Skal DK i krig i Syrien - og hvem kunne det tjene ?

I Politiken kunne man den 1. december læse en artikel med overskriften: ”Oprørerne beder om FN-tropper”. Denne gang er det syriske oprørere, der beder om FN-støtte. Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal, vil ikke ”udelukke en dansk deltagelse i en eventuel FN-aktion”. Men han siger dog, at ”lige nu kører vi i det politiske spor”. Og hvad er så det for et spor?

”Det politiske spor” går ud på, at ”presse det syriske regime”.

Og her spiller Danmark en hovedrolle.

Den Arabiske Liga og EU har boykottet Syrien. I FN’s sikkerhedsråd lægger den franske udenrigsminister, Alain Juppé, pres på Rusland for at få landet med på at støtte en resolution om boykot. Det mislykkes formentlig (også fordi Rusland har lært en meget værdifuld lektie om, hvordan Nato misbrugte en russisk støttet FN-resolutionen sidste gang, man ville have krig), men her bør man være opmærksom på, hvad Natos danske generalsekretær sagde for godt en måned siden: at Nato ikke behøvede nogen sikkerhedsrådsresolution for at gå i krig! Det har Nato jo allerede gjort flere gange før.

Under et nyligt møde i Paris mødtes Villy Søvndal med sin franske kollega Alain Juppé, og de to udenrigsministre blev enige om, at de ville gå i spidsen for at få samlet den syriske opposition. Søvndal mødtes også med oprørslederen.

”Der er behov for en stærk fælles front, og jeg er særligt glad for det lederskab Den Arabiske Liga har udvist”, siger Søvndal bl.a. ifølge DR1 tekst tv den 30. november.

Den Arabiske Liga består også af en række diktaturstater, og i spidsen i bestræbelsen på at få boykottet Syrien finder man den værste af dem alle, nemlig det totale enevælde i Qatar, der udøves af emir Hamad Bin Khaliffa.

Qatars emir og ”den frie verden” (som Nato jo er oprettet for at forsvare)

Khaliffa var hovedarkitekten bag støtten til oprørerne i Libyen. Han sendte sine specialtropper til Libyen, betalte en stor del af oprørernes våben og - det er tvivlsomt om oprørerne, havde vundet uden emirens indsats, skrev Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, den 30. oktober.

Han har også størstedelen af æren for, at magten i Libyen nu ligger i hans trosfællers hænder, nemlig de libyske islamister!

I Qatar behandler Khaliffa sin egen opposition præcist, som det passer ham selv. Han er ikke ansvarlig over for noget parlament, for den slags findes ikke i Qatar. Han er heller ikke ansvarlig over for noget politisk parti, for partier er forbudt. Men alligevel har han nu – med fuld opbakning fra Villy Søvndal og Co., der roser og bakker op om Den Arabiske Ligas lederskab – stillet sig i spidsen for krav om, at den syriske regering, som trods alt er udpeget af et parlament, der ganske vist er valgt under et etpartisystem, skal behandle dens opposition på en anstændig måde.

Men ikke nok med det. Emiren af Qatar og de andre diktatorer i Den Arabiske Ligas lederskab, mener sig også berettiget til at diktere syrerne, hvordan de skal styre deres eget land.

Drejebogen

Drejebogen ligner til forveksling den drejebog, som endte med angrebet på Libyen.

Ligesom det var tilfældet overalt, da det ”Arabiske Forår” stadigt var et rigtigt forår, var der også i Libyen og i Syrien folk, der krævede økonomiske og politiske reformer og stop for al undertrykkelse. Men lige som i alle andre lande skete det i form af absolut fredelige demonstrationer.

Men fredelige demonstranter og fredelige demonstrationer kan ikke bruges af Nato. I Libyen blev de snart skubbet til side af væbnede oprørsgrupper. Det samme er sket i Syrien.

Forrest i rækken af disse væbnede oprørsgrupper finder man islamister, som vil indføre sharialovgivning - som i Qatar.

Oprørsgrupperne i Syrien har fået stillet en base til rådighed i nabolandet, Tyrkiet. Her blev den sekulære generalstab for nylig fyret og erstattet af tilhængere af Erdogans muslimske parti. Tyrkiet er således også på vej bort fra at være verdslig stat og til at blive en islamisk stat. I Tyrkiet kan oprørerne også få våben.

600 libyere kæmper allerede på oprørernes side i Syrien, fortalte Russia Today den 29. november. Måske er der tale om nogle af de 1500 islamister, CIA hvervede i Afghanistan og Pakistan i juli til at forstærke oprørsstyrkerne i Libyen med.

Indtil videre har vi dog kun de alternative medier til at fortælle os om andre former for bistand til oprørerne for eksempel i form af mere direkte aktioner.

Nu er tiden så inde til at tage det næste skridt i rækken af forspil til et Nato-angreb.

Nu har de syriske oprørere nemlig også anmodet om FN-tropper.

