.

Efterlønnen skulle væk, dagpengeperioden ned, den ene og anden overførselsindkomst udsættes for ”reform”, uddannelsernes længde forkortes, lærernes undervisningstimer skal op, der laves minusoverenskomster, og der nedlægges stillinger i den offentlige, mens de tilbageblevne pålægges at skulle noteres for større produktivitet. En skattereform begunstiger de rigeste mest, mens det modsatte sker for dem på overførselsindkomst. Kommunerne holdes under lammende kontrol.

Det er alt sammen meget ubehageligt, og for bare få år siden ville ingen politiker vove gå ind i så omfattende tiltag rettet mod lønmodtagerne som helhed.  Nu  lykkes disse tiltag. på den led må man sige at regeringen er succesfuld.  Men vælgerne strømmer - ikke til regeringen, heller ikke til venstrefløjen. De strømmer til dem man tror vil skære endnu dybere. Lars Løkke, hvis sidste regeringstid ellers var én lang række af skandaler og fiasko, rider nu afsted med modsatte fortegn.

Samtidig bliver det stadig mere åbenbart i offentligheden at alle disse nedskæringstiltage som forestås af regeringen (og den tidligere regering) ikke vil øge beskæftigelsen.

Tværtimod.

Skulle produktion og beskæftigelse øges, skulle man gå vejen over større offentlig aktivitet. Man skulle tro at sparepolitikken var upopulær.

Nej:  Regeringen og de borgerlige fortsætter succesfuldt med at komme igennem med forringelser af de generelle levevilkår for lønmodtagerne som helhed. Meningsmåling efter meningsmåling viser et absolut og solidt flertal (på ca. 90 %!!!) bag de partier der – selvfølgelig med variationer – støtter op om neddroslingerne. Man accepterer åbenbart at lide afsavn. Nyhedsmedierne gentager historien om, at stadig flere køber den med, at det er ok at gå ned i løn, hvis det vil redde ens arbejdsplads.

Det ligner en af de større selvmodsigelser: Alle mulige nedskæringstiltag begrundes med ordet krise og samtidig vil disse tiltag øge krisen.

Hvordan kan det gå til? Paradokset kan løses, hvis man nu overvejer hvilken kriseforståelse, der kan være på spil. Der kan være en, der handler om at der kan komme flere investeringer ved at øge efterspørgslen (privat eller offentlig). Men måske er et ikke den krisebevisthes man reagerer på, når man siger ja og ammen til nedskæringerne. Det er en helt anden krisebevidsthed, der ikke ikke direkte behøver at have med efterspørgsel at gøre.

Det bliver også sagt ret ofte i den offentlige debat (mest fra højrefløjen): Arbejdspladser forsvinder fra Danmark. Det er også sandt. For tyve år siden startede et stort ryk-ud af industriarbejdspladser. Nu også et ryk-ud af andre typer af arbejdspladser. I offentligheden er skabt en idé om at hvis vi nu pålagde os en række afsavn, kunne det også være at vi ikke mistede så mange arbejdspladser. Konkurrenceevnen! Hvis den blev forbedret så kunne vi da klare os – godt nok en en forpjusket udgave – men alligevel.

Deri ligger en sandsynlig forklaring på hemmeligheden bag Lars Løkkes succes. Man tror, han har den bedste opskrift på at få industriarbejdspladserne tilbage. Hvis venstrefløjen kan skabe en troværdig opskrift på at løse det samme problem, kan den også få fornyet gennemslag.

Og den opskrift skal netop IKKE handle om at forsure livet og afmægtiggøre lønmodtagerne. Det skal heller ikke handle om at neddrosle omkostningerne ved at opretholde tilværelsen, hverken som lønmodtager eller som modtager af overførselsindkomst.