Vrede mod canadisk lokalregering, som er løbet fra valgløfte om at droppe brugerbetaling på universitetet, fører til demonstrationer og masseanholdelser af studenter i Quebec.
Til trods for valgløfter om det modsatte har lokalregeringen i den canadiske provins Quebec besluttet at hæve studieafgiften med tre procent for universitetsstuderende.
Det har genoplivet dele af den protestbevægelse, som sidste år kostede den daværende borgerlige provinsregering dens politiske liv og gjorde massedemonstrationer og gadekampe til et tilbagevendende fænomen i Quebec.
Lige som dengang slår politiet hårdt ned på de unge demonstranter.
Denne gang dog allerede inden protesten går i gang – med præventive anholdelser og uddeling af bøder for alene at være tilstede ved uanmeldte demonstrationer.
Læs artiklen »Sløjfer studie-afgifter og anti-protest lov« hos Modkraft.
Se indslag om de aktuelle protester i Quebec.
Den 6. april blev flere end 279 mennesker anholdt, da de ønskede at vise deres utilfredshed med politiets brug af præventive anholdelser.
Alle de anholdte fik desuden en bøde på 637 canadiske dollars – cirka 3.600 kroner.
Bøden er den nye standard i tilfælde af brud på den lokale særlov »P-6«, der blev indført for at dæmme op for sidste års masseprotester, og som foreskriver, at man ikke må forsamles uden at indhente tilladelse hos politiet.
Læs artiklen »Over 270 detained in Montreal over freedom of assembly rally« hos RT.
Den symbolske aktionsprotest var arrangeret af et antikapitalistisk netværk, som ikke bare kræver tilbagerulning af den aktuelle studieafgift, men kræver fuldstændig gratis uddannelse.
Samtidig afviser de venstreradikale at følge den nye lov mod uanmeldte demonstrationer, som alene i marts har fået politiet til at stoppe tre større arrangementer – herunder markeringen af årsdagen for studenterrevolten sidste år.
»Vi nægter at forhandle med politiet om vores ret til ytringsfrihed, vores ret til at demonstrere og vores ret til at forstyrre den eksisterende sociale, politiske og økonomiske orden, som vi betegner som uretfærdig og illegitim,« skriver CLAC Montreal i grundlaget for ulydighedsaktionen.
Læs artiklen »Canadian police arrest over 250 at anti-brutality rally« hos RT.
Myndighederne i Quebec har ikke bare anholdt studenter på gaden – de er også begyndt at gå efter folk på de sociale medier.
Således er en 20-årig kvinde blevet arresteret for at have lagt et billede af en anti-politi graffitiplakat på hjemmesiden Integram.
Plakaten, der for længst er taget ned, forestiller en lokal politichef med et skudhul i panden, og kvindens billede er, efter det blev offentliggjort online, blevet spredt som en steppebrand på internettet blandt kritikere af politiet.
Kvinden, der ikke selv har lavet plakaten, siger, at hun tog billedet, fordi hun er kunstinteresseret, og hendes forsvarsadvokat mener, at politiet med sagen ønsker at sende et signal om »nul tolerance«.
Læs artiklen »Canadian woman arrested after Instagram post critical of police« hos RT.
Et andet eksempel på myndighedernes hårde kurs er sagen mod en filosofiprofessor, der ved adskillige demonstrationer har iklædt sig et pandakostume og fået tilnavnet »Anarchopanda«.
Politiet har nu konfiskeret pandaens hoved og givet ejermanden et bøde på 3.600 kroner for overtrædelse af en lov, som forbyder maskering til demonstrationer.
Læs artiklen »Montreal cops behead Anarchopanda« hos Ottawa Citizen.
En talsmand for politiet forsvarer den hårde kurs med, at man ønsker at beskytte borgerne i hovedstaden Montreal, som flere gange har lagt gader til voldsomme optøjer med stenkastende unge, der har smadret butiksvinduer og angrebet banker og politi.
– Vi begyndte at intervenere hurtigere i forbindelse med de tre seneste demonstrationer. Vi vil ikke have, at borgere, som ønsker at gå i indre by i Montreal, skal være gidsler. Reglerne for borgerrettigheder beskytter retten til ytringsfrihed, men ikke retten til at protestere, udtaler Jean-Bruno Latour ifølge avisen National Post.
Mens både politiet og lokalregeringen argumenterer for behovet for ro og orden, så får studenteraktivisterne opbakning fra enkelte medier og borgerrettighedsgrupper.
Den borgerlige avis National Post skriver således i en leder, at samfundet tager skade af indskrænkningen af retten til at demonstrere.
»Mens den enkelte aktivist måske har mulighed for at betale en bøde på 3.600 kroner, så kan vores samfund som helhed ikke tillade, at vores politistyrker tryner retten til at udtrykke sig frit. Særloven P-6 må trækkes tilbage, og Montreals politi må tillade borgerne på fredelig vis at udtrykke deres mening,« skrev avisen allerede efter de første masseanholdelser i sidste måned.
Borgerretsgruppen Canadian Civil Liberties Association (CCLA) er enig.
Den nye lokalregeringen i Quebec blev valgt på løfter ikke kun om at droppe studieafgifter, men også tilbagerulning af en gammel og udskældt anti-demonstrationslov kaldet Lov 78.
Sidstenævnte lov er rigtig nok lagt i skuffen, men den nye P-6 lov gør ifølge CCLA situationen mindst lige så kritisabel, som tidligere.
»CCLA er af den overbevisning, at individer ikke bør betale for at benytte sig af deres fundamentale frihedsrettigheder, ligesom politiet ikke bør udføre masseanholdelser og arrestation af fredelige socialt protesterende,« skriver gruppen i en udtalelse fra den 4. april.
Læs udtalelsen »Mass Arrests Under Montreal Bylaw Must Stop« hos CCLA.
Læs artiklen »Montreal’s assault on democracy« hos National Post.
Se tv-indslag om studenter protest februar 2013.
Dokumentar om studenterprotesterne i Quebec i 2012.
Se indslag om politiets brug af chockgranater mod demonstranter »Montreal Police Flashbang Style«.
Læs artiklen »FN kritiserer Quebecs anti-demonstrationslov« hos Modkraft.
Læs artiklen »Vrede studenter sætter dagsordenen i Quebec« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96