Følger man imidlertid det ”økonomiske spor” (for at blive i Villy Søvndals sprogbrug), og stiller sig selv spørgsmålet: hvem fik økonomisk gavn af krigen i Libyen, og hvem vil også få økonomisk gavn af en eventuel krig mod Syrien, så er svaret ganske klart.

Det vil først og fremmest de store Nato-lande - ikke mindst deres erhvervsliv - og deres allierede, blandt andet Qatar!

Sammenligner vi Libyens og Syriens økonomiske betydning, så er Libyens olie for intet at regne mod de enorme naturressourcer, der findes i Syrien. Sammenligner vi de to landes politiske betydning bliver resultatet det samme – ikke kun på grund af forskellen i antallet af indbyggere, men også på grund af Syriens geografiske placering som naboland til både Tyrkiet, Irak, Libanon, Palæstina og Israel.

Syrien har længe været en torn i øjet for Israel og dets allierede, fordi det støtter Hizbollah i Libanon og palæstinenserne imod Israels besættelsespolitik.

Så at få fjernet styret i Mellemøstens sidste sekulære stat og at få åbnet Syrien op for og privatisering og ”globalisering”, forekommer at være et hovedformål med en eventuel Nato-aktion.

Modstand

Men nemt bliver det ikke!

Allerede før sanktionerne blev indført, stod det klart, som også indrømmet af folk, der støtter oprøret, at store dele af befolkningen i valget mellem regeringen og de islamistisk infiltrerede oprørere faktisk støttede regeringen. Årsagerne var rimeligt gode sociale forhold og det faktum, at det nuværende regime blev set som en garant for, at alle religiøse retninger forsat kan eksistere side om side i landet.

Med de nye trusler hængende over hovedet, ser det ud til at støtten til regeringen er steget yderligere.

Den 28. november deltog millioner af syrere i demonstrationer i de syriske byer. Demonstranterne råbte slagord imod Ligaen, imod fremmed indblanding i Syriens indre forhold og for national enhed.

Talere og demonstranter gjorde Den Arabiske Liga ansvarlig for hver eneste dråbe blod, der var udgydt i Syrien, og det blev understreget, at man længe havde kendt til planerne om at løbe Syrien over ende.

Man understregede sin opbakning bag den syriske hær, som vil forsvare Syrien, og man sluttede op omkring de syriske ledere og deres reformforslag.

De kæmpemæssige demonstrationer synes at understrege, at regimet i Syrien har det store flertal af befolkningen bag sig i dets afvisning af den fremmede indblanding i en suveræn nations indre forhold.

Dertil kommer, at den syriske hær er mange gange stærkere og større end den libyske hær.

Den 8. december skrev Deutsche Presse Agentur en artikel med titlen, ”Mellemøsten vil stå i flammer, hvis Syrien angribes”. I artiklen beskrives en stor militærøvelse, der skulle afprøve det syriske missilforsvarssystem, hvor man bl.a. affyrede missiler, der kunne ramme dybt ind i Israel. Hizbollah hævder at have fået nye våben, og det er også et stort spørgsmål om, hvordan Iran vil reagere på et angreb på Syrien.

Derfor bliver det også ulig vanskeligere at få væltet den syriske præsident Bashar al-Assad, end det var at få væltet Gadaffi i Libyen.

Men der er god grund til at advare alle almindelige mennesker. For når Danmark skal i krig under den nye aktivistiske udenrigspolitik, har danske politikere det mod, der skal til, for - uden at ryste på hænderne - at bidrage med mere end andre krigsførende nationer i forhold til Danmark størrelse. Danske soldater sender de til Afghanistan for at kæmpe på de mest udsatte poster, og danske piloter kastede en sjettedel af de mange bomber, der i månedsvis regnede ned over Libyen. Politiken har kaldt Danmark for USA’s vicesherif.

Men denne uansvarlige leg med andre menneskers liv bekymrer ikke politikerne. Og de skal heller ikke selv betale omkostningerne, hverken i tab af unge menneskers liv som i Afghanistan eller i form af udgifter til krigene.

I Afghanistan regner man med, at den 10 års lange krig har kostet 5,6 millioner krigsrelaterede døde i landet selv og i Pakistan. (Det svarer så nogenlunde til antallet af ofre for Holocaust under den anden verdenskrig.) Frem til den 3. september havde 42 unge danskere mistet livet i Afghanistan, hvortil kommer endnu flere fysisk eller psykisk handikappede.

Frem til slutningen af 2010 havde krigen kostet 8.1 milliarder kroner, hvortil skal lægges yderligere 1,7 milliarder i forventede udgifter for 2011.

Men dem skal politikerne ikke selv betale.

De har heller ikke betalt de 3 millioner pr. dag, det har kostet at føre krig i Libyen.

Regningerne bliver betalt af de danske skatteydere!

Vagn Rasmussen

Medlem af STS International Solidarity.