Er der kun liberal systemkritik tilbage?

”Der er kun liberal systemkritik tilbage. Hvor skulle systemkritikken fra venstre komme fra?” det spørgsmål stilles retorisk af Christopher Arzrouni fra tænketanken Cepos i en stor artikel om Enhedslisten og venstrefløjen i Information weekenden efter valget. Selvom jeg sjældent er enig med Cepos, må jeg delvist give Arzrouni ret. Der er langt imellem, at store drømme om et andet samfund eller nye måder at indrette det eksisterende på, kommer fra venstresiden af skalaen.

Men med valget af en rød regering d. 15. september har der åbnet sig nye muligheder for venstreorienteret systemkritik. Samtidig gør 10 års borgerlig politik, finanskrise og et forfaldent velfærdssamfund det helt nødvendigt at venstrefløjen kommer med visioner og bud på andre retninger for samfundsudviklingen.

Systemkritikken og visionerne for et radikalt andet samfund end det vi kender, har derimod ikke manglet fra den anden ende af spektret de sidste ti år. Cepos har selv stået for en del af dem, med eksempelvis skatteforslag, der har haft som mål at omfordele midlerne drastisk fra de fattigere dele af befolkningen til de rige. Men også Dansk Folkeparti har fremlagt forslag, der gør op med nogle af de borger- og frihedsrettigheder, vi ser som faste bestanddele af vores samfund, eksempelvis retten til at gå klædt som man selv vil.

Systemkritikken, visionerne og utopierne for et mere lige, solidarisk og frit samfund har haft svære kår de sidste ti år. Det er som om både kritik og visioner ikke har kunnet ånde og få liv i den dagsorden der har været sat af den borgerlige regering, dens støtteparti, diverse borgerlige kommentatorer og tænketanke.

Størstedelen af venstrefløjens arbejde (det jeg selv har lavet inklusivt) har udformet sig som en defensiv kamp, hvor man med næb og klør har forsøgt at forsvare status quo. Der har været modstand mod de forringelser af velfærd, rettigheder for asylansøgere, lønmodtagere, arbejdsløse og klima vi har oplevet igennem ti år.

Men det har ofte været en desperat kamp, hvor visioner og mere langsigtede kritikker er trådt i baggrunden til fordel for et hæst råb om vi ikke bare i det mindste kan bevare efterlønnen og ikke skære i dagpengeperioden. Det er ikke fordi, disse sager ikke er vigtige, men det understreger den absolut defensive rolle venstrefløjen har indtaget de sidste ti år.

En forklaring kan være, at venstrefløjen har været for meget i opposition. Placeret så langt fra magten, både på Christiansborg og i den offentlige debat, at det ikke har givet mening at råbe op omkring utopier, mens den dårligst stillede del af befolkningens levestandard blev konstant forringet. Visioner fra venstrefløjen har virket malplacerede og ligegyldige i et borgerligt domineret landskab.

Manglen på venstrefløjsvisioner i den offentlige debat er derfor ikke kun et spørgsmål om mangel på kloge hoveder, gode ideer og taletid, men må også ses som et strukturelt problem, skabt af ti års borgerligt hegemoni.

Den neoliberale samfundspagt visner

Arzrounis begrundelse for den manglede systemkritik fra venstre forklares med at SF og Socialdemokraterne er systemet. Det er en udlægning, som jeg bestemt mener har en vis gyldighed. Det er dog et noget andet system, jeg har i tankerne end Arzrounis.

Den røde regering og partierne bag den er en del af det system og den politik der er blevet forstærket og udbygget de sidste ti år under Fogh og Løkke, men som blev skabt allerede med Nyrups socialdemokratiske regeringer i 90´erne og det konservative styre i 1980´erne. Dette system kan betragtes som en gennemgribende neoliberalisering af vores samfund.

Det har betydet privatiseringer, forringelser af velfærden, svækkelse af arbejdstagernes rettigheder og magt, individuelle løsninger i stedet for kollektive og en magtmæssig og økonomisk omfordeling fra de mindre til de mere bemidlede.

Det neoliberale projekt som har omformet vores samfund har også ændret staten markant. Men man skal ikke tage fejl her, selvom den liberale drøm inkluderer et mindre statsapparat i den klassiske udgave, så har det langt fra været en del af den neoliberale udvikling. Staten har beholdt sin størrelse, men har ændret sit fokus fra et socialt og forsørgermæssigt, til et kontrollerede og straffende.

Den nye regerings politik ligger vejen åben for at fortsætte i det neoliberale spor, den har endda vist sig villig til føre en endnu mere højreorienteret økonomisk politik, end man kunne have håbet på. Alligevel er det på flere måder et andet politisk landskab, vi står i.

