Den økonomiske krise udstiller fagbevægelsens utilstrækkelighed

Den økonomiske krise har udstillet nogle af fagbevægelsens største svagheder. I USA såvel som i Danmark. Den danske fagbevægelse står overfor en skillevej og historien om de massive protester i Wisconsin kan hjælpe den med at tage den rigtige vej. Den danske fagbevægelse skal ikke lære af deres amerikanske kammerater, men derimod tage en helt anden kurs.

Den folkelige modstand mod det lancerede frontalangreb på den amerikanske fagbevægelse i Wisconsin er indtil videre slået ned. Ikke med bombefly, men med det lovforslag, der forbyder fagforeningerne at forhandle kollektivt.

Lovligheden omkring proceduren, der blev brugt til at vedtage lovforslaget, er dog blevet draget i tvivl af en dommer, så intet er afgjort endnu. Mens vi venter, kan tiden bruges til at reflektere over nogle af de større linjer, der er blevet tegnet i forbindelse med hele Wisconsin-affæren.

Selvom min tidligere blog om samme emne kunne ligne en hyldest til den amerikanske fagbevægelse – eller fagbevægelsen som sådan - mener jeg også, der er god grund til at give fagbevægelsens rolle i den nuværende økonomiske krise rolle en mere kritisk granskning.

De offentligt ansattes fagforeninger i Wisconsin var klart og tydeligt imod, at deres ret til at forhandle kollektivt blev fjernet. Det giver naturligvis god mening, da det er en af fagforeningernes vigtigste våben. Men forud for den modstand, havde fagforeningerne sagt ja til store nedskæringer i både pensionsydelserne og støtte til sygeforsikringen.

På den måde påtog de sig det ansvar, de blev pålagt for den økonomiske krise, som er årsagen til nedskæringerne. Wall Street-krak, fede direktørlønninger og bonusordninger, spekulative investeringer og et gigantisk krigsmaskineri – alt det tog de på sig. Der kom ikke mange pip fra den etablerede fagbevægelse, om at de store nedskæringer måske hang sammen med den hasard-kapitalistiske finansmaskine, som den amerikanske økonomi i høj grad er baseret på.

Hvis man ser på den amerikanske fagbevægelses historie, er den manglende kritik egentligt ikke så underlig. Fagbevægelser over hele Europa og USA tog nogle af de vigtigste og mest afgørende kampe i slutningen af 1800-tallet. Disse kampe afgjorde på mange måder deres fremtid i de næste 100 år.

Men hvor den europæiske fagbevægelse formede sig som en relativ progressiv bevægelse, der kæmpede for radikale forbedringer for arbejderklassen, endte den amerikanske fagbevægelse med at blive en temmelig konservativ størrelse.

Vejen til denne konservatisme er selvfølgelig kompliceret, men det er muligt at trække nogle hovedårsager frem. For det første var den amerikanske fagbevægelse udsat for en ualmindelig hård repression fra staten og arbejdsgiverne. Især rettede repressionen sig mod de radikale fagforeninger som IWW (http://www.iww.org) og The Knights of Labor. Disse foreninger organiserede sorte, immigranter og ufaglærte, sammen med faglærte arbejdere. Og de var udtalt politiske og kapitalismekritiske.

Disse bevægelser blev knust, og den mere moderate amerikanske fagbevægelse AFL (American Federation of Labor) etablerede sig som den dominerende, ved at tage ved lære af den hårde modstand mod de mere radikale organiseringer: De organiserede kun faglærte hvide arbejdere, og deres fokus lå på ren og skær organisering, mens man omvendt holdt sig fra at involvere sig politisk.

Denne konservatisme har fulgt den amerikanske fagbevægelse op til i dag, hvilket forklarer de reaktionerne, der blev givet på de nedskæringer, som er fulgt efter den økonomiske krise.

Den kamp, der udspillede sig i slutningen af 1800-tallet, blev afgørende for fagbevægelsen rolle i det amerikanske samfund. Og den økonomiske krise, vi gennemgår i dag, har en lignende afgørende betydning for fagbevægelsen og kan være med til at definere fremtidens fagbevægelse. Fagbevægelsen skal rekonstituere sig og i denne proces tage afgørende valg.

Den økonomiske krise ser ud til at betyde, at vi bliver den første generation i mange år, der vil opleve at leve dårligere end vores forældre. Samtidig sætter denne krise de fremtidige politisk-økonomiske strategier på spidsen – køber vi smøren om, at fremtiden kun sikres ved nedskæringer på velfærden og mere arbejde, eller begynder vi at udtænke helt nye visioner for et fremtidigt samfund.

Som den gang i 1800-tallet, hvor styrkeforholdet mellem de forskellige klasser blev sat midlertidigt på plads, giver den nuværende økonomiske krise udsigter til en genforhandling af denne magtbalance. Klassekampen sættes på spidsen. Og i denne proces skal både kampen, såvel som forståelsen af klasser fornyes.

Selvom den danske fagbevægelse på mange måder adskiller sig fra den amerikanske, mener jeg, at den danske fagbevægelse ligeledes har bevæget sig i en konservativ retning. Og tiden er kommet, til at sætte en stopper for den udvikling. For hvis den danske fagbevægelse forsætter i samme konservative spor, vil den pege i retning af et samfund som det amerikanske, hvor kapitalismen må siges at have den absolutte overmagt.

Den danske fagbevægelse skal derfor tage ved lære af de radikale elementer i den amerikanske fagbevægelse, der blev knust dengang tilbage i 1800-tallet. Den skal forny sig og tage klassekampen seriøst. Dette indebærer at organisere bredere, og ikke kun fokusere på dem der umiddelbart ser ud til at være de stærke (i dagens Danmark de fastansatte offentligt og privat ansatte – i 1800-tallets USA, de hvide faglærte arbejdere).

De skal organisere alle, der tilhører den udbyttede (og produktive) klasse – det gælder studerende, såvel som arbejdsløse, illegale og østarbejdere, men også dem der arbejder ufaglært i den voksende servicesektor og nutidens daglejer, der skifter mellem at være kontraktansat og ikke have noget arbejde. De faglige grænser skal opløses, der hvor de ikke længere giver mening. Og sidst men ikke mindst skal fagbevægelsen blive en politisk kamporganisation.

Det betyder f.eks. at de skal gå lige i flæsket på uretfærdige bankpakker, udstille den sociale skævvridning en afskaffelse af efterlønnen vil skabe, generelt gå til frontal-angreb på den eksisterende forståelse af ”økonomisk ansvarlighed” som er baseret usikre økonomiske fremskrivninger og en misforstået ”economic man”-forståelse, fremlægge progressive strategier for hvordan fremtidens arbejde og værdi kan fordeles og stoppe med at opføre sig som en privat arbejdsløshedsforsikring.