For nylig annoncerede skatteminister Thor Möger(SF), at den kommende skattereform vil have fokus på skattelettelser til hårdtarbejdende danskere med lave lønninger. Det fik straks Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen til at ryge helt op i det røde felt og kræve, at kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre på overførselsindkomst også skal have mere udbetalt, hvis Enhedslisten skal stemme for en skattereform.
Jeg synes ærlig talt det minder mig om Pia Kjærsgaards velmagtsdage, hvor hun brugte sin magt til at stemmemaksimere ved at kommunikere skarpt og direkte til vælgerbasen: nemlig dem, der er bange for indvandring. De skulle forstå at ét parti kæmper deres sag: DF. Med samme kirurgiske præcision kommunikerer Johanne Schmidt nu direkte til dem, der er på overførselsindtægt. De skal have mere kræves det. Den ny Pia hedder Johanne?
Det er brandærgerligt, at Enhedslisten vælger den reaktion. For sagen er jo, at den kommende skattereform ikke bliver en gavebod. Pengekassen er tom, og en skattereform skal finansieres krone og krone. Og når den nye regering lige har afskaffet de laveste og åbenlyst urimelige sociale ydelser, så kunne man tro, at et parti, der kalder sig arbejderparti faktisk ville klappe i hænderne over, at det endelig er de lavtlønnede og hårdtarbejdende, der skal i fokus.
Om forklaringen er, at arbejderne har forladt Enhedslisten, som i stedet domineres af ”nødhjælpssocialister” som tømrer og enhedslistemedlem Daniel Skovhus mener, eller om sagen simpelthen er, at Enhedslisten blot i bedste DF-stil udnytter sin position til at stemmemaksimere, er svært at vurdere lige nu og her, men vi finder ud af det, når forhandlingerne om en ny skattereform går i gang.
Personligt håber jeg Enhedslisten vælger DF-modellen. Altså puster sig op, men alligevel går med. Danmark har de sidste 3 år mistet omkring 175.000 private jobs bl.a. fordi produktionsomkostninger er blevet for høje i visse brancher. En snedig skattereform, der sænker skatten på arbejde kan medvirke til at styrke dansk konkurrenceevne, og på den måde vil den nye regering slå et slag for danske arbejdspladser, og det er hvad, jeg forventer af en socialdemokratisk regering.
Kommentarer
Det her er et tyndt forsøg på at kæde Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti baseret på hvad? Deres evner til at kommunikere eller deres evne til i en eller anden udstrækning at forfølge det politiske mandat de fik af befolkningen? Dansk Folkeparti var ærgelige pga. indholdet af deres politiske program og den støtte de fandt (eller skabte) i befolkningen - ikke fordi de kommunikerede klart og rent faktisk havde en vis respekt for det mandat de blev valgt ind på.
Man kunne måske vende denne her debat lidt rundt og spørge hvorvidt Socialdemokraterne og SFs udspil i virkeligheden bare appellerer til den samme småborgerlige frygt som DF - nu handler det ikke om Islam, men om arbejdsløshed. En arbejdsløshed som større og større dele af arbejderklassen bliver tvunget ud i. På et tidspunkt som nu, hvor arbejderne er under pres pga. krisen er det fantastisk at se arbejderbevægelsens korrupte top forsøge at spille os ud mod hinanden og samtidig angribe dem der gør opmærksom på det - i kunne sgu lige så godt kræve en grænsekontrol i mine øjne.
Nej nu ryger kæde da for alvor af.
DF udnyttede sin position som støtteparti til altid at kræve tiltag, der gjorde ondt på folk der i forvejen var svagt stillet. Enhl udnytter sin position som støtteparti til altid at kræve tiltag, der giver mere til folk der er svagt stillet. Det er så i din "analyse" "det samme".
At appellere til racisme og sparke til indvandrere og at appellere til hensyn til de økonomisk dårligst stillede er det samme? Det er ét fedt om ens politik er baseret på etnicitet eller på økonomisk situation? Der er ingen forskel på at sparke nedad og at prøve at løfte opad? Johanne er "den nye Pia" fordi hun prøver at forbedre den økonomiske situation for arbejdsløse - "præcis" ligesom Pia K prøvede at forværre situationen for indvandrere (og arbejdsløse). Øh... og op er "det nye ned" og hvidt er "det nye sort", for de er begge retninger/farver, eller hvad?