Finanskrisen har været med til at skærpe fornemmelsen for den uretfærdige fordeling af goder i vores samfund. Jeg tror, at der er en del flere mennesker i dag end for 5-10 år siden, som eksempelvis synes bankerne må betale det tilbage, de har fået af statskassen og komme under en vis administration.

Samtidig står vi for første gang siden Anden Verdenskrig i en situation, hvor den unge generation ikke kan håbe på en fremtid, der er bedre eller lige så god som forældregenerationens. Stigende arbejdsløshed, forgældning og usikkerhed er allerede store dele af den europæiske ungdoms basale livsvilkår.

Den neoliberale samfundspagt som lovede os evigt forbrug og stigende velstand på baggrund af en uudtømmelig kilde af billige lån, hvis vi til gengæld arbejdede hårdt og mere, er på retur. I stedet betaler vi nu direkte for finanssektoren og eventyrlystne virksomheders tab, når renten for almindelige mennesker sættes op, så banker og virksomheder ikke krakker.

Det neoliberale projekt er bestemt ikke dødt, men tømmes for egentligt indhold. Løsningerne i form af flere lån, mere forbrug, flere udliciteringer, privatiseringer og omfordeling til de rige, til fordel for os alle, fremstår mere og mere skingre og virkelighedsfjerne.

Men det er ikke kun på den økonomiske front, at vi står i en anderledes situation. De Radikale og Enhedslistens store fremgang, har også vist, at de partier der har stået fast på en anden udlændinge- og flygtningepolitik end flertallet, er blevet belønnet for det. Nationalkonservatismen og den fjendske udlændingepolitik har lidt et lille nederlag, som forhåbentligt kan vise sig bare at være begyndelsen til et større opgør med den retning Danmark og mange andre europæiske lande, har bevæget sig i.

En ny situation

Men vigtigst lige nu og her er, at vi fået en ny regering, der på trods af den tilsyneladende højredrejning i regeringsgrundlaget, giver venstrefløjen et andet felt at agere i. Det giver en stor forpligtelse til at udnytte dette nye mulighedsfelt ved at udfordre og presse den parlamentariske venstrefløj og den røde regering hen mod en mere solidarisk, lige og fri dagsorden.

Visioner, utopier og systemkritik fra venstrefløjen vil klinge mindre hult og virkelighedsfjernt i den nye situation, end den har gjort de seneste ti år. Og den er absolut nødvendig hvis ikke vores nye røde regering skal ende med at videreføre en neoliberal politik, der bortset fra et par afslebne kanter, en luns til diverse røde organisationer nu og da og et par oppustede og hule røde mærkesager, ellers vil ligne de sidste ti års borgerlige politik.

Her er Enhedslisten markant ændrede rolle vigtig. Enhedslisten kan som parlamentarisk grundlag ikke vælte en ny regering ved først kommende utilfredshed. De stemmer, som Enhedslisten har fået, er stemmer til at trække en ny regering til venstre, ikke til at vælte den og skabe mulighed for en ny borgerlig regering.

Det betyder også at venstrefløjens parlamentariske vagthund træder i baggrunden, for en mere kompromissøgende vovse, der undlader at gø og snerre i situationer, hvor den ellers ville have gjort det. Det bliver derfor heller ikke Enhedslisten, der hovedsageligt kan komme med visionerne for et mere demokratisk, mere lige og solidarisk samfund, i stedet kommer de sandsynligvis til at bruge det meste af deres tid på at rulle den borgerlige politik tilbage på så mange punkter som muligt.

Det er dette, som bliver Enhedslistens succeshistorier – når borgerlig politik bliver rullet tilbage, måske helt tilbage til 2001 niveau. Ikke at det er uvæsentligt – for den borgerlige politik har bestemt gjort stor skade. Men det er langt fra nok i forhold til de udfordringer vi står overfor med global finanskrise, klimakatastrofe, stigende arbejdsløshed og større og større ulighed.

Enhedslisten ændrede rolle er med til at understrege behovet for en aktiv, systemkritisk og visionær venstrefløj udenfor parlamentet, hvis der skal udvikles alternativer til den skrantende neoliberale samfundspagt.

Den ikke-parlamentariske politik er ikke kun nødvendig som en modspiller til den parlamentariske. Der er behov for systemkritik, politikudvikling og visioner, som tør skide på om der kan tælles til 90. Der er brug for ideer og visioner om, hvordan Danmark kan trækkes egentligt til venstre, uden at parlamentariske flertal og overdreven pragmatik hele tiden skal tænkes med. Visioner, ideer og utopier, der går på tværs af det parlamentariske spil er en nødvendighed for at udvide tankerummet for hvad der overhovedet er muligt at forestille sig og legitimt at håbe på.

Konsensus lammelsen

Vi står i en situation, hvor alle Folketingets partier er indrulleret i velfærdsstatsparadigmets konsensus lammelse. Det neoliberale projekt er, uagtet om det er blevet videreført af den blå eller den røde side, hele vejen igennem blevet italesat indenfor rammerne af velfærdsstaten. Velfærdstaten rummer hele det parlamentariske politiske landskab, og det er her et af problemerne opstår.

