Annonce

19. februar 2011 - 19:22

Om Anarkisme og Brevbomber

We are Nihilists, Lebowski. We believe in nothing!

De sidste måneder har været meget spændende og interessante for alle anarkister. Vi har kunnet glæde os over revolter i Tunesien og Ægypten, som måske udvikler sig til revolutioner. Mindre glædelig har været bølgen af brevbomber og hærværk mod ambassader, virksomheder og retsbygninger i Grækenland. Afsender af brevbomberne har været en gruppe, som kalder sig for Synomosia Pyrinon tis Fotias (SPF, "Ildcellernes sammensværgelse"), som betegner sig selv som anarkister. De opfordrer til dannelsen af et internationalt netværk, en uformel føderation af militante anarkister.

Men hænger SPF’s metoder sammen med anarkismens idéer? Og er det sådan, man skal lave revolution?

Anarkisme eller nihilisme og terrorisme

Ildcellernes sammensværgelse beskriver sig selv som individualister og nihilister. Deres aktioner er rettet mod repræsentanter for kapitalisme og statsmagt og rammer netop disse repræsentanter i stedet for staten og kapitalismen selv. Blandt andet derfor er deres aktioner uden revolutionært potentiale.

Deres såkaldte solidaritet – at deres vold retfærdiggøres med henvisning til fængslede aktivister – er et glimrende billede på deres ideologi og foretagende. Det er ikke et revolutionært projekt – det er et selvrealiserende projekt. De siger det selv i deres opfordring til dannelsen af et internationalt netværk:

"Det, vi foreslår, er at sammensætte et internationalt netværk af grupper af kammerater, der skal være antiautoritært og kaotisk, med flad struktur, åben for enhver, som ønsker at handle, individuelt eller kollektivt, uden politiker-ambitioner, så at han kan tilfredsstille sit begær efter livet her og nu."

De er uden forståelse for og solidaritet med mennesker, der ikke allerede deler deres egen snævre verdensforståelse.

Deres brug af vold som middel i deres tvivlsomme kamp er endvidere ekstremt ineffektiv. Brevbomber til ambassader truer på ingen måde statsapparat eller kapitalisme. Bombeattentaterne skader derimod "uskyldige", hvilket blot bliver endnu mere afskyeligt af det faktum, at aktivisterne er aggressorerne.

Malatesta sagde om anarkistisk vold, at "ægte anarkistisk vold er den vold, der ophører når nødvændigheen af forsvar og befrielse ophører. Den er præget af bevidstheden om, at individerne knapt nok, hvis overhovedet, er ansvarlige for den position, som de optager på grund af deres arv og deres omgivelser."

Konspiratørernes handlinger har grobund i den insurrektionistiske anarkismes metode: propaganda gennem handling, dvs. spektakulære angreb som fx bombning. Denne strategi har historisk set vist sig yderst kritisabel. Attentater fremmedgør de mennesker, man forsøger engagere – og har en tendens til at øge statens repression, hvilket yderligere skræmmer mennesker væk fra det politiske arbejde.

Avantgardistisk vold eller inkluderende vold

Guerillaens og juntaens vold har for lang tid siden vist sig at være fuldstændigt ineffektiv, i hvert fald hvis det er revolutionen, der er målet. Man kan sammenligne taktikken med parlamentarismen. Levebrødspolitikerne påtager sig retten til at tale og handle på befolkningens vegne, for at dermed passivisere dem, der ellers skulle deltage i demokratiet. Guerillakæmperen ­– den professionelle voldsmand – påtager sig retten til gennem voldshandlinger at tale på vegne af folket, klassen eller hvis sag han nu ellers forestiller sig, at han kæmper for. På samme måde passiviserer han de brede lag af arbejderklassen.

Guerillalivet er ekskluderende over for alle andre end de allermest dedikerede og risikovillige, der hverken har familie eller andre at tage hensyn til. Derudover afskærer det guerillakæmperne fra kontakt med deres klasse. Det fremmedgør guerillaen over for arbejderklassen – og omvendt. Og måske vigtigst af alt: det gør guerillaen til et langt nemmere mål for repression.

At det vil komme til vold og kamp i en revolution er svært at komme uden om. Eliten vil altid forsvare deres privilegier og derfor vil de sende politi og militær på gaden imod en arbejderklasse i oprør, som vi for nylig også har set det i de nordafrikanske oprør. Som anarkister vil vi altid minimere mængden af vold. Det gør vi ikke gennem at danne byguerilla-celler og bombe ambassader, men gennem en inkluderende praksis af selvforsvar og befrielse. I praksis betyder det, at den revolutionære vold og forsvaret for revolutionen, bliver gjort til alles opgave og ansvar.

I stedet for at overlade det beskidte arbejde til en lille væbnet elite, deles vi alle om det. På den måde bliver flere revolutionære trænede i konkret kamp, mynddiggjorte og solidariserede med hinanden og revolutionen. Tredive byguerilla-kæmpere kan smides i fængsel eller henrettes, men det er sværere at udsætte 30.000 militante arbejdere for den samme behandling.

At konspiratørerne, terroristerne og nihilisterne i Ildcellernes sammensværgelse beskriver sig selv som anarkister er skadeligt for den anti-autoritære socialismes sag. Deres meningsløse vold skaber et endnu mere blakket ry for en ideologisk retning, der søger at skabe de bedste vilkår for menneskeheden. En fremtid i solidaritet og frihedens ånd.

Dette skal læses som en opfordring til at ikke at forveksle spektakulær vold med revolutionær handling – og i stedet til at alle, der ser nødvendigheden af en radikal forandring af verdens tilstand, organiserer sig og kæmper sammen – med alle nødvendige midler og med respekt for det anarkistiske kerneprincip om, at mål og midler skal stemme overens. Midlerne skal og må for os anarkister altid afspejle det samfund, vi ønsker!

Annonce