Annonce

Foto

K-Town
30. juni 2015 - 16:10

Punx Picnic

Traditionen tro var der igen i år K-TOWN HARDCORE FEST i Ungdomshuset i København. Festivalen bliver stablet på benene af frivillige med princippet: Do-It-Yourself. Den lille festival tiltrækker bands og gæster fra hele verden, og strækker sig over 3 dage. ”Punx Picnic” blev i år afholdt i Mimersparken, lige under broen ved Bispebjerg St.

Lidt efter kl. 14 kom demovognen med et stort følge af folk og cykler, rullende ind i parken. Anlægget var skruet så højt op, at man skulle tro, at det var det, som blæste alle skyerne væk, så solen langt om længe kunne stråle skønt over Nørrebro.

Fra højtalerne lød det:
”Welcome to Punx Picnic 2015. There will be LIVE MUSIC – There will be BIKE WARS – There will be TOTAL DESTRUCTION”, hvilket blev opfulgt af Judas Priest's episke klassiker ”Painkiller”.
Så var festen skudt i gang, og herefter vekslede det mellem live bands, som spillede i et ekko-mekka under broen ved Tagensvej, og ”Bike Wars” arenaen, en basketball-bane som denne søndag passede perfekt til det alternative formål.

Bike Wars er en fast del af K-Town, hvor folk selv kreerer deres vilde cykler ud af gamle cykler, metalskrammel og hvad man nu ellers kan finde. Tempoet er højt, og man skal som tilskuer være hurtig til at dukke sig, hvis man vil undgå at få en af deltagerne i hovedet. Der er flere runder med forskellige kategorier, f.eks. ”Tall-bike” med de høje cykler, hvor det gælder om at vælte den anden, og ”Monster-bike” hvor de grummeste cykler med pigge og ild, duellerer. Som der blev forklaret ”The rules are simple: you have to break each others bikes. If it dosen't run – you're OUT!”

Det endte med en flot andenplads til ”Meat-Machine”, og en sejr til drengene og cyklen med det passende navn:”Death and Destruction”. De blev fejret med jubel og Queen's ”We Are the Champions” og ”We Will Rock You”. Festen og hyggen fortsatte i Ungdomshuset, med den sidste aften af DIY-festivalen – for man har jo kun det sjov man selv laver!

Tekst: Rikke Malena Aarestrup

Foto: Mette Kramer Kristensen

Redaktion: 
Emneord: 
Genre: 
Kultur

Annonce