Vi har i løbet af de sidste ti år set at skellet mellem de mest og de mindst bemidlede er øget betragteligt. Der er sket igennem 1. og 2. klasses velfærdsydelser, 1. og 2. rangsplaceringer inden for velfærdssamfundet, hvilket har været med til at øge marginaliseringen af bestemte grupper. Ekskluderingen af disse grupper er blevet slået fast og vejen ind i 1. klasses fællesskabet er næsten blevet umuliggjort.

De store kollektive fortællinger der omhandlede os alle er blegnet, mens de tilhørende institutioner der skulle inkludere alle er svækkede. Velfærdsstatens fællesskab er ikke længere for os alle sammen og dette er kernen i den neoliberaliserede velfærdsstat.

Logikken er at den økonomiske krise har sat os i spændetrøje: det er vores økonomiske overlevelse (konkret: vi skal ikke ende som Grækenland) eller velfærdsydelserne som vi kender dem, valget står imellem.

Det hele handler godt nok om at bevare velfærdsstaten, lige meget hvilken ende af det politiske spektrum vi befinder os i og vi står derfor med et ikke-valg. Den neoliberale økonomiske politik, der er blevet fundamentet for velfærdsstaten, har ændret sig fra at være politik – altså det at tage valg og lave prioriteringer - til lovmæssigheder, noget som normalt hører naturvidenskab til.

Men den neoliberale velfærdsstat er i krise. Og venstrefløjen skal ikke forsøge at samle stumperne op og redde den synkende skude med bankpakker. Det er der bare ikke nogen af Folketingets partier tilhørende den røde ende, der kan tillade sig at sige. Bevarelse af den neoliberaliserede velfærdsstat er det eneste, de har haft på dagsordenen, så længe de har fungeret som opposition, de hverken tør eller kan derfor komme med ideer, der rækker udover denne.

Men måske er velfærdsstaten, i sin nuværende form, eller som den tog sig ud den gang de borgerlige og neoliberalismen endnu ikke havde været på spil, ikke den eneste vej at gå for venstrefløjen. Det betyder også at venstrefløjen ikke nødvendigvis skal kræve at få de gamle velfærdsydelser tilbage.

Det er muligt, at vi kan udtænke andre måder hvorpå kollektivitet, solidaritet og omfordeling, sammen med lige muligheder, frihed og fællesskab kunne blive et bæredygtigt fundament for vores samfund. Noget der vil kræve at den neoliberale samfundspagt brydes endeligt og at der ikke tages udgangspunkt i et økonomisk system, som kun modarbejder netop det fælles via eksklusion.

En ting, vi dog kan være forholdsvis sikre på, er, at sådanne visioner ikke udarbejdes i Folketinget. Derfor er det helt nødvendigt, at en venstrefløj som ikke er bundet af parlamentet kommer på banen både med systemkritik og visioner. De gælder lige fra de græsrodsorganisationer som er aktive i lokalmiljøer og omkring enkeltsager, til de mere flygtige grupperinger organiseret omkring særlige steder og praksisser samt de initiativer vi har set opstå og forsvinde igen i løbet af de sidste 10 år, som reaktion på den borgerlige dominans.

Men hvis Arzrounis udsagn skal udfordres, skal de mere etablerede ikke-parlamentariske organisationer også på banen både når det kommer til kritik og visioner. Det gælder fagbevægelsen, såvel som diverse centrum-venstre tænketanke, interesseorganisationer og Ngo’er. De skal ikke være så bange for at slå revner i den nye og røde facade og heller ikke for at komme med ideer og forslag, som ikke passer ind i den parlamentariske dagsorden. Heller ikke for at stille langt højere krav end flertalskonstellation kan rumme.

Det er muligt at sådanne organisationer og sammenslutninger, er syltet ind i staten og partierne på alle leder og kanter. Alligevel må de komme med ideer og forslag der går langt ud over S og SF´s partiprogram og regeringsgrundlaget. De skal se det som deres opgave at overskride hvad de parlamentariske partier kan. Særligt i den delvist låste situation den nuværende regeringskonstellation skaber for både regeringspartierne og Enhedslisten.

Politik er simpelthen for vigtigt til at overlade til kun dem, der nu har det som arbejde – politikerne. Politik er ikke bare administration af vores liv, det er er skabelsen af fundamentet for det. Politik i dag fremstår mere og mere som et simpelt karrierevalg, bl.a. understøttet af det faktum at de fleste politikere aldrig har haft andet arbejde. Politik er selvstyringen af vores egne liv og samfund sammen, derfor skal det ikke begrænses til parlamentet og politiske karrierer, noget det historisk heller ikke har været.