Roskildes viceborgmester Henrik Stougaard meldte sig ud af SF for fem måneder siden og har tirsdag meldt sig ind i Enhedslisten.
Enhedslistens vedtægter, siger at ligesom partiet »ikke accepterer, at valgte medlemmer tager deres mandat med sig ved udtrædelse af Enhedslisten, modtages andre partiers mandater heller ikke som Enhedslistemandater«.
Men det er heller ikke tilfældet i denne sag, mener Liste Ø.
- Enhedslisten har den principielle opfattelse, at mandater tilhører det parti, de er valgt på. Vi mener derfor, at Henrik bør aflevere sit mandat til SF. Vi har taget til efterretning, at Henrik ikke er enig med os i dette spørgsmål, men det er magtpåliggende for os at understrege, at Henrik Stougaard ikke kan repræsentere Enhedslisten i byrådet, skriver Enhedslisten Roskilde på sin hjemmeside.