Og i og med at både DF og Enhedslisten bruger sine mandater til at prøve at få sin politik igennem (ligesom alle andre partier), så er de altså "det samme"?
Ærligt talt. Det er jo helt absurd nonsens det her. Med samme omvendt-logik kunne man argumentere for at Helle Thorning Schmidt er den nye Anders Fogh Rasmussen hvis hun engang prøver at gennemføre en politik som går i den stik modsatte retning af hvad han stod for. For i og med at de begge prøver at gennemføre sin politik i sin egenskab af statsminister (ligesom både DF og Enhl prøver at gennemføre sin politik i sin egenskab af støttepartier) så er de jo identiske?
Sikken noget mageløst vrøvl.
Enig med Ole, men dertil kommer, at jeg synes, at det er prgatfuldt at den indre regeringssplittelse også udspiller sig her på Modkraft nu.
Lars mener, at reformen skal sikre en bedre konkurrenceevne - altså lavere løn.
Christian Østergåård mener, at pengene skal gå til arbejderne - altså en højere realløn.
Begge dele kan ikke passe og blev også udstillet i debatten på DR 2, som jeg linker til i min seneste blog i kommentarsporet.
Kan iøvrigt anbeale kritikken af Christan Østergaards blog, hvor flere har gode substantielle kritikpunkter mod reformen.
Men til denne blog, som mere går på spillet, så vil jeg sige, at EL ikke bare prøver at optimere sig eller hæve de økonomisk svage på overførselsindkomster. Vi prøver at føre en politik, som hverken svækker disse ELLER de lavestlønnede i job, som vil blive presset af større løngab. Det er med andre ord ikke et spil om at få lidt mere til en mærkesag. Det er fordi vi er grundlæggende uenige i politikken - modsat Pia K’s spilfægterier.
Bemærk, iøvrigt at Daniel Skovhus, som du opportunt hiver frem, og som åbenbart er flyttet til Politiken (og tilykke og fred med det) også siger det samme. Han nøjes så med at sige dagpengemodtagere, hvilket jeg synes er ret asocialt og blot er at skyde sig selv i foden, men hvad ved Politiken-læsere sikkert om det...
Det var dog et modbydeligt udsagn, og så har en redaktør på Modkraft endda strammet udsagnet op, og sat det på den mest læste plads. Hvad har I gang i
Enhedslisten fører jo blot den politik som Socialdemokraterne igen og igen har forrådt. Som tiderne ser ud nu, så fristes man næsten til plædere for ultravenstrelinjen ifht. S.
Og mht Daniel Skovhus, så kunne han jo passende ofre lidt tid på at svare på de mange kommentarer til hans egen blog.
Der er godt nok mange der har svært ved at læse indenad for det er jo ingen steder hævdet at DF og Enhedslisten på nogen måde sammenlignes politisk. Det går i alt sin enkelthed ud på, at EL taktisk agerer på samme måde som DF i sin tid og som "tungen på vægtskålen" vil have nogle af sine politiske mærkesager igennem og disse for øvrigt uden sammenligning med DF’s.
Problemet for EL er, at de står meget svagt og deres ønsker ift skatteområdet vil blive skudt ned af det Radikale Venstre på stedet. Så det er lidt svært at se mulighederne. Enten holdes EL ude af reformen og den gennemføres med "blå blok" eller EL skal sluge nogle næsten ufordøjelige "politiske kameler" ? EL har kun SF at takke og det hele startede med Carina.
De "svage" må da være de lavtlønnede skatteydere, som betaler gildet.
På den anden side: De er måske i virkeligheden de stærkeste, siden de orker.
Det var da et ret irrationelt og demagogisk blogindlæg.
For et mere sagligt og fængslende indlæg om skattereform-debatten, læs Knud Holt Nielsens Skat, kurver og konsekvenser her på Modkraft.